For nylig interviewede jeg til Information Jay Carson, der har arbejdet for Bill og Hillary Clinton – han var talsmand for Hillary under 2008-primærvalget – og som er politisk konsulent på tv-serien House of Cards. Carson sagde blandt andet, at havde man til seriens fjerde sæson foreslået, at en præsidentkandidat skulle bede russerne om at hacke en anden præsidentkandidat, så ville han have sagt, at ”det kommer aldrig til at ske. Intet parti vil have så skør en kandidat. Hvis vi gør det i serien, vil det se ud som om, vi ikke ved, hvad vi taler om. Det kan vi ikke. Og så gør manden det.”
En lektion i politisk rænkespil fra Frank Underwood (Kevin Spacey) i tv-serien House of Cards.
Ja, Trump bad rent faktisk russerne om at hacke Hillary Clinton. Men det er langt fra hans og republikanernes mest outrerede udmelding: Der skal bygges en mur mellem USA og Mexico for at stoppe illegale indvandrere – mexikanerne sender nemlig kun forbrydere og stoffer over grænsen. Muslimer må heller ikke længere komme ind i USA. Obamas fødselsattest er forfalsket.
Trump er ofte misogyn i sine udtalelser: Ariana Huffington er grim. Rosie O’Donnell er fed. Hvis ikke Ivanka var hans datter, ville han date hende – til konventet tog han hende på numsen. Til sine vælgermøder opfordrer Trump til had og vold mod sine kritikere. Han fordrejer fakta, bagvasker modstandere og medier, og i en af sine mere mindeværdige og som regel improviserede taler forvekslede han 9/11 med 7-Eleven.
Det ville være så morsomt, hvis ikke det var så tragisk.
Handlekraftig herre
Donald Trump har selv udtalt, at en af hans yndlingsfilm er Wolfgang Petersens Air Force One. I den spiller Harrison Ford den amerikanske præsident, som lige efter at have understreget over for alverden, at USA ikke forhandler med terrorister, selv bliver kidnappet med fly, familie og det hele af terrorister. Men Ford er jo en handlekraftig herre, og selvfølgelig klarer han selv ærterne. Til sidst smider han resolut chefterroristen (Gary Oldman) ud af sit fly med ordene: ”Get off my plane!”
Donald Trump spejler sig i Harrison Fords heroiske og principfaste præsident i Wolfgang Petersens spændingsfilm Air Force One.
Det er indlysende, hvad det er for en mand og præsident, Donald Trump ser sig selv som – modig, handlekraftig, viril, principfast – men med tanke på alle de tossede ting, han har sagt og gjort, er det om noget ønsketænkning. Snarere er det oplagt at se på, hvordan virkeligheden ind imellem afspejler og oftere overgår fiktionen, når det drejer sig om Trump og amerikansk politik mere generelt.
Det kræver for eksempel ikke den store fantasi at forestille sig Trump sidde på sit kontor i Trump Tower, omgivet af alle sine spytslikkere, og som en anden Frank Underwood i House of Cards planlægge karaktermord – og måske endda rigtige mord – på politiske modstandere.
Mere indirekte er ægteparret i House of Cards, Frank og Claire Underwood, inspireret af Bill og Hillary Clinton. Begge par vil magten i en grad, som tilsidesætter megen god etik og moral. Franks afdøde far, der viser sig at have haft en noget uheldig forbindelse til Ku Klux Klan, kunne så til gengæld være inspireret af Donald Trumps far, Fred, der muligvis også var medlem af KKK.
Ægteparret Frank og Claire Underwood i tv-serien House of Cards.
Bill og Hillary Clinton. PolFoto/Susan Walsh
Trumps forsøg på at skabe negativ opmærksomhed omkring Hillary Clinton ved at anklage hende for både det ene og det andet er som taget ud af Barry Levinsons satiriske Wag the Dog (1997), hvor en spindoktor og en filmproducent opfinder en krig for at fjerne opmærksomheden fra præsidentens sexskandale.
Hvordan iscenesætter man sin egen krig uden rent faktisk at skulle i krig? Det giver Dustin Hoffman et bud på i Barry Levinsons Wag the Dog.
Når Trump stiller sig op med kasket på hovedet og henvender sig direkte til folket og dets laveste instinkter, ligner han Jay Bulworth i Warren Beattys film af samme navn fra 1998: en desillusioneret, falliterklæret senator (spillet af Beatty selv), som i selvmorderisk desperation begynder at sige sandheden til vælgerne og på et tidspunkt griber til rap i et forsøg på at virke hip.
Jay Bulworth (Warren Beatty) begynder til en fundraising pludselig at rappe – til nogles begejstring og andres store fortrydelse.
Privat moral vs. offentlig moral
Ingen tricks er tilsyneladende for kulørte eller beskidte at bruge, når det kommer til amerikansk politik, og sex og privatliv er efterhånden en essentiel del af valgkampene. Et sidespring kan ødelægge selv den mest lovende politikers karriere og eftermæle, se bare på Anthony Wiener, Eliot Spitzer, John Edwards og Bill Clinton, hvis historie blev fortalt i nøgleromanen Primary Colors og Mike Nichols filmatisering, Præsidentkandidaten (1998).
I bog og film er en fremadstormende præsidentkandidats chancer for at blive valgt tæt på at blive ødelagt af hans konstante utroskab, men han bliver reddet, da han truer med at sværte en anden kandidat til. En kandidat, som af hensyn til sin familie vælger at trække sig.
Beskidte kneb er en del af enhver amerikansk valgkamp, også i Mike Nichols’ Præsidentkandidaten, hvor John Travolta spiller Jack Stanton, en fiktionaliseret udgave af Bill Clinton.
I Rod Luries The Contender (2000) spiller Joan Allen en vicepræsidentkandidat, der bliver konfronteret med et kompromitterende billede fra sin ungdom, men hun insisterer på, at det billede og hendes privatliv er hendes sag, og med præsidentens opbakning lykkes det hende at få vendt folkestemningen. Man har fornemmelsen af, at den slags ikke længere ville være muligt, fordi medierne svælger i politikernes – og alle andre kendte personers – privatliv. Som Jay Carson også sagde til mig, så har politikernes private moral i snart mange år været lige så vigtig som deres offentlige moral, om ikke vigtigere.
Præsident Jackson Evans (Jeff Bridges) taler om ærlighed, sandhed og anstændighed i Rod Luries The Contender, hvor Joan Allen spiller vicepræsidentkandidaten, hvis privatliv endevendes af pressen og politiske modstandere.
I både Præsidentkandidaten, The Contender og George Clooneys Kamæleonen (2011) – der er skrevet af manden bag House of Cards, Beau Willimon – er de egentlige hovedpersoner idealister, der tror på det bedste i andre mennesker, ikke mindst de kandidater de arbejder for. Men idealisterne mister de fleste af deres illusioner i mødet med den realpolitiske verden – de forsøger med det gode og ærlige, men bliver enten korrumperede eller må give op og forlade politik igen.
Kunsten at bygge bro
Det er ikke alle idealister i den politiske virkelighed og fiktion, der bukker under. Den 74-årige Vermont-senator Bernie Sanders har været det helt store lyspunkt i den amerikanske valgkamp – også selv om han tabte til Hillary Clinton i sit forsøg på at blive demokraternes præsidentkandidat.
Bernie, som vi alle kalder ham, forstår ligesom Donald Trump at tale til de mange millioner frustrerede amerikanere, som har mistet troen på de folkevalgte og det amerikanske samfund. Men hvor Trump spyr galde, er Bernie anderledes positiv og konstruktiv i sin tilgang og sit opgør med vennetjenester, storkapital og manglende solidaritet. For ham handler det om at bygge op og bygge bro, ikke om at rive ned eller bygge mure.
Bernie kunne godt være hovedperson i en tv-serie af Aaron Sorkin, der i The West Wing (1999-2006) og The Newsroom (2012-14) beskæftiger sig med politik og medier og sammenblandingen af de to, og som beskriver mennesker og verden, ikke som de er, men som han, og vi, ville ønske, at de var.
Sådan kan en politisk debat tage sig ud, hvis præsidenten som i Aaron Sorkins The West Wing er en blændende begavet og Nobelprisvindende økonom og et på alle måder godt menneske.
Når man hører Bernie tale med passion og overbevisning, er det næsten som taget ud af Frank Capras klassiker fra 1939, Mr. Smith kommer til Washington, hvori en nyvalgt senator, Jefferson Smith (James Stewart), gør op med korruption og populisme i den amerikanske hovedstad. Men hvor unge Smith har held med at tale ’ondskaben’ midt imod, har den aldrende Sanders måttet overlade den opgave til Hillary Clinton. Heldigvis har han ikke tænkt sig at tie stille, og den revolution, som han tændte op under – ikke mindst blandt unge mennesker – ulmer stadig.
En udmattet Jefferson Smith (James Stewart) taler magten og korruptionen midt imod i det amerikanske senat i Frank Capras Mr. Smith kommer til Washington.
Trump og russerne
Og Hillary Clinton får brug for al den hjælp, hun kan få. I John Frankenheimers brillante koldkrigsthriller Kandidaten fra Manchuriet (1962), der handler om paranoia, fanatisme og overdreven patriotisme, bliver en flok amerikanske krigsfanger i Korea hjernevasket af russerne og kineserne. Målet er at skabe en villig lejemorder, der kan gå en højreorienteret amerikansk senatorfrues ærinde og myrde hendes fjender i Washington, så der er plads til hendes folk, en uhellig alliance af højreorienterede og kommunister, på magtens tinde.
Angela Lansbury spiller det højreradikale moderdyr i John Frankenheimers koldkrigsthriller Kandidaten fra Manchuriet, hvor amerikanske soldater hjernevaskes af kommunisterne til at blive lejemordere.
For et par dage siden skrev onlinemagasinet Salon om, hvordan Trump hele tiden hjælper russerne: Han taler om at opløse NATO, synger præsident Putins pris og beder russerne om at hacke Hillary Clinton. Han har tilmed, mere eller mindre direkte, opfordret USA’s våbenentusiaster til selv at ’gøre noget’ ved Clinton.
Salon påstår ikke ligefrem, at Trump arbejder sammen med russerne, men som en anden Joe McCarthy bruger han retorik og frygt til at ’hjernevaske’ vælgerne og dermed underminere demokratiet: ”Ligesom hjernevasken af soldaterne i Kandidaten fra Manchuriet holder Trump og højrefløjen medierne og vælgerne fangen gennem verbal ydmygelse og gentagelse. Det er ikke Trump, der er blevet hjernevasket. Han er ikke den manchuriske kandidat. Det er derimod det amerikanske folk.”