Hadeordshitliste: Djøf’erne er ikke på rejse, de er på arbejde

Djøfbladet har undersøgt de værste ord, som deres læsere hører på kontorerne. Mange hundrede udtryk blev nomineret, og vinderen er nu kåret. Det er “Vi er på en fantastisk rejse”, skarpt efterfulgt af “Jeg hører, hvad du siger” og med “agil” på en flot tredjeplads. Men hvorfor irriterer netop disse ord og udtryk så meget? En af landets førende hadeordseksperter kommer med sit svar og kommenterer hadeordshitlisten fra “fantastisk rejse” til “agenda”. Tag med på den fantastisk agile rejse, hvor forfatteren vil lægge sporene, mens vi kører.
Djøf’erne har i Djøfbladet lavet en spørgeskemaundersøgelse og ranking af de mest hadede hadeord. “Jeg hører, hvad du siger” kommer ind på en overraskende andenplads kun overgået af rejsemetaforen. Djøf’erne er tydeligvis ikke på en rejse, de er på arbejde. Hvorfor alt det had? Kilde. Getty Images.
Djøf’erne har i Djøfbladet lavet en spørgeskemaundersøgelse og ranking af de mest hadede hadeord. “Jeg hører, hvad du siger” kommer ind på en overraskende andenplads kun overgået af rejsemetaforen. Djøf’erne er tydeligvis ikke på en rejse, de er på arbejde. Hvorfor alt det had? Kilde. Getty Images.
af Mikkel Toxvig
I maj måned bad Djøfbladet læserne om at nominere deres hadeudtryk. Det blev til hundredvis af hadere, og Djøfbladet skar listen ned til 20 udvalgte ord, som læserne kunne stemme om. Nu er vinderen fundet, og djøf’ernes yndlingshader er udpeget. Her kan du se listen de 20 mest hadede ord:
 
 
Jeg udtaler mig i artiklen om undersøgelsen, og Kforum har derfor bedt mig om at kigge de 20 ord igennem og kommentere dem, jeg synes, er mest interessante. Det er jo en subjektiv vurdering, og af den grund er alle næppe helt enige i mine valg eller analyser, for de konnotationer, ord skaber, er til en vis grad individuelle. Måske har man en særlig aversion mod et eller flere af de udtryk, jeg ikke fremhæver. Det kan være, at en tidligere leder konstant talte om ”at spille hinanden gode”, eller en kollega insisterede på ”at tænke ud af boksen”. I så fald opfordrer jeg til at kommentere artiklen og præsentere jeres egne analyser af ordene. Det er altid spændende at læse.
 
Inden jeg går i gang med de enkelte ord, er det værd at knytte et par overordnede sætninger til listen med top-20 og min tilgang til dem. Velvalgte og mislykkede valg af ord handler om sammenhæng, om kontekst og situation. Derfor kan det være vanskeligt at forkaste et ord eller udtryk og fastslå, at det er dårligt eller uhensigtsmæssigt til alle tider. Så i stedet for kategorisk at afvise eller fordømmende nedgøre dem forklarer jeg, hvorfor jeg tror, at de er blandt de værste udtryk. Om alle udtryk er det oplagte svar på, hvorfor de optræder på listen, dog den udbredte – og nogle gange forkerte – brug af dem. Altså, at udtrykkene er så overbenyttede, at den nyskabelse, de måske bragte med sig, efterhånden er skiftet ud med irritation og træthed over den kreative dovenskab og sproglige stagnation. 
 
Rejsemetaforen
Rejsemetaforen er det udtryk, djøf’erne hader mest. Det kan skyldes, at rejserne er det måske hyppigst brugte billede i jobopslag, der lover ”spændende udviklingsrejser”, ”unikke vækstrejser” eller ”at komme med på rejsen” – uden at specificere, hvad rejsen nærmere går ud på, eller hvor den går til. 
 
En anden årsag til metaforens lidet ønskværdige førsteplads er, at rejserne tegner et glansbillede, der forskønner virkeligheden. Der er tale om en metaforisk eufemisme, som slører for, hvad jobbet faktisk går ud på, eller hvad virksomheden reelt laver. Som en læser lakonisk skrev: ”Jeg er ikke på rejse, jeg er på arbejde”.
 
Jeg hører, hvad du siger
Sociolog Rasmus Willig beskriver i flere af sine bøger (bedst i Afvæbnet kritik), hvordan ”jeg hører, hvad du siger” er et eksempel på at imødekomme, negligere, neutralisere eller afvæbne kritik. ”Jeg hører, hvad du siger” præsupponerer eller forudsætter nærmest et efterfølgende ”men” – fulgt af samtalepartnerens indvendinger. I de mange hundrede sproglige afvæbninger, Willig har samlet ind gennem syv år, nævnes ”Jeg hører, hvad du siger, men det er ikke min oplevelse/det bliver ikke anderledes/nu ser vi fremad.” 
 
For Willig at se bliver ”jeg hører, hvad du siger” af den grund en subtil måde at afværge kritik og udøve sin ledelsesret på, som – med foredragsholder Nils Villemoes’ ord – helst skal blive i (leder)skabet herhjemme på grund af vores lave magtdistance.
Det er sandsynligvis denne erfaring med ”jeg hører, hvad du siger”, som flere djøf’ere har, der gør, at udtrykket er så ildeset, at det ender på andenpladsen.
 
Willig behandler også andre ord fra Djøfbladets liste, nemlig ”Ja-hatten”, ”omstillingsparat” og ”udfordringer i stedet for problemer”. Han diagnosticerer dem som symptomer på det, han kalder for kommercialiseringen af vores følelsesliv. Det vil sige, at arbejdsmarkedet og selvhjælpslitteraturen ifølge Willig kræver, at vi tillærer os en positiv, ukritisk og robust indstilling, fordi det er egenskaber som disse, markedskræfterne efterspørger.  De to professorer Mats Alvesson og André Spicer kalder det i deres bog af samme navn for funktionel stupiditet, når vi på den måde censurerer vores nysgerrige kritik.
 
Den brændende platform
Dette dramatiske udtryk stammer, så vidt jeg ved, fra forandringsledelse, hvor lederen angiveligt skal skabe et presserende – og åbenbart potentielt farligt – indtryk af, hvor nødvendigt det er at lykkes med forandringen. 
 
Men er frygt eller nervøsitet de bedste følelser at lede en forandring på? Sprogbilledet fortæller, at hvis vi bliver stående på platformen, risikerer vi at brænde ihjel, så vores bedste mulighed er at springe i havet og forsøge at overleve. Enten ved egen hjælp eller ved, at andre redder os. Med de to indbyggede scenarier er det et besynderligt billede at sætte på en, må man antage, velplanlagt forandringsproces.
 
Spørgsmålet er også, om udtrykket ikke efterhånden er så fortærsket, at det illustrerende potentiale, den brændende platform kunne have haft, er udslukt.
 
Under forandringer og forandringsledelse finder vi desuden afarterne af ”vi lægger sporene, mens vi kører”, ”vi lægger fliserne, mens vi går”, ”vi bygger båden, mens vi sejler” eller – mere tragisk – ”vi bygger flyet, mens vi styrter”. Disse klichéer udstiller uheldigt ens egen mangelfulde planlægning, og det må om noget kunne føre til nervøsitet at arbejde et sted, som åbent erklærer, at der mangler en plan.  
 
Agenda, aligne, must-win battles og onboarding
Jeg har samlet ”agenda”, ”aligne”, ”must-win battles” og ”onboarding” under ét punkt. Det har jeg valgt, fordi de alle fire afspejler den til tider ukritiske og unødvendige engelske påvirkning af dansk. 
 
Dermed ikke sagt, at jeg anfægter vigtigheden af engelsk. Engelsk er et afgørende internationalt hjælpesprog. Men at disse fire ord figurerer på listen over de 20 værste, viser for mig en irritation over det engelske sprogs unødigt store påvirkning af dansk og dermed ønsket om at holde dem mere adskilte som selvstændige sprog. 
 
Agenda (gerne udtalt på dansk og ikke engelsk) kan oversættes til ”dagsorden” eller ”program” på dansk. Aligned er blevet til et udsagnsord på dansk, nemlig ”aligne”, der ud over at være en usædvanlig uskøn neologisme nemt kan oversættes til ”at være på linje med” (eller ”at rette ind”). Must-win battles er ligesom den brændende platform en overdramatisk, militariseret betegnelse for vigtige opgaver eller mål. Selvom onboarding irriterer, kan man argumentere for, at det i højere grad er i orden at holde fast i det som fagbegreb, indtil vi får et tilsvarende på vores modersmål. Introduktionsforløb er et bud, men det omfatter typisk kun de første dage eller uger på et nyt arbejde, hvor onboarding ifølge faglitteraturen varer noget længere, gerne op til et halvt år.
 
Færre hadeord
Efter denne gennemgang er det nærliggende spørgsmål: Er det muligt at udrydde hadeord? Hvis Djøfbladets artikel skaber tilstrækkelig opmærksomhed, kan der blive skåret ned på de 20 ord deri, men med tiden vil andre overtage deres plads. Ord kommer naturligt på mode og kan på sigt blive så udbredte og klichéfyldte, at de generer og ender som nye favoritaversioner. 
Jargon smitter, gruppesprog signalerer fællesskab, og hadet eller kærligheden til bestemte ord er subjektivt, så det er formentlig umuligt at slippe af med haderne. Dog kan man som taler eller skribent forsøge at animere til en større sproglig selvkritik, der kan værne mod ukritisk overforbrug og ureflekteret efterligning. 
 
Og som tilhører kan man blive bedre til at spørge: ”Hvad mener du mere præcist med agil, eller at vi skal ud på en rejse sammen?”. Endnu bedre kan det være at præsentere et alternativ, ligesom i framing-teori: ”Når du siger, at vi skal på en rejse sammen, mener du så, at …?”.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job