Hurra! Vi kan afskaffe mediestøtten

Krisen i de danske medier er ved at være overstået. Ytringsfrihed vil blive suppleret med annonceringstvang – eller hvordan skal man ellers tolke de seneste dages ballade om Den Korte Avis?
De kan ikke slå os ihjel-kommunikation fra Kristian Thulesen Dahl, der gjorde spørgsmålet om annoncering på et politisk site, der kalder sig selv en avis, til et spørgsmål om ytringsfrihed
De kan ikke slå os ihjel-kommunikation fra Kristian Thulesen Dahl, der gjorde spørgsmålet om annoncering på et politisk site, der kalder sig selv en avis, til et spørgsmål om ytringsfrihed
Dansk Folkeparti kommer helt uventet de økonomisk nødlidende danske medier til hjælp. Folketingets andetstørste parti vil fremover tvinge virksomheder til at annoncere, og da partiet nok plejer at kunne sætte en dagsorden og få mærkesager gennemført, er der grund til at vejre morgenluft i mediebranchen.
 
Godt nok har partiet ikke fremsat forslaget direkte, men partiformandens bemærkninger oven på nogle virksomheders afbrudte støtte til Den Korte Avis var ikke til at tage fejl af: “Nu må vi stå sammen imod de virksomheder, der forsøger at indskrænke ytringsfriheden. De skal simpelt hen ikke få lov at slå Den Korte Avis ihjel. ENIG?” spurgte partiformand Kristian Thulesen Dahl på Facebook med det, der vist bedst kan kaldes et retorisk spørgsmål. 
 
 
Altså, Thulesen Dahl er så pikeret over det, han kalder en boykot af Den Korte Avis, at han vil boykotte boykotterne i protest.
 
Jeg har svært at se det som andet end en stærk støtte til annoncepligt, godt nok forklædt som en slags frivillig tvang, men makker man ikke ret, mister man cirka en femtedel af Danmarks befolkning som kunder, må man forstå. Og det er jo ikke til at spøge med.
 
Her vil jeg da gerne lige skyde ind, at jeg fra domicilet i Lissabon i går stærkt inspireret af DF’s nye, pressevenlige linje begyndte at udgive internetmediet “Danmark til Tejo” og nu ser frem til at modtage et ikke ubetydeligt beløb fra Føtex, Just Eat, Ikea og andre, som ifølge DF skal pålægges annonceringstvang.
 
Uha, jeg bliver rig. Og hvis det ikke er tilfældet, er det en grov krænkelse af min ytringsfrihed. Ganske vist kan jeg – ganske som Den Korte Avis – ytre mig her og hisset og allevegne, men jeg kan ikke være sikker på at kunne leve af det. Det er godt nok groft undertrykkende. Tak, DF, for at forstå mig og hele perlerækken af danske medier, som for tiden befinder sig i en annoncekrise uden fortilfælde.
 
Tilmed er DF og ligesindede så meget med på beatet, at det i disse postfaktuelle tider naturligvis ikke skal være et krav for at få virksomhedernes støtte i form af annoncekroner, at indholdet er sandfærdigt eller lever op til de presseetiske regler. Den Korte Avis har afvist at tilmelde sig Pressenævnet og kan dermed blæse højt og flot på krav til saglighed, kildekritik, fairness og den slags. 
 
Retfærdigvis skal det nævnes, at DF dermed blot følger den danske stat, som heller ikke blander sig i ligegyldige detaljer om, hvorvidt man lover at leve op til de presseetiske retningslinjer, når det gælder netmedier. Næsten 150.000 kroner af skatteborgernes penge er i år sendt i retning af ægteparret Pittelkow/Jespersen i mediestøtte trods den manglende tilmelding til Pressenævnet.
 
Ikke at det forhindrer de to redaktører i at råbe op om, hvordan deres ytringsfrihed knægtes, men som sagt er de heller ikke pålagt nogen form for sandhedspligt.
 
Jeg takker DF for til fulde at forstå det gamle journalistiske mantra: hellere en god historie end en sand historie. Herhjemme er det foreløbig mest Den Korte Avis, som har finpudset konceptet, men jeg formoder, at Newspeek kan komme efter det meget hurtigt – trods alt var Iben Thranholm på sporet af en historie om Hillary Clinton og noget djævlebesættelse og diabolske ritualer og den slags. Rasende god historie, hvis I spørger mig. 
 
Den 5. november kunne Iben Thranholm berette om, hvordan Hillary Clinton har deltaget i satanistiske ritualer. Sindsoprivende historie. 
 
Og hvor er det ærgerligt, at de presseetiske regler gør det svært at bringe den slags videre uden at risikere at ryge i Pressenævnet og alt muligt andet kedsommeligt politisk korrekt. Jeg lover, at ‘Danmark til Tejo’ vil gøre sit ypperste for at vise sig tilliden til at kunne digte en god historie værdig i de ædle bestræbelser på at udbrede danske værdier til klipfiskens og saudadens højborg. Jeg kan allerede noget om ambassadørens øl, som ikke var dansk ved det årlige julearrangement på ambassaden i Lissabon.
 
Nå, men det var virksomhedernes boykot af Den Korte Avis, jeg kom fra.
 
Altså, hvis det er en boykot? Umiddelbart synes jeg, at det nok mest er en boykot på samme måde, som Den Korte Avis er en avis.
 
Boykot er noget, man iværksætter, når man vil straffe nogen og tvinge dem til at ændre handlemåde. Det er først og fremmest et pressionsmiddel.
 
Som da det halve af det venstreorienterede Danmark engang i 80’erne holdt op med at købe fransk vin, fordi franskmændene havde udviklet en kedelig vane med at prøvesprænge atombomber henne på nogle atoller i Stillehavet, og dertil sænkede de Greenpeace-skibet ‘Rainbow Warrier’, hvad der kostede en fotograf livet. I øvrigt viste det sig, at der var bedre og billigere rødvin i andre lande, så boykotten krævede ikke den helt store afholdenhed fra de boykottende, men den føltes godt.
 
Eller det er noget med, at Brigitte Bardot-typer boykotter grønlandsk skind i protest mod canadiernes myrderier af babysæler. Eller som når et par teatre boykotter Politiken, fordi avisen har fyret sine faste teateranmeldere, eller DF’s Martin Henriksen boykotter Føtex, fordi supermarkedet viser skilte på arabisk –
 
Gad vide, om Martin Henriksen også vil boykotte en hel bydel? Klart står det ihvertfald, at Martin Henriksen forsøger at skyde skylden for den manglende julebelysning på andre kulturer. Når man læser artiklen, bliver det dog klart, at hele misæren handler om en frist, der ikke er blev overholdt.  
 
Hvis vi skal tale om boykot, er det snarere forbrugerne, som øver pression og vil prøve at tvinge virksomhederne til at stoppe den økonomiske støtte til det, som opfattes som hadmedier som i den britiske kampagne Stop Funding Hate.
 
 
I tilfældet Den Korte Avis ser det nok så meget ud til, at virksomhederne mere er blevet overraskede over, at de overhovedet har støttet foretagendet økonomisk, og at de nu prøver at vinde OL i baglænssvømning ved at stoppe annonceringen.
 
Virksomhederne vil ikke straffe Den Korte Avis eller tvinge den til at ændre kurs. De vil slet ikke have noget med den at gøre, og skal man tro deres egne ord, anede de heller ikke, at de annoncerede hos en udtrykkeligt islamkritisk blog.  
 
Hvilket nok burde lære virksomhederne noget om at være en del tydeligere i deres krav til mediebureauerne, når annoncerne skal placeres online. Regnestykket er simpelt: Gavner annoncen min forretning? Her spiller både branding og eksponering ind. I tilfældet med Den Korte Avis er risikoen for negativ branding ved at støtte et kontroversielt medie med en snæver dagsorden ifølge de nu rygcrawlende virksomheder større end den mulige gevinst ved eksponering.   
 
Det er en helt normal overvejelse. Jeg tvivler for eksempel på, at Mærsk eller Danske Bank har forsøgt at placere annoncer hos modkraft.dk – det må umiddelbart have stået klart, at der nok var et sammenstød af værdier her og en kundegruppe, som næppe ville blive storkunder hos storkapitalen. Sagen om Den Korte Avis var aldrig opstået, hvis virksomhederne blot havde valgt mediet fra som led i den sædvanlige cost-benefit-analyse.
 
Fremover behøver de formentlig ikke at tænke så meget over tingene, de har bare at hoste op. Jeg går ud fra, at vi skal have en statslig styrelse under Kulturministeriet til at fastlægge og koordinere opkrævningen og fordelingen af annoncer ud fra en eller anden nøgle?
 
Altså, hvis ikke forklaringen er en helt anden. Man kunne jo gisne om, at Dansk Folkeparti er fornøjede over at sætte en dagsorden, som ikke handler om Messerschmidt og partiets tilsyneladende særdeles kreative omgang med EU-penge. Og en dagsorden, som kan trække lidt opmærksomhed fra Nye Borgerlige, der truer med at overhale DF højre om og indefra.
 
Begge dele er forhold, som har fået DF’s anseelse i befolkningen til at dale betragteligt at dømme efter meningsmålingerne, og her vil DF-favoritcocktailen, som er mixet af lige dele modstand mod politisk korrekthed, forargelse over udlændinge og en kamp for ytringsfriheden for mennesker med de samme holdninger som en selv, sikkert være en effektiv opstrammer.
 
Hvis ‘Danmark til Tejo’ havde været et traditionelt medie, ville jeg ikke være sluppet af sted med den slags gisninger. Så skulle jeg sandsynliggøre, spørge uafhængige kilder, høre den angrebne part og andet irriterende. Men den slags petitesser er heldigvis fortid.
 
Alle medier er lige, og min uvidenhed er lige så meget værd som din viden, for nu at citere den amerikanske SF-forfatter Isaac Asimov.
 
Så, kære virksomheder: Bare hit med slanterne, annoncekontoen er åben, og bidrag kan sendes på MobilePay 40 99 49 36. Og ellers er I boykottet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job