Er du demiseksuel?

Skal dit åndelige g-punkt rammes rent, før du giver dig hen til de kødelige lyster? Så er du måske demiseksuel.
Den demiseksuelle skal føle sig forstået og spejlet på et dybere plan. Gruppen ”Demisexuality” har omkring 12.000 medlemmer på nyheds- og underholdningssitet Reddit. Dette er det mest 'upvotede' opslag.
Den demiseksuelle skal føle sig forstået og spejlet på et dybere plan. Gruppen ”Demisexuality” har omkring 12.000 medlemmer på nyheds- og underholdningssitet Reddit. Dette er det mest 'upvotede' opslag.
Der er kommet et nyt mærkat at klistre på sin seksualitet: demiseksuel.
 
Eller nyt er måske så meget sagt. Under hashtagget #demisexuality er der næsten to millioner opdateringer på Instagram, og der er omkring 12.000 medlemmer i subgruppen ”Demisexuality” på nyheds- og underholdningssitet Reddit.
 
Demiseksuelle er fejlagtigt blevet forvekslet med at være aseksuelle, i cølibat eller slet og ret snerper, men sådan behøver det slet ikke at være. Forklaringen er mere indviklet.
 
Og ja. Måske får emnet dig til at pruste opgivende, lukke i og affærdige al videre læsning med et ”Vorherre bevares. Jeg savner de gode gamle dage, hvor bøsser var noget, man skød med, og kvindebevægelsen var den dér smarte måde at kaste med håret på”. Måske orker du slet ikke at forholde dig til din partner og seksualitet på et åndeligt plan, men går direkte efter førstehåndsindtrykket og jagten.
 
Demiseksualitet er kommet på mode og på kalenderen.
 
I så fald får du svært ved at komme i lag med de demiseksuelle. Faktisk tørlægger du fuldstændig deres ædlere dele for kropsvæske – uanset om du ligner en fotomodel, har en spækket bankkonto eller dufter af rene, vindtørrede lagner med en snert af sexet musk-odør i.
 
Substans, åndeligt fællesskab og forenelige værdier er ikke bare en behagelig overraskelse, der langsomt udfoldes hos partneren efter det første knald. Der bliver ganske enkelt ikke et knald, før den demiseksuelle mærker, at der er et psykologisk bånd.
Den demiseksuelle skal føle sig forstået og spejlet på et dybere plan, før det kriller i forplantningsorganet.
 
That don’t impress me much
Hvis du er demiseksuel, har du muligvis følt dig fremmedgjort i følgende situationer gennem livet:
 
Når vennerne dyrkede idoler alene på grund af deres offentlige fremtoning. Du kunne faktisk ikke svare lige så klart som dine jævnaldrende på, om du gerne ville have sex med Kurt Cobain, for du kendte ham jo ikke sådan rigtigt! (Indsæt gerne et eksempel på et idol, der bedre svarer til din alder og kønsmæssige præference).
 
Måske blev du opfattet som én, der gjorde sig kostbar – og blev i kraft af det til en decideret udfordring og dermed ekstra attraktiv for de traditionelt seksuelle. Men de fandt ikke dit åndelige g-punkt bare ved at jage dig.
 
Tinder og Scor.dk er ikke just dine yndlingsplatforme. Derudover fungerer speeddating eller spontane one-night stands heller ikke for dig. Det ultimative ville være at finde en pen frem og sende breve frem og tilbage til den udkårne, der – om kemien var der – endelig eksploderede i et orgasmeblåt knald af fysiske og åndelige dimensioner.
 
Hvordan kan man have et one-night stand, når man ikke har et følelsesmæssigt forhold? Det er i hvert fald et umuligt regnestykke for en demiseksuel.
 
Uden at vide det, så gætter jeg på, det er vanskeligere at få forståelse som demiseksuel mand end ditto kvinde, da mænd traditionelt set anses som jægere, der blot ved synet af et par smukke bryster er aldeles kampklare med trukket sværd.
Det er trods alt stadig mere socialt accepteret som kvindelig dyd at vente og skulle have kemien med, før der åbnes for en seksuel akt (jo, det er).
 
Men demiseksualitet er ikke bundet op på et bestemt køn – eller præference. Man kan både være bi-, pan-, hetero-, homo- OG samtidig demiseksuel.
 
Det handler – populært sagt om – hvornår man bider til bollen m/k.
 
Liderlig ved første – eller andet – blik
Mennesker med en helt ordinær seksualitet føler seksuel tiltrækning igennem to faser: Den øjeblikkelige/primitive, hvor vores krop og hjerne drages mod et menneske alene på grund af deres duft, udseende, bil eller status. Anden fase er den mere langvarige, hvor seksualiteten udfolder sig – eller visner – i takt med, at vi lærer hinanden bedre at kende.
 
Den demiseksuelle er altså kendetegnet ved først at blive liderlig i en parrelation, når et følelsesmæssigt og åndeligt fællesskab danner grundlag. De oplever ikke øjeblikkelig tiltrækning, der udelukkende baserer sig på et førstehåndsindtryk.
 
Et eksempel på et par, der helt klart gennemlever første tiltrækningsfase, er skatter-parret fra Gift ved første blik, Christina og Michael. De tænder øjeblikkeligt på hinanden på grund af udseende, frække glimt i øjet und so weiter – og vi venter vel stadig med tilbageholdt åndedræt på, de bevæger sig ind i fase to.
 
Christina og Michael fra Gift ved første blik. Foto: DR-pressebilleder. 
 
Et eksempel på en demiseksuel kunne måske være Katherine Diez, der for nyligt endte i en shitstorm med sin klumme Jeg spiser ikke boeuf bourguignon med dig, før jeg har set din bogreol. Der var en del provokationer i den klumme – blandt andet larmede ord som ”boeuf bourguignon” så meget, at rasende trolde stemplede hende som forkælet snob og pseudoelitær humanist, også selvom hun i klummen forsøgte at tage forbehold for slige beskyldninger.
 
Emnet er særdeles kontroversielt; man må ikke føle sig bedre end andre. Og resultatet blev, at en vigtig pointe nærmest ikke kunne skimtes bag al vreden og lortet: Mange mennesker har brug for følelsen af åndeligt samleje, før de har lyst til det fysiske. Hvem bemærkede egentlig, at det til gengæld – og helt sympatisk – ikke betyder noget for Diez med svulmende muskler og ditto bankbøger?
 
Ja. Den demiseksuelle behøver et åndeligt samleje. I Diez’ tilfælde går det gennem et fælles kendskab til litterære klassikere. Men fællesskabet behøver ikke nødvendigvis vokse ud af en akademisk tilgang for den demiseksuelle.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Et opslag delt af Katherine Diez (@katherine_diez) den

Sagen er, Dietz er nok demiseksuel.
 
Den søde kløe kunne sagtens opstå gennem lange, intense samtaler og evnen til at afslutte den demiseksuelles sætninger om og analyser af Bonde søger brud. Det kunne også være en fælles interesse for surdej. Eller små hunde. Nøgleordet er med et par gammeldags udtryk tosomhed og ligesindet. At gøre sig umage med at lære et andet menneske at kende til bunds.
 
Dermed var det på en måde lettere at være demiseksuel før Tinder; I ved dengang, hvor det var en dyd at lære hinanden at kende, før man behøvede at tage stilling til, om der var basis for noget seksuelt – ikke omvendt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også