Er din kritik af Facebook strandet i et hashtag?
Facebook er blevet kaldt den mest vellykkede nudging-kampagne nogensinde. Den har vist sig så effektiv, at selvom virksomheden viser sig at være en trussel for den offentlige samtale, demokratiet, for journalistikken og for retten til privatliv, så strander modstanden i et hashtag: #deletefacebook! Der er ingen tvivl om, at afsløringen af Cambridge Analyticas misbrug af data fra 50 millioner brugere har kastet virksomheden ud i den værste PR-krise i mange år. Ikke desto mindre genererer den aktuelle #deletefacebook-bevægelse ironisk nok yderst værdifuld data til virksomheden.
af Katrine K. Pedersen
Dataindsamling og -mining af de mest intime og personlige anliggender er et vilkår på Facebook. Værdifuld data, der anvendes til at påvirke handlinger og beslutninger – små såvel som de helt store. Og Facebook har længe formået at fastlåse kritikken af deres dataindsamling på annoncer.
Lige indtil den ene whistleblower efter den anden stod frem i løbet af 2017 og langsomt flyttede opmærksomheden over imod det egentlige problem: At Facebook også er et redskab til at manipulere og påvirke beslutninger med udemokratiske og uetiske metoder: ” the company won’t protect us by itself, and nothing less than our democracy is at stake”, skrev Facebooks tidligere privacy manager Sandy Parakilas i sin opfordring til regeringen om at regulere virksomheden.
Og Facebooks First President Sean Parker: ”It literally changes your relationship with society, with each other. It probably interferes with productivity in weird ways. God only knows what it’s doing to our children’s brains.”
På Facebook er vi alle til salg – eller til falds for salg ...
Historien om Facebook ligner ifølge Wired Magazines chefredaktør Nicholas Thompson informationsalderens skabelsesberetning. Det hele begyndte som et kommunikationsredskab, der kunne connecte venner. Først på elitens skoler, siden alle skoler og til sidst i hele verden. Derefter blev det at logge på Facebook lig med at logge på internettet.
Virksomhedens Messenger-app begyndte at konkurrere med sms- og mailfunktionen – alt sammen baseret på én simpel forretningsidé: “Humans are social animals. But the internet is a cesspool. That scares people away from identifying themselves and putting personal details online. Solve that problem – make people feel safe to post – and they will share obsessively”.
#deletefacebook-bevægelsen er en påmindelse om, at intet er gratis på nettet. På nettet er vi alle data – vi er enten til salg eller til falds … Big data handler om beregninger af sammenhænge, der kan forudsige en potentiel adfærd. Og her er vi alle på godt og ondt interessante, fordi vi er potentielt attraktive som forbrugere, interessante som segment, måske skyldige i snyd, i en ulovlig handling eller har brug for hjælp. I maj 2017 blev det afsløret af The Australian, at Facebook monitorerede humørsvingninger hos unge mennesker i real time.
Denne information, som Facebook kaldte ”sentiment analysis”, kunne anvendes af annoncører til at fange unge i de situationer, hvor de er mest sårbare og dermed også særligt modtagelige over for annoncering. Ifølge avisen kunne Facebook se, om unge helt ned til 14 år følte sig “defeated”, “overwhelmed”, “stressed”, “anxious”, “nervous”, “stupid”, “silly”, “useless” or a “failure”.
Facebooks monitorering af unges sindsstemninger blev sådan set allerede præsenteret i 2015 på en konference i Menlo Park, hvor jeg deltog. Her offentliggjorde virksomheden deres ’selvmords-feature’, som folkene bag kalder den. Den har til formål at dirigere den potentielt selvmordstruede til behandlingstilbud: Et samarbejde med bl.a. University of Washington og hjælpe- organisationen Forefront om anvendelsen af sociale medier til at forhindre selvmord.
På konferencen spurgte en deltager, om Facebook ikke var bekymret for, at selvmordsprogrammet ville opleves som overvågning. Ikke et uvæsentligt spørgsmål med tanke på 2014-skandalen: En skandale, der viste, når dataanalyse tenderer manipulation.
Den 28. juni 2014 skrev journalisten Robinson Meyer en artikel om manipulation af 700.000 brugeres newsfeeds: Eksperimentet gik ud på at undersøge, om det var muligt at påvirke en Facebookbrugers humør: “Nogle brugere blev præsenteret for overvejende positivt indhold, mens andre blev præsenteret for negativt indhold. Og da ugen var omme, viste resultatet, at de manipulerede brugere havde en tendens til enten at poste særligt positivt eller negativt indhold”. Artiklen blev delt af tusindvis af læsere, og CNN konkluderede efterfølgende: “Facebook ser os alle som laboratorierotter”.
Selvom det ikke var tænkt som et eksperiment med tankekontrol, så blev det opfattet som et uhyggeligt eksempel på, hvad big data også kan bruges til. Sheryl Sandberg, Chief Operating Officer hos Facebook, udtalte efterfølgende til Wall Street Journal: “Det var udelukkende en del af den igangværende research, som virksomheder foretager, når de tester forskellige produkter, og det var, hvad det var, men det var ikke kommunikeret godt nok. (...) Vi undskylder for kommunikationen. Det var ikke vores hensigt at bekymre jer.”
Tech-optimismen swipede skepsis og kritik væk
Et tiltag, der har til formål at forhindre selvmord, kan ingen være uenige i. Det giver mening, og det er prisværdigt, at en medievirksomhed som Facebook påtager sig en rolle i arbejdet med at hjælpe selvmordstruede. Men én ting er den gode sag, noget andet er metoderne bag.
Facebooks Safety-tiltag, der på overfladen har et prisværdigt budskab. Men hvad gør Facebook ved al den data, der genereres ved sådan en funktion?
Dataanalyseredskaber er i dag så avancerede, at de kan generere uhyre specifikke data og dermed også måle, hvilke sindstilstande vi befinder os i – også de svære, de depressive. Ingen danske medier forholdt sig kritisk til Facebooks ’selvmords-feature’ – derimod blev pressemeddelelsen bragt stort set uredigeret af DR.dk: Hvad med ét simpelt spørgsmål som: Bruges denne data til andet end selvmordsforebyggelse?
Et spørgsmål The Australian fandt svaret på i 2017 (se ovenfor). At det først er i løbet af 2017 og i særdeleshed i 2018 – med Cambridge Analytica-skandalen – at kritikken rammer Facebooks datamonopol, skyldes først og fremmest den tech-optimisme, der har swipet skepsis og kritik væk, fordi det paradoksalt nok ikke har viral-potentiale.
Christopher Wylie, som arbejdede for Cambridge Analytica, afslører, hvordan personlige oplysninger blev taget uden tilladelse via Facebook i begyndelsen af 2014 for at opbygge et system, der kunne profilere enkelte amerikanske vælgere for at målrette dem med personlige politiske reklamer.
De tech-optimistiske tider er forbi
I 2017 lavede jeg en undersøgelse for DFI og Medierådet for Børn og Unge om unges digitale fællesskaber. Jeg interviewede 14 grupper af unge i alderen 13-17 i Esbjerg, Aarhus, Skive, Svendborg og København. Én af undersøgelsens key findings var, at informanterne ikke oplevede Facebook som et fællesskab, men som en publikumsstruktur; en scene, hvor man viser en iscenesat side af sig selv.
De er trådt ned fra ’scenen’ og vælger bevidst veje, der omgår internettets kommercielle struktur. Denne udvikling bekræftede Facebook, da jeg præsenterede undersøgelsen på deres HQ i London i januar. De unge søger væk fra scenen mod de lukkede, små og lokale fællesskaber. Og netop det lokale og det nære er i fokus i Facebooks nye strategi, der blev præsenteret i sidste uge: ”Local news helps people connect to their communities about the issues that are closest to home.”
Zuckerberg pegede også i den retning med sit nytårsforsæt (med lånte fjer fra Tristan Harris – en tidligere Google-softwaredeveloper, der kritiserer tech-virksomheder og i særdeleshed sociale medier for at have manipuleret og styret vores opmærksomhed): ” The world feels anxious and divided, and Facebook has a lot of work to do – whether it’s protecting our community from abuse and hate, defending against interference by nation-states, or making sure that time spent on Facebook is time well spent.”
.jpg)
Meningsfulde relationer, mindre online-tid og dermed mindre plads til betalt indhold. Thompson kalder det: ”a way of finally giving the publishing industry a middle finger”, og Franklin Foer fra The Atlantic: ”Facebook has essentially told media to kiss off,” Franklin Foer wrote in The Atlantic. “Facebook will be back primarily in the business of making us feel terrible about the inferiority of our vacations, the relative mediocrity of our children, teasing us into sharing more of our private selves.”
Men spørgsmålet er, om dén tillid, der skal få folk til at dele er tilstede? Eller måske snarere, hvad mon Zuckerberg har i ærmet, der skal få os til at ville dele amok som i de glade tech-optimistiske tider? Det samme problem: “Make people feel safe to post – and they will share obsessively”, men i en ny tid, hvor lykkelig uvidenhed er erstattet af skepsis og kritik ... altså, til en vis grad, og hvis den kan gå viralt i et meme eller hashtag.
