Deleøkonomien giver superkapitalisterne alt

Jeremy Rifkins' ”The Zero Marginal Cost Society” beskriver en fremtid, hvor internettets infrastruktur udløser kapitalismens fald, fordi omkostningerne ved at producere næsten forsvinder.

Da Elon Musk i sidste uge gik på scenen for at præsentere et stort batteri til hjemmebrug, gik der et sus gennem internettet. Folk talte om den bedste teknologiske produktlancering nogensinde, og Elon Musk blev hyldet som den nye Steve Jobs – en tech-demiurg, der med et fingerknips kan forandre verden og løse stort set alle menneskehedens problemer.

Og her var der altså ikke tale om et lækkert nyt designer-smartwatch eller en avanceret virtual reality-teknologi. Nej, præsentationen handlede om noget så kedeligt som et rigtig stort batteri, der kan trække det meste af strømforbruget i et gennemsnitshjem en dags tid.

At Elon Musks helgenkåring blandt teknologinørder er lige rundt om hjørnet skyldes da heller ikke så meget selve batteriet, men snarere de fremtidsscenarier, som åbner sig med Teslas massive satsning på at sprede milliarder af hjemmebatterier ud over hele verden.

Lagring af strøm i stor målestok har altid været en stor udfordring, hvilket har betydet, at industrialiserede samfund har været nødt til at opbygge komplekse, centraliserede og internationale elforsyningsnetværk, som kan sikre, at vi altid har strøm til vores opvaskemaskiner – også selvom vinden ikke blæser ved Vesterhavet, eller et kulkraftværk i Tyskland er løbet tør for kul. Derudover har vores energiforsyning været afhængig af fossile brændstoffer, fordi de i modsætning til sol og vind faktisk kan lægges på lager og brændes af, når der er behov for dem.

Tesla Energy – et batterisystem, der potentielt kan gøre private hjem energimæssigt selvforsynende, så fossile brændstoffer bliver overflødige. Et mirakel for menneskeheden eller mest for Tesla? Foto: Tesla.

In a world…

Men forestil dig nu, at alle hjem har et Tesla-batteri hængende på væggen og en række solceller på taget. Og forestil dig nu, at hvert eneste hjem er forbundet med alle andre hjem med et decentralt, internetlignende netværk, hvor strøm frit kan flyde rundt mellem alle netværkets knudepunkter. Og husk på, at solcelleteknologi forbedres med stort set samme eksponentielle hast som computer-transistorer.

Måske behøver vi ikke kigge meget mere end 20 år frem for at se en verden, hvor strøm er blevet ligesom information på internettet: gratis, frit tilgængeligt og produceret af ganske almindelige mennesker og ikke store multinationale energiselskaber.

Når strøm bliver gratis, begynder verden at forandre sig. Vi kan producere ting uden at skulle bekymre os om energiforbruget. Og i takt med at flere og flere ting kan produceres af robotter og 3D printere, som oven i købet benytter sig af genbrugsmaterialer og billige råstoffer, så begynder vi at se aftegningen af en fager ny verden, hvor ikke alene energi, men også langt de fleste fysiske produkter som kaffekopper, computere og biler bliver rigtig tæt på gratis at producere.

Forestil dig så endelig, at alle disse produkter bliver distribueret af selvkørende robotbiler i et decentralt, internetlignende logistiknetværk. Jeg ved ikke, om din forestillingsevne rækker, men vi taler her om en verden, hvor de marginale omkostninger ved stort set al økonomisk aktivitet er nul eller meget tæt på nul. Med andre ord en verden, hvor man – ifølge klassisk økonomisk teori – ikke længere kan tjene penge på at sælge noget som helst. Altså en verden, hvor det kapitalistiske system går til grunde, og menneskeheden skal begynde at se sig om efter et nyt politisk, økonomisk system til at fordele værdi og produkter i samfundet.

Vi har allerede set, hvordan digitaliseringen af fx musik, bøger og aviser har resulteret i drastisk faldende marginale omkostninger, alternative distributionsformer, virksomhedskonkurser og skabelsen af nye forretningsmodeller.

Kapitalismens selvudslettende klimaks

Lyder det som noget, vi har hørt før? Ja, siger Jeremy Rifkin i sin bog fra 2014, ”The Zero Marginal Cost Society”. Karl Marx talte også om kapitalismens endeligt. Men hvor Marx talte om kapitalismens indbyggede konflikt mellem samfundsklasser, taler Rifkin om et helt andet paradoks ved kapitalismen. Ifølge Rifkin vil kapitalismen møde sin egen undergang, præcis den dag hvor den har opnået sit højeste mål. Kapitalismen er – meget forsimplet – et økonomisk system, der handler om, at konkurrence presser systemets aktører til at blive mere og mere effektive. Jo mere effektive vi bliver, jo billigere bliver det at producere produkter, og på grund af konkurrencen falder prisen på produkterne. Det ultimative mål for denne proces er, at vi alle bliver så effektive, at produkter kan produceres uden omkostninger, men det er til gengæld også den dag, hvor kapitalismen som system ophører med at eksistere, fordi der således ikke længere vil være nogen profitter og dermed incitamenter for økonomiske aktører til at producere og innovere.

Lyder det bims? Ja, for de fleste mennesker vil det være svært at forestille sig en verden uden kapitalismen. Men Rifkin bygger sit argument på, at de her processer allerede er godt i gang. På internettet har vi set, hvordan digitaliseringen af musik, bøger, aviser og stort set alle andre produkter, der i deres grundform består af information, har resulteret i drastisk faldende marginale omkostninger, alternative distributionsformer, virksomhedskonkurser og skabelsen af nye forretningsmodeller – hvoraf nogle har meget lidt med traditionelle kapitalistiske virksomheder at gøre (tænk fx på Wikipedia).

Den kendte kritik af fælleseje: Tragedy of the Commons. Ifølge Rifkin udspringer den mere af kapitalistisk propaganda end realitet.

Rifkin spår nyt samfundssystem inden 2050

I 2012 skrev jeg bogen "Den perfekte storm", som handler om, hvordan digitalisering udfordrer virksomheders forretningsmodeller. Pointen i bogen var, at nogle virksomheder bliver ramt af digitalisering og faldende marginale omkostninger, og disse virksomheder skal lære at navigere i stormen, mens andre virksomheder vil forblive upåvirkede af stormen, og de kan i store træk gøre, som de altid har gjort.

Rifkins argument er langt mere radikalt. Her er faldende marginale omkostninger ikke noget, der vil ramme udvalgte virksomheder, som arbejder med informationsprodukter. Det vil ramme langt størstedelen af alle virksomheder, og det vil ske så hurtigt, at vi inden 2050 vil leve i et nyt samfundssystem, som ikke længere er baseret på kapitalismen. Og Elon Musks nye batteri er startskuddet, der indvarsler den nye tids komme.

Men kan vi overhovedet slippe af med kapitalismen? Er kapitalismens principper ikke grundlæggende menneskelige? Tænker vi ikke altid på os selv først, og er konkurrence og handel ikke menneskelige karaktertræk, som har været med os gennem tusinder af år? Nej, siger Rifkin. Gennem tiden har der eksisteret adskillige andre økonomiske organisationsformer, som har fungeret lige så fint - og nogle gange bedre - end kapitalismen. Én af disse organisationsformer er ”Commons-modellen", som på dansk kan oversættes til fælleseje. Denne organisationsform var udbredt i førkapitalistiske samfund, hvor bønder blandt andet havde fælles græsningsarealer til deres dyr. Disse arealer var ikke ejet af en enkelt person og blev styret og administreret af bønderne i fællesskab.

Fælleseje har i det kapitalistiske, industrialiserede samfund haft et dårligt ry, og mange kender udtrykket ”The Tragedy of the Commons”, som dækker over, at fælleseje fører til manglende kontrol, innovation og vedligeholdelse. Hvis der ikke er nogen, der ejer et hus, et græsningsareal eller et naturområde, vil det forfalde og blive udpint af overforbrug, fordi der ikke er nogen enkeltindivider, der har incitament til at vedligeholde og udvikle den pågældende ressource.

Inspireret af Marx mener Rifkin, at samfundsøkonomien gennemgår forskellige faser. Men i Rifkins version er utopien selvfølgelig ikke kommunisme, men fælleseje og deleøkonomi.

Vi bliver alle prosumers

Men ifølge Rifkin er det dårlige ry skabt af de selvsamme kapitalister, som gerne ville tilrane sig de fællesejede ressourcer. Fælleseje fungerer rigtig dårligt, hvis der ikke er nogen styring, men hvis man kombinerer fælleseje med nogle ganske simple principper for, hvordan man administrerer fællesejet, så kan fælleseje fungere langt bedre end kapitalisme. Rifkin nævner som eksempel open source-, free software- og collaborative commons-bevægelserne som eksempler på, at man sagtens kan producere ting uden profit for øje, hvis man vel at mærke har nogle ganske simple principper, der sikrer, at fællesejet ikke bliver en tragedie.

Så hvordan ser denne verden ud, hvor stort set alle produkter er gratis, og hvor fordeling af ressourcer foregår primært ved hjælp af styringsprincipper baseret på fælleseje? Rifikin forestiller sig en verden, hvor vi alle bliver prosumers – altså producenter og konsumenter på samme tid. Vi producerer vores egen energi, vi printer vores eget tøj, møbler og huse, og vi kører rundt i biler, som er selvkørende og ikke ejet af nogen. Ejerskab er blevet ligegyldigt, og vi producerer egentlig kun ting for at indgå i sociale relationer, og fordi vi oprigtigt gerne vil bidrage til et større fællesskab.

Hvis man ikke lige stiller op for Liberal Alliance, lyder det jo egentlig som en ganske fin verden. Men har Rifkin ret, eller er han, ligesom Marx, bare endnu en utopist, der er god til at se verdens udfordringer, men elendig til at forudse fremtiden?

Solceller. Der går rigtig mange år, før folk har solceller på taget og deler gratis el med naboen. Udviklingen følger altid meget langsommere efter teknologien, end man tror i starten. Foto: Folkecenter.dk

Rifkin er for optimistisk

En første anke mod Rifkin er, at han nok er for optimistisk i forhold til hastigheden, hvormed verden vil forandre sig. Det er sandt, at teknologi de sidste 50 år har udviklet sig med eksponentiel hast, men mennesker og samfund ændrer sig i et helt anderledes glacialt tempo. Internettet har nu været tilgængeligt for almindelige mennesker i mere end 20 år, og vores samfundssystemer og langt de fleste virksomheder og organisationer fungerer på fuldstændig samme måde, som de har gjort i hundredvis af år. Selvom Elon Musk lige har lanceret et nyt, smart batteri, så sidder der stadig en dum elmåler hjemme på min væg, og den er ejet af et stort, tungt og uforanderligt energiselskab, der hedder DONG. Der kommer til at gå rigtig mange år, før jeg får solceller på taget og deler min strøm med naboen i et åbent energinetværk.

En mere alvorlig anke mod Rifkin er, at han overromantiserer internettets decentrale natur og styrken af fælleseje som økonomisk princip på internettet. Det er sandt, at Wikipedia er baseret på fælleseje, men Jimmy Wales er også en helt igennem unik personlighed, der har undsagt sig personlig rigdom, privatjet, lyst-yacht og trofækone.

Google er en hyperkapitalistisk virksomhed, som udnytter marginalomkostninger på nul til at blive usandsynligt meget rigere og mere magtfuld, end nogen virksomhed nogensinde har været før i verdenshistorien.

Dygtige megafirmaer kan tage alle stikkene hjem

Virkeligheden på internettet tegnes i langt højere grad af hyperkapitalistiske virksomheder som Apple, Facebook, Google, Airbnb, Uber og Linkedin, som bare bliver rigere og rigere og mere og mere magtfulde, mens de samtidig udraderer job og forretningsmodeller og på den måde skaber en ekstrem ulige fordeling mellem dem, der har, og dem, der absolut ingenting har.

Hvad Rifkin behændigt overser er, at faldende marginale omkostninger er de perfekte betingelser til at skabe naturlige monopoler, fordi det er winner-takes-all-virksomheder, der måske tjener små penge på den enkelte kunde, men til gengæld ejer alle kunderne på et marked og på den måde selv kan vælge den optimale salgspris for produktet.

Konsekvenserne af et zero marginal cost-samfund kan lige så vel være et økonomisk system, hvor private og ekstremt magtfulde monopoler bliver den dominerende organisationsform. Og så er det muligt, at nogle af disse monopoler skriver ”Don’t do evil” over deres indgangsdør, men som bekendt korrumperer magt, og absolut magt korrumperer absolut.

I sidste ende er der ikke meget, der tyder på, at der kommer noget godt ud af en verden styret af magtfuldkomne private monopoler. Man behøver ikke have læst mange dystopiske William Gibson-romaner for at danne sig et billede af, hvilken verden vi taler om her.

Da Elon Musk præsenterede sit nye batteri, var det med store ord om open source og leap-frogging af den tredje verden. Men Elon Musk er ikke Jimmy Wales. Elon Musk skal have sin privatjet, sit kæmpehus og sin trofækone, og det får han kun, hvis Tesla bliver for energi, hvad Google er for information, nemlig en hyperkapitalistisk virksomhed, som udnytter marginalomkostninger på nul til at blive usandsynligt meget rigere end nogen virksomhed nogensinde har været før i verdenshistorien.

Jeremy Rifkins fortæller om zero marginal cost-samfundet og the Internet of Things