Medarbejderne er mennesker, ikke kun hænder
Rekruttering og fastholdelse af medarbejdere var fast toppunkt på dagsordenen i valgkampens debatter. Debattørerne reducerede dog medarbejderne fra mennesker til hænder og pegede dermed kun på den rå produktionskraft. Sproget afslørede et maskinelt syn på medarbejderne, særligt i sundhedssektoren, hvor der efterspørges mere tid til menneskelighed, og det gør næppe rekruttering og fastholdelse nemmere.
af Mikkel Toxvig
Rekruttering og fastholdelse af medarbejdere var et af de mest diskuterede spørgsmål i den netop overståede valgkamp. Særligt sundhedssektorens mangel på sygeplejersker, SOSU’er og læger var i fokus. Selvom politikerne fremhævede bureaukrati, lave lønninger og stressende arbejdsvilkår som nogle af årsagerne til personaleproblemerne, så insisterede talrige politikere og journalister på konsekvent at omtale sundhedspersonale – og alle andre medarbejdere – som ”hænder”. Og det førte til to problemer.
For det første ledte ”hænderne” til en del talforvirring. Blandt andet, da Berlingskes chefredaktør, Mette Østergaard, i Debatten på DR fortalte om en udregning fra KL. Den viste ifølge Østergaard, at der kommer til at mangle 44.000 ansatte i den offentlige sektor i 2030 – og samlet set 90.000 hænder, hvis vi tager det private erhvervsliv med. Det, Østergaard og andre journalister og politikere glemmer, når de omtaler mennesker som hænder, er, at langt de fleste af os har to. Så selvom medarbejdermanglen i det offentlige er kritisk, er det da betryggende at vide, at det private erhvervsliv i Østergaards udlægning kun kommer til at savne 1.000 ansatte om otte år. Det må være nemt nok at løse uden politisk palaver.
For det andet dehumaniserer ”hænderne” mennesket. Omtalen af mennesker som hænder er en metonymi, hvilket betyder, at man sætter del i stedet for helhed. Snarere end at efterlyse hele mennesker med de evner, vi har, der adskiller os fra maskiner – som empati og indlevelsesevne – peger man udelukkende på det, vi har tilfælles med maskinerne, nemlig vores fysiske produktionskraft.
”Desværre følger der en hjerne med”
Denne metonymi er et af de mest udbredte billeder på den forældede ledelsesstil, der hedder scientific management. Scientific management betragtede ledelse som en proces, der planlægger, organiserer, kommanderer, koordinerer og kontrollerer. Målet var, at både mennesket og organisationen skulle arbejde på samme måde som en maskine, altså med nøje afgrænsede opgaver, der effektiviseredes til det yderste.
Andre kendte udtryk, der afspejler det maskinelle og tingsliggørende menneskesyn fra scientific management, er ”lederen, der sidder ved rattet” og ”trykker på speederen”. Bliver farten for høj, kan lederen ”sende bilen på værksted” for at udskifte de udtjente dele.
Ophavsmanden til teorien om scientific management er Frederic Winslow Taylor. Han inspirerede blandt andre Henry Ford til at indføre scientific management på Fords fabrikker. Taylor og Ford spidsformulerede ledelsesstilen med deres respektive sætninger: ”I skal ikke tænke – andre bliver betalt for at tænke her” og ”Hver gang jeg beder om to hænder, følger der desværre en hjerne med.”
Apati og mangel på stolthed
Citaterne fra Taylor og Ford peger på nogle af ulemperne ved at betragte mennesker som hænder. Metonymien underminerer de menneskelige dele af ledelse, arbejde og samarbejde, ligesom den overser, at arbejdsmarkedet forandrer sig, og at opgaverne i dag er mere komplekse og vanskeligere at løse end ved industrialiseringens samlebånd.
Organisationsforskeren Gareth Morgan opsummerer i sin klassiske bog om ledelsesmetaforer, Images of Organization, hænder-metonymien, som er en del af den overordnede metafor “organisationen er en maskine”, ved at fremhæve, at en stor del af den apati, meningsløshed og mangel på stolthed, der hersker på visse arbejdspladser, bunder i den mekaniske tankegang. Disse arbejdspladser afskrækker medarbejderne fra at handle selvstændigt, tage ansvar og stille nysgerrige, kritiske spørgsmål på grund af en mekanisk, bureaukratisk tankegang, der sætter effektivitet over kerneopgave.
Hvor mange offentligt ansatte kan mon genkende den oplevelse i dagens Danmark? Og hvor svært bliver det mon at tiltrække og fastholde dem, hvis politikerne – på trods af skåltaler med hurra-ord fra humanistiske ledelsesidealer – holder fast i et billedsprog og en underliggende ideologi, der ser mennesket som en maskine og ledelse som styring?
