Partilederdebat: Stemningen var simpelthen lidt for hyggelig
Gårsdagens partilederdebat skulle have klargjort linjen. I stedet kørte Mette Frederiksen de andre rundt i manegen, i hvad der kun kan beskrives som en lidt for hyggelig affære. Her er Kforums analyse af debattens vindere og tabere.
Partilederdebatten i går aftes mindede mest af alt om en udflugt i folkeskolen. Det var lidt for hyggeligt til at være fagligt, og det var i sidste ende lektor Frederiksen, der bestemte, hvad man måtte eller ikke måtte.
Kan det virkelig være rigtigt, at debatten om den største krise siden anden verdenskrig skulle være så hyggelig?
Smitten er under kontrol. Danmark er på vej ind i den næste fase. Arbejdsløsheden stiger. Statsgælden vokser. Og økonomien forventes at skrumpe med 6 %. Man kan mene, hvad man vil om tests og smittetryk. Men sandheden er, at Danmark har klaret det godt. Spørgsmålet er så, hvordan skal vi håndtere den økonomiske krise. Det var det, partilederne, med forskellige resultater, debatterede i går.
Vinderne
Mette Frederiksen dominerede partilederdebatten. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix).
Mette Frederiksen: Mette Frederiksen satte to streger under, at det er hende, der bestemmer. Det er hende, der sidder på magten. Det er hende, der er statsminister. Et faktum, hun indirekte ville minde danskerne om under hele debatten. Som en sand statsminister refererede hun konstant til de nyeste tal, til eksperterne og til alle de styrelser, hun helt unikt sidder i møder med hver dag. Som hun sagde “Jeg sidder ofte og nærstuderer tallene.”
Mette Frederiksen var den opsamlende leder. Hun så tingene i et bredt perspektiv. Det virkede grundlæggende, som om hun var den eneste, der kunne kende forskel på rigtigt og forkert, eller ihvertfald, som om det var hende, der bestemte hvad, der var det.
Gjorde hun det kun godt? Nej, ikke kun. Til tider blev det simpelthen for tykt. Mette Frederiksen blev fx ved med at rose sin egen og regeringens indsats. "Vi var et af de første lande, der lukkede grænsen. Det fik vi meget kritik for dengang. Men det viste sig også at være en god beslutning." Det var næsten et homerun for Frederiksen. Men en statsminister skal ikke bruge så meget tid, som hun gjorde, på at klappe sig selv på skulderen.
Overordnet var det dog ikke den sværeste debat for statsministeren. Hun skulle bare emme af den autoritet, hun har udvist under hele corona. Det gjorde hun også. Derfor vandt hun debatten.
Søren Pape Poulsen: Formanden for de konservative kom igennem debatten som den mest troværdige borgerlige politiker. Han var både klar i spyttet og positiv. Fx samlede han elegant op på et af Kristian Thulesen Dahls sure opstød: “Dengang vi stod i situationen, syntes jeg ikke, at der var et alternativ.” En rigtig statsmand, der ser fremad i stedet for at dvæle i fortiden.
Søren Pape Poulsen (C) under partilederdebatten om COVID-19 på Statens Museum for Kunst i København torsdag den 14. maj 2020. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix).
Man var aldrig i tvivl om Søren Papes borgerlighed. Han gjorde det tydeligt, at han vil sænke skatter og afgifter for virksomheder, og han leverede, nærmest til perfektion, den klassiske borgerlige parole: "Hver gang man bruger en krone, er det andre menneskers penge, man bruger."
Der hviskes nu i hjørnerne, om det egentlig ikke burde være ham, der stod i spidsen for oppositionen. Derfor var Pape aftenens anden vinder.
Acceptabelt
Alex Vanopslagh: Det var en god aften for Vanopslagh. Han gjorde, hvad han skulle. Han er enormt dygtig til at være lige præcis den, han er: en liberal ideolog. Han skar ikke bredt igennem, men fik sagt det, der for ham var det rigtige at sige. Og endda meget veltalende. “Skattelettelser har det med at falde som regn på tør jord. Og så får det alt, der gror, til at gro hveder.”
Flere leverede en udmærket præstation. Som Vanopslagh og Østergaard, der her lytter intenst til, hvad statsministeren siger. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix).
Pernille Vermund: Formanden for Nye Borgerlige fik også gjort det, hun skulle: Stikke lidt til DF. I går aftes var det Pernille Vermund og ikke Kristian Thulesen Dahl, der talte om lokalsamfund og småbyer. I går aftes var det Pernille Vermund og ikke Kristian Thulesen Dahl, der talte om snusfornuft.
Morten Østergaard: Det gik fint for de radikale. Morten Østergaard fik meget taletid. Det gjorde han udmærket. Men vigtigst af alt fik han, som den eneste, leveret nogle linjer om det europæiske samarbejde. Kerneradikalt.
De ligegyldige
Pia Olsen Dyhr: SF’s formand ville prioritere kulturen. Hun ville tage det menneskelige hensyn over det økonomiske. Hun sagde vist også noget om klimaet. Men i det store hele faldt hun igennem. Der var ikke et eneste bemærkelsesværdigt øjeblik.
Pernille Skipper: Det eneste bemærkelsesværdige ved Pernille Skippers præstation var det med håndspritten og slikbutikken. Og det var mest af alt lidt irriterende.
Josephine Fock: Hun burde ikke have været der. Men hun fyldte så lidt, at man ikke rigtig kan sige noget til hendes præstation.
Taberne
Jakob Ellemann-Jensen: Han havde egentlig en OK debat. Men, fordi han ikke vandt, tabte han. Det kan lyde banalt. Men Jakob Ellemann-Jensen er presset som leder for oppositionen. Han har været i modvind. Det var denne aften, han skulle præstere. Og det gjorde han bare ikke. Ellemann er ny i partilederdebatterne. Og det kunne man godt mærke.
Han tabte, fordi han ikke vandt. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix).
Da debatten endelig rykkede over til det økonomiske, havde Ellemann faktisk et godt øjeblik. Han holdt en klar og tydelig borgerlig tale med nogle skarpe observationer. Han gav statsministeren et ultimatum: Hvis det ikke bliver et skattestop, bliver det uden Venstre.
Men Ellemanns øjeblik blev knust af Ask Rostrup, der i stedet for at stille videre til statsministeren gav ordet til Søren Pape. Hvad er et offentligt ultimatum værd, hvis det ikke aftvinger et offentligt svar? Statsministeren slap billigt, og Ellemann stod måbende tilbage.
Kristian Thulesen Dahl: Det var bare skidt. Et var, at han forsøgte at få en sundhedsfaglig samtale til at handle om muslimer. Han forklarede fx at danskerne har klaret det godt, med undtagelse af et par indvandrermiljøer. Og, at danskerne er gode til at overholde reglerne, med undtagelse af nogle muslimske begravelser. Det var blot DF’s supergennemsigtige desperate forsøg på at få samtalen til at handle om noget, de kan finde ud af.
Helt anderledes skidt var det, at han hidsede sig op og skældte ud på regeringens tiltag. Tiltag, han selv har stemt for. Først revsede han genåbningen, der i hans optik ikke gav mening; "den er ikke logisk.”. Dernæst havde det gået for langsomt i forhold til de ældre. "Det haster. Det haster virkeligt".
Thulesen Dahl er en presset mand. De interne stridigheder i DF er ved at koge over. Og så ligger de af helvedes til i meningsmålingerne. Det kunne man godt se på ham. Ikke kønt.
Seerne/værterne: Udover, at værterne lod Ellemanns ultimatum falde til jorden, lod de stemningen løbe løbsk. Det blev simpelthen for hyggeligt.
Den gode stemning spreder sig. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix).
Det kan godt være, at det er mig, der er sur, men lad os lige tage den engang til: Omkring 50.000 har mistet deres job. 170.000 er blevet sendt hjem på regeringens lønkompensation. Statsgælden vokser. Økonomien skrumpede med 1,9 % i første kvartal og forventes at skrumpe med 6 %, når året er omme. Verden brænder sammen, og samfundskontrakten presses til det yderste. Jobs, statsbudgettet og virksomheder/livsværk ofres for at redde liv.
Jeg vil kort sagt hellere høre om partiernes plan for fremtiden, end jeg vil høre om Cecilie Becks intriger med tyskerne på molen i Vestjylland. Jeg vil hellere tage de forskellige ideer om økonomien seriøst end, som Beck, koge det ned til: “Jeg kan faktisk godt li' sådan en lille grundlæggende ideologisk diskussion."
Især de sidste 30 minutter var forfærdelige. Hele debatten om ungdommen blev kogt ned til aflyste festivaler, studenterkørsel og alkohol.
Armen, spar mig. Økonomiske kriser går disproportionalt ud over de unge. Ungdomsarbejdsløsheden stiger. Man tvinges til at tage SU-lån og gældsætte sig. Og det er de unge, der står med lorten om 20 år, når statsgælden stadig ikke er tilbagebetalt.
Humøret er højt. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix).
Men alligevel skal de unge kun tages seriøst i det øjemed, at det er synd for dem, at de ikke kommer på Roskilde Festival. Politikerne gjorde det ikke meget bedre end værterne. Det bedste råd, de i ramme alvor kunne give til en hel generation, var, at de måske ikke skulle drikke alkohol på vognturen.
Fokusset i ungdomsdebatten var sigende for hele programmet. Man ville hellere tage den hyggelige debat om studenterkørsel og festivaler end den tunge diskussion om de svære beslutninger.
Var det det?
There you have it. Mette Frederiksen dominerede. Pape Poulsen var stærk. Ellemann dumpede sin første test. Og Thulesen Dahl var sur.
Værterne skabte en lidt for løssluppen stemning, der efterlod seeren med en mærkelig fornemmelse i maven: Kan det virkelig være rigtigt, at debatten om den største krise siden anden verdenskrig skulle være så hyggelig?
