”Der skal være ballade om Højskolesangbogen” lød det i Højskolebladet april 2018 da arbejdet med at opdatere den folkekære sangbog blev offentliggjort (højskolebladet.dk 2018). Og der blev højrøstet debat. Ved juletid senere samme år fik Kristeligt Dagblad igangsat en mediestorm med artiklen ”Højskolesang førte til krænkelsessag på Handelhøjskolen i København” (Kristeligt Dagblad 2018). Det efterfølgende forår oplyste sangbogsudvalget at en sang om den muslimske højtid ramadan blev skrevet på et højskoleseminar. Dens mulige optagelse i sangbogen tog Dansk Folkeparti op til debat omkring august 2019 – tre måneder efter sangens egentlige offentliggørelse. Partiets facebookopslag om denne "ramadan-sang" skabte en ophedet snak om udviklingen (eller afviklingen) af dansk identitet i alskens medier. På trods af – eller muligvis på grund af – denne mediedækning endte ’Ramadan i København’ som sangen hedder, med at blive optaget i den 19.udgave af Højskolesangbogen. Da sangbogen endelig udkom den 12. november 2020, blev det kendt at Shu-bi-duas ’Danmark’ udgik. Endnu en debat om det danske i den danske folkelige sang i dag blussede op.

 

Udover at kalde Højskolesangbogen for ’Danskersangbogen’ har jeg tilmed byttet rundt på sang og tale i bogryggens ellers så karakteristiske linjer: "Så syng da Danmark, lad hjertet tale". Det har jeg gjort for at understrege at fornyelsen har fået folk til at tale med hinanden om dansk identitet uanset ligheder og syngende uenigheder. Debatten har utvivlsomt øget folks kendskab til Højskolesangbogen og bragt salgstal i vejret, men jeg kan ikke sige om al den snak har fået flere danskere til rent faktisk at synge. Sang i fællesskab kræver at vi kommunikerer hvilken sang vi vil synge før vi kan begynde. Medmindre det bare skal være ”vi er røde vi er hvide…” som folk før, under og efter kampe med det danske herrelandshold i fodbold har sunget i stride strømme sommeren 2021, er en forudgående kommunikationshandling helt afgørende for at vi overhovedet synger sammen. Denne handling er helt lavpraktisk at tale sammen og blive enige om at vi vil synge, og hvad vi vil synge.

 

Når vi synger sammen, er det godt for os kropsligt, psykisk og socialt. Fællessangens positive følgevirkninger som sociologen Anette Prehn kalder for vigtige afledte effekter, gør at tilvalg af sang kommer til at handle om andet og mere end dét at synge i sig selv. Hun citerer N.F.S. Grundtvig som er den salmedigter med flest sange i Højskolesangbogen, for at mene at ”menneskets sjæl er mest fri, når vi trækker vejret dybt for at synge” (Prehn 2019). Da faget ’sang’ ved folkeskolereformen af 1975 blev til ’musik’, droppede de fleste skoler også den obligatoriske morgensang. Vi lever i en tid hvor det at synge sammen er gledet ud som fast inventar til og tradition i sociale sammenhænge – måske undtaget begravelser, fødselsdage og fodboldkampe. Dog finder man i nyere tid flere eksempler på at fællessangen genindføres og genopdages i Danmark. Den ophedede debat om den nye højskolesangbog vidner også om almen interesse for sang. For mig er det vigtigt at interessen for (højskole)sang ikke stopper ved denne samtale, men medfører muligheden for at få flere til at synge så derfor undersøger jeg den fælles samtale omkring sang.

 

Specialet blev skrevet af Alexander Weile Klostergaard ved Dansk ved Københavns Universitet og blev bedømt til karakteren 12.

 

Du kan læse hele specialet her.