Jeg mener ikke, Nielsen har ret. Der findes et stærkt belæg for, at moderne teknologi påvirker mennesker. Dels fordi der faktisk eksisterer tilstrækkelig “body of evidence” til at vise, at der er en eller anden form for problem, og dels fordi de argumenter, Nielsen fremsætter, i virkeligheden er enkeltstående nedslag, der bygges op til at repræsentere en helhed, der ganske tænkeligt ikke ser sådan ud, som det påstås.
Skulle man skarpvinkle, kunne man sige, at det minder lidt om den måde, tobaksindustrien i sin tid argumenterede for, at vi ikke kunne vide, om man fik lungecancer af at ryge.
Men lad mig lige løbe artiklens påstande og pointer igennem en for en – da der rent faktisk også er rigtig mange gode og fornuftige pointer i det, Nielsen skriver.
1. Pointen om, at man ikke kan bevise en negativ påstand.
Argumentet holder ikke stik inden for den kontekst, det anvendes i. Det overvejende problem på området er dokumentation af kausalitet. Det er fx svært at vise, om brug af sociale medier om natten skyldes søvnløshed, eller om søvnløsheden skyldes sociale medier. Vi kommer dog sandheden nærmere ved at kigge på den neurale forskning – her kan man nemlig vise nogle af de processer, der foregår i hjernen, når man anvender fx smartphones, og man kan sammenligne dem med andre processer, som man også ved, hvordan ser ud fx på et scan.
Men det allervigtigste i denne diskussion er i virkeligheden to andre faktorer: body of evidence og Ockham’s Razor. Når man har en stor mængde forskning, der, uden alt sammen at kunne dokumentere direkte kausalitet, trods alt stort set alt sammen peger i samme retning, så har man “body of evidence,” og hvis man samtidig har en årsagsforklaring, der er langt den mest sandsynlige (Ockham), som tilfældet er her, så bør det påkalde sig opmærksomhed.
Det er i øvrigt også denne tyngde af viden, der gør, at mange sundhedsmyndigheder nu kigger på området med stor opmærksomhed. Fx har den britiske regering anbefalet forældre at begrænse deres børns skærmadgang og overvejer at forbyde brugen af “addictive design” i programmer/sociale medier, der anvendes af børn.
2. Diskussionen om dopamin
Her har Rune Kristian Lundedal Nielsen helt ret. Dopamin er ikke en “feel good”-neurotransmitter, men derimod en neurotransmitter, hvis væsentlige funktion er kortvarig fiksering eller påkaldelse af opmærksomhed. Forskning på området viser i øvrigt, at det ikke er sikkerhed for belønning, men derimod usikre udfald, der bedst udløser de mekanismer, der fastholder opmærksomhed. Kigger man fx på ludomani, kan man se, at det, der skaber habitueringen, og som også forårsager, at der skal mere og mere til for at opnå “rusen,” er, at man hele tiden er næsten lige ved at vinde noget.
Den viden bruger producenter af fx enarmede tyveknægte ganske aktivt i konstruktionen af dem – og den samme viden er også et væsentligt designparameter i addictive design (gerne kombineret med
B.J. Fogg-metodik), som bruges af fx Apple, Google eller
Facebook. Prisen, man betaler for at blive udsat for design, der hele tiden forsøger at fastholde ens opmærksomhed, er ikke nødvendigvis “afhængighed” – men der er ikke tvivl om, at der fx sker en udtømning af dele af det neurotransmitterapparat, der indgår i
beslutningsdannelse.
Så ligesom man fx kan vise, at dommere i amerikanske retssale træffer bedre beslutninger tidligt på dagen end senere, så kan man også vise, at langvarig brug (i ét hug) af sociale medier udtrætter ens beslutningsredskaber og kan lede til dårligere beslutninger. Den stigende bevidsthed om disse og mange associerede fænomener er medvirkende til, at både
Apple og Google nu melder ud, at de vil skrue ned for anmeldelsen af addictive design – og Facebook, Instagram mfl. vil formodentlig følge trop.
Ét af argumenterne for, at teknologien kan være skadelig for os, går på den såkaldte "techoference" – at teknologien griber ind i mange af vores andre aktiviteter. Noget, mange nok kender, når de har mobilen fremme i tide og utide.
3. Brugen af naming/nomenklatur/taksonomi
Jeg er enig i argumentet. Både at etiketter skaber sammenhænge, der ikke altid er rimelige, og også i Rune Kristian Lundedal Nielsens pointe om, at “effekten af teknologi er ekstremt kontekstafhængig. Det, som for en bruger i en sammenhæng har positive effekter, kan for den samme bruger (eller for andre brugere for den sags skyld) i en anden kontekst være forbundet med negative effekter”.
Det er en meget præcis observation – og også noget af det, der gør udpegning af effekter vanskelig – fordi de redskaber, vi har til at klassificere kontekst/sammenhænge, herunder også social interaktion, ikke er specielt veludviklede. Der er lidt et dilemma, fordi man jo på den ene side har brug for at kunne kalde ting noget for at sætte dem ind i en ramme og undersøge dem og også for at gøre dem til genstand for en diskurs – men selve navnet har indflydelse på oplevelsen af kontekst.
4. Myten om hjernens ødelæggelse
Delvis enig. Alt, hvad man udsætter sig selv for, kan også i et vist omfang ændre ens hjerne og kognitive apparat (eller i hvert fald dechifreringen af sansning). Men også dette bliver meget hurtigt en diffus diskussion. Dels på grund af problemstillingen om qualia (dvs. det fænomen, at sansning ikke kan deles direkte og derfor ikke kan sammenlignes – og ja, begrebet betyder også en hel masse andet, men det er der nok ikke plads til i denne sammenhæng). Wikipedia har en meget god artikel om begrebet:
https://en.wikipedia.org/wiki/Qualia. David Chalmers, synes jeg især, er værd at læse.
5. Myten om kausalitet
Helt enig. Correlation is not causation, som man plejer at sige. Men det er i øvrigt også derfor, at body-of-evidence-begrebet og til en vis grad Ockham’s Razor er interessante. Det gælder ikke mindst, når vi taler om vidensdiscipliner, som ikke udelukkende kan relegeres til naturvidenskaben – og hvor processen med hypotese, teori, falsifikation er svær eller umulig at anvende. Dette bliver i øvrigt endnu sværere af, at mange af de ting, vi taler om her, er internaliteter, der ikke let lader sig gøre til genstand for ekstern vurdering.
6. Myten om, at ét studie er sandheden
Her er jeg også ganske enig med pointen. Det er en fordel at se på mange forskellige studier inden for samme område – og metastudier er derfor også meget yndede til at få en ide om, hvad der foregår på et givet område. Omkring pointen med gaming disorder er det ikke så meget WHO’s anerkendelse af diagnosen, der bør påkalde sig opmærksomhed, som det er American Psychiatric Associations beslutning om at indlemme diagnosen i
DSM-5, som er det mest brugte diagnosticeringsværktøj overhovedet, der bør påkalde sig opmærksomhed. Deres vurdering er uafhængig, og omend nogle mener, at man ikke kan tale om gaming-afhængighed, er der altså et pænt stort flertal af practitioners inden for området, der mener, at det giver mening.
7. Myten om overforbrug og afhængighed
Her er jeg også enig. Det er lidt ærgerligt, at det danske sprog alene taler om “afhængighed” i stedet for at kunne skelne mellem “habituation”, “dependency” og “addiction”.
Men – og her bliver det for alvor sjovt – jeg tror alligevel ikke, jeg er enig med Nielsens konklusion om, at “den videnskabelige dokumentation, der eksisterer lige nu, yder ikke solid støtte til ideen om, at moderne teknologi i sig selv er skadeligt.” Jeg mener, at tyngden af den viden, der er på området, tilsammen er nok til, at man “beyond a reasonable doubt” kan tale meningsfuldt om bivirkninger. Hvis man skulle skarpvinkle, kan man sige, at Nielsens argumenter minder lidt om tobaksindustrien, da de stadig forsøgte at overbevise os om at rygning ikke leder til lungecancer, fordi man ikke kan påvise direkte korrelation.
En anden ting, jeg lige vil påpege, er de “usynlige bivirkninger” – især omkring begrebet “technoference” – altså der, hvor teknologi griber forstyrrende ind i eller fortrænger anden aktivitet. Eksempelvis forældre på legepladser, som bruger meget tid på deres mobiltelefoner og ikke så meget på at følge børnene, og hvor man efterfølgende kan vise lavere oxytocin-niveauer hos begge parter (et hormon, der blandt andet har en del at gøre med bonding og formodentlig også empati).
Min konklusion er, at der her er tale om en udmærket artikel med valide pointer, der dog præcis gør det, den siger, man ikke skal: Nemlig forsøger at bevise, at noget bestemt er tilfældet uden at have samlet tilstrækkelig information/viden til at kunne løse opgaven, og som derfor forfalder til at tage enkeltstående nedslag og lade dem repræsentere en helhed, der ganske tænkeligt ikke ser sådan ud, som det påstås.