2021: Året, hvor kvinders påklædning stadig er et problem
Birgitte Erhardtsens indlæg i Berlingske ved navn "Derfor snakker ingen om Danmarks to mest magtfulde kvinders køn og udseende" har kastet Berlingske ud i en shitstorm. Erhardtsens pointe var, at statsminister Mette Frederiksen og hendes dep.-chefs påklædning ikke var i fokus, fordi de gik op i politik og ikke udseende som Helle Thorning. Det er en holdning, som ikke hører hjemme i 2021. Erhardtsen burde måske ties ihjel. Guderne skal vide, at det er en disciplin, jeg er mester i – har kilometervis af erfaring fra kommentartrådene på mine SoMe-indlæg om ligestilling. Men denne gang vandt "jeg magter det ikke"-følelsen over lysten til at lynfryse Erhardtsen med tavshed. Og tænk, gevinsten var en vaskeægte lovestorm hen over weekenden: 138.000 visninger, 3.300 likes – and still counting.
af Trine Riis
Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at tage den her debat op på de sociale medier. For helt ærligt, så tærer det enormt på kræfterne at engagere sig i debatten om ligestilling i Danmark, hvor man konstant møder en mur af modstand, benægtelse og negligering, lige så snart man forsøger at påpege, at vi som samfund ikke altid behandler kvinder og mænd lige.
Og nogle vil måske også mene, at det eneste, vi opnår ved at dele og kommentere på Erhardtsens klumme, er at give hende endnu flere sidevisninger, og at vi i stedet burde tie den ihjel.
Det er også en metode, jeg har benyttet mig af mange gange. Faktisk benytter jeg mig af den på ugentlig basis i kommentarfelterne på mine LinkedIn-opslag, når jeg skriver om manglende ligestilling mellem kønnene i Danmark. Men denne gang ville “jeg magter det ikke”-følelsen ikke slippe hovedet, og der gik derfor heller ikke lang tid, før jeg fik sendt det LinkedIn-opslag afsted, der skulle sende mig ud i en vaskeægte lovestorm hen over weekenden med mere end 138.000 visninger og 3.300 likes – and still counting. For det var nemlig ikke første gang, at Erhardtsens klummer havde givet mig den følelse.
Det omtalte LinkedIn-opslag om Birgitte Erhardtsens klumme.
Jeg ifører mig ikke stiletter for at udfylde en bestemt rolle på arbejdsmarkedet
Første gang, jeg stiftede bekendtskab med Erhardtsen, var i juni 2020, da hun gik til angreb på skomærket Roccamores kampagne med Mia Wagner i spidsen. Her skrev Erhardtsen bl.a.: “Hvorfor har stærke, kloge og succesfulde kvinder, der er klogere og dygtigere end mange middelmådige mænd, brug for at påføre sig selv et så udpræget fysisk handikap, når det gælder deres rolle på arbejdsmarkedet?”.
Først og fremmest kunne Erhardtsen med en enkelt Google-søgning have set, at stifteren bag Roccamore, Frederikke Antonie Schmidt, netop har skabt Roccamore med det formål at lave komfortable højhælede sko, der ikke giver ømme fødder. Og jeg tror heller ikke, at de næsten 4.000 medlemmer i Facebook-gruppen “roccamore shoelovers” vil give Erhardtsen ret i, at skoene er et “udpræget fysisk handikap”.
For det andet, så er det et aktivt valg, jeg tager, når jeg ifører mig mine stiletter om morgenen, inden arbejdsdagen begynder. Det er ikke noget, jeg har brug for at påføre mig selv for at udfylde en bestemt rolle på arbejdsmarkedet. Jeg har dem på, fordi jeg kan lide den følelse, de giver mig. Selvom de p.t. mest bruges på hjemmekontoret, ifører jeg mig dem stadig, fordi de giver mig en følelse af empowerment og fungerer som kirsebærret på toppen af en ellers grå hverdag, hvor man endnu en gang sidder på hjemmearbejdspladsen i stedet for at være omgivet af kolleger og gode kantineordninger.
Trine Riis er på ingen måde alene om at gå i stiletter på hjemmekontoret.
I forbindelse med klummen i juni blev jeg også gjort opmærksom på en tidligere klumme fra januar 2020 med titlen “Drop synlig kavalergang og nøgne skuldre og hjælp med at stoppe hverdagssexismen”. Her gik Erhardtsen bl.a. til angreb på den tidligere førstedame Michelle Obama og hendes bogomslag på biografien “Becoming”, hvor Erhardtsen ikke kunne forstå, hvorfor forfatteren havde et behov for at posere med bare skuldre: “Kære medsøstre, insistér på at udfylde jeres job uden at ty til værktøjskassen med sexede stiletter, stramme nederdele og dybe udskæringer, som måske, måske ikke, kan være til nytte for jer på kort sigt.”
Her blev jeg endnu engang ramt af træthed, for hvis du spørger mig, så er der ikke meget “Kære medsøstre”-stemning over Erhardtsens klummer om kvinder og deres påklædning på arbejdspladsen. Tværtimod bekræfter hun for mig, at nogle gange er kvinder bare kvinder værst.
Dertil bliver jeg virkelig harm over, at hun mener, at vi kan løse problemet med hverdagssexisme på arbejdspladsen ved, at kvinder dækker sig mere til. Hendes argumentation er, at sexisme og kønsdiskrimination hører ingen steder hjemme på nogen arbejdsplads, men fordi alle kvinder ikke er stærke nok til at sige fra omgående, så er det bedre, at de gemmer kavalergangen og de bare skuldre til privatlivet, for så er der jo ikke noget at være sexistisk omkring.
Hvad med at tage fat i det virkelige problem her, nemlig det faktum, at vi har en kultur på flere arbejdspladser, hvor det er i orden at komme med sexistiske kommentarer, og at det ofte sker i asymmetriske magtforhold mellem medarbejdere og chefer. Med holdninger som Erhardtsens bidrager vi kun til at lægge mere af skylden over på kvinderne, og det synes jeg ærligt talt, vi efterhånden burde vide bedre end.
Er vi ikke kommet længere i 2021?
I torsdags kunne jeg læse en ny klumme af Erhardtsen – alle gode gange tre, eller hvad man siger – hvor det nye postulat var, at grunden til, at der ikke bliver kommenteret på statsminister Mette Frederiksen og departementschef Barbara Bertelsens tøj og sko, er, fordi de ikke gør noget ud af sig selv, modsat tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt, der brugte for meget tid på sit udseende og derfor ikke blev taget lige så seriøst.
"Jeg selv og en masse andre kvinder, der elsker at gå feminint og farverigt klædt på arbejdet, ved godt, at der er særlige situationer, hvor et mere neutralt outfit passer bedre ind. Men det skal ikke afholde os fra at iføre os glimmernegle, pink stiletter, eller hvad vi ellers føler for, i de situationer på arbejdspladsen, der ikke kræver særlige dresscodes." Kilde: Trine Riis.
Det er her, jeg bliver SÅ træt og lige må tælle til ti en ekstra gang, for er vi virkelig ikke kommet længere i 2021? Vi har store problemer med ligestilling mellem kønnene i Danmark. Ifølge World Economic Forums Global Gender Gap Report 2020 indtager Danmark en overordnet 14.-plads, langt bag vores nordiske naboer, og vi får tildelt en 102.-plads i verden, når det gælder antallet af kvinder i ledende stillinger, hvor kvinder kun udgør 1 ud af 5 i topledelsen i de 50 største virksomheder i Danmark. Og så er Erhardtsens argumentation, at kvinder bedre kan opnå de ledende stillinger, hvis de klæder sig mere neutralt og dermed ikke bliver seksualiseret eller set negativt på?
Det er denne konsekvente opstilling af en feminin garderobe som modpol til professionalisme på arbejdspladsen, der gør mig træt. Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan farven på min neglelak skulle have en indvirkning på, hvor professionel jeg er i mit arbejde. Min egen karriere er et eksempel på det: Jeg er 24 år og har opbygget et godt CV allerede, og jeg har gjort det iført en farverig garderobe med højhælede sko og til tider røde negle. Det har kunnet lade sig gøre, fordi jeg har haft gode chefer og kollegaer, der har haft fokus på mine kompetencer i arbejdssammenhænge og ikke hælhøjden på mine sko.
Betyder det så, at jeg altid klæder mig efter mit eget hoved og ikke tager højde for dresscodes til særlige lejligheder? Nej, selvfølgelig ikke. Jeg selv og en masse andre kvinder, der elsker at gå feminint og farverigt klædt på arbejdet, ved godt, at der er særlige situationer, hvor et mere neutralt outfit passer bedre ind. Men det skal ikke afholde os fra at iføre os glimmernegle, pink stiletter, eller hvad vi ellers føler for, i de situationer på arbejdspladsen, der ikke kræver særlige dresscodes. Og vi skal især ikke afholde os fra det, Birgitte Erhardtsen, hvis det er for, at personerne omkring os har et problem med at abstrahere fra det og fokusere på vores arbejde i stedet. Det ville klæde dine klummer en hel del, hvis det var et emne, du ville tage op i stedet og dermed vise, at vi rent faktisk befinder os i 2021.
