Deadline-debat
SOS! Espersen er på vildspor i Nørskov

Deadline-vært Steen Nørskov interviewer den britiske islamkritiker Tommy Robinson 18. januar 2020. Det fik DF's Søren Espersen til tasterne. Foto: DR

Skrevet af
Egentlig er det alt for trivielt at hidse sig op over Søren Espersens aktuelle angreb på Danmarks Radio. Det er ikke ligefrem en nyhed. Den aldrig håndsky næstformand for Dansk Folkeparti har i tide og utide råbt op om venstreorienterede tendenser, eller det der ligner, i Statsradiofonien.
Hvori det ’venstreorienterede’ består i Maria Rørby Rønns stadig mere politisk renskurede og juridisk skudsikre organisation, kan man altid diskutere. Måske er der en semisocialistisk sprække hist og her, et glimt af noget ’rødt’, men hvis det er tilfældet, opvejes det på den ideologiske vægt til fulde af mere blåtonede programmer om f.eks. kapitalismens vigtighed (Løvens Hule), kristendommens forankring (morgenandagt, højmesse etc.), konkurrencens nødvendighed (Den Store Bagedyst, X Factor etc.) og kongehusets uangribelighed (diverse).
 
Espersen på vildspor
Men når en erfaren parlamentariker med 15 år på Borgen kalder et interview for ”journalistisk svineri”, beskylder DR for ”manipulation” – i den sammenhæng et synonym for snyd og bedrag – og kræver en navngiven journalist fjernet, er der grund til at tage handsken op.
 
 
Søren Espersens video, hvor han forsvarer sine udtalelser .
 
Ikke, fordi journalister partout skal skærme hinanden. Det ville være misforstået solidaritet og for øvrigt uden hold i den kritiske metier, som journalistikken i festtaler hævder at udgøre. Espersen har selvsagt lov til at være kritisk – ja, mere end det; han må flå, flænse og sønderrive alt det, han vil. Glem den kedsommelige snak om armslængde. Armslængde, armslængde, armslængde. Suk. Det er næsten som at høre salige Terry Jones fra Monty Python i hans berømte ’Spam, spam, spam’-sketch.
 
Bryder Espersen med armslængden? Jeg synes det ikke. Han må da køre løs, som han vil. Hvad pokker har vi ellers de folkevalgte til? Det er hverken ungarske tilstande, totalitarisme på dansk eller noget af det andet ih og åh så farlige, som hans kritikere rutinemæssigt trækker frem.
 
Blot så det ikke kan misforstås: Espersen er på et vildspor, og hans kritik er efter min ringe formening smagløs og tarvelig, men ikke af de ovennævnte grunde. Jeg lader dog lige den iltre folketingsmand hvile et øjeblik. Som man siger på tv: Ham vender vi tilbage til, men først skal vi forbi den sag, som har bragt ham i harnisk: Deadline-værten Steen Nørskovs interview for knap to uger siden med den britiske islamkritiker Tommy Robinson. Har Espersen grund til at være opbragt? Gik Nørskov galt i byen?
 
 
Se interviewet her.
 
 
SKANDALE og ræverød logik!
Jeg afslører næppe for meget ved at sige, at det må afhænge af øjnene, der ser. Forstår man verden gennem Espersens optik, er der ingen ende på unoderne fra DR's side, når det drejer sig om at vinkle skævt, fordreje fakta og forskønne eller mørklægge kontroversielle forhold på indvandringsområdet.
 
 

Forstår man verden gennem Espersens optik, er der ingen ende på unoderne fra DR's side, når det drejer sig om at vinkle skævt, fordreje fakta og forskønne eller mørklægge kontroversielle forhold på indvandringsområdet.

 
 
Interviewet med Robinson, som gæstede København for at modtage Trykkefrihedsselskabets Sappho-pris, og det efterfølgende interview med Trykkefrihedsselskabets formand, Aia Fogh, føjede sig ifølge Espersen på skammeligste vis til disse velkendte unoder. Af samme grund skrev han med versaler på sin Facebook-væg: SKANDALE.
 
Det skandaløse? At Aia Fogh af Nørskov blev foreholdt oplysninger om et voldsomt optrin med Tommy Robinson som den – at dømme efter en videooptagelse – aggressive part. Kønt så det ikke ud, men halvdelen af historien, nemlig forudgående trusler imod Tommy Robinsons børn fremsagt af en venstrefløjsaktivist, fik hverken hun eller seerne noget at vide om.
 
Espersen, som har journalistisk baggrund, har ganske vist ikke selv undersøgt sagen, men konkluderer på grundlag af Robinsons kritik af Deadline, at vinklingen havde en klar slagside. Ikke som et resultat af slendrian, men som følge af den ræverøde logik, som Espersen ikke er det mindste i tvivl om, gennemsyrer den licensfinansierede mediemastodont. Nyhedscheferne i DR afviser beskyldningerne som grundløse. De gør det samme som politimestre landet over: De frikender sig selv. Nej, vi har ikke begået fejl. Vi gjorde det, som vi skal gøre. Det er alt sammen rørende forudsigeligt, en gentagelse af en rituel øvelse.
 
 
Kulturministerens reaktion på interviewet. 
 
 
Lige så afmarcheret, jeg anser Espersen for at være i denne sammenhæng, lige så ærgerligt er det, at DR ikke vedgår, at Nørskovs interview var problematisk. Det skriver jeg som én, der dels kender Nørskov som en fortræffelig journalist, dels selv har været og fortsat er leveringsdygtig i interviews, der snildt kan klandres for det ene og det andet. Det er altså ikke den ophøjede visdom, der hakker på den underlødige stupiditet.
 
Kamp mellem golden retriever og pitbull
Når interviewet efter min opfattelse ikke var videre vellykket, skyldes det, at Nørskov faldt for fristelsen til at jorde Tommy Robinson. Hvis man vil banke Robinson, skal man gøre det nøjagtigt samme med alle andre, der repræsenterer en sag, uanset om man bryder sig om denne sag – f.eks. antiislamisme, klima, feminisme, nationalisme – eller ej. Personligt sympatiserer jeg ikke med Robinsons sag. Jeg anser hans kritik af islams påståede erobringstogt i Vesten og tesen om en demografisk udskiftning for at være unuanceret og mere hadopviglende end konfliktløsende.
 
 

Nørskov bevægede sig derimod ud i et hundeslagsmål. Det er Robinsons speciale, ikke Nørskovs. Kampen stod mellem en golden retriever og en pitbull – der var hårdheden til forskel.

 
 
Men han skal behandles på lige fod med alle andre. Hverken værre eller bedre. I Nørskovs sted havde jeg foretrukket at tilgå Robinson som en central kilde til forståelse af, hvad den forkætrede islamofobi i grunden udgøres af. Nørskov bevægede sig derimod ud i et hundeslagsmål. Det er Robinsons speciale, ikke Nørskovs. Kampen stod mellem en golden retriever og en pitbull – der var hårdheden til forskel. Og Nørskov skulle naturligvis have orienteret Aia Fogh om sagens rette sammenhæng i forbindelse med Robinsons optræden, der for den forudsætningsløse blot bekræftede, at prismodtageren er en voldsberedt hooligan.
 
 
Ifølge Adam Holm bevægede Nørskov sig ud i et hundeslagsmål. Det er Robinsons speciale, ikke Nørskovs. Kampen stod mellem en golden retriever og en pitbull der var hårdheden til forskel. Foto: DR
 
 
Hvad er et godt interview?
Jeg kan høre kommentarerne for min indre tinnitus. Er du ikke illoyal over for din dygtige kollega? Skulle du ikke gakke ind i glashuset og underkaste dine egne flagrende interviews et nøjere eftersyn, før du kaster med sten imod Steen? Illoyal, nej. Journalistik handler om at gå verden, den nære og den store, den indre og den ydre, efter i sømmene. Vi snapper efter kravetøjet på dem med magten og må naturligvis selv tåle at blive udfordret. Vi er en del af samme magt – magten til at påvirke og sætte stemninger i sving og stemmer i skred.
 
For min egen del er jeg mere end én gang blevet banket gul og blå efter et dårligt udført interview. Helt fortjent. Når man som jeg i et tiår har siddet i samme stol som Nørskov, er det en bittert indhøstet erfaring, at det er nogenlunde lige så nemt at sømme en budding fast på væggen som at tilfredsstille de forskellige lejre, der findes på den værdipolitiske slagmark.
 
Ingen emner er så velegnede til at så splid og udløse vrede som islam, indvandring, flygtninge og integration. Det er i sagens natur forskelligt, hvad en seer, for slet ikke at tale om den udøvende part, journalisten, anser for et vellykket interview. Som James Brown synger i Mother Popcorn: ”Some like ’em fat and some like ’em tall, and some like ’em short”.
 
Det skal være noget for enhver smag, og responsen er derefter. Lige så rasende Espersen var, lige så rosende var en del af Deadlines seerskare. Bravo, Nørskov! Fremragende interview! Robinson fik da-da!
 
Efter interviewet med Tommy Robinson i Deadline argumenterede Søren Espersen for, at journalisten Steen Nørskov skulle fyres for inkompetence. Foto: Scanpix
 
Espersen er faret godt og grundigt vild i Nørskov
Sådan kan man danse rundt i det landskab, der til forveksling ligner en slagmark i Flanderen i 1917. To sæt skyttegrave med opmarcherede styrker og et Ingenmandsland med pigtråd, bombekratere og en ram stank af fordærv dér, hvor journalisten skal forsøge at opholde sig uden at blive part i kamphandlingerne. Den udspændte snubletråd gør ikke opgaven lettere.
 
Det er ikke en undskyldning, blot et metaforisk billede på udfordringerne og de reelle faldgruber, man står med. Når jeg tænker tilbage på min egen indsats i felten, har jeg oftere end det modsatte fået pæne ord med på vejen af dem i den højre skyttegrav, som har kaldt min tilgang for ’fair’ og ’ordentlig’, mens jeg fra den venstre skyttegrav hyppigere har måttet lægge ryg til en ladning retorisk bly. Jeg har måske fremstået som én, der hældede mod den højre side, mens Nørskov nu beskyldes for det modsatte.
Ingen af delene er nødvendigvis rigtige, men et interview er ikke en videnskabelig proces, uanset at der findes metoder og redskaber. Det er først og fremmest et håndværk, og nogle gange slår selv den mest erfarne tømrer sig selv over nallerne. Jeg har i hvert fald en flot samling af ar og slagmærker.
 
Af samme grund – og nu kommer jeg til Espersen – er det en tarvelighed af rang at fare frem med krav om fyring og trusler. Kulturministeren har heldigvis mere klasse end som så og afviser blankt Espersens vilde overbud.
 
Vilde overbud? Har jeg da ikke medgivet, at der er noget at komme efter? Jo, ud fra en – mener jeg selv – nøgtern journalistisk betragtning, men Espersen er en dømmesyg lovgiver. Det er en ualmindelig skidt kombination. Hans skråsikkerhed og uantastelige tillid til egen rigtighed ville være komisk, hvis ikke det var, fordi han med sin parlamentariske troværdighed vil give sit besyv med i forhold til, hvilken DR-medarbejder der er ansat hvor.
 
 

Har jeg da ikke medgivet, at der er noget at komme efter? Jo, ud fra en – mener jeg selv – nøgtern journalistisk betragtning, men Espersen er en dømmesyg lovgiver. Det er en ualmindelig skidt kombination. Hans skråsikkerhed og uantastelige tillid til egen rigtighed ville være komisk, hvis ikke det var, fordi han med sin parlamentariske troværdighed vil give sit besyv med i forhold til, hvilken DR-medarbejder der er ansat hvor.

 
 
For Nørskovs vedkommende mener Espersen, at han kan gøre fyldest som kommentator af curling eller håndbold. Det siger han om en mand, der på fornem vis har rapporteret fra Tyrkiet og Mellemøsten i en lang årrække, og som har varetaget flere værtsfunktioner uden anmærkninger. Curling og håndbold. Espersen ved måske noget om sport, men det er ikke orienteringsløb, for han er faret godt og grundigt vild i Nørskov.
 
Hvordan kommer han ud? Helt enkelt: Han skal holde sig til stien og lade være med at foretage svinkeærinder i grøfter og buske. Hvis han følger den slagne vej, er der lys forude for alle. I så fald kunne man jo ligefrem risikere at tale ordentligt sammen og tage gensidigt ved lære.
 

Adam Holm (f. 1969), ph.d. i historie, tidl. debatred. på Politiken og vært på Deadline 2006-2016. Tilknyttet P1 og skriver for WA og Berlingske.

Giv din stemme

14 stemmer
4,1/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

23 JOB

Head of digital and content

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Praktikant

Frist: Hurtigst muligt

Kommunikationschef

Frist: 1. maj

Grafiker

Frist: 15. april
Se alle job Indryk job

Kursus

Få værktøjer til bedre forandringskommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.