Alcatraz i Stege Bugt
Finanslovens store slagnummer er internering af uønskede udlændinge på øen Lindholm i Stege Bugt. Manøvren har ingen praktisk værdi og er samfundsøkonomisk meningsløs. Til gengæld er symbolværdien helt i top.
af Mikkel Skov Petersen
Lad os indledningsvist få slået fast: Lindholm er ikke en øde ø. Til gengæld er den med sine hvælvede lindetræer midt i Stege Bugt et smukt skue fra Møn- eller Sjællandssiden. Idyllen gør sig dog bedst på afstand, for øen har ikke rent drikkevand, og smittefaren er høj.
.jpg)
Almindelig dansk ø? Not so much. Smittefaren er på Lindholm i top og drikkevandet i bund. Foto: Ritzau Scanpix/Lars Laursen.
Nu bliver de nuværende tre beboere på øen, som led i finanslovsaftalen mellem V, K, LA og DF, skiftet ud med ca. 100 personer, der er uønskede i Danmark. De er enten udvist på grund af kriminalitet, som de har udstået straf for, eller har fået afvist deres ansøgning om asyl. Fælles for dem er, at de ikke kan sendes nogen steder hen, så nu bliver de sendt til Lindholm.
Der skal de opholde sig på ubestemt tid. De facto frihedsberøvede.
I dag sidder de samme mennesker i det tidligere fængsel Kærshovedgård i Midtjylland. Herfra er der syv kilometer til nærmeste offentlige transport i Bording. Men de skal længere væk. Nu skal de sejle med færge for at kunne tage ud og handle. Inger Støjberg lover, at færgen vil sejle så sjældent som muligt.
DF er dog stadig ikke tilfredse: Beboerne på Lindholm skal bære fodlænke.
Næste logiske skridt er et egentligt fængsel, men det forhindrer menneskerettighederne. I det hele taget er menneskerettighederne de sidste rettigheder, disse mennesker har tilbage. De har mistet alle andre.
Konteksten er naturligvis, at vi skal til valg lige om lidt,
og regeringens parlamentariske grundlag føler sig truet på højre flanke
af Pernille Vermund og co. Derfor skal der tankes symbolsk handlekraft.
Hele flytningen af de uønskede kommer til at koste 334 mio., hvilket i runde tal svarer til summen af alle finanslovens poster til klimainitiativer (371 mio.). Vi må håbe, at den stigende vandstand lader vente på sig i Stege Bugt.
Groteske fakta fra finansloven:
— Lars Køhler (@larskohler) December 1, 2018
Til oprettelse & drift af 100 sengepladser på en øde ø:
334 mio kr (1. år)
Til ALLE tiltag overfor Klima, Natur, Forurening OG Kystbeskyttelse:
371,4 mio kr (2019)
Ved ærlig talt ik længere om jeg ska grine ell græde...!?!#dkpol #dkgreen #fl19
Truslen fra Vermund
Konteksten er naturligvis, at vi skal til valg lige om lidt, og regeringens parlamentariske grundlag føler sig truet på højre flanke af Pernille Vermund og co. Derfor skal der tankes symbolsk handlekraft.
Etableringen af det danske Alcatraz har minimal praktisk værdi, hvis overhovedet nogen. Samfundsøkonomisk giver den ingen mening. Til gengæld har den høj symbolsk signalværdi.
Øen som geografisk afsondret fængsel kender vi fra historien og litteraturen: dr. Dampe på Christiansø, de uønskede kvinder på Sprogø og Napoleon på Skt. Helena, greven af Monte Cristo og Flugten fra Alcatraz.
Fængselsøen rammer Dansk Folkepartis målgrupper rent.
De fire snapsedrikkende hyggeonkler fra DF’s julekampagne slår sig brølende
på brystet og udviser symbolsk handlekraft.
Derfor forstår vi umiddelbart, at her er tale om en hård sanktion. Hårdere end den jyske hede med syv kilometer til bussen. Når vi sender nogen ud på en ø, så sender vi dem både konkret og symbolsk bort fra samfundet.
Måske har man skelet til Australiens internering af asylansøger på øen Nauru? Her har Læger Uden Grænser netop konstateret, at 60 pct. af de 208 asylansøgere, de har behandlet på Nauru, har selvmordstanker, og 30 pct. har forsøgt at begå selvmord.
Denne finanslov er blot seneste kapitel i den snart 30-årige krønike,
man kunne kalde fra pligtetik til nytteetik: Bevægelsen væk fra den institutionaliserede humanisme, der som etisk imperativ blev implementeret under indtryk af rædsler begået i Europa i midten af sidste århundrede, frem mod nutidens tiltagende økonomiske cost-benefit-perspektiv på humanismen.
Kan den betale sig?
Fængselsøen rammer Dansk Folkepartis målgrupper rent. De fire snapsedrikkende hyggeonkler fra DF’s julekampagne udviser symbolsk handlekraft.
DF's kampagnehygge står i grel modsætning til deres symbolkommunikation.
Paradigmeskiftet
Dansk Folkeparti har erklæret, at finanslovens samlede stramninger over for flygtninge er et paradigmeskift i dansk udlændingepolitik. Indretningen af de uønskedes ø er gallionsfiguren i dette paradigmeskift.
Det selverklærede paradigmeskift kan løseligt oversættes til: Fuck humanismen og dens insisteren på, at alle mennesker er værdige og har grundlæggende rettigheder.
Denne finanslov er blot seneste kapitel i den snart 30-årige krønike, man kunne kalde fra pligtetik til nytteetik: Bevægelsen væk fra den institutionaliserede humanisme, der som etisk imperativ blev implementeret under indtryk af rædsler begået i Europa i midten af sidste århundrede, frem mod nutidens tiltagende økonomiske cost-benefit-perspektiv på humanismen. Kan den betale sig?
Brændstoffet for denne bevægelse er dehumanisering af udvalgte grupper af mennesker. Umennesker kan jo ikke være omfattet af en etisk fordring for menneskeheden, vel? Humanismen bliver i første omgang indskrænket til dem, vi kan lide.
Da Karen Jespersen som indenrigsminister for 18 år siden foreslog at sende kriminelle asylansøger ud på en øde ø, afstedkom det almindelig opstandelse og brændemærkede Jespersen som social afviger.
De forgangne 18 år har salamimetoden normaliseret sådanne signaler i en grad, så Jyllands-Posten nu kan erklære Karen Jespersen for ‘forud for sin tid’. Hvis det er tilfældet, så må vi samtidig konstatere, at Birthe Rønn Hornbech er ude af trit med tiden, når hun spørger:
“Skal kriminelle, der allerede har afsonet deres dom, straffes dobbelt og idømmes livsvarig forvisning til en øde ø og forkrøble som mennesker og blive endnu mere farlige for samfundet?”
