Mink-sms’erne dumper (også) offentlighedsloven

Onsdag aften måtte en stærkt presset statsminister afholde pressemøde. Emnet var slettede sms’er og manglende journalisering af samme.

Offentligheden kan takke det nye fænomen "granskningskommission" for, at vi kender til de slettede sms’er i Statsministeriet. Journalisterne på landets medier kunne formentlig ikke have opsporet de forsvundne sms’er gennem aktindsigt.

Det ville offentlighedsloven med sine indbyggede gummiparagraffer med stor sandsynlighed kunne have forhindret.

Granskningskommissionen har bevist sin demokratiske værdi

Den igangværende minkkommission er en granskningskommission. Muligheden for, at Folketinget kan nedsætte en granskningskommission, blev indført i april i år. Det er en ny type hurtigtarbejdende kommission, der skal undersøge en problemstilling på 12 måneder. Minkkommissionen er således den første af sin slags.

I Minkkommissionen er der med få undtagelser oplysningspligt, og alle informationer skal lægges frem. Det er derfor, vi ved, at sms-korrespondancer i Statsministeriet fra de kritiske dage for et år siden, hvor det blev besluttet at aflive alle mink i Danmark, er blevet slettet. Der er også derfor, vi ved, at sms’er ikke bliver journaliseret i Statsministeriet, og at der i øvrigt er forskellig praksis desangående fra ministerium til ministerium.

Granskningskommissionen har dermed allerede bevist sin demokratiske værdi.

Når et ministerium derimod skal give svar på aktindsigt, jf. offentlighedsloven, så er det langt fra alle informationer, der skal lægges frem. Tværtimod har loven flere indbyggede forbehold og undtagelser, der kan bruges til at mørklægge informationer.

Statsministeriet ville fx formentlig kunne afvise en anmodning i sms-korrespondancer med henvisning til den omdiskuterede § 24 om ministerbetjening. I så fald ville en anmodning i bedste fald blive forhalet på ubestemt tid. I værste fald ville journalisten bag aktindsigten – og offentligheden – gå med uforrettet sag.

Granskningskommissionen har således vist sig mere effektiv til at skabe gennemsigtighed og åbenhed end den lov, der skal sikre medier og borgeres mulighed for at få indsigt i regeringens og embedsværkets embedsførelse.

Offentlighedsloven har længe været udskældt. Forløbet omkring de slettede mink-sms’er i Statsministeriet sætter en tyk streg under behovet for en snarlig opdatering af loven.

Manglende journalisering, forhaling og benspænd

Der er ikke nødvendigvis noget odiøst i de slettede sms’er. Der behøver heller ikke at have stået noget inkriminerende. Der er heller ikke nødvendigvis noget forkert i, at sms’erne ikke er journaliseret.

Først og fremmest tegner afsløringerne af praksis i Statsministeriet, som minkkommissionen har bragt undervejs, et billede af et terræn af juridiske og forvaltningsmæssige gråzoner. Disse gråzoner skal ses i forlængelse af den række af gråzoneparagraffer, som offentlighedsloven indeholder.

Offentlighedslovens formål er at skabe åbenhed og gennemsigtighed i regering og centraladministration. Lovens formålsparagraf lyder da også flot og forbilledlig:

§ 1. Loven har til formål at sikre åbenhed hos myndigheder m.v. med henblik på navnlig at understøtte

1) informations- og ytringsfriheden,

2) borgernes deltagelse i demokratiet,

3) offentlighedens kontrol med den offentlige forvaltning,

4) mediernes formidling af informationer til offentligheden og

5) tilliden til den offentlige forvaltning.

I praksis skaber centrale og vidtgående undtagelser fra denne demokratiske forpligtelse desværre en række gråzoner. Loven blev da derfor også næsten øjeblikkeligt døbt mørklægningsloven.

Gråzonerne i offentlighedsloven åbner i bedste fald mulighed for forhaling, der kræver Ombudsmandens mellemkomst. I værste fald forbliver informationerne mørkelagt.

Hvis en journalist får medhold i aktindsigt, så er der en risiko for, at de udleverede dokumenter er streget over. Det kan journalisten så vælge at klage over, og så går der tid med det.

I et coronarelateret sms-gråzoneeksempel fra sidste år afviste Sundhedsministeriet aktindsigt med henvisning til Offentlighedsloven § 32, stk. 1. Anmodningen drejede sig om sundhedsministerens sms-korrespondance med WHO. Den blev afvist med henvisning til en paragraf, der omhandler forholdet til internationale organisationer.

Hvis sundhedsministerens sms’er i den/de pågældende korrespondance(r) var blevet slettet og ikke journaliseret, så havde offentligheden ikke fået det at vide på grund af afvisningen.

Afvisningen blev indklaget til og siden underkendt af Ombudsmanden, og anmodningen om aktindsigt skal behandles igen.

Dansk Journalistforbund testede i august offentlighedsloven på bagkant af pandemien. Antallet af anmodninger om aktindsigt steg – med god grund – voldsomt under coronakrisen. Forbundet satte sig den på papiret enkle opgave at opklare, hvor mange afslag på aktindsigt der er blevet givet.

Det viste sig i praksis umuligt at finde ud af. De myndigheder, der modtog anmodningerne fra Dansk Journalistforbund, lå ikke inde med tallene – altså opgørelser over afslag. Offentlighedsloven indeholder ydermere bestemmelser, der kan undtage myndighederne fra at imødekommet ønsket om at foretage en opgørelse. Hvis den pågældende myndighed vurderer, at det er en uforholdsmæssigt stor arbejdsopgave, så kan de nægte.

Efter forhaling og gentagen dialog med myndighedspersoner måtte forbundet opgive.

Offentlighedslovens omdiskuterede § 24 om ministerbetjening rummer desuden vid mulighed for at afvise anmodninger om aktindsigt i korrespondancer mellem ministre og embedsmænd.

Folketingets Ombudsmand konkluderede allerede i 2016: “Ministerbetjeningsregel har ført til væsentlige indskrænkninger i retten til aktindsigt”. Offentlighedsloven trådte i kraft i 2014.

Uklarhedens kommunikative komplikationer

Det burde være en fælles interesse for magthavere og offentlighed at skabe maksimal gennemsigtighed. Hemmeligholdte eller svært tilgængelige informationer er ikke til glæde for nogen.

Se bare de slettede sms’er: En utålmodig nysgerrighed har taget bo i befolkningen. Alle vil gerne vide, hvad der stod i Mette Frederiksens slettede sms’er. Mange synes sig i deres gode ret til at vide det.

Der heppes på politiets it-teknikere, der kan forløse spændingen. De har til opgave at genskabe statsministerens automatisk slettede sms’er fra de kritiske dage i november sidste år, hvor det blev besluttet af aflive alle landets i forvejen dødsdømte mink.

Manglende indsigt og vished skaber brændende interesse. Det er det stof, krimier og mysterier er gjort af. Uvisheden og det faktum, at informationer er slettet, er den perfekte petriskål for teorier, rygter og konspirationer.

Mon i øvrigt ikke øgenavnet #SletteMette bliver hængende – også længere end nyskabelsen på gårsdagens pressemøde: #LevMette. Det uanset, om der er noget fordækt at komme efter i de slettede sms’er. Uanset, om der er foregået noget ulovligt. Tænk fx på Helle Thorning-Schmidts skattesag, der klæber til den tidligere statsminister, selvom der vitterligt ikke var noget at komme efter.

Uforløst nysgerrighed nærer den politiske version på Brandolinis lov. Mængden af energi, der skal bruges til at tilbagevise rygter, er af en større størrelsesorden end den energi, det kræver at sprede rygter.

Når rygterne først løber, så er det et fuldtidsarbejde at tilbagevise dem.

Politikerne har derfor ikke selv interesse i at skabe uvished og gråzoner og dermed stille en petriskål til rådighed for rygtedannelse.

Politikerne burde have interesse i at gøre deres arbejde så godt som muligt under maksimal transparens, Hvis de fejler, hvad der jo er menneskeligt, så skal de stille op til regnskab, så alle – såvel politikere som folkestyre og offentligheden – kan komme hurtigst muligt videre.

Jo mere transparens, jo mindre petriskål.

Behov for opdatering

Corona har været fremkaldervæske for mange forhold i samfundet. En ekstrem situation, der gennem tryktest har vist, hvor samfundet skal opruste for at kunne ride en fremtidig storm af.

Indsigterne fra granskningskommissionens foreløbige arbejde peger på et demokratisk svagt punkt, der skal styrkes: Det er i praksis yderst vanskeligt for medier og offentlighed at kontrollere den offentlige forvaltning, som det hedder i punkt tre i offentlighedslovens formålsparagraf.

Det er ikke noget, der styrker tilliden til den offentlige forvaltning, som det hedder i punkt fem.

Coronakrisen har vist, at hele idéen om, at der skal være vidtgående undtagelser, hvor ministre og regering ikke skal stå demokratisk skoleret, er demokratisk helt uholdbart.

Kontrasten mellem, hvad granskningskommissionen på kort tid kan kortlægge, og hvad nok så ihærdige anmodninger om aktindsigt måske/måske ikke ville kunne kortlægge, skriger til himlen.

Den udskældte ministerbetjeningsregel i lovens paragraf ville have været yderst egnet til at mørklægge centrale områder i den her sag. Det kan folkestyret ikke være tjent med.

Offentlighedsloven skal tilbage på værksted. Dels skal der ryddes gevaldigt op i gråzoner og elastiske paragraffer. Loven er i udgangspunktet kanalneutral, dvs. i princippet omfatter den også beskeder på Messenger, Snapchat eller privatbeskeder i Wordfeud. Det bør dog stadig præciseres, hvad der er intern proces, og som sådan undtaget for aktindsigt, og hvad der har relevans for et beslutningsgrundlag, og som sådan omfattet..

Grundlæggende er det jo komplet absurd, at der er den mindste skygge af tvivl om, hvad der skal journaliseres og dermed være søgbart ved en anmodning om aktindsigt.

Dansk Journalistforbunds føromtalte test af offentlighedsloven viste i øvrigt også noget andet: Det er fortrinsvis de store medier, der søger aktindsigt. Det peger ifølge forbundet på, at det i høj grad er de medier med store ressourcer, der, som systemet er indrettet nu, har mulighed for at søge aktindsigt. Der er et behov for, at barren for gennemsigtighed sænkes.

Parallelt med den nødvendige opdatering af offentlighedsloven er det også væsentligt at kigge på arbejdsbetingelser og procedurer hos myndighederne. Ressourcerne til at give hurtige og fyldestgørende svar skal naturligvis være til stede.

Det er indlysende uacceptabelt, at ingen ved, hvor mange afslag der er givet på aktindsigt under pandemien, og at myndighederne kan afvise at skabe klarhed, fordi de vurderer, at det vil være for stort et arbejde.

Idealet må være, at offentlighedsloven giver tilnærmelsesvis så stor mulighed for indsigt og overblik som en granskningskommission – uden systematiske benspænd og mulighed for forhaling.

Det haster, og det er i alles interesse.

Danmark kan ikke være tjent med, at den nuværende offentlighedslov gør os til et af de mest lukkede lande i Europa, hvor vi skal sammenligne os med Polen.