Kan man lukke et site?

Ideologien om internettet som demokratiets vej til et åbent og godt samfund er langsomt på retur. Vi ved nu, at ondsindede radikaliseringer både trives godt og ofte favoriseres af algoritmer. Ondsindede mennesker kan let finde støtte og hjælp på sites som 8chan, for internettet er en infrastruktur drevet af private aktører. Men i modsætning til vestlige forfatninger, der sikrer tæt på absolut ytringsfrihed, bestemmer private selv det frie ords begrænsninger. Terms of Service (ToS) er snart sagt grundloven på internettet. Men håndhævelsen sker ikke uden en vis vilkårlighed. Hvilke dilemmaer sætter det os i? ​​​​​​​
af Mikkel Skov Petersen
”Luk siden ned. Den gør ikke noget godt for verden. Det er udelukkende negativt for alle andre end brugerne af siden. Og ved du hvad? Det er også negativt for dem selv. De har bare ikke opdaget det!”. 
 
Sådan udtalte stifteren af websitet 8chan, Frederic Brennan, i kølvandet på terrorangrebet i El Paso, hvilket kostede 22 mennesker livet og sårede 24 andre. Årsagen til Brennans opfordring var, at gerningsmanden kort før sin udåd havde delt sit manifest på siden. Ligesom gerningsmanden bag terrorangrebet i Christchurch, New Zealand, havde gjort.
 
 
8chan blev lukket – hvordan?
Og siden 8chan blev faktisk lukket. Ikke af de amerikanske myndigheder og ikke med en dommerkendelse som begrundelse, men derimod af en privat virksomhed, Cloudflare, der leverede digital infrastruktur til siden.
 
Det ondeste site i verden?, spurgte Peter Kofod retorisk her på siden i sidste uge. Uanset svaret på spørgsmålet er 8chan omfattet af den amerikanske forfatnings bestemmelser om ytrings- og pressefrihed.
 
Disse bestemmelser forhindrer statsmagten i at blande sig, så længe loven i øvrigt ikke overtrædes. En privat virksomhed bestemmer til gengæld selv, hvem den vil have som kunder.
 
Private kan censurere – også i Danmark
Men hvad så med Danmark? 
 
Hvis en dansk terrorist offentliggjorde et manifest med sine bevæggrunde på en dansk registreret hjemmeside, ville myndighederne så kunne kræve den fjernet fra nettet?
 
Hvis ellers teksten ikke overtræder loven – fx ved at billige eller tilskynde til terror – så er  svaret nej. Grundlovens § 77 lyder:
 
"Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres."
 
Det er dog kun i udgangspunktet. Den sidste sætning om censur sigter til statsmagten. Myndighederne kan ikke kræve en tekst fjernet, men en privat virksomhed derimod bestemmer selv, hvad der ligger på deres servere. Det så vi med Cloudflare og 8chan, og det samme ville være tilfældet i Danmark.
 
Nå staten lukker et site 
Hvis en tekst derimod overtræder loven, så kan myndighederne kræve den fjernet. Det skete fx i 2006, hvor en appel fra Foreningen Oprør om at støtte til organisationerne FARC (Colombias væbnede revolutionære styrker) og PFLP (Folkefronten til Palæstinas befrielse) efter krav fra politiet blev fjernet fra en række danske servere. Årsagen var, at både FARC og PFLP står på EU’s terrorlister, og appellen dermed var en overtrædelse af terrorlovgivningen.
 
Dagbladet Arbejderens servere hos en internetudbyder var blandt de berørte. Avisens hjemmeside var tilmeldt Pressenævnet, og Danske Dagblades Forening fandt fremgangsmåden kritisabel.
 
Line Barfod, der var daværende medlem af Folketinget for Enhedslisten, stillede et § 20-spørgsmål til statsministeren, der er pressens minister, og vedlagde appellen som bilag. Derfor kan den forbudte og ellers slettede appel den dag i dag læses på Folketingets hjemmeside.
 
Sites, der er blokerede
Herhjemme er det ikke ualmindeligt, at der med retten i ryggen blokeres for adgang til websites. Det sker typisk for websites, hvor der foregår ulovlig gambling og deling af rettighedsbeskyttet materiale. Se den lange aktuelle liste over blokerede websites her.
 
Mest kendt er The Pirate Bay, der i årevis har været blokeret, uden at den af den grund er umulig at tilgå. Sådanne blokeringer er nemlig ikke specielt effektive.
 
Senest blev mediet twnews.dk blokeret tidligere i år. Dette medie havde specialiseret sig i at kopiere nyheder fra andre medier.
 

Du møder dette skærmbillede, hvis du forsøger at tilgå The Pirate Bay.
 
Stablens mange aktører
Mens det altså kræver et lovbrud, før myndighederne kan gribe til censur, så forholder det sig som nævnt anderledes med private virksomheder. For et stort website er der typisk en række private virksomheder involveret i det, der kaldes en stack – eller på godt dansk: en stabel.
 
Stablen er de forskellige tjenester, der spiller sammen, når en bruger kan tilgå et website.
 
De forskellige niveauer, som et site fungerer på.
 
Nederst er der en host – internetudbyder, der stiller serverplads til rådighed. Her ligger koden bag websitet. Det var internetudbyderne, politiet gik til i sagen om Foreningen Oprørs appel. Det kunne relativt nemt lade sig gøre, fordi udbyderne var danske. Hvis de havde været udenlandske, havde det været vanskeligere.
 
Webadressen, URL’en, peger på en talrække, en IP-adresse, der i det danske hjørne af internettet – kendetegnet ved .dk-domænet – administreres af DK Hostmaster, der er et nonprofitaktieselskab, der drives af foreningen Dansk Internetforum (DIFO). DIFO er sammensat af brancheinteressenter og er altså en ikkestatslig organisation.
 
DK Hostmaster kan i en række tilfælde suspendere .dk-domæner – bl.a. hvis det anvendes til ‘indhold af stærkt krænkende karakter’.
 
Selve domænet er købt hos en registrar. Ofte er denne og internetudbyderen den samme, men det kan også være to forskellige virksomheder.
 
Hvis der foregår salg fra et givent website, så optræder der desuden også en leverandør af webshop- og betalingsløsning.
 
Her forklares, hvordan det amerikanske stack-system fungerer.
 
Når køleskabet angriber
Store websites er sårbare over for såkaldte Distributed Denial Of Service (DDOS)-angreb. Et DDOS-angreb er kort fortalt et voldsomt antal anmodninger til et website, der får serveren til at gå kold. En fremprovokeret trafikprop.
 
I disse tider, hvor folk af uransagelige årsager synes, at deres køleskabe, mikrobølgeovne og overvågningskameraer skal være på internettet, er disse apparater med begrænset eller ingen sikkerhed bl.a. mål for såkaldte hackere, der overtager kontrollen med apparaterne og benytter dem til at sende anmodninger til et givent website.
 
For at kunne modstå angreb, uanset om det er fra køleskabe eller andre kompromitterede computersystemer, benytter store websites en mitigation-tjeneste som Cloudflare – de, der i første omgang opsagde samarbejdet med 8chan. En mitigation-tjeneste kan afbøde et DDOS-angreb, så det angrebne website ikke går i knæ, men fortsat er tilgængeligt.
 
Hver enkel af stablens leverandører, fra host til mitigation-tjeneste, kan vælge ikke længere at have et givent website som kunde.
 
Deplatforming
På toppen af stablen finder vi de store internetplatforme, som søgemaskiner og sociale medier. Det er som hovedregel gennem bl.a. Google, YouTube og Facebook, at brugerne finder frem til indhold fra et givent website; ligesom platformene stiller funktionalitet som kommentarfunktioner og embeds til rådighed.
 
Hvis fx Facebook eller Google erklærer websites uønskede, også kaldet deplatforming, kan det være et voldsomt slag for synligheden.
 
I 2018 blev den kendte konspirationsteoretiker Alex Jones fra konspirationsmediet Infowars således smidt af Facebook, YouTube og Twitter, og siden er han så godt som forsvundet fra den offentlige debat i USA.
 
8chan har været ‘deplatformed’ fra Googles søgeresultater siden 2015. Det betyder ikke, at indhold fra 8chan ikke kan søges frem, men det kræver en del mere vedholdenhed end at søge på fx Washington Post.
 
Herhjemme er det højreorienterede medie 24NYT blevet deplatformed af Facebook med henvisning til ‘uautentisk adfærd’. Det betyder, at Facebook mistænker mediet for at have købt sig til falske følgere.
 
Når de store platforme smider medier og brugere ud, så sker det med henvisning til deres Terms of Service (ToS) – brugs- og forretningsbetingelserne. Det er ToS, der er grundloven på fx Facebook og YouTube. Her er ytringsfrihedens begrænsninger på platformene beskrevet.
 
Giganterne neutraliserede Islamisk Stat på det åbne internet
Når propaganda for Islamisk Stat er svært at finde på Facebook, Twitter og Google, så er det ikke nødvendigvis, fordi terrorbevægelsen bryder loven, men fordi den i første omgang bryder med de private mediers ToS. Og faktisk er det stort set lykkedes de store platforme at neutralisere Islamisk Stat på det åbne internet.
 
På baggrund af denne succes kan vi nok forvente et krav til tech-giganterne om at gentage manøvren mod den nye bølge af højreekstrem terror, som vi har set i Christchurch, synagogeangrebene i Pittsburgh og Poway, angrebet i El Paso og senest moskéangrebet i Oslo.
 
Væk fra det åbne internet – hen til det lukkede mørke net  
Det ville de formentligt godt kunne lykkes med, men det ville ikke betyde, at de miljøer, der dyrker og billiger disse terrorhandlinger, ikke kan finde alternative, virtuelle mødesteder. De har nemlig kun kontrol over det åbne internet.
 
Prominente højreorienterede influenter, der er blevet erklæret uønskede og derfor deplatformed af giganterne, søger i stedet til krypterede beskedtjenester som Telegram, der i forvejen huser så forskelligartede lyssky aktiviteter som rekruttering til Islamisk Stat og israelsk pothandel.
 
Selvom tilgængeligheden og gennemslagskraften bliver reduceret betragteligt, betyder det altså ikke, at de virtuelle miljøer forsvinder.
 
Vilkårlig regulering
Uanset, hvordan diverse internetaktører vælger at reagere på højreekstreme kaninhuller af konspirationer, misinformation og hadske budskaber, ligger det fast, at så længe der ikke er tale om egentlige overtrædelser af forskellige nationale lovgivninger, så bliver det store vildtvoksende internet reguleret af små og store private aktører.
 
Særligt for de store aktører indebærer det en vis grad af vilkårlighed. Mens nogle højreekstreme nationalister bliver erklæret uønskede på platformene, så belønner fx YouTubes algoritmer andre. Herhjemme mest bemærkelsesværdigt den dømte racist Rasmus Paludan og hans parti Stram Kurs.
 
Senest har New York Times beskrevet, hvordan YouTube har radikaliseret sit næststørste marked, Brasilien, og bragt højrepopulisten Jair Bolsonaro til magten.
 
Hvordan burde det ideelt fungerer?
Mens stater som Rusland og Kina regulerer internettet, som de vil, er de vestlige myndigheder forhindret i at gribe ind i lovlige digitale ytringer. Sådan skal det jo også være i et liberalt demokrati.
 
Det betyder dog ikke, at myndighederne ikke kan se med bekymring på online-radikalisering. Efter terrorangrebet i Christchurch gik EU-Kommissionen sammen med en række andre lande og tech-giganter som Facebook, Google og Amazon i det såkaldte ‘Christchurch Call’, der skal bekæmpe terroristisk og voldeligt ekstremistisk indhold online.
 
‘Christchurch Call’ skal bekæmpe terroristisk og voldeligt ekstremistisk indhold online.
 
Initiativet handler grundlæggende om at tvinge de private internetplatforme til mindre vilkårlighed og større grundighed i moderationen af indholdet på deres platforme. Det er det ene greb, myndighederne har til rådighed.
 
Det andet greb er at stramme lovgivningen, så flere ytringer bliver kriminaliserede. Det så vi med terrorlovgivningen efter 11. september.
 
Ingen af disse greb er specielt demokratisk ønskværdige, da det i sidste ende er den frie debat, der er på spil.
 
Problemet er jo, at i dag er det ytringer, som du finder afskyelige, der bliver deplatformed. I morgen kan det blive dine egne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job