De politiske kommentatorer analyseret
Fordi jeg siger det

Siden 2005 er politiske kommentatorer blevet en stadig mere dominerende kilde i den politiske journalistik. I valgkampen udlægger, fortolker og vurderer kommentatorerne konstant politikernes handlinger. Men hvad kan vi bruge kommentatorerne til? Hvad betyder deres metoder for den demokratiske samtale? Og ud fra hvilke kriterier kan vi evaluere dem?
På spørgsmålet om hvorfor vi har fået flere politiske kommentatorer, betoner kommentatorerne ofte selv, at politik er blevet professionaliseret; politikerne og deres rådgivere forsøger at spinne, og hvor kommentatorernes opgave er at ”mod-spinne”. En anden forklaring er, at de politiske kommentatorer er kommet til, fordi de er en billig, lettilgængelig og leveringsdygtig kilde. En kilde der hurtigt kan levere stof til de mange spalter og minutter, der skal dækkes nu, hvor medierne kører hele døgnet, og hvor de elektroniske medier presser tempoet op.
 
Siden 2005 er politiske kommentatorer blevet en stadig mere dominerende kilde i den politiske journalistik.
 
Artiklen her er skrevet med afsæt i mit ph.d.-projekt, hvor formålet har været at komme med en konstruktiv kritik af kommentatorgenren. Udgangspunktet er ikke, at verden ville være et bedre sted uden politiske kommentatorer, men at der ud fra et demokratisk perspektiv er nogle generelle træk ved genren, som er problematiske.
 
Spin, strategi og motivspekulation
I en analyse af kommentatorernes retorik har jeg set på både indholdet i kommentarerne (det de taler om) og den sproglige adfærd (måden de taler på).
 
Hvad angår indholdet, taler de politiske kommentatorer primært om spin og strategi. Kommentatorerne motivspekulerer og forstår hovedsageligt politikernes handlinger som et forsøg på at lokke vælgere til. Lektor fra RUC, Mark Ørsten, lavede under valgkampen i 2011 en optælling af, hvad de politiske kommentatorer taler om, og ifølge ham handlede hele 57 procent af kommentarerne om strategi, taktik og personfokuserede emner. De resterende 43 procent handlede om indholdsmæssige emner, dog mange gange forstået i en strategisk ramme, hvorved den strategiske andel derfor reelt er større.
 
Rulle Grabow siger for eksempel i Jersild minus spin den 29. maj om Morten Østergaards udmelding om genoptjeningsperioden for dagpenge: ”Det siger han, fordi Radikale Venstre er – om ikke halveret – så bombet godt ned. Hvis den her regering skal genvælges, så er det ikke kun et spørgsmål om, at Socialdemokraterne skal flytte nogle stemmer fra Dansk Folkeparti, men at Radikale også skal få nogle borgerlige stemmer over. Det er ikke et specielt raffineret budskab; nu prøver vi at blive endnu mere blå.”
 
Kommentator Rulle Grabow i front. Billede fra grabowkommunikation.dk.
 
Grabow taler om Østergaards udmelding, som om han udelukkende siger sådan, fordi han vil tækkes borgerlige vælgere, som han måske kan få til at stemme på De Radikale. At han rent faktisk kunne mene det, han siger, og om han har gode argumenter for det, interesserer ikke kommentatoren. Den underliggende logik er, at vælgerne har faste præferencer, og at politikerne skal forsøge at gafle vælgerne ved at appellere til de faste præferencer. I en sådan tankegang tabes argumentationsdemokratiet på gulvet, og det at argumentere for sin sag og måske ændre nogens syn på en sag betragtes stort set som umuligt.
 
Postulater eller implicitte autoritetsargumenter
Noget af det mest slående i forhold til den sproglige adfærd er kommentatorernes manglende argumentation. Kommentargenren er en meningsgenre, men meningerne bliver langt fra altid begrundet, men forekommer snarere som postulater – eller det man kan kalde implicitte autoritetsargumenter. Et implicit autoritetsargument er, når kommentatorens påstand udelukkende bakkes op af det implicitte belæg ”fordi jeg siger det”.
 
Under den første debat mellem de to statsministerkandidater i valgkampen ytrede flere kommentatorer sig om, hvem af de to der klarede sig bedst. Michael Kristiansen skriver for eksempel i et indlæg på TV2’s valgblog efter en offentliggørelse af en Megafon-måling, hvor 52% af seerne mener, at Helle Thorning-Schmidt klarede sig bedst i debatten: ”Løkke tabte objektivt set ikke den debat. Der var fire-fem minutter, hvor han var presset. Ellers stod han stærkt.” Jesper Langballe skriver også omkring en time senere: ”Helle Thorning-Schmidt klarede sig bedst i første halvdel af aftenens debat, men Løkke kommer igen i anden halvdel. Men han virker en lille smule ramt af de slag, der kommer ind der.”
 
Begge citater er udtryk for vurderinger af politikernes præstationer, uden et eneste belæg, der kan bakke vurderingerne op. Vi ved ikke, hvorfor Langballe synes, at Helle Thorning-Schmidt gør det godt. Eller omvendt hvorfor Kristiansen synes, at Lars Løkke Rasmussen stod stærkt. Kristiansens brug af ordet ”objektivt” kan også undre lidt, for hvordan kan meninger, om hvordan nogen klarede sig, være objektive?
 
Pointen er ikke, at kommentatorerne ikke må have meninger, men at de skal argumentere for de meninger, de har. De bruger deres ekspertposition til at sige noget om politikerne, men hvis det skal være interessant for os som borgere, skal det begrundes. For så kan vi forholde os til deres argumenter og selv afveje, om vi er enige med dem. Når kommentatorerne alene har en postulerende facon spiller de på den asymmetriske kommunikationssituation. De går ud fra, at deres mening er så vigtigt, at alene fordi de siger det, så er det interessant.
 
Jamen, hvis vi alle siger det, så er det da rigtigt
Nogle medier har også en logik om, at det er interessant, når kommentatorerne siger noget i samlet flok. På politik.TV2.dk kunne man for eksempel se nedenstående artikel efter den anden debat mellem statsministerkandidaterne, hvor påstanden er, at Lars Løkke Rasmussen har forbedret sig. Igen begrundes påstanden ikke, men bakkes udelukkende op af, at flere kommentatorer synes sådan.
 
 
Interessant i denne forbindelse er en undersøgelse fra den amerikanske forsker Paul Hitlin. I forbindelse med den første debat mellem John Kerry og George W. Bush ved valget i 2004 har dokumenteret en tendens hos amerikanske kommentatorer til at agere som en samlet enhed, der gentager samme synspunkter. I undersøgelsen viser han, at mens der i døgnet efter debatten er stor variation mellem, hvad de amerikanske kommentatorer siger, finder der efter bare få døgn en harmonisering af påstandene sted.
 
Den norske medieforsker Sigurd Allern ser det at tale i flok som en måde for kommentatorerne at få magt på og hævder også, at et samlet kommentariat kan bidrage til at lægge en politiker i graven. I en undersøgelse viser Pia Martine Wold, hvordan der i den norske presse er en kollektiv holdningsændring til Erna Solberg under valget i 2009, men uden at kommentatorerne fremsætter egentlige argumenter for ændringen.
 
Udokumenterede, uspecifikke kvantitetsargumenter
Udover den postulerende facon og det at tale i flok kan man også se, at kommentatorerne benytter forskellige teknikker til at få sat meninger i omløb, hvor det umiddelbart kan se ud som om, at der argumenteres for dem - men hvor der igen ikke er tale om indholdsmæssige argumenter.
 
For eksempel bruger kommentatorerne kvantitetsargumenter, som er argumenter, hvor der henvises til et flertal, og hvor det, at mange mener noget, skal overbevise folk om, at de skal synes det samme. Kommentatorernes kvantitetsargumenter er ofte både udokumenterede og uspecifikke, hvilket vil sige, at kommentatorerne ikke har dokumentation for, at det overhovedet er flertallets mening, og at det somme tider også er uklart, hvem flertallet egentlig er.
 
Om Alternativets politik skriver Thomas Larsen for eksempel på politiko.dk fredag den 5. juni: “Uden at de siger det direkte, har alle tydeligvis svært ved at få øje på realismen i Uffe Elbæks politiske projekt.”
 
Thomas Larsen drager en generel konklusion på baggrund af Inger Støjbergs enkeltudsagn.
 
Her kan man spørge: Hvem er alle? Det er både udokumenteret og uspecifikt. Thomas Larsen nævner Inger Støjberg og efterfølgende nogle økonomer, der udtaler sig kritisk om Alternativets økonomiske politik, men det er jo langt fra alle, og de siger ikke noget om projektet som helhed. I forhold til kvantitetsargumenter sløres det også, hvordan kommentatoren selv forholder sig til det udsagte. Thomas Larsen videregiver blot, hvad andre mener, men hvad mener han selv og hvorfor?
 
Søs Marie Serup skriver også den 1. juni på blogs.bt.dk: ”Mange [taler] om, at Thorning har toppet for tidligt.” Hvem er de mange? Er det på redaktionen? Christiansborg? Eller i den lokale Brugs? Og hvordan stiller Søs Marie Serup sig til udsagnet? Mener hun også selv det? Eller er det ren ønsketænkning fra hendes side? 
 
Jeg erfarer
Som en sidste ting er kommentatorernes brug af kilder også et centralt kritikpunkt. Kommentatorerne bygger mange gange deres udsagn på anonyme kilder, hvor læserne eller lytterne selv må afgøre, om de har tillid til kommentatoren. Brugen af anonyme kilder er et velkendt journalistisk princip, som journalister kan tage i brug i særlige tilfælde, hvor der ikke er mulighed for at tilvejebringe en information på anden vis.
 
I forhold til kommentatorerne forekommer denne praksis i et ret voldsomt omfang. Selvfølgelig skal kommentatorerne ikke afsløre deres kilder, men de kunne godt overveje, om de overgør denne praksis. Som det er nu, har kommentatoren et meget stor spillerum. For når kommentatoren videregiver noget, har det så status som en egentlig udtalelse eller er det nærmere en spekulation eller et gæt? Det er ofte uklart, og det frirum boltrer kommentatoren sig i.
 
De fleste husker nok, da pressen med kommentatorerne i spidsen erfarede, at Løkke ville gå af som formand for Venstre for et år siden. Det skete som bekendt ikke, og bagefter stod flere spørgsmål ubesvarede hen. Hvem havde sagt det? Og hvorfor? Var kommentatorerne blev brugt af politikerne? Den konservative politiker Rasmus Jarlov skrev dagen efter på en blog i Berlingske Tidende: ”Fortæl mig gerne hvis der var nogen, der blev klogere af at lytte til kommentatorer bruge hele weekenden, mandag og tirsdag på at spekulere i Lars Løkkes afgang. Kommentariatet blev snydt. Den danske offentlighed spildte sin tid.”
 
Rasmus Jarlov skriver sidste sommer om kommentatorernes spekulationer om Lars Løkke Rasmussens afgang som formand for Venstre.
 
Vi bliver alle mini-kommentatorer
Og hvilken konsekvens har det, når kommentatorerne primært taler om spin og strategi og gør det på en postulerende facon?
 
Risikoen er, at vi alle ender med at føle os som passive tilskuere, hvor politik mere er et reality-show end en samtale om landets fremtid. Især kommentatorernes autoritære stil med deres implicitte autoritetsargumenter er meget lidt inviterende over for os som borgere. Det er en asymmetrisk kommunikationssituation, hvor kommentatorerne har overblikket og indsigten og blot fortæller os, hvordan tingene strategisk hænger sammen, og hvor vi ikke inviteres til at reflektere over og forholde os til indholdet i politiske forslag.
 
Sigge Winther Nielsen, der selv i dag er kommentator på Politiken, har tidligere bidraget til forskning med en undersøgelse, hvor han viser, at folk har en tendens til at overtage kommentatorernes måde at tale om politik på. Vi mimer de politiske kommentatorer som en slags mini-kommentatorer. Derfor har kommentatorerne ikke bare en stor magt. De har også et stort ansvar. Og når Gallup og Radius Kommunikation kan dokumentere en troværdighed i frit fald hos politikerne, så er det oplagt, at medier og kommentatorer ser på egen rolle og eventuelle medvirken i faldet.
"Vælgerne opfører sig, som om de var små mini-Mogensen & Kristiansen'er". Fra kommentator Sigge Winther Nielsens blog.
 
Hvad gør den gode politiske kommentator?
Men hvad gør et gode politiske kommentator så?
 
Den gode politiske kommentator taler til os som kritisk tænkende mennesker, der gerne vil forholde os reflekteret til den fælles indretning af samfundet. Frem for at postulere i samlet flok bør kommentatorerne stræbe efter at agere som en polyfoni af argumenterende stemmer, der hylder uenigheden og udfordrer hinandens udlægninger og vurderinger. Frem for at gemme sig som afsender og gøre det uklart, hvordan kommentatoren selv forholder sig til det udsagte, bør han eller hun stå frem med en tydelig udsigelsesposition. Kort sagt: Hvad mener kommentatoren og hvorfor?
 
I forhold til det indholdsmæssige kan den politiske kommentator for eksempel bidrage med betragtninger om synkrone og diakrone perspektiver. For eksempel kan de redegøre for partiernes samarbejdsmuligheder på forskellige politikområder. Hans Engell havde nogle interessante kommentarer efter sidste valg, hvor han forklarede, hvordan Socialdemokraterne, SF og Radikale stod på forskellige områder og med forskellige bud på, hvordan regeringsgrundlaget ville komme til at se ud. Kommentatorerne kan også se tilbage og trække tråde til tidligere diskussioner, der er relevante for nutidige diskussioner.
 
Men er spin, strategi og motivspekulation så helt bandlyst? Nej, det handler om proportioner. Lige nu består kommentarerne næsten udelukkende om spin og strategi, mens samtalen om de indholdsmæssige forslag trænges i baggrunden. Kommentatorerne vil måske sige, at andre journalister tager sig af det indholdsmæssige, og at de derfor ikke behøver det, og at den politiske journalistik skal ses som et samlet hele. Men eftersom kommentatorerne fylder så meget og er så centralt placeret, er de med til at vride det ud af proportioner.
 
Den engelske medieforsker Stephen Coleman taler om et ”civic mix” – at spin og strategi godt må fylde noget, men at kommentatorerne lige nu efterlader et indtryk af, at det fylder det hele.  
 
Kommentatorerne fylder det hele. Og Hans Engell er kongen af Kommentatorkøbing. Graf over mest citerede kommentatorer under valgkampen 2015. Kilde: Infomedia.
---
 
DEFINITION AF POLITISK KOMMENTATOR
En politisk kommentator defineres i afhandlingen som en person, der af et medie ophøjes til ekspert på grund af sine erfaringer og viden om politik, og som gives fast spalteplads/taletid, hvor han eller hun som hovedbeskæftigelse i en dobbeltrolle som både journalist og kilde udtaler sig om politik ud fra et påstået partipolitisk neutralt ståsted.
 
 

Relaterede artikler

Post hoc! - En valgkamp er et ground zero for logiske fejlslutninger. Nogle går efter manden i stedet for bolden, og andre bruger fr...
Den feje flygtninge-fejlslutning - Udlændingekortet er i den grad blevet brugt i valgkampen, hvor politikerne konkurrerer om, hvem der kan stramme mest op ...
1-2-3 momentum - Partier bevæger sig altid i en hastighed. Det kan gå frem eller tilbage: De kan have mere eller mindre fart på. Hvordan ...
Dem, der sladrer, vinder - Når man baserer en hel bog om en regerings indre kampe udelukkende på anonyme kilder, så fordrer man, at læseren har eno...
Vi venter stadig, Mette - Mette Frederiksen er ny S-missionær for det gamle arbejderparti. Nu ansætter hun 13 nye folk, som skal gøre hende til la...
Framing-fælder i terrorens ordkampe - Framing handler om at formidle sit verdenssyn med sit sprog. Derfor er overvejelserne om, hvorvidt vi siger IS, ISIS, IS...
Nu er der VM i Kommentatorkøbing - Nu er der VM, og alle taler om fodbold. Sådan er det. Uanset om du kan lide det eller ej: Den næste måned vil handle om ...

Giv din stemme

17 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

41 JOB

News Writer

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationskonsulent

Frist: 23. august

Presse- og kommunikationskonsulent

Frist: Hurtigst muligt

Pressekonsulent

Frist: 15. september
Se alle job Indryk job

Kursus

SoMe bootcamp

Kun få ledige pladser

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.