Solarpunk: det postkapitalistiske økotopia

Nutiden er dystopisk. Vores verden både brænder og bliver skyllet væk af regnskyl af kataklysmiske dimensioner på samme tid.

200 års intensiv og tankeløs afbrænding af millioner af års ophobet kul, olie og gas har indhentet os. Måske er klimakatastrofen nært forestående? Måske har vi allerede passeret tipping point?

I litteraturen har en dystopisk fremtid – som meget tyder på er nu – i årtier været et tema i science fiction-subgenren cli-fi (ja, det betyder klimafiktion). Cli-fi beskæftiger sig med forestillinger af livet efter katastrofen og kampen for overlevelse på den ugæstfri planet, vi selv har skabt.

Både virkeligheden i 2021 og cli-fi-litterære fremstillinger kunne således ligne en anerkendelse af 70’er-punkkulturens berømte konstatering: No future!

Men nu er der nye punks i byen: solarpunks. Fremtiden er simpelthen blevet så dyster, at optimisme er det nye oprør.

Mød fænomenet, som var udnævnt til månedens ord i august hos det canadiske nyhedsmagasin MacLeans.

Fra cyberpunk til solarpunk

Punks betyder outsidere; nogle vil sige udskud. Det var den selvkarakteristik, den oprindelige punkkultur omfavnede. Æstetikken var dyrkelse af grimhed og normbrud. Primitiv og skramlet musik, hullet tøj og hanekamme. Ideologien var først fremmest, og måske kun, en beskidt finger til the establishment og det bestående i al almindelighed.

Og så var fremtiden altså afskaffet, hvorfor man jo lige så godt kunne drikke, tage stoffer, kneppe og slås.

Siden den oprindelige bølge i midten og slutningen af 70’erne har kulturen forgrenet sig i et utal af retninger – bl.a. Oi!-, hardcore- og anarcho-punk – og i løbet af 80’erne opstod begrebet cyberpunk med litterære tråde til 60’er-science fiction. Cyberpunk har æstetisk ikke det store at gøre med den oprindelige punkkultur, men deler den grundlæggende opfattelse af outsideren eller udskuddet, der står uden for the establishment; i cyberpunk i en dystopisk fremtid.

I cyberpunk er det forestillinger om en fremtidig digital virkelighed, styret af storkapitalen, der er scenen i stedet for efterkrigstidsbyens slum og trøstesløse forstæder. Cyberpunk er forbundet med den tidlige hackerkultur, og et ledemotiv er udskuddet, der overlever på trods af digital overvågning, kontrol, kunstig intelligens, der går amok, og en ondartet fremtidskapitalisme. Tænk fx William Gibsons forfatterskab eller filmene Johnny Mnemonic og The Matrix. Eller tænk Blade Runner, der foregår i 2019.

På samme måde som de dystopiske temaer i cli-fi virker foruroligende nærværende og relevante i 2021, så tyder demokratiundergravende Facebook-algoritmer, politi udstyret med ansigtsgenkendelse og systematisk logning af vores teletrafik på, at virkeligheden også er ved at blive mere dystopisk end cyberpunk-fiktionen.

I løbet af de sidste ti år er det seneste skud på punkens familietræ så brudt frem og vender punkens traditionelt dystre fremtidssyn på hovedet.

Dystopien er aflyst

Fra slutningen af 00’erne, og særligt siden et opslag på Tumblr i 2014, har fænomenet solarpunk bredt sig. Solarpunk tager som traditionel punk og cyberpunk udgangspunkt i outsideren mod the establishment, men så hører de fleste ligheder også op. En central forskel er, at solarpunk ikke kredser om dystopi, men om håb. Fremtiden er genindført, og dystopien er aflyst.

Solarpunk er forestillinger om, hvordan den bæredygtige verden og det bæredygtige liv ser ud i en postkapitalistisk fremtid. Ja, ”solar” peger naturligvis på solenergi, og solarpunk beskæftiger sig med et økotopia, hvor kloden er reddet, og menneskeheden endegyldigt har droppet sine ihærdige forsøg på at ødelægge den.

Solarpunk er først og fremmest en stadig lille litterær niche, en optimistisk kusine til cli-fi samt en drømmende æstetik. Hvor den traditionelle punk var sort – bortset fra de farvestrålende hanekamme – og dyrkede grimheden, så er solarpunk grøn og farverig som en blomstereng. Solarpunk er således også en kunst- og modegenre, og selvfølgelig internet-communities på bl.a. Reddit.

I solarpunk er fremtidsbyerne grønne, drevet af vedvarende energi, og naturen er flyttet ind igen. Menneskene er bl.a. selvforsynende neo-bønder med respekt for Moder Jords kredsløb og balance.

Nå ja, og i solarpunkfiktionen betyder sorte liv noget, og værdighed for LGBTQ-personer er en selvfølge. Solarpunk er en ramme, inden for hvilken alle verdens små og store aktuelle elendigheder spekulativt kan løses.

Teknologisk fremskrivning

Her vil den opmærksomme læser måske tænke på hippiernes forsøg med alternativ biodynamisk levevis og diverse religiøse forestillinger om paradis, hvor verdens konflikter er opløst. Økoanarkisme, off grid-livsstil, permakultur og mere eller mindre radikale økoideologier er heller ikke noget nyt. Det er godt tænkt, men solarpunk adskiller sig alligevel.

Solarpunk er en fremskrivning af eksisterende viden og grønne teknologier, der i fiktionen og illustrationerne får lov til at udfolde deres fulde potentiale. Vi har allerede vedvarende energi. Vi har allerede bæredygtig trafik. I solarpunk har den grønne virkelighed opnået hegemoni, og det fossile, væksthungrende samfund er fortid. Solarpunk er et remix af nutiden, som skribenten Jennifer Hamilton har udtrykt det.

København har fx en målsætning om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025. I solarpunk ville målet allerede være realitet, og fantasien er sat fri til at forestille sig, hvordan sådan et København, hvor bilerne er væk, og naturen er tilbage, ser ud og fungerer.

Solarpunk beskæftiger sig ikke med traditionelle modstandsformer som sabotage af olieledninger og kulkraftværker eller blokader af motorveje. I solarpunk består oprøret af infrastruktur, produktion og transport, som allerede findes, og som vinder alt for langsomt frem netop i dette øjeblik. I solarpunk er det hele fuldstændigt realiseret. I modsætning til den standende politiske debat om den grønne omstilling er det i solarpunk ikke politikere og erhvervsliv, der baner vejen til bæredygtighedens fremtidige triumf.

Det er derimod outsiderne – punkerne – der vender the establishments selvdestruktion ryggen og skaber fremtiden. Solarpunk er mælkebøtterne, der mod alle odds bryder gennem asfalten i naturens triumf.

Solarpunk bryder således grundlæggende med gængs politisk og økonomisk tænkning og lader spekulativt spirene til bæredygtige alternativer vokse sig store og stærke.

Med skovbrandene og oversvømmelserne i sommeren 2021 ser årtiers dystopisk cli-fi ud til at træde fra litteraturen og filmen og ind i vores fælles realitet. Den dystopiske snebold er i bevægelse.

Vi har derfor objektivt set brug for en optimistisk forestillingskraft, som den solarpunk tilbyder, hvis forestillingerne om fremtiden ikke skal handle om ren overlevelse, men derimod om det gode liv på den anden side af fossilkapitalismens dødsdrift.

“We are solarpunks because optimism has been taken away from us and we are trying to take it back”, som der står i et solarpunkmanifest.

Lad os håbe, at det ikke er for sent til fantasifuld optimisme.