Det øjeblik, som årets konventer formodentlig vil blive husket for, opstod nærmest i kølvandet på konventerne. For havde det ikke været for Trumps reaktion på en bestemt tale, så havde den muligvis ikke kunnet krydse grænsen fra partifejring over til at have en betydning for folkeopinionen.
Familien Khan var repræsenteret af manden Khizr Khan og konen Gazala Khan på scenen, men det var manden, der tog ordet med en kort og traditionelt komponeret tale, der havde en moralsk anklage som drivkraft. Talen fokuserede i første halvdel på en klassisk generationsbeskrivelse af den amerikanske drøm, hvor forældrene kommer forarmede til USA fra en anden nation for at se deres børn vokse op og blive succesrige eller, som i den ene søns tilfælde, give sit liv for nationen.
Styrken ved talen kom fra konteksten til 2016-valgkampen, hvor Khan gjorde op med Trumps udtalelser om minoriteter med en anklage, der var svær at argumentere mod: ”Have you ever been to Arlington Cemetery? Go look at the graves of the brave patriots who died defending America - you will see all faiths, genders, and ethnicities. You have sacrificed nothing and no one.”
At denne tale formodentlig vil blive den mest huskede fra de to konventer, skyldes dog Trumps reaktion på den. Det muslimske ægtepars tilstedeværelse på scenen var vigtigere end det, de sagde. De var et symbol på flere af de største fortællinger for amerikanerne. Noget, der må være gået hen over hovedet på Trump, da han angreb deres ord og ikke mindst personer på samme måde, som han har gjort det med så mange af sine politiske modstandere i denne valgkamp. At Trump ikke kunne forstå den større symbolik i Khans ord, og at de netop var hævet over det sædvanlige politiske slagsmål, ser ud til at have bragt hans kampagne ud i dens hidtil største krise.
Familien Trump vs. The Obamas
Selvom Trump reklamerede for republikanernes konventprogram som værende fyldt med kendte stjerner og politiske personligheder, så var det alligevel fraværet af flere større republikanske lederskikkelser og talerne fra hans egen familie, der løb med opmærksomheden hos republikanerne.
Bedst gik det for datteren Ivanka Trump, som muligvis vil overtage rollen som den sympatiske, midtsøgende stemme for Trump-kampagnen, efter at Melania Trump, eller hendes taleskriver, blev fældet for at have kopieret dele af teksten fra Michelle Obamas konventtale fra 2008.
Måske den mest omtalte tale fra partikonventerne 2016. Varm luft? Bedøm selv.
Førstedamens tale er kun steget i værdi på partikonventerne i takt med, at begivenhederne er blevet mere personfikserede. Særligt siden Barbara Bush fik tegnet et menneskeligt billede af sin mand George Bush i 1992, har førstedamens (og kandidaterne til titlen) tale været en fremtrædende begivenhed på konventerne. Desværre gik det helt galt for Melania Trump i et forløb, der mest af alt viser udfordringerne med taleskrivning undervejs i en kampagne, som bl.a.
New York Times har skrevet om.
Donald Trump havde fået to højtstående republikanske taleskrivere til at formulere et udkast til talen. Men denne version blev afskrevet af Melania, som foretrak at være mere inde over udviklingen af talen for at gøre den mere personlig. Desværre endte det kaotiske forløb med, at en længere passage og flere pointer i talen blev løftet direkte fra Michelle Obamas tale. Symbolikken var ikke til at komme udenom; kandidaten Donald Trump, som selv er blevet beskyldt for at være fuld af varm luft, var gift med en kvinde, der ligeledes ikke havde meget andet end plagierede sætninger at byde på.
En hård dom over en tale, der ifølge republikaneren Chris Christie var ’93% ikke kopieret’. Desværre bød de resterende 93% af talen ikke på et mindeværdigt øjeblik eller citat, som kunne have modvirket kritikken af Melania Trump. Den plagierede passage gjorde det muligt for komikerne i USA at angribe Melania Trump på en måde, der ellers ville have været kritiseret for at være for grov:
"I wrote it".
En gennemgående metafor kan styrke en tale markant
Trumps ældste datter var den taler på RNC, der fik flest umiddelbare roser for sine ord. Dette er bemærkelsesværdigt, idet Ivanka Trumps tale i store dele var fokuseret på demokratiske mærkesager, som for eksempel ligeløn til kvinder og finansiering af børnepasningsordninger.
Ivanka Trump. Datteren formåede at skære talen noget bedre end sin papmor - og sågar at male et billede af sin far som en kærlig faderskikkelse.
Selvom de sager synes at stå i kontrast til Trumps politik, så havde Ivanka Trumps tale en klar struktur med en meget brugbar og effektiv metafor for Trumps kandidatur. Skyskraberen som byggeprojekt. Hvad der i Trumps taler har lydt som fremhævelse af egen storhed, blev med Ivanka Trumps tale benyttet til at beskrive først datterens forhold til faderen som barn: ”I remember playing on the floor by my father’s desk, constructing miniature buildings with Legos and Erector sets, while he did the same with concrete steel and glass.”
Som far, så datter. Trods det, der ligner differentierede politiske mærkesager. Getty/Joe Raedle.
Glæden ved Lego og det amerikanske Erector bruges til at fremhæve det kærlige forhold mellem datteren og faderen, men også til at fremhæve det drive, som datteren deler med faderen. Dette bruges som argument i hendes vidnesbyrd omkring faderens rolle på større byggeprojekter, hvor Donald Trump var i stand til at tale med alle, samt disse projekters evne til at inkludere alle amerikanere, uanset etnicitet og køn:
”These sites are also incredible melting pots, gathering people from all walks of life and uniting them to work towards a single mission. There have always been men of all background and ethnicities on my father’s job sites. And long before it was common place, you also saw women.”
Talen var netop et eksempel på, hvordan en ’mindre’ tale kan formidle et langt tydeligere og mere effektivt budskab på konventerne end nogle af de større taler, idet fokus kan holdes på enkelte mærkesager, og en gennemgående metafor kan binde talen sammen med et mere klart budskab. Vil man se et eksempel på det modsatte, kan man tage et kig på den tidligere borgmester i New York Rudy Guilianis katastrofale beskrivelse af Trumps vision for USA.
"This is a man with a big heart - everytime New York suffered a tragedy Donald Trump was there to help. He is not going to like me telling you this - cause he did it anonymously" - Rudy Guiliani.
Michelle Obama og alle USA's børn
En af de større talere, der dog leverede varen, var Michelle Obama. Allerede inden hun skulle give sin tale, havde hun en høj grad af etos at spille på, ikke mindst baseret på hendes forrige konventtaler, som selv republikanere åbenlyst syntes om. Obamas tale i 2016 leverede også en stærk kombination af hendes egne og husbondens stærke kort ved at fokusere på deres forhold til døtrene og deres familie som et personligt billede på udviklingen af USA's forhold til minoriteter.
På trods af de opblussende racemæssige uroligheder i USA i år så har den nuværende første-familie stadig en stærk historie at fortælle, hvilket Michelle Obama også viste med sin tale. Ligesom Ivanka Trumps tale var Michelle Obamas tale også fokuseret på et centralt emne. Denne gang handlede det om USA's børn, hvor hun indledte med en historie om sine døtre:
”I also told you about our daughters, how they are the heart of our hearts, the center of our world, and during our time in the White House we have had the joy of watching them grow from bubbly little girls into poised young women… I will never forget that winter morning as I watched our girls, just 7 and 10 years old, pile into those black SUVs with all those men with guns.”
Med humor og kontrast fik Michelle Obama brugt tiden i Det Hvide Hus til at fremhæve familiens rolle for amerikanere. The Obamas som brand for hele den amerikanske kernefamilie.
Bevidstheden om, at de fungerede som rollemodeller, kom til at stå for alle forældres bevidsthed om deres funktion som rollemodeller for deres børn, både i deres udtalelser og deres adfærd. Og hun formåede også at bruge dette centrale emne til at give sin støtte til Hillary Clinton ”Hillary understands that the presidency is about one thing, and one thing only, leaving something better for our children”
Lyttede man efter, kunne man høre, at Michelle Obamas stemme rystede let under det meste af talen. Man kan enten tolke dette som ren nervøsitet eller som udtryk for, at talens indhold var personligt og vigtigt for hende, som for eksempel dette citat kunne tyde på: ”... I wake up every morning in a house that was built by slaves. And I watch my daughters – two beautiful intelligent black young women – play with the dog on the White House lawn.” Uanset hvad, så levede talen og dens modtagelse hovedsageligt på Michelle Obamas integritet som taler.
Som førstedame er der mindre krav til, at ens tale skal handle om politik. Det er også en af grundene til, at Michelle Obama har kunnet bibeholde en popularitet, der på visse tidspunkter har overgået husbondens. Hun har dog formået at forvalte den popularitet, så hun har kunnet tale om stærke og historiske billeder af et USA i forandring, og på den måde kommer hun også til at være en del af den retoriske arv efter Obama-administrationen.
En landsfader takker af
Barack Obama har formodentlig lanceret sine sidste største projekter som præsident og kan kun nå mindre ting i sin resterende tid som præsident. Derfor vil hans vigtigste offentlige rolle fremover være som fortaler for valget af Hillary Clinton som hans efterfølger. Det er en opgave, der står godt til ham, da han, i samme ånd som Bill Clinton blev beskrevet som USA's første sorte præsident,
er blevet kaldt USA's første kvindelige præsident.
Hvorvidt man kan se det som en kvindelig egenskab eller ej, så er Obama i stand til at løfte sig over behovet for at fremstille sig selv som et macho-magt-menneske eller som den strenge faderfigur, som
det konservative USA ofte søger som sin politiske lederfigur. Det ser man bl.a. i Obamas omtale af sin familie:
Og når det handlede om at tale om Hillary Clinton, trak Obama på en favoritsammenligning om deres valgkamp i 2008: "She was doing everything I was doing, except like Ginger Rogers, she was doing it backwards, in heels."
Obamas humor var med til at skabe det mere optimistiske billede af USA, som også var målet med hans tale ved konventet - at skabe kontrast til republikanerne og at vise sammenhængen i det demokratiske parti, så magten kunne gives videre. Disse mål kunne opnås ved at samle talen om et mere positivt syn på USA's nuværende situation, hvilket Obama leverede: ”We’re challenged to do better; to be better. But as I’ve traveled this country, through all fifty states; as I’ve rejoiced with you and mourned with you, what I’ve also seen, more than anything, is what is right with America.”
"Time and again you picked me up, and I hope sometimes I picked you up to. And tonight I ask you to do for Hillary Clinton, what you did for me. I ask you to carry her the same way you carried me."
Talen var som en ”Greatest Hits of Obama,” hvor den siddende præsident uden tvivl fik folket i salen med sig og fik kommenteret på USA's nuværende successer og problemer på charmerende og empatisk maner, men med ord, der på godt og ondt nu er mere velkendte end nyskabende. Obama trådte i karakter som landsfaderen for i hvert fald det progressive USA, men også i rollen som præsidenten, der takker af for at blive en medborger igen. Faklen skulle gives videre, og Obamas tale og det efterfølgende kram med Hillary Clinton på scenen skabte netop et billede af et mere sammenhængende parti end republikanerne, hvor den gamle garde var stort set fraværende.
Uro i salen
Selvom konventerne altså bød på solid støtte til kandidaterne, så var der også episoder, hvor dissidenter i salen kom til orde. Hos republikanerne kom det tydeligst frem, da Trumps største konkurrent i primærvalgene Ted Cruz stjal billedet kort med sin tale. På intet tidspunkt i løbet af talen støttede Ted Cruz Trump, hvilket er endnu et brud på normerne for talerne ved konventerne, og det er ikke set i samme grad, siden Ted Kennedy kritiserede den siddende præsident Jimmi Carter med en tale ved konventet i 1980, som præsidenten sidenhen har ment kostede ham valget.
Cruz’ tale vil formodentlig ikke tilskrives samme rolle, hvis Trump taber valget til november. Den vil dog blive husket for især sin afslutning, hvor publikum, i takt med at det gik op for dem, at Cruz ikke havde tænkt sig at udtale støtte til Trump, begyndte at overdøve taleren med buh-råb, og Trump trådte ind i salen for at tage noget af opmærksomheden væk fra Cruz’ afslutning. Derved blev talen et billede på det atypiske forhold, at de kritiske røster hos republikanerne ved konventet befandt sig oppe på scenen, fremfor nede hos de delegerede.
Cruz var ikke ovenud begejstret for Trump til konventet - publikum var ikke ovenud begejstret for Cruz. Til stor fornøjelse for Trump.
Broen der brast
Det modsatte var tilfældet hos demokraterne, hvor de utilfredse fløjvælgere ikke havde fået deres kandidat Bernie Sanders stemt igennem og derfor stadig befandt sig på gulvet til konventet. I kontrast til det mere uniforme budskab fra rækken af talere fra partiet var kærligheden til Hillary Clinton ikke overstrømmende blandt publikum. Og der var flere øjeblikke, hvor denne uro fik lov til at komme op til overfladen oppe ved talerstolen.
Tydeligst da de to komikere Sarah Silverman og Al Franken (nuværende senator fra Minnesota) gav en kort, introducerende tale sammen. Silverman skulle symbolisere de mange Bernie-støtter, der nu skulle stå bag Hillary Clinton, mens Franken havde støttet hende fra start, og de to i forening skulle derved repræsentere partiets heling.
Franken og Silvermans jargon sad ikke just i skabet. Ej heller fik de fuldstændig succes med få forsonet de trofaste Bernie-tilhængere med, at Hillary Clinton altså er det demokratiske præsidenthåb til november. Getty/ Alex Wong.
Silverman lagde da også ud med et forsøg på at gyde olie på vandene: ”This last year I’ve been feeling the Bern. (jubel fra publikum) Relax I put some cream on it.” Men hver gang Silverman forsøgte at skifte spor til at støtte Hillary Clinton fremfor Bernie Sanders, blev hun mødt af tiltagende buh-råb fra salen, hvor resten af publikum måtte hjælpe til med at overdøve Sanders støtter.
Forsøget på at slå bro til Hillary med de to talere blev snarere et billede på den manglende entusiasme, som Hillary oplever blandt græsrødderne. Blandt andet kunne de to talere ikke blive enige om et kampråb til publikum. ”Hillary!” råbte Franken. ”Unity!” svarede Silverman. Silverman forsøgte sig også med en direkte appel til publikum: ”Can I just say to the Bernie or Bust people – you’re being ridiculous”, hvilket mest af alt opildnede dem, så råbene ”Bernie, Bernie, Bernie” blev tydeligere at høre.
Helt galt gik det, da Al Franken forsøgte sig med at beskrive de to personer på scenen som netop en bro over ”troubled waters” for at skabe en bro til næste gæst Paul Simon. Den gennemsnitlige Oscar-dialog fungerer bedre end dette komikerpars afsluttende ord. Og det var en optræden, som Silverman nok ønsker skal gå i glemmebogen hurtigst muligt. Øjeblikkets store symbolværdi for Clinton-kampagnens udfordringer internt i partiet vil dog nok gøre, at det modsatte vil ske.
"As some of you may know I support Bernie Sanders and the movement behind him... Hillary is our democratic nominee and I will proudly vote for her" - Sarah Silverman.