I wrote it!

Hvilke taleøjeblikke bliver stående i vores hukommelse efter partikonventerne i USA? Khizr Khans? Melania Trumps? Sarah Silvermans? Eller Michelle Obamas? Selvom det er kroningen af partiernes kandidater, der er i centrum for de moderne partikonventer, så er det lige så ofte de andre talere, der glimrer.
Melania Trump stjal en tale og blev opdaget. Se, hvilke andre taler der vil stå tilbage som henholdsvis pinagtige og geniale.
Melania Trump stjal en tale og blev opdaget. Se, hvilke andre taler der vil stå tilbage som henholdsvis pinagtige og geniale.
Partikonventerne er et vigtigt stop i kampagnekalenderen. Siden 1980'erne har de været organiseret omkring en præsentation af den valgte kandidat fra primærvalgene snarere end som skueplads for selve udvælgelsen. Forløbet af primærvalgene i 2016 lagde længe op til, at der i år ville være atypiske konventer i vente. Både Hillary Clinton og Donald Trump fremstod som så kontroversielle kandidater for henholdsvis deres græsrødder og parti, at de selv efter sejrene i primærvalgene ikke kunne vide sig sikre på 100 % opbakning på konventerne. Begge kandidater har om noget haft brug for eksterne indspark for at hive sejren i land. 
 
 
Trods manglende opbakning endte fokus i sidste ende med at være på de to kandidater. Det skete dog ikke uden sure opstød, protester og tilråb undervejs - og de to hovedpersoners taler vil for eftertiden sikkert også blive overskygget af en række taler med længere historisk levetid. 
 
Kampen mellem den monotone Clinton og den brølende Trump blev overhalet indenom. Der var taler, der sejrede, taler, der fejlede og taler, der får historisk eftermæle. Blandt dem kan vi fremhæve en stor hjælpende hånd til Trump fra hans datter Ivanka, en totalt tjekket førstedame, en comedy-kombi, hvis parterapeutiske evner var til grin for publikum, og en mindetale til en falden patriot.
 
Donald og familien Khan – efterspillet kan være lige så vigtigt som talen
Det øjeblik, som årets konventer formodentlig vil blive husket for, opstod nærmest i kølvandet på konventerne. For havde det ikke været for Trumps reaktion på en bestemt tale, så havde den muligvis ikke kunnet krydse grænsen fra partifejring over til at have en betydning for folkeopinionen.
 
Khan-talen var til partikonventet et symbol for store amerikanske fortællinger - en fortælling, som Trump ikke fattede et klap af, og som fik kampagnen til at vakle i svinget.
 
Familien Khan var repræsenteret af manden Khizr Khan og konen Gazala Khan på scenen, men det var manden, der tog ordet med en kort og traditionelt komponeret tale, der havde en moralsk anklage som drivkraft. Talen fokuserede i første halvdel på en klassisk generationsbeskrivelse af den amerikanske drøm, hvor forældrene kommer forarmede til USA fra en anden nation for at se deres børn vokse op og blive succesrige eller, som i den ene søns tilfælde, give sit liv for nationen.
 
Styrken ved talen kom fra konteksten til 2016-valgkampen, hvor Khan gjorde op med Trumps udtalelser om minoriteter med en anklage, der var svær at argumentere mod: ”Have you ever been to Arlington Cemetery? Go look at the graves of the brave patriots who died defending America - you will see all faiths, genders, and ethnicities. You have sacrificed nothing and no one.”
 
Forældrene til Humayun Khan, der mistede livet som soldat i Irak, var tydeligt berørte under talen til det demokratiske partikonvent. Getty/ The Washington Post. 
 
At denne tale formodentlig vil blive den mest huskede fra de to konventer, skyldes dog Trumps reaktion på den. Det muslimske ægtepars tilstedeværelse på scenen var vigtigere end det, de sagde. De var et symbol på flere af de største fortællinger for amerikanerne. Noget, der må være gået hen over hovedet på Trump, da han angreb deres ord og ikke mindst personer på samme måde, som han har gjort det med så mange af sine politiske modstandere i denne valgkamp. At Trump ikke kunne forstå den større symbolik i Khans ord, og at de netop var hævet over det sædvanlige politiske slagsmål, ser ud til at have bragt hans kampagne ud i dens hidtil største krise.
 
Familien Trump vs. The Obamas
Selvom Trump reklamerede for republikanernes konventprogram som værende fyldt med kendte stjerner og politiske personligheder, så var det alligevel fraværet af flere større republikanske lederskikkelser og talerne fra hans egen familie, der løb med opmærksomheden hos republikanerne.
 
Bedst gik det for datteren Ivanka Trump, som muligvis vil overtage rollen som den sympatiske, midtsøgende stemme for Trump-kampagnen, efter at Melania Trump, eller hendes taleskriver, blev fældet for at have kopieret dele af teksten fra Michelle Obamas konventtale fra 2008.
 
Måske den mest omtalte tale fra partikonventerne 2016. Varm luft? Bedøm selv. 
 
Førstedamens tale er kun steget i værdi på partikonventerne i takt med, at begivenhederne er blevet mere personfikserede. Særligt siden Barbara Bush fik tegnet et menneskeligt billede af sin mand George Bush i 1992, har førstedamens (og kandidaterne til titlen) tale været en fremtrædende begivenhed på konventerne. Desværre gik det helt galt for Melania Trump i et forløb, der mest af alt viser udfordringerne med taleskrivning undervejs i en kampagne, som bl.a. New York Times har skrevet om.
 
Donald Trump havde fået to højtstående republikanske taleskrivere til at formulere et udkast til talen. Men denne version blev afskrevet af Melania, som foretrak at være mere inde over udviklingen af talen for at gøre den mere personlig. Desværre endte det kaotiske forløb med, at en længere passage og flere pointer i talen blev løftet direkte fra Michelle Obamas tale. Symbolikken var ikke til at komme udenom; kandidaten Donald Trump, som selv er blevet beskyldt for at være fuld af varm luft, var gift med en kvinde, der ligeledes ikke havde meget andet end plagierede sætninger at byde på.
 
En hård dom over en tale, der ifølge republikaneren Chris Christie var ’93% ikke kopieret’. Desværre bød de resterende 93% af talen ikke på et mindeværdigt øjeblik eller citat, som kunne have modvirket kritikken af Melania Trump. Den plagierede passage gjorde det muligt for komikerne i USA at angribe Melania Trump på en måde, der ellers ville have været kritiseret for at være for grov:
 
"I wrote it".
 
En gennemgående metafor kan styrke en tale markant
Trumps ældste datter var den taler på RNC, der fik flest umiddelbare roser for sine ord. Dette er bemærkelsesværdigt, idet Ivanka Trumps tale i store dele var fokuseret på demokratiske mærkesager, som for eksempel ligeløn til kvinder og finansiering af børnepasningsordninger.
 
Ivanka Trump. Datteren formåede at skære talen noget bedre end sin papmor - og sågar at male et billede af sin far som en kærlig faderskikkelse.
 
Selvom de sager synes at stå i kontrast til Trumps politik, så havde Ivanka Trumps tale en klar struktur med en meget brugbar og effektiv metafor for Trumps kandidatur. Skyskraberen som byggeprojekt. Hvad der i Trumps taler har lydt som fremhævelse af egen storhed, blev med Ivanka Trumps tale benyttet til at beskrive først datterens forhold til faderen som barn: ”I remember playing on the floor by my father’s desk, constructing miniature buildings with Legos and Erector sets, while he did the same with concrete steel and glass.”
 
Som far, så datter. Trods det, der ligner differentierede politiske mærkesager. Getty/Joe Raedle.
 
Glæden ved Lego og det amerikanske Erector bruges til at fremhæve det kærlige forhold mellem datteren og faderen, men også til at fremhæve det drive, som datteren deler med faderen. Dette bruges som argument i hendes vidnesbyrd omkring faderens rolle på større byggeprojekter, hvor Donald Trump var i stand til at tale med alle, samt disse projekters evne til at inkludere alle amerikanere, uanset etnicitet og køn:
 
”These sites are also incredible melting pots, gathering people from all walks of life and uniting them to work towards a single mission. There have always been men of all background and ethnicities on my father’s job sites. And long before it was common place, you also saw women.”
 
Talen var netop et eksempel på, hvordan en ’mindre’ tale kan formidle et langt tydeligere og mere effektivt budskab på konventerne end nogle af de større taler, idet fokus kan holdes på enkelte mærkesager, og en gennemgående metafor kan binde talen sammen med et mere klart budskab. Vil man se et eksempel på det modsatte, kan man tage et kig på den tidligere borgmester i New York Rudy Guilianis katastrofale beskrivelse af Trumps vision for USA.
 
"This is a man with a big heart - everytime New York suffered a tragedy Donald Trump was there to help. He is not going to like me telling you this - cause he did it anonymously" - Rudy Guiliani.
 
Michelle Obama og alle USA's børn
En af de større talere, der dog leverede varen, var Michelle Obama. Allerede inden hun skulle give sin tale, havde hun en høj grad af etos at spille på, ikke mindst baseret på hendes forrige konventtaler, som selv republikanere åbenlyst syntes om. Obamas tale i 2016 leverede også en stærk kombination af hendes egne og husbondens stærke kort ved at fokusere på deres forhold til døtrene og deres familie som et personligt billede på udviklingen af USA's forhold til minoriteter.
 
På trods af de opblussende racemæssige uroligheder i USA i år så har den nuværende første-familie stadig en stærk historie at fortælle, hvilket Michelle Obama også viste med sin tale. Ligesom Ivanka Trumps tale var Michelle Obamas tale også fokuseret på et centralt emne. Denne gang handlede det om USA's børn, hvor hun indledte med en historie om sine døtre:
 
”I also told you about our daughters, how they are the heart of our hearts, the center of our world, and during our time in the White House we have had the joy of watching them grow from bubbly little girls into poised young women… I will never forget that winter morning as I watched our girls, just 7 and 10 years old, pile into those black SUVs with all those men with guns.”
 
 
Med humor og kontrast fik Michelle Obama brugt tiden i Det Hvide Hus til at fremhæve familiens rolle for amerikanere. The Obamas som brand for hele den amerikanske kernefamilie.
 
Bevidstheden om, at de fungerede som rollemodeller, kom til at stå for alle forældres bevidsthed om deres funktion som rollemodeller for deres børn, både i deres udtalelser og deres adfærd. Og hun formåede også at bruge dette centrale emne til at give sin støtte til Hillary Clinton ”Hillary understands that the presidency is about one thing, and one thing only, leaving something better for our children”
 
Lyttede man efter, kunne man høre, at Michelle Obamas stemme rystede let under det meste af talen. Man kan enten tolke dette som ren nervøsitet eller som udtryk for, at talens indhold var personligt og vigtigt for hende, som for eksempel dette citat kunne tyde på:  ”... I wake up every morning in a house that was built by slaves. And I watch my daughters – two beautiful intelligent black young women – play with the dog on the White House lawn.” Uanset hvad, så levede talen og dens modtagelse hovedsageligt på Michelle Obamas integritet som taler.
 
 
Som førstedame er der mindre krav til, at ens tale skal handle om politik. Det er også en af grundene til, at Michelle Obama har kunnet bibeholde en popularitet, der på visse tidspunkter har overgået husbondens. Hun har dog formået at forvalte den popularitet, så hun har kunnet tale om stærke og historiske billeder af et USA i forandring, og på den måde kommer hun også til at være en del af den retoriske arv efter Obama-administrationen.
 
En landsfader takker af
Barack Obama har formodentlig lanceret sine sidste største projekter som præsident og kan kun nå mindre ting i sin resterende tid som præsident. Derfor vil hans vigtigste offentlige rolle fremover være som fortaler for valget af Hillary Clinton som hans efterfølger. Det er en opgave, der står godt til ham, da han, i samme ånd som Bill Clinton blev beskrevet som USA's første sorte præsident, er blevet kaldt USA's første kvindelige præsident.
 
Hvorvidt man kan se det som en kvindelig egenskab eller ej, så er Obama i stand til at løfte sig over behovet for at fremstille sig selv som et macho-magt-menneske eller som den strenge faderfigur, som det konservative USA ofte søger som sin politiske lederfigur. Det ser man bl.a. i Obamas omtale af sin familie:
 
 
Og når det handlede om at tale om Hillary Clinton, trak Obama på en favoritsammenligning om deres valgkamp i 2008: "She was doing everything I was doing, except like Ginger Rogers, she was doing it backwards, in heels."
 
Obamas humor var med til at skabe det mere optimistiske billede af USA, som også var målet med hans tale ved konventet - at skabe kontrast til republikanerne og at vise sammenhængen i det demokratiske parti, så magten kunne gives videre. Disse mål kunne opnås ved at samle talen om et mere positivt syn på USA's nuværende situation, hvilket Obama leverede: ”We’re challenged to do better; to be better. But as I’ve traveled this country, through all fifty states; as I’ve rejoiced with you and mourned with you, what I’ve also seen, more than anything, is what is right with America.”
 
"Time and again you picked me up, and I hope sometimes I picked you up to. And tonight I ask you to do for Hillary Clinton, what you did for me. I ask you to carry her the same way you carried me."
 
Talen var som en ”Greatest Hits of Obama,” hvor den siddende præsident uden tvivl fik folket i salen med sig og fik kommenteret på USA's nuværende successer og problemer på charmerende og empatisk maner, men med ord, der på godt og ondt nu er mere velkendte end nyskabende. Obama trådte i karakter som landsfaderen for i hvert fald det progressive USA, men også i rollen som præsidenten, der takker af for at blive en medborger igen. Faklen skulle gives videre, og Obamas tale og det efterfølgende kram med Hillary Clinton på scenen skabte netop et billede af et mere sammenhængende parti end republikanerne, hvor den gamle garde var stort set fraværende.
 
Uro i salen
Selvom konventerne altså bød på solid støtte til kandidaterne, så var der også episoder, hvor dissidenter i salen kom til orde. Hos republikanerne kom det tydeligst frem, da Trumps største konkurrent i primærvalgene Ted Cruz stjal billedet kort med sin tale. På intet tidspunkt i løbet af talen støttede Ted Cruz Trump, hvilket er endnu et brud på normerne for talerne ved konventerne, og det er ikke set i samme grad, siden Ted Kennedy kritiserede den siddende præsident Jimmi Carter med en tale ved konventet i 1980, som præsidenten sidenhen har ment kostede ham valget.
 
Cruz’ tale vil formodentlig ikke tilskrives samme rolle, hvis Trump taber valget til november. Den vil dog blive husket for især sin afslutning, hvor publikum, i takt med at det gik op for dem, at Cruz ikke havde tænkt sig at udtale støtte til Trump, begyndte at overdøve taleren med buh-råb, og Trump trådte ind i salen for at tage noget af opmærksomheden væk fra Cruz’ afslutning. Derved blev talen et billede på det atypiske forhold, at de kritiske røster hos republikanerne ved konventet befandt sig oppe på scenen, fremfor nede hos de delegerede.
 
Cruz var ikke ovenud begejstret for Trump til konventet - publikum var ikke ovenud begejstret for Cruz. Til stor fornøjelse for Trump.
 
Broen der brast
Det modsatte var tilfældet hos demokraterne, hvor de utilfredse fløjvælgere ikke havde fået deres kandidat Bernie Sanders stemt igennem og derfor stadig befandt sig på gulvet til konventet. I kontrast til det mere uniforme budskab fra rækken af talere fra partiet var kærligheden til Hillary Clinton ikke overstrømmende blandt publikum. Og der var flere øjeblikke, hvor denne uro fik lov til at komme op til overfladen oppe ved talerstolen.
 
Tydeligst da de to komikere Sarah Silverman og Al Franken (nuværende senator fra Minnesota) gav en kort, introducerende tale sammen. Silverman skulle symbolisere de mange Bernie-støtter, der nu skulle stå bag Hillary Clinton, mens Franken havde støttet hende fra start, og de to i forening skulle derved repræsentere partiets heling.  
 
Franken og Silvermans jargon sad ikke just i skabet. Ej heller fik de fuldstændig succes med få forsonet de trofaste Bernie-tilhængere med, at Hillary Clinton altså er det demokratiske præsidenthåb til november. Getty/ Alex Wong.
 
Silverman lagde da også ud med et forsøg på at gyde olie på vandene: ”This last year I’ve been feeling the Bern. (jubel fra publikum) Relax I put some cream on it.” Men hver gang Silverman forsøgte at skifte spor til at støtte Hillary Clinton fremfor Bernie Sanders, blev hun mødt af tiltagende buh-råb fra salen, hvor resten af publikum måtte hjælpe til med at overdøve Sanders støtter.
 
Forsøget på at slå bro til Hillary med de to talere blev snarere et billede på den manglende entusiasme, som Hillary oplever blandt græsrødderne. Blandt andet kunne de to talere ikke blive enige om et kampråb til publikum. ”Hillary!” råbte Franken. ”Unity!” svarede Silverman. Silverman forsøgte sig også med en direkte appel til publikum: ”Can I just say to the Bernie or Bust people – you’re being ridiculous”, hvilket mest af alt opildnede dem, så råbene ”Bernie, Bernie, Bernie” blev tydeligere at høre.
 
Helt galt gik det, da Al Franken forsøgte sig med at beskrive de to personer på scenen som netop en bro over ”troubled waters” for at skabe en bro til næste gæst Paul Simon. Den gennemsnitlige Oscar-dialog fungerer bedre end dette komikerpars afsluttende ord. Og det var en optræden, som Silverman nok ønsker skal gå i glemmebogen hurtigst muligt. Øjeblikkets store symbolværdi for Clinton-kampagnens udfordringer internt i partiet vil dog nok gøre, at det modsatte vil ske.
 
"As some of you may know I support Bernie Sanders and the movement behind him... Hillary is our democratic nominee and I will proudly vote for her" - Sarah Silverman.
 
De to hovedtalere
Kandidaterne afslutter konventerne med deres egen tale, som et klimaks på de mange andre ord, der er gået forud. Udfordringen for kandidaten ved disse lejligheder er som regel skiftet fra at tale til primærvalgsvælgerne, der har skaffet dem kandidaturet, over tli at tale til det bredere nationale publikum. Dette kræver som regel, at kandidaten søger mod midten af det politiske spektrum i USA, hvilket kan gøre talen en anelse mere tandløs end de mange forudgående taler, der kan være mere partipolitiske i deres indhold.
 
Processen bag udformningen af kandidatens konventtale kan også minde om State of the Union-talen, hvor der er mange politiske stemmer bag scenen, der skal have plads hos den ene taler, der træder frem foran publikum. Talen ender derfor også ofte med at være mindre fokuseret og mindre personlig end de andre taler på konventerne.
 
Trump og Clinton har ikke været de oplagte præsidentkandidater - alligevel skal de til november kæmpe om det ovale kontor. 
 
I år bød Trump dog på en tale, der i sin generelt dystre tone kun sporadisk søgte over midten af amerikansk politik. Det skete kun med budskabet om, at alle amerikanere havde brug for Trump, ikke blot den solide base, som han har fået opbygget i løbet af valgkampen.
 
Clinton derimod søgte at udvide sin brede vælgerappel til også at inkludere tvivlende republikanere. På den måde blev de to kandidater udstillet i deres klare modsætninger, når det gælder deres retoriske identitet. Man kan selvfølgelig argumentere for, at Trump står i modsætning til det meste af det, man har set de seneste årtier indenfor retorikken i amerikanske præsidentvalg. Men netop Clinton holder sig så meget til genrekonventionerne, når det gælder offentlige taler, at hun bliver en klar kontrast på godt og ondt til Trump.
 
Konstant klimaks eller monotont miskmask
Trump har, i takt med at han er begyndt at bruge telepromptere, udviklet en talestil, der kan beskrives som langsom råben. Stort set alle sætninger udtales, som om de er klimaks på en længere opbygning. Trump kører på uden stigning og fald i sit tryk på ordene, helt i tråd med hans generelle gestikuleren med armene.
 
Til gengæld gør Trump meget ud af at interagere med publikum visuelt i sine pauser, med ’thumbs up’, anerkendende nik med hovedet eller ved at gentage kampråb som ”USA, USA, USA”. Når publikum råber, holder Trump længere pauser end normen, og her ved konventet tilføjede han et yderligere pauseelement, hvor han trådte helt væk fra talerstolen, nærmest som for at vise, med hvilken styrke hans ord også rammer ham selv som taler.
 
Donald Trumps bragende tale til det republikanske folk.
 
I konventtalen var Clinton, modsat Trump, kontrolleret langt hen ad vejen. Nærmest for meget i begyndelsen, hvor flere af hendes punchlines gik tabt i det monotone stemmeleje. Af en eller anden grund er hendes taler ofte fyldt med kvikke bemærkninger som denne om den amerikanske revolution: ”Some wanted to stick with a King. Others wanted to stick it to the King.” De kan virke fine på print, men Clinton er tydeligvis ikke begejstret for at sige dem, ej heller ligeså komfortabel med at have så mange af denne type bemærkninger i sine taler som for eksempel en præsidentiel taler som Bill Clinton.
 
Clinton fik dog talt sig varm i løbet af konventtalen med en mere traditionel klimaksstruktur, således at talen havde en udvikling i både indhold og form, som for eksempel da hun skiftede mellem brugen af anaforen ”I believe” til ”If you believe” for at koble sin kampagnes budskab sammen med vælgernes politiske håb.
 
Der var styr på Emma Gad og takt og tone med Hillary Clinton.
 
En bred koalition eller den stensikre base
At dømme ud fra Trumps konventtale ser det ud til, at Trump primært vil satse på at få sin egen base ud til stemmeurnerne. Fremfor at række ud med en mere diplomatisk stil søgte han at dæmonisere Clinton i en grad, så hendes vælgere mister lysten til at give hende deres stemme. Trump takkede ikke engang vælgerne, der havde stemt på den konservative Ted Cruz, for bidraget til valgkampen på samme måde som Clinton takkede Sanders' støtter – endnu en taletradition, som Trump brød med i sin tale.
 
I stedet var det Trump, det handlede om i det meste af talen. Trumps base er da også mere tilhængere af Trump, fremfor et partiprogram for republikanerne generelt. Det har sikret Trump sejren i primærvalget, men kan også koste ham det større valg nationalt. Hvordan talen vil blive husket af eftertiden, kommer formodentlig an på resultatet i november, da historien som oftest skrives af vinderen. Hvilket Trump dog efterfølgende også har taget højde for med sine konspirationsteorier om valgfusk.
 
Med Trump er det ikke "I want you", men "You need me!" Polfoto/Lance Iversen.
 
Hillary favnede så bredt i sin appel, at hendes vælgerprojekt kan blive for stort. Det er både vælgerkoalitionen bag Obamas to sejre, de nye Bernie Sanders-tilhængere og de moderate republikanere, som Clinton vil have i nettet til november. Men den strategi kan vise sig at koste et storvalg for demokraterne udenfor Det Hvide Hus, hvor republikanerne bevarer deres tro på eget parti og ikke ser Trump som en del af dette. Den brede appel kostede også på det historiske i talen, da ordene og taleren var længe om at finde hinanden og derved skabe et varigt indtryk af et unikt budskab.
 
Hvilke taler huskes fra konventerne?
Det er ikke unormalt, at det ikke er kandidatens egen tale, der huskes bedst fra et partikonvent. Barack Obamas tale fra 2004 vil blive husket længere end både John Kerrys fra samme år og Obamas to taler som den egentlige kandidat fra 2008 og 2012. Ronald Reagans tale fra 1976, der blev holdt efter nederlaget til Gerald Ford, nævnes også langt oftere end Reagans to vindertaler fra de efterfølgende konventer.
 
Clint Eastwoods klodsede forsøg på at udføre 'Den tomme stol' for at lange ud efter Barack Obama tilbage til the Republican National Convention d. 30 august 2012. 
 
Det er ofte de mindre taler, eller mere særegne taler, der formår at skære igennem på godt og ondt. For eksempel fremhæves Clint Eastwoods knarvorne enetale til en tom stol allerede som et øjeblik med større historisk værdi end Mitt Romneys egen kandidattale fra samme konvent i 2012. Derfor er der også gode muligheder for, at vi vil få familien Khans tale at se igen, når diskussionen om nogle år falder på, hvilke taleøjeblikke 2016-konventerne huskes for.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job