Bør du – etisk set – lade dig vaccinere mod COVID-19?

Lad os blive enige om følgende etiske princip: Som udgangspunkt bør vi prøve at undgå, at mennesker bliver alvorligt syge og dør. Dette princip gælder, hvad enten det handler om kræft, trafikuheld eller COVID-19. Hvad angår COVID-19, så holder vi afstand, vasker hænder, spritter af og går med mundbind for netop at mindske risikoen for alvorlig sygdom og for at redde liv. Især blandt de mennesker, som er særligt udsatte for at få et alvorligt forløb, hvis de bliver smittet med coranavirus. Jeg tror også, at de fleste mennesker vil acceptere følgende præcisering af det førnævnte princip: Hvis du – uden særlig risiko for eget helbred – kan være med til at mindske risikoen for, at du selv og andre særligt sårbare mennesker bliver udsat for alvorlig sygdom og død, så er det, hvad vi bør gøre. Men er vi så også moralsk forpligtet til at lade os vaccinere mod COVID-19?
Ja, der er gode etiske grunde til at lade sig vaccinere mod COVID-19. Det gælder især, da vaccinerne er gratis, effektive, og alt tyder på, at de er uden alvorlige bivirkningerKilde: Getty
Ja, der er gode etiske grunde til at lade sig vaccinere mod COVID-19. Det gælder især, da vaccinerne er gratis, effektive, og alt tyder på, at de er uden alvorlige bivirkningerKilde: Getty
af Thomas Søbirk Petersen
Ja, der er gode etiske grunde til at lade sig vaccinere mod COVID-19. Det gælder især, da vaccinerne er gratis, effektive, og alt tyder på, at de er uden alvorlige bivirkninger. 
 

Gør det af egoistiske grunde

For det første bør du lade dig vaccinere af egoistiske grunde. Hvis du ikke lader dig vaccinere, kan det selvfølgelig have alvorlige følger for dig selv. Ved ikke at lade dig vaccinere er din risiko for at blive alvorligt syg og dø øget. Især hvis du er over 60 år eller er overvægtig og lider af en eller flere kroniske sygdomme som f.eks. diabetes eller diverse lungelidelser. 
 

Gør det af altruistisk grunde

En anden central grund til, at du bør lade dig vaccinere, er ikke baseret på egeninteresse, men er altruistisk. Det vil sige, at du bør lade dig vaccinere af hensyn til andre menneskers livskvalitet. At hensynet til andre mennesker spiller en rolle for, om du bør lade dig vaccinere eller ej, kan komme til udtryk på flere forskellige måder.
 

Gør det for dine pårørende

For det tredje vil dine nære pårørende blive påvirket negativt, hvis du bliver alvorligt syg. Så for at passe på dem bør du lade dig vaccinere.
 

Gør det for sundhedsvæsenet

For det fjerde er der grund til at lade sig vaccinere for at beskytte og undlade at overbelaste et fælles gode, nemlig det offentlige sundhedsvæsen. Hvis du bliver alvorligt syg og f.eks. indlagt på et hospital på grund af COVID-19, så træder fællesskabet til og anvender resurser på at hjælpe dig. Resurser, som kunne være brugt til at hjælpe andre mennesker. Så ved at lade dig vaccinere er du med til at forebygge, at vores hospitaler ikke bliver overbelastet.
 

Gør det for dem, som ikke kan blive vaccineret

For det femte er der også grund til at lade sig vaccinere, da vi derved meget direkte kan være med til at beskytte de grupper af mennesker, der ikke kan blive vaccineret. Her tænker jeg først og fremmest på børn under 16 år, gravide og ammende kvinder, som ikke bliver vaccineret, fordi vaccinen ikke er blevet testet på disse grupper. Men de, der ikke modtager tilbuddet om en vaccine, kan også være individer, der er allergiske over for en eller flere af ingredienserne i selve vaccinen, eller som er for syge til at modtage en vaccine.

 

Så der er en gruppe af ikke-vaccinerede, som man kan beskytte, hvis man tilhører en gruppe af mennesker, der får tilbudt vaccinen. Endelig er der tal, der peger på, at vaccinerne kun er cirka 90 % effektive, hvilket betyder, at en ud af ti vaccinerede ikke opnår immunitet. Du kan derfor også være med til at mindske risikoen for, at de individer, for hvem vaccinen ikke er effektiv, får en alvorlig sygdom.

 

Tidligere forskningsresultater tyder nemlig på, at vaccinerede individer ikke kan overføre coronavirus til andre mennesker i nær sammen grad som ikke-vaccinerede. Så ikke nok med, at man beskytter sig selv ved at blive vaccineret, man er også med til at bryde smittekæder og derved beskytte andre mod at blive smittet. Andre, som kan være meget mere sårbare over for COVID-19, end du selv er. 

 
Så pilen peger kraftigt i retning af, at det er etisk rigtigt at lade sig vaccinere. 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også