I fremtidens skygge
I den lille by Winden forsvinder to drenge sporløst, og en tredje dreng bliver fundet dræbt med mystiske brandmærker omkring øjnene. Det bliver startskuddet til den komplekse og gådefulde fortælling i Netflix’ nye tyske føljetonserie Dark.
af Isak Thorsen
Tv-serien Dark (2017-) indledes med et citat af Albert Einstein: ”Forskellen mellem fortid, nutid og fremtid er kun en hårdnakket illusion.” En ældre herrestemme tager tråden op fra Einsteincitatet og fortæller i en voiceover, at den kronologisk fremadskridende tid er blændværk. Alt imens ser vi en billedmontage af en nærmest uendelig skov, håndgranater, rifler og en bunkervæg, hvor der hænger fotografier af personer, der er forbundet af snore på kryds og tværs. Så er tonen slået an til en tidsrejsefortælling med filosofisk-videnskabelig klangbund.
Traileren til Netflix-serien Dark.
Vi er i år 2019 i den mindre tyske by Winden. En mand begår selvmord og efterlader et brev, som først må åbnes måneder efter hans død kl. 22.13. Hans enke har en affære med den lokale politimand, hvis søn forsvinder i skoven, der omkranser byen.
I skoven ligger både et ældre atomkraftværk og et hul, der er indgangen til et større labyrintisk system af underjordiske huler. I et hermetisk lukket børneværelse udsættes en dreng fastspændt til en stol for et videnskabeligt eksperiment, og en mørk og mystisk fremmed indlogerer sig på byens hotel. Dette er blot nogle få af de rigtig mange fortællemæssige setups, Dark bringer i spil.
Indgangen til hulen og de labyrintiske gange. Sceendump fra serien Dark.
Hybridgenre og usympatiske karakterer
Dark lægger sig op ad to generelle tendenser i mange nye tv-serier. Serien er for det første en genrehybrid, som trækker på elementer fra science fiction, gyser, krimi og det psykologiske drama i sin skildring af beboerne i Windens forskellige reaktioner på de besynderlige begivenheder, der udspiller sig omkring dem.
Den anden tendens er konstruktionen af et komplekst univers, en storyworld, der opfordrer os som seere til at deltage i kortlægningen heraf. Men seriens konstruktion bliver også dens hæmsko.
Yngre og ældre udgaver af den samme karakter vist i splitscreen og på fotografier. Sceendump fra serien Dark.
Darks figurgalleri er temmelig omfangsrigt, og som afsnittene skrider frem, bliver det til tider svært at følge de indbyrdes relationer mellem karaktererne, da vi også møder mange af dem både som børn eller unge og som voksne og ældre.
Serien prøver at afbøde dette ved at parre yngre og ældre udgaver af den samme karakter i splitscreens eller gennem opstillinger af fotografier, hvor den samme person ses i forskellige aldre.
Med undtagelse af ganske få af karaktererne er de ikke entydigt sympatiske. Det er faktisk et interessant valg, men det gør, at det bliver svært at få et dybere engagement i mange af dem.
En af Darks få sympatiske karakterer, Jonas Kahnwald. Sceendump fra serien Dark.
Tidsrejsens mange paradokser
Fortællingen om indbyggerne i Winden er det ene af Darks fortællespor. Det andet er tidsrejsefortællingen, som bliver slået an i seriens indledning. Tidsrejsefortællinger spiller på nogle grundlæggende paradokser.
Kan man ved at rejse tilbage i tiden ændre på nutiden, måske endda ændre på sin egen skæbne – og har man ret til det? Paradokser, som kunne lægge op til nogle etiske eller filosofiske overvejelser, der dog drukner i pseudovidenskabelige forklaringer.
I og med, at tidsrejsen som mulighed bliver præsenteret tidligt i serien, så har vi en ret klar idé om, hvad der er årsagen til, at de mærkelige ting udspiller sig i den lille tyske by. Det drivende i fortællingen bliver derfor, hvordan virvaret af elementer passer sammen, og her bliver serien ofte lidt skematisk og noget forudsigelig.
Dark mangler de overaskende drejninger og det vildt fabulerende, som fortællingen faktisk kunne lægge op til. Serier som Lost (2004-2010) og The Leftovers (2014-2017), der også har en storyworld, hvor det metafysiske element spiller en væsentlig rolle, er gode eksempler på, hvordan historien kan tage uventede drejninger og stadig være trofast over for sit eget univers.
Her tager Dark sig selv for højtideligt og mangler humor.
Godt håndværk
Dark er fermt lavet. Særligt den ekspressive lydside med forstærkede åndedræt, tikkende ure og en tilbagevendende faretruende organisk, nærmest sugende lydbid forstærker den gådefulde stemning. Er det så spændende? Tja – både og.
Seriens urovækkende grundstemning, der skaber en følelse af, at vi er alene i verden, og der er mere mellem himmel og jord, fungerer. Men jeg sidder også tilbage med en undren over nødvendigheden af fortællingen – hvad vil den egentlig fortælle mig?
’Polizei’-bilerne peger på det nationale i serien. Sceendump fra serien Dark.
Dark er Netflix' første tyske produktion, og det er nærmest en befriende genopdagelse af det tyske sprog, når karaktererne udbryder ”arschloch” i stedet for ”fuck”, som vi har hørt utallige gange i amerikanske serier. Men bortset fra sproget og en mise-en-scène, der tager afsæt i den tyske virkelighed, kan man spørge sig selv, om serien er specielt tysk. Kunne fortællingen lige så godt have udspillet sig i USA, Frankrig eller Sverige? Ja, det kunne den egentlig godt.
Stranger Things 2.0?
Dark er blevet sammenlignet med Netflix-serien Stranger Things (2016- ), og Dark bringer også stærke mindelser om serier som den franske Zone Blanche /Velkommen til Villefranche (2017- ). Forventer man en serie, der giver et indblik i eller tager specifikt afsæt i vort nabolands kultur og mentalitet, så går man forgæves.
Når en så stor aktør som Netflix udformer sit kommercielle indhold efter forbrugernes præferencer og forbrugsmønstre, kan man frygte, at også fiktionsserierne ender som en slags standard tv-fortællinger, der kan iklædes lokale nationale forhold.
Måske er det overflødigt at nævne, men afslutningen på Darks sidste episode lægger op til en ny sæson – den har Netflix allerede bestilt.
--- !! SPOILER ALERT !! ---
Karakterrelationerne afsløret.
Filmens plot og karakterforhold afsløret.
