Ground Zero, Auschwitz, Tjernobyl, Omaha Beach - hvad har disse steder tilfælles udover deres tragiske historier? Svar: turister. Kilde/The Dark Tourist.
I de senere år har begrebet ’dark tourism’ for alvor rodfæstet sig i oplevelses-, turisme- og kulturbranchen. Det er sket i forlængelse af en tendens til, at udbuddet af oplevelser og attraktioner med afsæt i livets mere dystre forhold øges, og at stadig flere turister opsøger steder og attraktioner med netop dette iboende særtræk. På den hjemlige bane tilbyder FÆNGSLET i Horsens nu oplevelsesovernatning i en ægte fængselscelle, Gladiator-udstillingen på Moesgaard var særdeles velbesøgt, og et nyt flygtningemuseum er på vej i Varde. Men hvad dækker begrebet ‘dark tourism’ egentlig over – og kan man tillade sig at profitere på andres lidelse?
Tænk tilbage på dine to-tre sidste museums- eller attraktionsbesøg. Mon ikke mindst ét af de besøg fandt sted i et miljø, i en historie eller på et sted, hvor lidelse, død, tortur, sorg, lemlæstelse eller voldsomme overgreb engang fandt sted eller blev planlagt?
Hvis ja, så er du ikke den eneste, som på et eller andet plan er tiltrukket af et mørkt og dystert element, når du besøger et kulturhistorisk sted. Alene Auschwitz kunne i 2014 notere 1,5 millioner besøgende, og det tog kun tre måneder at få 1 millioner besøgende gennem 9/11 Memorial i New York. Ja selv ture til den forladte spøgelsesby Pripjat nær
Tjernobyl skal efterhånden bookes god tid i forvejen.
Pripjat i Ukraine blev forandret til en spøgelsesby efter atomulykken i Tjernobyl.
At vi som mennesker tiltrækkes af dystre og mørke oplevelser er ikke nyt. Tænk bare på gladiatorkampene i fortidens Rom eller folkemængderne på pladsen, når hovederne skulle kappes i middelalderen. Det nye er, at vi i vores oplyste og moderne samfund nu igen søger efter disse mørke oplevelser, og at der med den øgede efterspørgsel også kommer flere og mere ekstreme oplevelsestilbud på markedet.
Er det ok?
Termen ‘dark tourism’ blev defineret af forskerne Foley & Lennon i 1996 som ”…tourism involving travel to places historically associated with death and tragedy.” I forlængelse af kernebegrebet findes så en lang række forgreninger. Man taler for eksempel om ’dark tourists’ og ’products of dark tourism’ som begreber for hhv. selve turisten og produktet.
Turisten karakteriseres som en besøgende eller rejsende, der er motiveret af historisk interesse, behov for spænding eller måske en morbid fascination af død og ødelæggelse og aktivt opsøger oplevelser af mørk eller dyster karakter. ’Products of dark tourism’ er så selve oplevelsesproduktet, der ofte er en kommercialisering af et sted eller historisk begivenhed med afsæt i død og tragedie.
Det første spørgsmål, man må stille, når emnet er ‘dark tourism’, må være; er det ok? Er det moralsk og etisk forsvarligt, at vi som turister aktivt efterspørger og opsøger oplevelser rodfæstet i andres (mere eller mindre akutelle) tragedie, og er det på den anden side overhovedet moralsk forsvarligt at tilbyde og tage penge for adgang til sådanne oplevelser? For hvordan skal vi forholde os til, at turister med tommefingeren op i Auschwitz eller storsmilende i det post-apokalyptiske Tjernobyl sender selfies i massevis i cirkulation?
Den vordende brudgom Alex Jerrett forargede hele verden med sin skødesløshed og manglende respekt, da han i forbindelse med sin polterabend troppede beruset op på Ground Zero i selskab med en lolitadukke for at tage feststemte selfies.
Svarene afhænger naturligvis af øjnene der ser. I sin artikel "
Dark Tourism – is it OK?" behandler Robert Reid samme spørgsmål. På den ene side, mener han, kan det at besøge dark tourism-steder være en måde til personligt at opnå indsigt, forståelse og medfølelse, hvilket han ubetinget ser som positivt, mens det på den anden side er en balancegang mellem kommercialisering, autenticitet og respekt for de implicerede for udbyderne af oplevelserne.
I den ’lette’ ende af dark tourism-skalaen findes oplevelser som besøg på mindesmærker og museer, der på sober vis minder os om og giver os indsigt i fortidens vederstyggeligheder. Oftest med den underliggende tanke, at vi på denne måde kan forebygge, at noget lignende skal ske igen.
Men i den anden ende af skalaen, og dét, som vi ser mere og mere af, er de mere ekstreme dark tourism-oplevelser, hvor den besøgende næsten gøres til virkelig deltager i de mørke handlinger. I Israel kan du komme særdeles tæt på aktuelle krigshandlinger, i Vietnam kan du få lov til at affyre en AK47 brugt af vietcon’erne, og i Tyskland kan du indtræde i rollen som DDR-officer i et 16-timer langt og meget virkelighedstro rollespil.
Turister prøveskyder en AK47 i Ho Chi Minh-byen i Vietnam.
Der findes ingen entydig rettesnor for, hvor den usynlige grænse går mellem sobert og usmageligt. I en dansk kontekst kan alle dark tourism-oplevelser vel kategoriseres i den ’lette’ ende, mens vi både i Østeuropa, USA og Asien finder oplevelser med en noget mere dyster, ja lige frem morbid, karakter.
Hvorfor jagter vi det mørke?
Ifølge Dr. Philip Stone, chef for Institute for Dark Tourism Research på University of Central Lancashire er dark tourism en form for ”kommercialisering af døden”. Men hvorfor jager vi disse mørke oplevelser?
Et besøg på eller ligefrem en deltagelse i en dark tourism-oplevelse sætter vores eget jordiske liv i perspektiv. Vi mærker og føler smerten og sorgen på egen krop og sjæl, og det giver os en bedre mulighed for at opnå forståelse, medfølelse og empati. Langt de fleste turister besøger dark tourism-oplevelser motiveret af en grundlæggende interesse for historien, verden og vores liv som mennesker.
Det gør os imidlertid ikke til dark tourists, mener Stone. Man kan således godt tale om dark tourism uden en samtidig forståelse af, at turisterne så per automatik er endorfinhungrende, blodsøgende krigsturister. Dark tourists er ikke en forudsætning for dark tourism. For i sidste ende er langt de fleste af os i så fald dark tourists.
Når fascinationen og interessen for dark tourism-oplevelser så alligevel boomer i disse år, kan det være nærliggende at kigge på bredere samfundstendenser. Ét perspektiv er, at vi som individer i et særdeles konkurrencepræget samfund ved at besøge dark tourism-steder og oplevelser opnår en følelse af at ’vinde’, ’overleve’ eller slet og ret ’leve’. Det giver os, om end på andres bekostning, en god følelse ved tanken om, at vi er de heldige, dygtige og gode, som undgik rædslerne. En slags survival of the fittest-tilfredsstillelse.
Et andet perspektiv tilskriver fremkomsten af moderne massemedier en del af forklaringen. Tv, film og sociale medier bringer og populariserer historier fra mørke sider af særligt det 20. århundrede i en lind strøm. Og så vil vi se og opleve D-day-strandene, koncentrationslejrene, skudhullerne i Sarajevo og snart også komme på guidet tur i resterne af atomkraftværket Fukushima.
Fotograferende turister foran Auschwitz' indgang, der bærer de berømte ord: "Arbeit macht frei".
For vi kender historierne, har mødt personerne på film og tv og fulgt med i de dramatiske begivenheder live på Twitter. Og hvordan kommer man så tættere på? Ved at være der selv. Selfie.
Hvordan skaber man en meningsfuld dark tourism-oplevelse?
Skal danske historiske begivenheder og steder med en ’mørk’ dimension så fluks gøres til kommercielle attraktioner, så vi ikke mister turister og omsætning i den stadig mere intense internationale konkurrence om besøgende? Måske lancere en mørkere fortælling end det eventyrbillede, som fortsat hersker om Danmark i det brede udland?
Mit bud er, at vi godt kan skrue lidt op for dramatikken uden at gå på kompromis med autenticiteten og uden at tivolificere det hele. For kan vi både fortælle en vigtig og vedkommende historie, og samtidig engagere de besøgende på et dybere følelsesmæssigt niveau, så tror jeg på, at tankerne og refleksionen for alvor sættes i gang.
Men død, sorg og lidelse må aldrig stå alene eller efterlade de besøgende uden hjælp til at sætte den refleksive proces i gang. Således bliver det for eksempel interessant, når den nye attraktion Tirpitz åbner i 2017 i Blåvand. Her får de besøgende mulighed for at opleve en ægte bunker fra 2. Verdenskrig og en interaktiv udstilling om det til tider dramatiske soldaterliv på vestkysten.
Baseret på udstillingsskitserne er der skruet op for dramatikken og effekterne, og så må man bare håbe, at de besøgende også vil tage sig tid til at reflektere dybere over oplevelserne.
Skal en dark tourism-oplevelse fungere - ikke blot som spændingsskaber, men også som kilde til dybere refleksion - så mener jeg, at mindst fire parametre skal være i balance:
- Oplevelsen må nødvendigvis tilbyde en spændingsskabende dimension. Der er en grund til, at de voldsomt populære serieskabere fra HBO arbejder under mottoet ’tits, ass and guns’. Nogle gange kan det spændingsskabende naturligvis findes i et drama uden blod og lemlæstelse, men her kan danske museer og attraktioner godt skrue en anelse op for knappen i nogle sammenhænge.
- Det spændingsskabende må ikke stå alene. Narrativet og den samlede oplevelse må designes ud fra en grundlæggende præmis om at tale til den besøgendes kognitive refleksion. Et eksempel kunne være det store interaktive spil om 3. Verdenskrig i Ejbybunkeren. Her skal spillerne selv affyre digitale missiler og bomber, men undervejs i spillet arbejdes netop med refleksion i de valg, som spillerne skal træffe for at forhindre 3. Verdenskrig.
- Vi kommer ikke uden om autenticitet som en afgørende parameter i oplevelsen. En vis dramatisering kan være nødvendig, men helt grundlæggende er det, at såvel den fysiske oplevelse som kernefortællingen og eventuelle effekter er solidt forankret i historisk viden og akkuratesse. Stærkest virker det for eksempel, når den digitale guide i FÆNGSLET i Horsens viser sig at være en ægte tidligere indsat, eller når guiden på Robben Island, hvor Mandela sad indespærret, viser sig at være en ægte tidligere indsat, som rent faktisk sad inde samtidig med Mandela.
- Og endelig tænker jeg, at man som udbyder af et dark-tourism oplevelsesprodukt gør klogt i at overveje, hvordan man kan understøtte den besøgendes adfærd før, under og efter oplevelsen. Det kan for eksempel være ved at rammesætte oplevelsen allerede i den besøgendes research-fase, henstille til passende adfærd under oplevelsen (ved Tjernobyl er de venlige at fraråde, at man rører ved radioaktive genstande!) og så følge op efter besøget med uddybende og perspektiverende indhold for eksempel via sociale medier.
Hos FÆNGSLET Horsens kan man booke brudesuiten på 1. sal med udsigt til fængselsgården. Der er gratis wi-fi samt original celleradio.
Og så kan vi bare håbe, at vi ved at konfrontere os selv med, hvad poeten Robert Burns har kaldt “man's inhumanity to man”, over tid vil opleve mindre død, mindre ødelæggelse og mindre lidelse. Lad os skabe gode og meningsfulde mørke oplevelser med dét in mente.
Læs mere om Dark Tourism her: