DR jokker i julegrøden

DR har kasseret en satirisk radiojulekalender, Jul i republikken, fordi den var for venstreorienteret. Kulturredaktør Tine Smedegaards krisekommunikation var professionel, men efterlader et indtryk af en skræmt medieinstitution. Men den kasserede julekalender har næppe været ”venstreorienteret”: Social-satire bekræfter eksisterende magtforhold og bekræfter middelklassen i dens værdier ved at udstille under- og overklasse.
Der skulle have været 'Jul i Republikken' fra DR, men sådan blev det ikke. Håndteringen af sagen føles så tom som en pauseskærm. Kilde: Scanpix
Der skulle have været 'Jul i Republikken' fra DR, men sådan blev det ikke. Håndteringen af sagen føles så tom som en pauseskærm. Kilde: Scanpix
af Hanne Roer
Gad vide om det overhovedet bliver jul i år? DR har købt en norsk julekalender i stedet for at lave en rigtig dansk en, og det er slemt, for julekalenderen på tv for børn og barnlige sjæle er et ritual, der lyser op i vintermørket.
 
Julekalenderne på tv giver os et juledrama med et skud Disney-agtig drømmeverden, befolket med gæve, selvstændigt tænkende danske teenagere, der frit og frejdigt udforsker skjulte (nisse)universer. I den fremmede verden - nissernes/Magasins kælder (Absalons hemmelighed), de nordiske guders (Jul i Valhal) - finder de heldigvis altid en verden ganske lig vores egen.
 
Nisser og andet underjordisk godtfolk træder til og får løst konflikterne i børnenes egen, samspilsramte verden (for forældrene er næsten altid skilt).
 
Måske var det dét, der i sin tid (1980) gjorde Poul og Nulles Jul og Grønne Skove, i folkemunde kendt som Jul i hullet, så uudholdelig for de fleste: Der var ingen nede i det hul og dermed intet håb om udfrielse og salig julefred i de små familier.
 
Ingen jul i republikken alligevel
Nu er den så gal igen. I tilgift til de glitrende julekalendere på tv er satiriske julekalendere for voksne blevet et fast indslag, et nyt ritual. De voksne skal have satire, og DR har leveret nogle fine af slagsen – selvom det vel var TV 2, der lagde ud med The Julekalender (med to universer: den karikerede vestjyske familie og de underjordiske nisser og dermed et double plot).
 
Anders Matthesens Jul på Vesterbro og Rytteriets Jul er nyklassikere, som sikkert vil blive lagt ud mange år frem i denne søde juletid. I år skulle radioen, P1, have leveret en ny, original julekalender: Jul i republikken. Det blev der så ikke noget af. Lige før 1. december aflyser DR det hele og sender instruktør Lotte Svendsen og skuespillerne hjem efter et kaotisk forløb, hvor Lotte Svendsen undervejs er blevet bedt om at skære forskellige personer ud.
 
Jul på Vesterbro.
 
Plottet i kalenderen var: Efter et valg indføres republikken, Johanne Schmidt-Nielsen bliver præsident, og kongefamilien må flytte ud i et socialt boligbyggeri på Amager. Komiske optrin opstår, når de royale skal lære at bruge NemID og rejsekort - alt det tidskrævende hverdagsmekanik, som opsluger almindelige menneskers tid, krydret med mere dramatiske episoder, fx skulle kronprinsen komme i slagsmål med myndighederne.
 
Lotte Svendsen, der er meget utilfreds med at få sit arbejde forkastet, har valgt at være åben og give offentligheden sin version. Hun fortæller, at to ”venstreorienterede” aktører (Schmidt-Nielsen og fortælleren Georg Metz) var for meget for ledelsen i DR.
 
Svendsen havde ikke selv skrevet manus eller valgt en politiker, så hun gik med til at skære Johanne ud mod at beholde Metz. Det var angiveligt kun nogle få replikker, og Svendsen foretrak egentlig en skuespiller. Meget værre blev det dog, da hun blev bedt om at skære ”Prins Henrik”, spillet af den succesfulde Claes Bang, ud (han skulle blandt andet lede efter et nyt gravsted efter at have droppet det i Roskilde).
 
Det gav mange huller, men DR’s begrundelse for at lukke det hele ned var reelt, at konceptet var for farligt i lyset af det forestående medieforlig. DF truede allerede efter det famøse sidste afsnit af Historien om Danmark (den med Lars Mikkelsen), hvor Socialdemokratiet fik æren for velfærdssamfundet og venstrefløjen for modstandskampen) med, at det ville koste DR dyrt. Og 1864 vil sent blive glemt af DF.
 
Der er så meget, DF vil passe på, og det skræmmer DR.
 
Kølig og abstrakt krisekommunikation
Lotte Svendsen har givet sin version (at det er DR’s selvcensur og frygt for DF, der har lukket programmet ned) i interviews og på Facebook. Mandag morgen (P1 Morgen) måtte DR’s kulturredaktør Tine Smedegaard Andersen stille op til interview og forsøge at ride stormen af.
 
Det blev et eksemplarisk skoleridt i krisekommunikation, hvor hun 6-7 gange taler udenom, undviger og afparerer: Det har ikke noget med selvcensur eller DF at gøre, men med programmets manglende kvalitet. Hun vil ikke pege på noget bestemt problem ved serien (såsom for mange venstreorienterede eller genrebrud, dårlig satire), men taler om ”en samlet vurdering”, ”et samlet syn”, ”kreative processer” og ”en dynamisk proces”. Hun giver abstrakte omskrivninger og ingen konkrete svar.
 
Da journalisten presser på og påviser selvmodsigelsen i, at DR har antaget manuskriptet, hyret Lotte Svendsen og skuespillerne og først stopper det hele i sidste øjeblik, indrømmer hun, at det har været en uheldig proces, og at hun selv ikke ”har været tæt nok på processen”, og at der ikke har været ”en klar forventningsafstemning”.
 
Hun omdefinerer journalistens konkrete spørgsmål og gør dem tågede og abstrakte. Publikum kan kun opfatte det som en uvilje mod at sige noget som helst substantielt: Hun træder sprogligt vande gennem hele interviewet og trækker tiden ud i håb om, at journalisten bare snart holder op.
 
Selvom hun er ret god til at sige ingenting på 6-7 forskellige måder - og det med en myndig og varm lederstemme, så må det vække forargelse hos lytterne. Offentligheden er lidt for vant til ledere og politikere, der taler udenom, og Smedegaard kaster ikke en eneste luns, fx i form af anger, som kan lægge en dæmper på dette kriseforløb.
 
Hun er klart meget bedre end fx Venstres spidskandidat til kommunalvalget i København, Cecilia Lonning-Skovgaaard, der præsterede at sige præcis den samme sætning 5-6 gange (til en journalist fra Radio 24/7 om sin bryllupsreception på Københavns Rådhus). Det virker kalkuleret (hun gør, hvad spindoktoren har bedt hende om) og uintelligent (kan hun slet ikke omformulere, dvs. bruge sproget bare en smule selvstændigt?).
 
Det pinagtige interview med Cecilia Lonning-Skovgaard.
 
De gamle retorikere skrev om talens fylde, copia, som et ideal: At talere skal variere deres sprog for at undgå kedsomhed og for at fremstå intelligente og dannede. De to nævnte kommunikatører burde læse Erasmus af Rotterdams De copia, hvor han leverer ca. 200 forskellige måder at variere en hilsen.
 
Ellers er det jo altafgørende for en krisekommunikatør at vise anger og love noget til gengæld for det begåede fejltrin. Et nærmest smukt eksempel på dét er Søren Gades Facebook-opslag fra sidste uge, hvor han poserer med sin datter i brudekjole. Han imødekommer en shitstorm rejst af BT for at have brugt et lokale på en kaserne, til ekstraordinær lav pris, og donerer et beløb til en veteranforening. Det er anger og bodsgang og rettidig omhu.
 
Søren Gades håndtering af sagen om sin datters bryllup.
 
Saturnalier
Men Smedegaard har en langt alvorligere sag. Det er umuligt at undgå at få et indtryk af en kaotisk organisation, der er skræmt fra vid og sans pga. DF’s trusler. Om Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm har ret i sin afsløring forleden – at manuskriptforfatteren har plagieret en engelsk roman, The Queen and I af Sue Townsend, og det er grund til aflysningen – vides ikke. Det bidrager bare til indtrykket af inkompetence, at hverken instruktør eller DR lader til at have gennemskuet det.
 
I romanen fra 1992 sendes den engelske kongefamilie ud i et socialt boligbyggeri. Ligesom i den danske julekalender består komikken i, at verdens og dens klasseskel vendes på hovedet. Det er ikke Jeppe i Baronens seng, men dronningen med familie i socialt bogligbyggeri.
 
Det passer sådan set til den søde juletid, for julefesten har nok rødder tilbage til en romersk saturnaliefest i december måned. Her vendte man op og ned på de sociale hierarkier; slaver kunne opføre sig som herrer, og der blev festet igennem. Efter nogle dage blev alt som før. Sådan er det også med vor tids satire: Der vendes op og ned på de sociale lag, men det ændrer intet.
 
Satireprogrammer har ikke noget venstreorienteret bid, ingen kritik af ulighed eller uretfærdighed. Satire bekræfter de eksisterende magtforhold ved at hænge under- og overklassen ud, så vi i middelklassen kan lune os og glæde os over det, vi trods alt har. Anders Matthesen hænger underklassen ud, og det har den aflyste julekalender sikkert også gjort.
 
Kongehuset som institution er ikke truet i DK, men accepten hviler på, at dets medlemmer opfører sig ordentligt. Kongefamilien er den symbolske danske familie par excellence, og derfor er det så provokerende at udstille dets mere dysfunktionelle sider. Dem har offentligheden fået en del glimt af i det forløbne år, så netop i år går det ikke med satire over kongefamilien (det har der ellers været en del af på DR, i revyer etc). Ligesom nisserne skal kongefamilien gøre os glade og bekræfte os i, at julen er hjerternes og familiens fest.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også