Kriserne hos DR er ikke så få og spænder lige fra Melodi Grand Prix giga-flop til #hestegate. Men i virkeligheden ser det ikke helt så sort ud, som vi ellers fristes til at tro. Foto/ Mogens Flindt
DR er under angreb, som DR næsten altid har været det. Danske Medier fortsætter deres felttog, der blev igangsat i 2000, men som endnu ikke har ført til et vundet slag. Nogle borgerlige politikere er omsider vågnet op til dåd, efter de i sommeren 2014 i enighed med SR-regeringen bevilgede DR en kraftig mediestøtte for perioden 2015-2018, hvorefter de faldt i søvn.
DR klarer sig glimrende, rigtigt godt endda. Lad mig tage nogle friske tal. DR var den mest sete tv-station i uge 4 med 40 procent af seningen, TV 2 fik 38 procent. De kommercielle stationer lå lavt, Viasat-gruppen fik 7 procent, Discovery 9. Den stærkeste private tv-kanal nåede 3 procent. På radiosiden var DR suveræn med P3 og P4, der lå 20 procentpoint over den mest hørte private radiokanal, Radio NOVA. Også på nettet ligger DR i spidsen. Brugerne er rigtigt glade for DR på alle elektroniske platforme.
Det går godt for det statsejede DR. Polfoto/Asger Ryø Borberg.
Også de professionelle synes, DR klarer sig godt. Ved den danske tv-branches seneste prisuddeling løb DR med 16 ud af 24 priser. Radio- og tv-nævnet, der kontrollerer DR’s opfyldelse af public service-kontrakterne, har igen uden anmærkninger godkendt DR’s opfyldelse af målene.
Økonomien er rettet op. DR’s egenkapital er steget fra 400 millioner kroner i 2011 til 650 millioner kroner i 2015. Overskuddet i de seneste fem år er på tilsammen en kvart milliard kroner. Og det brok, man i mange år hørte fra medlemmer af DR’s bestyrelse, er væk.
Alt går godt. Måske for godt.
Hårde data, kort fortalt
For Danske Medier er DR "det store dyr i Åbenbaringen", der er årsag til især dagbladenes sørgelige skæbne. DR er statsejet og statsfinansieret, de private må i stedet kæmpe på markedet for at tjene penge, siger Danske Medier. Denne opstilling er imidlertid forkert. Alle de private medier får statsstøtte, og nogle statsejede virksomheder får ingen statspenge, men må tjene alle deres penge på markedet (TV 2/Danmark A/S).
I 2015 gik DR gennem en sparerunde, som skulle rette op på økonomien. Det resulterede bl.a. i, at Danmarks Radio måtte vinke farvel til Underholdningsorkestret. Beslutningen vakte røre blandt både medier og politikere, hvoraf især sidstnævnte hellere så DR3, som primært henvender sig til unge, lukket i stedet. Kilde/Polfoto.
I 2015 fik de private medier i Danmark 1,7 milliarder kroner fra staten til at producere medieindhold for, og DR fik i samme år 3,7 milliarder kroner. De private mediers andel af statsstøtten steg fra 27 procent i 2012 til 28 procent i 2015. Dagbladsvirksomhederne klarede sig faktisk godt. Af 14 koncerner havde 10 overskud i 2015, og for branchen som helhed var resultatet et plus på 122 millioner kroner. Over de seneste fem år var det tilsammen på 1,4 milliarder kroner. I 2015 brugte DR godt 4 milliarder kroner, mens de private aviser tilsammen brugte næsten 9 milliarder kroner, dvs. mere end det dobbelte af DR, til at producere indhold for.
Danske Medier frygter, at DR og TV 2-systemet ansætter for mange journalister, så de alle sammen til sidst ender hos DR og andre statsmedier. Men i 2015 er balancen den samme som i 2014, ja faktisk rykket en lille smule til fordel for de private – fra 47 procent hos staten til 46 procent. Så hvad er der galt?
Det er ikke forholdet mellem DR og Danske Medier, der skaber problemer. Begge parter ved, at den virkelige udfordring nu og i fremtiden er de udenlandske mediegiganter Google, Facebook og YouTube. De hugger brugere og reklameindtægter uden selv at producere noget indhold. Det får de brugerne til, men også DR og danske aviser bidrager med gratis indhold til Facebook og YouTube. Er begge parter i gang med at grave deres egen grav? Og har de ikke strategi for andet end at følge giganterne? Dem kan de alligevel ikke slå. Google havde i 2015 et overskud på 16 milliarder dollars, Facebook på 3,7 milliarder dollars.
DR’s iscenesatte krise
DR’s krise iscenesættes med stor dygtighed af de borgerlige aviser, der næppe altid lever op til kravet om at fokusere på døgnets væsentlige nyheder. Man kan få den mistanke, at det ind imellem ikke er chefredaktøren, men den administrerende direktør og ejerne, der styrer indholdet.
Når Claus Hjort udtaler, at han keder sig, når DR sender X Factor og lignende programmer med amatører, slår Politiken det op på forsiden som døgnets vigtigste nyhed. Man forstår på ham og Bertel Haarder, at sådan noget skal sendes af de private tv-stationer. Men X Factor har i årevis ligget på salgsdisken, uden at de private ville købe. Det er simpelthen for dyrt at producere på kommercielle vilkår i det lille danske marked.
Claus Hjort keder sig, når han ser tv med amatører.
Skal X Factor så ikke sendes i Danmark? Der er mange unge mennesker, der gerne vil se det, og hvorfor vil Hjorten og Haarder ikke give dem muligheden? Programmet har en socialt integrerende effekt, som ellers savnes i samfundet.
Hvad er det, de borgerlige politikere og aviser vil? Ja, DR skal være mindre. DR må ikke fylde så meget. Færre skal se tv-programmerne, færre skal lytte til DR Radio, færre skal bruge DR’s hjemmesider. Befolkningens medieforbrug er simpelthen forkert. Så det skal der ændres på. Danske Medier har i årevis sagt, at når DR bliver mindre, bliver Danske Medier større. Som var det et nulsumsspil. Jeg ved ikke, om de stadigvæk tror på det, men der findes ingen empiriske beviser for, at det er tilfældet.
Hvis politikerne beskærer DR med 25 procent, som nogle gerne vil, bliver resultatet, at der er en lille milliard kroner mindre at lave dansk indhold for. De private får ikke flere penge af den grund. Vi bliver alle blot kulturelt fattigere.
Den historiske serie 1864, der blandt andre talte skuespillere som Pilou Asbæk, Lars Mikkelsen og Sidse Babett Knudsen, var omdiskuteret i danske medier, da der både blev sået tvivl om den historiske korrekthed og fremsat massiv kritik af produktionsomkostningerne. Kilde/DR
DR’s vanskelige position
Meget store dele af DR’s vanskelige position skyldes hverken successen hos brugerne eller den økonomiske størrelse. Egmont har en omsætning, der er næsten tre gange så stor som DR’s, og JP/Politiken ligger meget tæt på DR.
DR er en statsinstitution, en kulturskaber og en meningsdanner. DR er en fortsættelse af skolesystemet, på godt og ondt. Det er en rolle, som DR ikke kan undslå sig, ganske som BBC ikke kan det i Storbritannien og NRK ikke i Norge. Det er simpelthen disse institutioners raison d’être, uden den ville de være overflødige. Det er borgernes ambivalens over for staten, der er grundlaget for både misnøjen og glæden ved DR’s tilstedeværelse.
Hvad DR kan gøre
DR har svært ved at forsvare sig, fordi DR tilsyneladende gør alt det rigtige. DR kan ikke afskaffe sig selv som statsinstitution. DR kan naturligvis heller ikke forsøge at blive dårligere og fylde mindre i borgernes medieforbrug. DR kan lægge produktion af programmer ud til private produktionsselskaber i entreprise, men det mindsker ikke DR’s position i mediebilledet. X Factor laves faktisk ikke af DR, men alligevel opfattes X Factor som et DR-program.
DR kan muligvis få et bedre image og derved større politisk opbakning gennem to initiativer. Det første er “Go West” – vest for Valby Bakke.
“Go West” er en meget gammel strategi i DR, der aldrig er realiseret. Ideen var at flytte meget større dele af programproduktionen og medarbejderne ud i provinsen. DR var næsten 50 år om at få gang i de regionale radiostationer, og de er aldrig blevet forsynet med tilstrækkelige ressourcer til at opfylde de programforpligtelser, som danskere i provinsen har krav på. DR’s ledelse har dels være hovedstadsfikseret, dels bange for medarbejderne, der ikke vil flytte ud på Lars Tyndskids mark.
De regionale radiostationer kunne for længe siden for alvor være brugt som programdelinger til “landsprogrammet” ved siden af at være regionale og lokale aktører. De kunne specialisere sig på stofområder, ikke alene på radio, men også på tv og net. Den succes, som TV 2-familien opnåede i 1990'erne, burde have vækket DR’s ledelse.
At DR omsider er kommet i gang med at flytte lidt – ganske lidt – af produktionen af landsprogrammer ud i provinsen er godt, men det burde være sket for meget længe siden. DR er desværre “landsdækkende” på samme måde som de “landsdækkende” dagblade. Det vil sige, at de er københavnerfikserede.
DR flyttede i 2016 børnekanalerne Ramasjang og Ultra til Aarhus.
Det andet svar på det dårlige image er at fremhæve, hvad DR er, og hvad de private ikke er. Altså en bedre kommunikation af DR’s eksistensberettigelse, nemlig at levere public service til danskerne. Public service er en programflade med programmer af kvalitet, der tilsammen udgør et mangfoldigt og alsidigt udbud. Det er mangfoldigheden og alsidigheden, der adskiller DR fra de private medier, der mest fungerer på kommercielle præmisser. De private producerer og distribuerer også ind imellem programmer og artikler af kvalitet, men det er ikke dermed public service, de leverer.
De private er og må gerne være ensidige, politisk – som dagbladene alle er – og kulturelt – hvad de private tv-stationer bestemt er. Hvis public service alene bliver koblet til det enkelte program – hvad de private medier arbejder stenhårdt på – bliver DR’s eksistensberettigelse til et kvantitativt spørgsmål. Så og så mange timers drama, nyheder, børneprogrammer osv. Og nogle af disse kan naturligvis uden at angribe en sådan logik flyttes til de private. Således som public service-puljen gør det, uden at den har noget som helst med public service at gøre.
DR har et godt udgangspunkt for at rette op på disse misforståelser og den bevidste sabotage imod public service-begrebet. Årligt leverer DR en public service-redegørelse til Radio- og tv-nævnet, hvor DR redegør for sin virksomhed. Men den er i øjeblikket formuleret efter rent kvantitative krav, hvad Kulturministeriet har accepteret, og som Radio- og tv-nævnet har rettet ind efter. DR kunne tage fat på at definere, hvad alsidighed og mangfoldighed egentlig er, og undersøge, hvordan DR lever op til det, og hvordan de private ikke gør det.
Det er naturligvis ikke nok at skrive dette i en rapport, som kun en håndfuld journalister og medieforskere læser. Men via arbejdet med rapporten i DR’s medieforskning og i andre dele af huset kunne DR skabe et faktuelt grundlag for en bred offensiv på det område, hvor DR er suveræn – det mangfoldige og alsidige programudbud. Her kan DR slå tilbage, hårdt og elegant.
Som dronningen ville sige det: Kom så, DR!