Kan Kina kommunikere?

Ét af verdens fremmeste eksempler på katastrofal kommunikation må være den mellem Kina og Dalai Lama, der nu i 55 år fra sit eksil har talt tibetanernes sag. I samme periode har Kina gennemgået en vældig udvikling som formidler og kommunikator fra at anvende primitiv fotoretoucheret og naiv propaganda til nu at udfolde sig med sofistikeret narrativ på mange platforme internt såvel som eksternt.

Kinas fremstød på Times Square i New York. Kilde: Stan Honda/AFP/Getty Images.

I det nye årtusind har Kina investeret massivt i at kontrollere og styre oplysning inden for landets grænser i et stort intranet. Og i den vide omgivende verden laver de nu blød magtudøvelse med kæmpe fladskærm på Times Square i New York for at erobre hjerter og sind.

De laver verdensomspændende kultur- og sprogfremstød af hidtil uset omfang og en 24 timers global TV-station, der skal udfordre BBC World, Al-Jazeera og CNN (lige netop den konkurrence er skarp og sejren ikke inden for rækkevidde i umiddelbar fremtid, men den tager vi en anden gang …).

Så meget mere mærkværdigt er det, at Kinas magthavere i spørgsmålet om Tibet og tibetanerne er forblevet fastlåst i tilliden til deres egen primitive propaganda, selvom der også her er taget moderne informationskanaler i brug.

Dalai Lama har til gengæld udviklet sig til én af verdens fremmeste repræsentanter for et folk med sit budskab og ønske om fred og fredelig sameksistens med Kina. Dalai Lama er 14. reinkarnation af medfølelsens buddha, Avalokiteshvara.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt bliver kritiseret for ikke at ville møde Dalai Lama. Billedet er fra 2009, da Lars Løkke Rasmussen mødtes med Lamaen og derefter blev lagt på is af Kina.

Kina forvalter Tibet med uforstand og arrogance

Institutionen, hans tro og historie ufortalt, besidder Dalai Lama en moralsk autoritet, som Kinas ledere kun kan drømme om. Andre med et budskab må brændende ønske sig en global ambassadør af samme kommunikative karat.

Folkets Befrielseshær ”befriede” Tibet i 1951, og Folkerepublikken Kinas grundlægger, Mao Zedong, følte sig kaldet til at omvende tibetanernes ledende religiøse ledere, Dalai Lama og Panchen Lama, til kommunismen. Mao lagde ud med at sige til Dalai Lama, at ”religion er gift,” hvilket rystede Tibets religiøse og dengang også politiske leder, der endnu ikke var fyldt 20 år.

Kina gik systematisk og voldsomt til værks med at nedbryde tibetanernes feudalstyre og udslette deres tro. Feudalismen var let at fjerne, troen viste sig langt stærkere. I 1959 kom det til væbnet opstand i Lhasa, og Dalai Lama flygtede til Indien, hvor han siden har levet i eksil, ligesom efterhånden cirka 150.000 eksiltibetanere. I Kina straffede Mao Zedong tibetanerne hårdt for deres urokkelige tro med ødelæggelsen af 6000 helligdomme i Tibet under Kulturrevolutionen i årene 1966-76.

En anden af Kinas kæmpe skærme på Times Square i New York.

Kina forvalter Tibet med uforstand, arrogance og brutal overmagt. Indadtil har Kina ført en uafbrudt, stenhård, ofte direkte løgnagtig propagandakampagne for at bilde kineserne ind, at ”Dalai-kliken” er internationale terrorister, at Dalai Lama kun er ude på at splitte Kina, at han opfordrer til oprør og løsrivelse; de har sværtet ham som menneske, institution og munk, beskrevet ham som dæmon, en djævelsk separatist og mere af samme skuffe.

Fastholdelse af den ikke-voldelige kurs

Dalai Lama svarer igen med, at kineserne på mange områder har været hans bedste lærere, fordi de igen og igen sætter hans tålmodighed, udholdenhed og styrke på en prøve. De skærper hans humor og medfølelse, siger han. Og så har han gennem alle årene sat hele sin moralske autoritet ind på at fastholde den ikke-voldelige kurs, selvom tibetanere tortureres, fængsles og dør i Kina.

En ujævn ”dialog” mellem parterne strandede i 2010.

I 1960 var Tibet for de fleste vesterlændinge et sagnomspundent Shangrila. 15-20 år senere kendte Vesten til Kinas massive undertrykkelse af tibetanerne, som Dalai Lama beskriver som ”kulturelt folkemord. ” Og i 1989 fik Dalai Lama Nobels Fredspris for sin uophørlige, fredelige kamp for tibetanernes forfatningssikrede rettigheder.

Dalai Lama besidder en moralsk autoritet, som Kinas ledere kun kan drømme om. Foto: Peter Holm.

Sine steder i Vesten er Dalai Lama nærmest blevet kult; de færreste går upåvirket fra et møde med ham. Vesterlændinge er gennem ham blevet inspireret af – eller er ligefrem konverteret til – den tibetanske buddhisme, dens åndelighed, enkle leveregler og forsagelsen af materielle værdier.

Dalai Lama siger tingene, så enhver kan forstå dem – og er kendt for at elske mekaniske ure og for at skille dem ad blot for at samle dem igen. I København tog han sit armbåndsur af, kyssede det og erklærede det sin kærlighed: ”I love my watch. See? But it doesn’t love me back.” Man kan elske ting, men de gengælder ikke kærligheden.

Bortførelsen af den 11. Panchen Lama

Institutionen Dalai Lama var i næsten 500 år Tibets politiske leder og forblev det frem til 2011, da den nuværende Dalai Lama gennemførte en længe næret drøm om demokratisering af tibetansk politik. Han overlod sine politiske beføjelser til en folkevalgt ministerpræsident, Lobsang Sangay, juraprofessor, født og opvokset i eksil og valgt af landsmænd i eksil. Tibetanerne i Kina har – som resten af befolkningen – ingen indflydelse på valg af ledere.

Dalai Lama har tidligere erklæret, at hans efterfølger, den 15. reinkarnation, næppe blive genfødt inden for Kinas grænser – et resultat af Kinas forsøg på kapring af lamaernes arvefølge. I efteråret lagde han ydermere op til, at institutionen måske ophører med ham, hvilket Kina – med rette – opfatter som en dramatisk forhindring for egne planer om at sætte sig på udpegelsen af tibetanernes åndelige overhoved.

I manglen på biologiske tronarvinger i tibetansk buddhisme, hvor gejstlige lever i cølibat, er de to øverste lamaer, Dalai Lama og Panchen Lama, afgørende i identifikationen af hinandens reinkarnation. Den 10. Panchen Lama døde i 1989. Dalai Lama var i 1995 fra sit eksil med til at udpege en seksårig dreng i Kina til 11. Panchen Lama. Aldrig så snart var det sket, før centralmagten i Beijing fjernede drengen og hans forældre, som ikke er set siden. I stedet bragte de kinesiske ledere deres egen dreng frem som den rette genfødelse og flyttede ham til Beijing for at blive oplært af udvalgte Beijing-tro lærere; der lever han stadig og besøger kun sjældent Tibet. Tibetanerne regner ikke kinesernes Panchen Lama for deres egen.

Kina anklager Dalai Lama for at have en skjult dagsorden, når han afviser Kinas forklaringer. Foto: Peter Holm.

Titlen Dalai Lama tildeles af centralregeringen

Hensigten er åbenbar. Kinas ateistiske ledere er, som tibetanerne spøgefuldt siger, begyndt at tro på reinkarnation og vil også indsætte deres egen, håndplukkede 15. Dalai Lama, når tiden kommer (den nuværende fylder 80 i år). Og voila, Beijing udstyrer sig selv med de spirituelle evner og åndelige fuldmagt til at udpege tibetanernes religiøse leder. Hvad centralmagten tilsyneladende overser, er, at tibetanerne og de øvrige op imod 300 millioner buddhister i Kina ikke tror lederne i Beijing over en dørtærskel i buddhistiske anliggender.

Kina har tidligere forlangt, at Dalai Lama blander sig uden om arvefølgen i Tibet, hvilket er fuldstændig absurd for troende. Lige så bizart er det, at en erklæret ateistisk stat tager reinkarnation til sig.

Ikke desto mindre erklærede en talsmand for Kinas udenrigsministerium i oktober forbløffende, at hvad angår genfødelse af Dalai Lama og andre levende buddhaer, ”har Kina en etableret religiøs procedure og historisk sædvane. Kina har tros- og religionsfrihed, og dette indebærer naturligvis respekten for og værnet om den tibetanske buddhismes videreførelse.”

Og så kom den forrygende trumf: ”Titlen Dalai Lama tildeles af centralregeringen (i Beijing), sådan har det været i flere hundrede år. Den 14. Dalai Lama har en skjult dagsorden, når han forsøger at manipulere med og afvise historien i strid med den tibetanske buddhismes normale orden.”

Skjult dagsorden? Det man siger, er man selv. Det er svært at forestille sig, at de kinesiske magthavere oprigtigt tror, at nogen hopper på den smøre.

Tibetanernes stærkeste våben er selvafbrænding

Når man besøger Tibet, er det smerteligt indlysende, at mødet mellem kineserne og tibetanerne er ét langt kultursammenstød. Kineserne er betagede af materielle fremskridt, modernisering og økonomisk udvikling. Tibetanerne er på ingen måde mod udvikling, men åndelige værdier, naturen og universets balance betyder mindst lige så meget, og kultur og religion er tæt forbundne. Og tibetanernes tro bliver tilsyneladende stærkere, jo mere den bliver trampet på.

Kina opretholder et dramatisk militær- og politiopbud blandt tibetanerne, der udgør mindre end en halv procent af Kinas befolkning, er erklærede pacifister, og hvis stærkeste våben er selvafbrænding.

Kinas massive interne propaganda betyder, at mange kinesere vitterligt tror på, at de seks millioner tibetanerne, der lever i de tibetanske områder i Kina, er en bande voldelige terrorister med ondt i sinde – og at det hele ledes af dunkle kræfter i udlandet. Kinas kommunikation til omverdenen om Tibet og tibetanerne er klodset, arrogant, hidsig og truende i bestræbelserne på at overbevise verden om, at Dalai Lama er separatist.

Kina gør sig de største bestræbelser på at indtage en passende rolle i verden og poster milliarder af dollars i internationale charmeoffensiver, ping pong- og panda-diplomati og viser voksende international ansvarlighed – blot ikke i spørgsmålet om Tibet.

Danmark siger også nej

Her ophører Kinas tillid til diplomati og argumentets kraft. I stedet går Kina ikke af vejen for en løgn og truer med stadig større held alle og enhver på udenrigspolitikken, handel eller bistand for at få stater til at afvise Dalai Lama. Kun USA er tilsyneladende mægtig nok til, at præsidenten ikke lader sig kyse af Kinas trusler – han mødes med den gamle munk.

Alle andre viger, for eksempel Mongoliet, hvor Dalai Lama er religiøst overhoved for 1,5 millioner buddhister. Og Danmark. Kina blev splitterrasende, da Dalai Lama i sin tid fik Nobels Fredspris. Og da prisen gik til en anden kinesisk systemkritiker, Liu Xiaobo, i 2010, lagde Kina ganske enkelt Norge på diplomatisk og handelsmæssig is (hvorved Færøernes lakseeksport til Kina steg med 40 procent). Intet tyder på, at danske politiske ledere vil mødes med Dalai Lama, når han besøger Danmark igen i februar.

I den forbindelse er det mærkeligt, at de kinesiske ledere ikke anerkender – og måske ligefrem ikke forstår – at man udmærket kan være ven af Kina, respektere og beundre landets fremskridt, anerkende nationens enhed og samtidig helhjertet støtte Dalai Lamas indstændige, fredelige kamp for ægte selvstyre i Tibet i fuld overensstemmelse med Kinas forfatning; i stedet opfatter Kina enhver opfordring til dialog med tibetanerne som en styrtende fornærmelse og utidig indblanding.

Tragedien er, at Kinas brutalitet og falske tale gennem årtier er til umådelig skade for både kinesere og tibetanere – og dermed i sidste ende også for Kina.