Liberal Alliances Facebook-freakshow

Liberal Alliances selverklærede ægte liberale fløj har i fuld offentlighed i diverse Facebook-opslag søgt om skilsmisse fra fløjen, de har døbt nationalkonservativ. For hvert opslag, de poster, tvinges det liberale Danmark til at vælge side, og som følge graves kløfterne dybere. LA’s ikke så interne kamp om, hvorvidt deres manifest skal hedde ‘Wealth of Nations’ eller ‘Wealth of a Nation’, er en kamp mellem såkaldte nationalister og globalister. Et slag, vi efterhånden har set udkæmpet mange gange før: Macron vs. Le Pen, Trump vs. Clinton og nu Vanopslagh vs. Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
Ethvert håb om at forene kløften mellem Liberal Alliances fløje døde, da de valgte at have deres interne debat i fuld offentlighed på Facebook. Simon Emil Ammitzbøll-Bille har nu meldt sig ud af partiet, og der går rygter om, at han vil stifte et nyt. Polfoto/Tycho Gregers.
Ethvert håb om at forene kløften mellem Liberal Alliances fløje døde, da de valgte at have deres interne debat i fuld offentlighed på Facebook. Simon Emil Ammitzbøll-Bille har nu meldt sig ud af partiet, og der går rygter om, at han vil stifte et nyt. Polfoto/Tycho Gregers.
Det mindste parti i Folketinget er i øjeblikket hærget af en voldsom borgerkrig. Som en snebold rullende ned ad et bjerg tager konflikten fart samtidig med, at den bliver større og større. Selv ikke Liberal Alliance har kunnet undgå de globale tendenser. Spørgsmål om flygtninge, nationalitet og Danmarks placering i verden hiver fraktionerne i LA fra hinanden. Et vaskeægte ‘globalisterne mod nationalisterne’ udspiller sig blandt de danske liberalister, og de kan ikke holde sig fra at fortælle os alle sammen om det på Facebook. Som resultat er kløfterne i partiet blevet mere markeret og markante. Facebook er blevet et outlet for en intern fløjkrig, og alle er blevet tvunget til at bekende kulør.
 
Men lad os lige træde et skridt tilbage. Hvorfor er LA ved at gå i opløsning, og hvad betyder det for partiet, at interne splittelser bliver lagt ud i offentligheden i det ene Facebook-opslag efter det andet?
 
Skyttegravene graves
Det hele startede med, at danskerne mistede deres liberale appetit. En stemning af, at LA havde solgt deres principper mod betaling i form af ministerbiler, havde bredt sig blandt partiets vælgere. Nogle kritiserede partiet for ikke at stå fast på deres skatteultimatum, og andre kritiserede dem for at være tandløse medløbere i VLAK-regeringens udlændingepolitik.
 
Liberal Alliance blev dannet som en udspringer af Ny Alliance, der i sin tid blev stiftet som modsvar til Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Så da Anders Samuelsen annoncerede, at LA skulle have en strammere udlændingepolitik end DF, gjorde det ondt blandt dele af partiet.
 
Også Samuelsens lederskab af partiet blev ofte kritiseret. For det første blev han beskyldt for nepotisme ved fx at give sin søster, Mette Bock, og venner som Thyra Frank ministerposter. Og for det andet blev han voldsomt kritiseret for at vælge ministerier, der stort set intet havde med deres liberale mærkesager at gøre.
 
Tiden i regering blev tiden, hvor Liberal Alliance gravede sig ned i to interne fløje, der hver især var utilfredse med retningen. Den nationalorienterede fløj, som senere er blevet kaldt nationalkonservativ, var utilfreds med Samuelsens lederskab, og i at man var gået i regering. Men fløjen var dog tilfreds med den nye retning i udlændingepolitikken. Den internationalorienterede fløj var utilfreds med udlændingepolitikken og deraf også i lange træk Samuelsens beslutninger. Men de var også rimeligt tilfredse med deres ministerbiler.
 
På trods af, at de 13 LA’er i Folketinget var dybt uenige om mange ting, forblev de enige om, at interne stridigheder var og blev én ting: interne. Det ændrede valget på.
 
Valget over alle valg
Ved folketingsvalget blev Liberal Alliance straffet gevaldigt. De gik fra 7,5 % af stemmerne til 2,3 %, fra 13 mandater og ministerbiler til 4 mandater og ingen partileder.
 
Den 5. juni blev en skæbnens dag for LA, der bl.a. måtte vinke farvel til profiler som Merete Riisager, Mette Bock og danskernes yndlingsminister Thyra Frank. Partiet lå i ruiner. Vælgerne havde fravalgt dem.
 
 
 
Thyra Frank var en af mange LA’ere, der måtte pakke sit kontor, da det politiske pendul svang i en socialdemokratisk retning efter valget den 5. juni. I sin tid som minister for ældre blev Thyra Frank med distance vurderet til at være den mest upopulære minister i Danmark.
 
Som valgaftenen skred frem stod det klart, at partistifter og partileder Anders Samuelsen ikke var blevet genvalgt. Danmarks liberale skæbne hang i luften. De fire resterende MF’ere, de fire liberale mandemusketerer: Alex Vanopslagh, Henrik Dahl, Ole Birk Olesen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille, skulle finde ud af, hvem der ville være bedst egnet til at overtage frihedens fakkel fra Anders Samuelsen. Hvem havde det i sig at vække danskernes liberale ånd oven på vælgerlussingen? Hvem kunne samle partiet?
 
Der skulle dog ikke gå længe før, fraktionerne i partiet blev tydeliggjort og skyttegravene gravet. Om morgenen den 6. juni erklærede Samuelsen, at hans tid i politik var ovre, og han lagde samtidig sin fulde vægt bag Ammitzbøll-Bille: “Jeg er slet ikke i tvivl om, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille skal tage over”. Men så blandede Henrik Dahl sig i debatten, og som følge brød det glade vanvid løs i LA.
 
Formandsopgøret uden filter
Fuldstændigt uden filter gik Henrik Dahl dagen efter valget i Radio24syv og bankede løs på sit parti og sine partifæller. Han kaldte bl.a. ledelsen for “katastrofal” og “amatøragtig”. Interviewet blev flittigt delt på Facebook, hvor det er blevet set over 400.000 gange.
 
 
 
 
I diverse medier revsede Henrik Dahl først Samuelsen: “Anders er jo en ekstremt dårlig leder. Og et af problemerne med hans ledelsesstil er jo hans nepotisme”.
 
Så blev det Thyra Franks tur: “Det er jo totalt vanvittigt, for hun har ikke én af de kvaliteter, der skal til for at være minister. Og vi har gået og været til grin i tre år, fordi Thyra var minister, fordi det her nepotistiske princip bare skulle gennemføres”.
 
Ja, overordnet set skulle den tidligere ledelse ifølge Henrik Dahl bare holde sig fuldstændig væk fra partiets fremtid: “Vi har haft en ledelse, der har tabt tre valg i træk. Jeg ved ikke, hvor meget fidus jeg har til folk, der har tabt tre valg i træk”.
 
Dahl så ingen anden udvej end Alex Vanopslagh: “Jeg er for gammel. Der er brug for nye kræfter. Et godt bud vil være Alex Vanopslagh”. Og heldigt for Dahl var Vanopslagh ude samme dag at sige: “Jeg har aldrig været bange for at tage lederskab”. Og lederskabet tog han.
 
Den 7. juni erklærede Simon Emil Ammitzbøll-Bille, at han ikke skulle være formand. “Anders Samuelsens valgnederlag er også mit,” sagde han. Dagen efter meddelte Joachim B. Olsen i et Facebook-opslag, at også han så Vanopslagh som den oplagte leder. “Jeg mener, at Alex Vanopslagh skal være politisk leder af Liberal Alliance,” skrev han. Derfra gik det stærkt, og senere på dagen havde Dahl og den nationalorienterede fløj i LA placeret Vanopslagh i førersædet. De var ihvertfald hans mest entusiastiske støtter.
 
Liberal ubalance
Da Vanopslagh havde et flertal blandt de fire LA’ere i Folketinget, lancerede han Liberal Alliance 2.0. Et genfødt parti, der lagde Samuelsen bag sig. Man forsøgte at forene fløjene i partiet, bl.a. ved at signalere lempelser på udlændingeområdet. Men partiet forblev i ubalance. Dét, at Ammitzbøll-Bille havde kastet formandsklædet i ringen, var nemlig ikke ensbetydende med, at han blindt placerede sig i samme spor som den nye ledelse.
 
Alex Vanopslaghs nye Liberal Alliance har plads til alle! Bare ikke Simon Emil.
 
Ammitzbøll-Bille mente ikke, at den nye tone var tilstrækkelig. For så længe Dahls fløj var den afgørende stemme i partiet, ville udlændingepolitikken aldrig fundamentalt ændre sig. Vi må i hvert fald regne med, at det har været Ammitzbøll-Billes kalkule, da han kun to måneder efter valget, sammen med LA’s tidligere politiske ordfører Christina Egelund, gik i hårdt angreb mod partilinjen og for alvor kridtede banen op til kamp.
 
I en kronik i Berlingske kritiserede de kraftigt partiets rolle i regeringen og satte navn på fraktionerne i partiet: “lille stat og national konservativ værdipolitik rimer mere på Nye Borgerlige end på Liberal Alliance”. De vurderede, at valgnederlaget bundede i, at partiet “tabte kampen om sjælene”. Med andre ord erklærede Ammitzbøll-Bille og Egelund partilinjen for nationalkonservativ og sig selv som de sande bannerførere for liberalismen.
 
Senere på dagen, i et interview med Berlingske, sagde Ammitzbøll-Bille således: “Vi skal se hinanden i øjnene i partiet og sige, at enhver form for konservatisme skal høre op. Ellers kan vi lige så godt droppe partiet og lave noget andet.”
 
Ved enhver lejlighed, han fik, signalerede Ammitzbøll-Bille intern uro og uenighed om partilinjen. Alle var enige om, at partiet skulle i en ny retning, men der fandtes ingen enighed om hvilken.
 
Skibet knækker i to
Vanopslaghs formandsskab hviler i høj grad på støtte fra Henrik Dahls nationalorienterede fløj i LA. Så selvom Vanopslagh har signaleret et opgør mod symbolpolitik på udlændingeområdet, går partiet stadig ind for en stram udlændingepolitik. “For en ureguleret indvandring fører desværre til et overreguleret samfund, som vi har kunne se de senere år”, skriver Vanopslagh på Facebook. Han kalder tilgangen “den snusfornuftige udlændingepolitik”.
 
 
Fløjen i spidsen var altså i sidste ende alligevel uforenelig med Ammitzbøll-Bille-fløjens version af liberalisme. Og da netop det stod lysende klart, knækkede Vanopslaghs skib over i to. Bægret med interne stridigheder flød over og ud i vores allesammens Facebook-feeds.
 
I de sidste par uger har der udspillet sig et spektakulært opbrud af Liberal Alliance på de sociale medier. I den ene Facebook-opdatering efter den anden har folk enten meldt sig ud af partiet eller forsvaret partilinjen. Den meget offentlige krise i Liberal Alliance har været elendig for partiets sammenhængskraft, men helt fantastisk at følge med i som tilskuer.  Facebook har fungeret som megafon for partifløjene, hvor man har kunnet lufte sine frustrationer med alt fra Samuelsens nepotisme til Dahls filterløse tilgang til den interne debat.
 
Den ene fløj har beskyldt den anden for at være nationalkonservativ, hvortil man har svaret, at man ikke identificerer sig som nationalkonservative, men derimod som realister. Det underliggende argument har været, at Ammitzbøll-Bille-fløjen er en flok idealistiske globalister, der tror på falske utopier. Fx skrev Henrik Dahl i et Facebook-opslag: “...i længden tror jeg ikke, den utopiske liberalisme holder. Enten vil den justere sin egen position internt i de liberale miljøer. Eller også vil omverdenen finde de liberale miljøer irrelevante, og vende sig mod andre, der er mere realistiske.”
 
Opløsningen af Liberal Alliance har altså rod i det 21. århundredes største politiske skel: Det, man normalt kalder nationalisterne mod globalisterne, men det, Ammitzbøll-Bille ville kalde de globalt orienterede mod de nationalkonservative, og hvad Vanopslagh og Dahl ville kalde realisterne mod idealisterne.
 
It’s over
Først gik Christina Egelund. Hun skrev på Facebook: “Det er dog min opfattelse, at mens rummet til den moderne liberale strømning i LA bliver mindre og mindre, udvides det nationalkonservative tilsvarende. Og deri ligger årsagen til min beslutning om at forlade LA.” Hun fik straks Facebook-opbakning af LA-politikeren Frederik Damgaard, der skrev: “... i den politiske substans er jeg helt enig med dig. Men i fraværet af et bedre sted bliver jeg og kæmper for at få Liberal Alliance trukket (tilbage?)”.
 

 
Så gik Alex Vanopslagh til tasterne og skrev på Facebook: “Jeg kan forstå, at Christina forlader os, fordi hun ikke synes, at LA er et rigtigt liberalt parti. Det er jeg ikke enig i.” Vanopslagh fik hurtigt mobiliseret støtte, bl.a. stod Henrik Dahl og topdonor Lars Seier frem.
 
På Facebook beklagede Dahl sig over at blive kaldt nationalkonservativ: “Det er nu engang sådan, at hvis de liberale og de konservative ikke kan finde ud af at regere Danmark sammen, er de henvist til at være tilskuere til, at Socialdemokratiet gør det”. Og Lars Seier skrev i et Facebookopslag: “At LA skulle være blevet “nationalkonservativt” er det rene vrøvl”. Han uddyber, at han dog godt kan leve med en gradbøjning af den rene liberalisme på udlændingeområdet, da der er tale om “ekstreme, truende situationer”, men at partiet derudover fortsat er liberalt.
 
Snebolden ruller
Christina Egelund affyrede det første skud i en Facebook-krig, der stadig hærger partiet i dag.
 
Der skulle blot gå to dage efter Egelunds afgang, før Ammitzbøll-Bille gudhjælpemig også i et Facebook-opslag erklærede sit exit fra partiet. “Efter det store valgnederlag i juni har vi naturligt nok forsøgt at genopfinde partiet, men det er blevet tydeligt for mig, at vi ikke har været enige om en ny vej frem. Elastikken holdt ikke længere så at sige,” skrev Ammitzbøll-Bille om det parti, han har været medlem af i 10 år. Bristepunktet var udlændingepolitikken.
 

 
Også han mødte modstand med det samme. På Facebook, selvfølgelig. Tidligere undervisningsminister, og stærk støtte af Vanopslagh, Merete Riisager skrev bl.a.: “Jeg orker ikke politikere, der borer sig ned i egen navle. Der tegner snævre cirkler omkring sig selv og siger at alle uden for cirklen ikke er “rigtige”. Hold nu op”. Med andre ord, Ammitzbøll-Bille og Egelund, I har ikke monopol på rigtig liberalisme.
 
 
Derudover har Mai Christiansen, partiets næstformand, og Stephan Brochdorff Jensen, hovedbestyrelsesmedlem, også meddelt deres afgang fra partiet over Facebook. “Jeg har med tungt hjerte fundet det nødvendigt at melde mig ud af Liberal Alliance,” skrev Mai Christiansen, der var utilfreds med behandlingen af Ammitzbøll-Bille og den konservative retning. “Det ser ud til at man byder DF og NB op til dans,” skrev Stephan Brochdorff Jensen som begrundelse for sin afgang.
 
Facebook-katastrofen
LA skulle blot bruge en uge og ubegrænset adgang til de sociale medier til at skabe en eksistentiel krise, hvor alle er blevet tvunget til at bekende kulør.
 
Det at benytte Facebook til at melde sin afgang eller kommentere på en udmelding er ikke i sig selv dårligt for partiet. Men når alle poster en kommentar, når der skabes en online borgerlig borgerkrig, graves kløften mellem partiets fløje kun dybere. Facebook-opslag er en monolog, og her går dialogen tabt. Fløjkrigen i LA er blevet forstærket af et ekkokammer, der konstant har udvisket nuancerne. Ethvert håb om at forene kløften mellem partiets fløje døde, da de valgte at have debatten på Facebook.
 
Ved samtlige opslag fra den ene eller anden fløj i partiet har alle i liberale cirkler skullet tage stilling. Selv de små ting, som ville man ‘like’ eller ej, har markeret splittelsen. Da den liberale blogger og Ole Birk Olesens lillebror, Lasse Birk Olesen, skrev i et opslag: “liberalisme uden et nationalt og konservativt grundlag er som et hus uden et fundament”, likede Alex Vanopslagh det. Da Stephan Brochdorff Jensen meldte sig ud, kommenterede Ammitzbøll-Bille: ”Jeg forstår – desværre – kun alt for godt dine bevæggrunde”.
 
Når de svære diskussioner skal tages, er det altid lettere at gemme sig bag en skærm, men det er også mere skadende. At tage en debat på Facebook gør tonen hårdere og mere personlig. Den hårde tone var da også en af grundene til, at Stephan Brochdorff Jensen meldte sig ud af partiet. “Jeg er ked af den måde som de interne debatter har været de seneste par år, hvor politiske og strategiske uenigheder har indgydt, voldsomme diskussioner, og hård retorik,” skrev han på Facebook.
 
Medlemmernes brug af Facebook må siges at have skadet partiet. Man har ikke kunnet præsentere en samlet front. Liberal Alliance har siden valget været et studie i katastrofal intern kommunikation, og som resultat har partilinjen været umulig at gennemskue.
 
Da den liberale romance slog revner
Kampen mellem nationalister og globalister er en verdensomspændende konflikt, der over et årti har trængt sig ind i al politik, ude og hjemme. Midten eroderes, og folk tvinges til fløjene. Også internt i partierne.
 
Som Ammitzbøll-Bille og Egelund skrev i deres kronik: “I en tid, hvor folkevandringer, udlændingepolitik og internationale samarbejdsrelationer i den grad er kommet på dagsordenen, er næsten alle partier kløvet over i en moderne, globalt orienteret retning og en mere national og værdikonservativ retning. Det skaber kampe internt i partierne og deres folketingsgrupper”.
 
Fra Socialdemokratiet til Venstre betyder denne splittelse, at der internt er en grundlæggende værdipolitisk uenighed. Forskellen er bare, at Liberal Alliance har ladet det brække begge ben på partiet. Og endda for åben skærm, livestreamet på Facebook.
 
Ingen har endnu fundet ud af, hvordan man holder låg på den værdipolitiske konflikt, men en ting er sikkert, at hælde den ud over Facebook fører kun til mere splittelse, og katastrofe er så godt som garanteret.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job