Alphaeksperimentet går sprog-fallit
Den sproglige fordummelse

Det står sprogligt sløjt til blandt DR’s deltagere i Alphaeksperimentet. Den dårligste argumentation, det ringeste sprog og det mest primitive skråleri vinder, fordi det fremføres af skolegårdsbøller. Indtrykket forstærkes af, at en psykolog sammenligner gruppen med aber. foto: Katja Forup

Realityprogrammet Alphaeksperimentet på DR ligner dødkedeligt tv om unge, der kæmper med at tale rent. Sammenligner man programmet med grundopskriften i Big Brother fra 2001, er det imidlertid højspændt action at se, hvor sprogligt inhabil befolkningen er blevet på under tyve år.
DR har udnævnt en gruppe nogle-og-tyve-årige mennesker til at være alfa-personer og samlet dem i et kollektiv. Flere ser nu bare ud, som om de er bestemmesyge og hverken kan eller vil bøje af eller se sig selv udefra. De kan ikke tale. De kan ikke argumentere.
 
Hvad kan de? Kæmpe om magten. Til at bestemme. De dårligst formulerede og mest uopdragne tryner resten af gruppen. Good luck, millennials.
 
Retten til at være belastende 
21-årige Jakob har i fjerde afsnit dannet klike med Malene, som tromler løs, og med den næsten lige så dominerende Emilie. Trekløveret morer sig med at mobbe resten af gruppen ved at synge øredøvende sange, som afbryder og saboterer de andres samtaler blandt andet ved middagsbordet.
 
Nu nægter de tre skolegårdsbøller at stoppe igen – til trods for, at alle andre deltagere tydeligvis irriteres af skråleriet, og en enkelt sågar samler mod til at bede dem lade være. Argument? Fordi de slet ikke tænker over det, når de synger. De andre må bare sige fra i situationen. Og i øvrigt har de ret til at være sig selv!
 
Programmets påstand er, at alle deltagerne har udprægede alfa-træk og dermed vil bestemme. Men her er Esben og René kommet til kort og har trukket sig i magtkampen ved fællesmødet. Esben prøver yderst forsigtigt og uden held at tysse på skråleriet.
 
Til gengæld forlanger Jakob af meddeltageren René, at han af bakterielle hensyn skal slå begge toiletbrætter ned, før han skyller ud. Da René modargumenterer Jakob ud fra et langt mere velformuleret mikrobiologisk synspunkt, kommer Jakob straks til kort. Øjnene bliver tomme og flakker.
 
Så han skærer ind til benet: Hvis ikke René makker ret, vil Jakob straffe ham med at give den yderligere gas med sin chikanesang.
 
Sagt ubehjælpeligt af Jakob selv: ”Hvis folk har meget imod det, jamen, så kommer jeg også til at sidde og skråle til middagen (…) det er bare sådan en, vi skal alle sammen ku’ være her-agtigt.”
 
Jakob er altså godt selv klar over, at hans, Malenes og Emilies argument om, at de slet ikke er bevidste om, at de skråler, og at de i øvrigt er på den måde, som ikke kan laves om (de bliver hyggelige som 30-årige), var løgn og skinargumenter.
 
Det reelle argument er, at alle andre skal underlægge sig trekløverets luner og gøre, som de siger, ellers bruger de deres skrålen som det magtmiddel, det er. Hvis man ikke kan tale, så kan man tryne.
 
Survival of the bulliest
Det sproglige niveau er lige så lavt som det argumentatoriske. Efter det bakteriologiske Mexican stand-off følger en lille intro om Jakob, i hvilken han bl.a. siger: ”Når vi snakker lorte- og tisbakterier, så vil jeg sgu gerne undgå dem – helst muligt.”
 
Jakob fortæller endvidere, at han udlever sin drøm om at arbejde med sociale medier og markedsføring (hvem føler sig dog tryg ved at lægge deres firmas verbale fremstilling i hans hænder?), men at ”the sky is not the limit” – hvilket jo så vil sige, at der er grænser, altså det modsatte af, hvad han forsøger at sige. Jakob forklarer endvidere: ”Jeg er en ret følsom dreng – skal jeg græde, så græder jeg, og vil jeg grine, så griner jeg”.
 
Survival of the bulliest: Jakob, Malene og Emilie har dannet en klike på skolegårdsbølleniveau. Nu morer de sig med at mobbe resten af gruppen ved at synge øredøvende sange, som afbryder og saboterer de andres samtaler bl.a. ved middagsbordet.
 
Efter denne differentiering af pålagte og viljesbetonede følelser afslutter Jakob med følgende banalitet: ”Jeg viser mine følelser, som jeg har dem, og jeg har dem ude på tøjet.”
 
Med andre ord: En ung mand, der ikke kan tale rent på selv det simpleste niveau. Hvad værre er: Udsagnene giver begreb om mange af deltagernes sproglige formåen.
 
I en ganske almindelig sætning optræder rask væk den ene sprogbøf efter den anden. Men hvordan er gennemsnitspersonens formuleringsevner blevet så hampre?
 
Og hvordan kan nogen tro, at så ligegyldige og dårligt formulerede almindeligheder om eget følelsesregister (”nogle gange er jeg ked af det, andre gange er jeg glad”) kan bibringe andre noget som helst?
 
Big Brother anno 2001: Skriftestol og velformulerede deltagere
Programmet er en light-version af Big Brother. Det ved de unge millennials næppe, og de tager alle de virkemidler, som programmet bruger, for givet, fordi de i dag er så integrerede i tv. Men alt er genbrug fra 2001:
 
Når afsløringen af, at de er alfaer, endelig kommer, svarer det til muldvarpen Claus, der skulle tage røven på Big Brother-deltagerne ved at foregive, at han var en af dem, hvorefter han forsvandt. Underholdningsværdien er lige ringe ved begge påfund, for de er reelt uden suspense.
 
Når deltagerne hele tiden skal ytre, hvad de mener om sig selv og de andre deltagere, så var det Big Brother, der som et af de første danske realityprogrammer banede vej for tendensen, ikke de sociale medier.
 
Da Big Brother første gang rullede over skærmen i Danmark i 2001, var et at af de helt banebrydende elementer nemlig, at deltagerne kunne sætte sig i skriftestolen og betro sig om deres følelser til et kamera. Hvorfor var det så vildt? Fordi man dengang holdt sine følelser for sig selv.
 
 
Programmet er et afkog af Big Brother fra 2001. Her ses deltageren Christian. Han og de andre Big Brother-deltageres sprog og argumentation var langt bedre end Alpha-deltagernes. På den måde afspejler DR-programmet ufrivilligt den sproglige tilbagegang.
 
De var overvejende private og upassende at lufte højt – særligt i det offentlige rum. De hørte hverken hjemme i en diskussion i dansktimen eller andre steder, hvor argumentationen vandt. Det var ganske enkelt ikke valid argumentation at føle en masse. Man argumenterede for noget ydre, hvis man skulle indgå i en samtale i en gruppe.
 
Det er interessant at se tilbage på Big Brother-afsnittet fra 2001, hvor deltagerne Christian, Pil og Søren efter en længere diskussion stikker af fra programmet (tidskode 3.17).
 
At høre en gruppe unge, der, ligesom Big Brother-holdet i ovenstående klip, kan føre en sammenhængende diskussion om deres forskellige synspunkter på korrekt dansk – endda efter indtagelse af alkoholen på bordet i scenen og uden at afbryde – er blevet en saga blot i tv-verdenen. I dag render tv-deltagere i alle aldre rundt og betror sig til et skriftestolskamera hele tiden i stort set alle programmer.
 
Imidlertid har vi alle et dybt banalt følelsesregister, som dækker over ganske få grundfølelser. Vi kan f.eks. blive vrede, glade, sorgfulde eller bange. At høre andre ytre, at de nogle gange er glade og andre gange kede af det – og endda på dårligt dansk – er derfor fortsat uinteressant i sig selv.
 
Det interessante er, om deltagerne kan se og reflektere over det, der sker imellem dem og argumentere kvalificeret for deres synspunkter – på samme måde, som Big Brother-deltagerne kunne. Men det kan de ikke. Og det har de brug for at lære.
 
Hvad ville du sige, hvis du kunne tale?
Sådan lød en flabet standardformulering i 90’erne, hvor man skulle oppe sig sprogligt, hvis man ikke skulle få en påtale af klassekammeraterne. Forkert udtale, en dårlig formulering eller et fejlanvendt ord blev straks rettet af læreren, og man kunne bare håbe på, at klassekammeraterne ikke ville gribe fat i fejlen efterfølgende. Hvis ikke læreren var til stede, blev der holdt intern justits. Det var pinligt at kludre i modersmålet.
 
Det er værre end pinligt, at en stor andel unge tydeligvis ikke er blevet rettet af hverken lærere, forældre, eller korrekttalende kammerater. Det er graverende, at programdeltagerne ikke selv kan høre, at det, de siger, ikke hænger sammen. Og det kan undre, fordi DR ikke laver skod-reality om ekstremiteter, men i dette og andre realityformater portrætterer middelklassebørn, hvoraf mange er under uddannelse.
 
Marie appellerer til, at Jakob, Malene og Emilie viser hensyn og stopper deres chikanesang bare lidt af tiden. Men trekløveret er efter eget udsagn slet ikke bevidste om, at de skråler, mens de gør det. Og derfor er det ifølge dem selv meget vanskeligt at lave om.
 
I andre programmer som f.eks. Fars pige, Mit hemmelige match (forløberen til Alphaeksperimentet) og Fuckbois kæmper deltagerne ligeledes med sproget på et ofte primitivt niveau.
 
Deres sproglige evner lever ikke op til, hvad man kan forvente i et moderne videns- og velfærdssamfund, hvor flere og flere tager længerevarende uddannelser. Det er utilstrækkeligt hverken at kunne tale, argumentere eller stave korrekt. Og det bliver en selvforstærkende tendens, når det vises kritikløst på tv.
 
Situationen bliver ikke nemmere for unge eller andre aldersgrupper ved, at DR hverken pudser en sprogkonsulent på alfa-deltagerne eller giver det yngre publikum nogle reelle public service-programmer, som lærer dem redskaber, de ikke vidste, at de ville have, og på en måde, der er i reel øjenhøjde med målgruppen.
 
I stedet for at lade deltagerne tryne og tale dårligt, kunne DR give dem solide kommunikationsredskaber til at indgå i en gruppe.
 
I stedet for blot at iscenesætte en konflikt via castingen og derfra bare lade stå til på det niveau, der nu engang måtte udspille sig – og sammenligne det med adfærd i en abeflok (!). I det større billede hjælper det heller ikke, at de journalister, som præger DR’s nyheds- og programsendeflader, ofte taler et ukorrekt og dårligt dansk.
 
Det præger alt sammen samfundet og sprogudviklingen, som unge vokser op med og voksne tager til sig. Sproget i P1’s morgenflade er for eksempel så forfladiget og snakkende, at undertegnede fravælger den til fordel for BBC, hvor både journalister og kilder stadigvæk taler sammenhængende og velformuleret.
 
I ringer bare, DR
Alphaeksperimentet kommer ufrivilligt til fungere som en oplysning til borgerne om den sproglige fordummelse af befolkningen, der er sket og stadig sker. Tak til DR for at formidle så vigtig viden.
 
I ringer bare, når I vil lave det public service-program, der klæder næste hold på til at kunne og ville mere med sig selv og deres kommunikation end blot at tromle løs på fællesskabet, mens vi andre ser passivt til.
 
Jeg har erfaringen med at højne de unges sproglige niveau og argumentationsevner, og jeg tager hellere end gerne opgaven på mig.
 
Alphaeksperimentet kan ses på DR. Næste afsnit frigives 22.3. 
 

Relaterede artikler

SAS-reklamen er en lilla tryllesky - Polariserende reklamer har givet os forbrugere, der brænder deres Nike-sko og Gillette-barberblade. Hvorfor anbefaler br...
OK Bloomer - Tiden er kommet til at skrive et nyt kapitel i den store bog om politisk kommunikation. Smukke taler og valgplakater til...
Da interessedrevet kommunikation blev en folkesag - BUPL’s lange kamp for minimumsnormeringer er blevet en realitet. Et foreløbigt punktum i et af de mest succesfulde eksem...
Virkeligheden indhentede BIGs drømmefabrik - Bolsonaro-gate er i første omgang drevet over for Bjarke Ingels og hans firma, BIG.

Giv din stemme

33 stemmer
4,3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

44 JOB

Projektleder

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.