Licens er noget man giver til sine veninder
At få to millioner for at være mangfoldighedskonsulent i DR er absurd, grisk og skamløst. At få fløjet sin kones hest gratis til USA er et uhørt medarbejdergode. Det er dog blot symptomer på et langt større eksistentielt problem for statsvirksomheden. Siden Matador har DR blot tabt og tabt politisk kapital. Her er så opskriften på den triste deroute og på hvordan DR nu har skudt sig selv hårdt i foden op til det kommende medieforlig.
DR har landets smukkeste og vigtigste opgave, nemlig at gøre os danskere klogere og bringe os tættere på hinanden. Altså få os til at hænge sammen som folk og nation på trods af markedet, geografien og hierarkierne. Den opgave er bare ikke blevet løst godt nok. Her er så opskriften på den triste deroute. Lad os starte fra toppen.
Kaptajn Haddock + Cersei Lannister fra Games of Thrones
Bestyrelsesformanden Michael Christiansen opfører sig som en blanding af kaptajn Haddock og Cersei Lannister fra Games of Thrones. Hans arrogance er milevidt fra moderne corporate governance-principper, ikke mindst i en politisk organisation, som lever på samfundets velvilje. Han er slet ikke folkets og nationens ambassadør i DR. Det er ellers jobbet. De bryske volapyk-svar er et misforstået forsøg på at fremstå kompetent og macho.
DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn er aldrig trådt ud af rollen som underdirektør og agerer fortsat som en forfremmet embedsmand, ikke en offentlig meningsdanner. Hun er derfor kritisk usynlig på alle store mediedagsordner som fake news, Udkantsdanmark, digitalisering, sociale medier og indhold. Til sammenligning og blot for at sætte det rette niveau har BBC's tidligere generaldirektør og nuværende CEO for New York Times Mark Thompson skrevet en fremragende, knivskarp bog om Trump, fake news og mediernes rolle.
Vi har som danskere krav på samme niveau og faglige engagement fra DR's generaldirektør. Problemet understreges blot af generaldirektørens usynlighed i den aktuelle krise om mangfoldighedskonsulentens løn. Hvorfor er det bestyrelsesformanden, som står på mål for denne beslutning alene? Har generaldirektøren ikke en mening om sagen? Hvorfor spiller hun ikke en rolle som talsmand i et first line defense? Hun har uden tvivl været involveret i beslutningen omkring dette kontroversielle HR-spørgsmål og viser dermed at hun ikke kan håndtere en mulig konflikt i form af en regulær fyring?
En trade-off for en sikret årsløn?
Den eneste logiske forklaring på dette morads og absurde forløb om mangfoldighedskonsulenten – hvad der så kun er en spekulativ, ubekræftet teori – er, at mediedirektøren må være blevet fyret for at give plads til afløseren Henriette Marienlund. Ansættelsen som mangfoldighedskonsulent er så muligvis i forlængelse af denne teori en del af en større aftrædelsesordning, hvis den altså holder. Altså en trade-off for en sikret årsløn, som var en del af hendes åremålskontrakt, hvis den ikke blev forlænget.
Dette er dog kun spekulationer, som er svære at afdække og bevise, og rejser spørgsmålet om, hvorfor DR ikke vil kommunikere denne opsigelse offensivt? I den aktuelle politiske situation kunne dette havde skabt en attraktiv, ny politisk situation, hvor DR kunne tegne en streg i sandet og vise vilje til en ny og anderledes kurs med en ny og anderledes mediedirektør. Hvorfor afstår DR fra en offensiv udmelding af dette? Hem beskytter DR her? Hvorfor er det hemmeligt, hvis det er det, som er sket?
Sagen er, at det er utroligt kluntet håndteret og blot bekræfter billedet af DR som vennetjenesternes organisation. Hvordan kan man lave den slags HR-cirkustryllenumre i en statsejet virksomhed? Nu er der så kommet en yngre kopi af den tidligere mediedirektør, hvad der næppe skaber den nødvendige organisatoriske disruption og 100 procent sikkert ikke vil stille DR's kritiske stakeholdere tilfreds.
The old girls-netværk
Historien om Gitte Rabøls opsigelse og nye job bekræfter blot at DR-toppen består af et indspist old girls-netværk af hornbrillebeklædte damer med alt for mange interne rekrutteringer og venskaber, hvor licens og organisationsforandringer er noget, man giver til sine veninder.
Organisationen er desuden overinvesteret med mindst en milliard, fordi teknikken til at producere indhold er faldet til næsten nul i de sidste årtier. Denne dramatiske teknologigevinst og skjulte indtægt har DR beholdt, hvilket betyder, at organisationen de facto har fået flere og flere penge og ansatte år for år. Det har skabt en usund kultur omkring organisationens budget, bemanding og ressourceforbrug.
Gabolds godnat-udmelding
Politisk er det ikke lykkedes DR at forbinde public service-dagsordenen med den fremvoksende DF- og socialdemokratiske anti-globalistiske akse. DR er derfor ikke blevet et redskab og arena for den nationale socialdemokratiske DF-identitetspolitik – ikke mindst efter Gabolds pinlige angreb på DF, hvor han fryder sig over, hvordan DR snød DF for den folkelige nationale fortælling om 1864. Hvad der bare ikke var i orden.
At DR ifølge bestyrelsesformanden strategisk satser på multikulturalisme, vækker blot endnu mere vrede hos DF, fordi de føler, at landet er truet af netop multikulturalisme. DR skal ifølge DF stoppe, ikke støtte multikulturalismen. Alternativet er den neoliberale blå fløj, men de hader DR i deres markedsfundamentalisme.
Masser af problemer: svækket platform, brand og forretningsmodel
Denne politiske krise forstærkes af en accelererende seerkrise. Flere og flere danskere ser mere Netflix og HBO end DR, mens deres børn ser mere YouTube end Ramasjang. Det skaber tre problemer og svækkelser.
Platformssvækkelsen: Den klassiske TV-platform er erstattet og udfordret af iPads, mobilen og computeren. Disse platforme er alt andet end DR og svækker DR's relevans, fordi de kontekstualiserer DR's tilbud med alle mulige andre tilbud. DR spiller nu ofte på udebane platformmæssigt. Det virker absurd, at man skal betale medielicens for at bruge sin computer, når man sjældent eller aldrig bruger den til DR's programmer.
Brandsvækkelse: DR's brand står svagere og svagere overfor de multinationale brands. Specielt de unges medieforbrug er under dramatisk forandring, og her står DR uhyggeligt svagt. Mine børn kan fx ikke nævne et eneste DR-børneprogram uhjulpet.
Svækkelse af licensmodellen: Nu sker der en relationel perspektivering af licens som abonnentsmodel. Relationelt begynder flere og flere at sammenligne regningen fra HBO og Netflix med licensen og tænke lidt over, hvornår de sidst så DR? En ny folkelig cost-benefit-tilgang til licensen vinder frem på bekostning af den traditionelle oplevelse af den som en nødvendig og automatisk infrastrukturel betaling som borger i landet, på linje med mobil, vand og strøm.
Samtidig har den populistiske X Factor-indholdsstrategi været et selvmål, fordi den har skygget for den sande public service-mission og -branding. Den har fået DR til at ligne de kommercielle aktører for meget og dermed blot forstærket den relationelle kontekstualisering i forhold til andre tilbud. Problemet er derfor ikke den manglende mangfoldighed, men den manglende sans for, hvordan DR spiller en legitim og respekteret rolle, så den vinder politisk kapital tilbage. Trist for alle os, som tror på public service ... DR-problemerne.
Denne tekst har i en forkortet version været publiceret som indspark på Berlingske Tidende.
