Når den karismatiske leder kommer til kort
DR Dokumentar produktionen “Inger Støjbergs Stemmer” gav en god forklaring hvorfor “Inger Støjbergs Danmarks Demokraterne” er tiltrækkende for den moderne frie jyske vælger - og hvorfor den tiltrækning ikke var nok til at give Inger Støjberg de 20 mandater, som partiet lå til i målingerne før Folketingsvalget ‘22.
Hvad er det ved Inger Støjberg, som den – overvejende – jyske del af Danmark elsker så højt, at de nord for Limfjorden stemte Støjbergs postpenale projekt “Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg” ind i Folketinget med over 47.000 personlige stemmer sidste år? Det er dobbelt så mange stemmer, som der bor i hele Aalborg, der stemte på et helt nyt parti, stiftet af et tidligere straffet ledende medlem af Danmarks liberale parti Venstre, og som førte en valgkamp helt uden konkrete politiske løfter eller uden noget egentlig politisk program i traditionel forstand. Alligevel fik “Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg” ikke færre end 287.000 stemmer i alt – de fleste i en del af landet, som én af hendes stemmer definerer som “Produktionsdanmark” i DR Dokumentar-produktionen Støjbergs stemmer.
Det er en nænsom dokumentar i to dele, som følger en lille håndfuld af de mest markante af Inger Støjbergs stemmer, fra kort før valget bliver udskrevet til selve valgaftenen på Christiansborg. Vi møder dem på hjemmebane i et Jylland, hvor morgenen er stille, himmelen høj, og inde i hvert bitte hus sidder en hårdtarbejdende familie og hylder deres uafhængighed ved at spise sammen, ordne, bygge og hygge sammen, alt imens der lyttes til de lokale nyheder, og værktøj og maskiner pudses, så de er klar til at tage fat på livet, når en ny dag gryer i Aars, Brønderslev eller Struer. Vi møder her Niels, Erik, Jamie, Susanne og Christiana for at få et svar på deres egne præmisser på, hvad det er ved Inger Støjberg, der er så uimodståeligt.
Der er tale om mennesker, som har godt fat om livet, og som elsker deres markante livsstil med store biler, fabrikker, værksteder og hundelufterskove. Ingen af de personer, vi møder, er ofre, kældermennesker, fulde af vrede eller lignende, som den fordomsfulde iagttager måske kunne finde på at tænke fra de filosofiske saloner i hovedstaden. Tværtom er der tale om store og stærke personligheder, der elsker deres land, deres frihed, og som lever af, hvad deres hænder kan fremstille, hvilket gør dem uafhængige af den fjerne stat, der i daglig tale simpelthen benævnes “København”. En stat, som vil knægte den jyske frihed til at brænde benzin i de amerikanske biler i U.S Car Camp, som vi kan skimte i baggrunden. Til at leve fri for kriminalitet, ukontrolleret indvandring og generel opløsning af alle solide, jyske, liberale værdier.
For disse karakterer er grunden til Inger Støjbergs popularitet lige så klar og tydelig som en kær, gammel traktor, der står på marken: Det handler om karisma. Den tyske sociolog Max Weber ville her ikke have været det mindste overrasket, da Weber anså karisma for at være den mest dyrebare form for politiske kapital. Han definerede karisma som “nådegaver - (karisma) og særligt magiske evner, åbenbaringer, heltedåd, åndens eller ordets magt”, der skaber en “følelsesmæssig hengivelse til føreren” – eller “lederen”, som vi nok ville sige i dag. Alle Webers træk ved den karismatiske leder bliver fornemt udfoldet i dokumentaren.
Jamie fik en form for åbenbaring, da han hørte hende tale for Dansk Folkepartis Ungdom, som Jamie tidligere var ledende medlem af. Støjbergs lovbrud i forhold til de såkaldte barnebrude opfattes som en heltedåd. Under valgkampen ser vi, hvordan der jubles, når ordene fra Støjberg er særligt velformede og voldsomme. “Alle elsker Inger” forklarer Christina, og Jamie supplerer: “Jeg elsker, at hun ikke er stueren”. “En boss woman” siger Susanne og hendes søn, som giver Inger Støjberg en flaske Boss-parfume, da hun kommer af med sin fodlænke, kort før valget udskrives.
.jpg)
Her ses Jamie Voldby i DR's Dokumentar. Kilde: DR
Weber udnævner “partibossen” i sin forelæsningsrække Magt og Bureaukrati til at være et eksempel på den moderne politiske leder, der gennem sin karisma hersker over sine støtter. Støjberg kan som professionel politiker her sin Weber, for ifølge Støjbergs stemmer følger hun ret nøje i valgkampen Webers beskrivelser af partibosserne i Tammany Hall på Manhattan i slutningen af 1800-tallet, hvilke gennem en stærk karisma, gensidige tjenester og en vis frimodighed i omgangen med magt herskede over partiet.
Støjbergs stemmers store indsigt her er, at denne overflod af karisma også bliver Inger Støjbergs svage punkt. Karisma har behov for distance for at blive opretholdt, og denne forskel mellem Støjberg selv og hendes folkelige støtter er den dramatiske krumtap i Støjbergs stemmer og gør den ærlige skrothandler Niels til den egentlige helt i dokumentaren. Sammen med sin allierede, Leif, laver han radioprogrammet Det Rigtige Danmarks radio, som helt rimeligt søger svar på, hvad Inger Støjberg egentlig vil, når hendes karisma har bragt hende i Folketinget. Det er et svar, Niels aldrig får. Dokumentarens klimaks er lige før valget, hvor en tydeligt trist og frustreret Niels erfarer, at partidronningen ikke vil ofre ham et eneste ord og bare for et øjeblik sætte sig ned i øjenhøjde og fortælle lyttere og støtter, hvad hun egentlig vil. Men nej. Distancen er for stor til, at Inger Støjberg kan kommunikere på lige fod. Det er en scene, der er meget ubehagelig for alle parter. Især for Inger Støjberg, som ender med at fremstå, som alle de andre politikere: distanceret, fjern og langt væk fra almindelige menneskers problemer.
Derved giver dokumentaren også en form for forklaring på, hvorfor ”Danmarksemokraterne – Inger Støjberg” ikke fik de 20 mandater, som partiet står til, mens Støjbergs stemmer bliver optaget. Inger Støjberg overser helt den anden halvdel af Webers lærdom fra Magt og Bureaukrati: At magten kommer fra den karismatiske leder, men den skal udøves af et rationelt organiseret bureaukrati, som udfører den karismatiske leders befalinger. Det er en organisering af det politiske liv, som personerne i Støjbergs stemmer har fuldkomment styr på som arbejdende og selvstændige producenter af værdier, men som Inger Støjberg fuldstændigt nægter at forholde sig til. Måske fordi, hvis hun overhovedet kom ind på spørgsmål om, hvilke love hun konkret vil arbejde for, og hvordan hun ville lede staten, så kunne hun ikke undgå at få sin karisma ødelagt af praktiske problemer, rationel kritik og dagligdagens mudrede virkelighed, hvor intet er så enkelt, som det ser ud til, og hvor politik er som at “bore huller i vådt træ”, som Weber mindeværdigt skriver.
Støjbergs stemmer viser os her, at moderne, frie mennesker ikke kan lade sig føre hele vejen til regeringsmagten af den rene, klart skinnende karisma. Den moderne leder bliver også nødt til at forklare sig og legitimere sig selv med rationelle argumenter over for sine støtter, vælgere eller medlemmer, hvis transformationen fra karisma til den reelle udøvelse af politisk magt skal lykkes. Det er en trist erkendelse, for både Inger Støjbergs vælgere og Inger Støjberg selv er åbenlyst fulde af et autentisk politisk engagement, som kunne have skabt noget nyt langs de brudflader, som Dansk Folkeparti i sin tid skabte. Problemet er, at Inger Støjbergs selv oplever sin karisma så voldsom, at hun ikke behøver at svare på noget som helst fra nogen. Støjbergs stemmer viser således, at den ikke går her lidt over 100 år efter, Weber døde. Moderne mennesker vil ikke bare have personlige nådegaver og karisma. De vil også vide “hvorfor”, og denne uindfriede længsels fallit fremviser Støjbergs stemmer flot og sympatisk.
