DR3's serie Doggystyle
Livet forstås baglæns, men må leves forlæns

Doggystyle: Asta med skuespillerdrømmene holder sig for fin til at arbejde på grillen, men ikke til at have sex på nøjagtig den måde, den hypede instruktør vil have det. Fordi hun ikke vil bo i Brønshøj, bliver hun nødt til at flytte hjem til sine forældre i provinsen, hvor hun bliver nødt til at bide en del af sine manerer i sig for at komme videre. Foto: Screenshot fra serien.

Skrevet af

Bo Plantin
Manuskriptforfatter

15 artikler

0 indlæg

DR3's Doggystyle hylder Vandkantsdanmark og giver Københavns selvfede filmbranche fingeren. Thi på Odden lever folk både med og mod deres egne fejl og mangler, og storbylapsen må lide eller lære. Når det er sagt, er vi en lille smule trætte af DR's leflen for de unge.
Der er i sagens natur mangt og meget, man ikke forstår om ungdommen nu til dags, når man, som nærværende skriverkarl, har rundet de 48 leveår. Men er de unges ungdom nu også så væsensforskellig fra den, man selv gennemlevede for ikke så forfærdelig mange år siden?
 
Altså, det være sig bortset fra, at der nu åbenbart ikke er den situation, der ikke skal foreviges på sociale medier, hvor man vinker til verden, gør sig til og viser sig frem.Derudover forestiller jeg mig ikke, at de mange for det meste selvmedlidende refleksioner over livet, og hvad ens plads er i det, er mærkbart anderledes. Og det er da også primært det, DR3’s nye serie Doggystyle handler om; hvor man egentlig hører til henne.
 
Asta tjekker skraldefyren ud. Er han mon noget?
 
Doggystyle handler om pigen Asta, spillet af Rosemarie Mosbæk, der er ung og pæn og gerne vil være skuespiller. Hun kommer fra Udkantsdanmark, men opholder sig i København på lånt tid. Hun har fået afslag fra teaterskolen, har været med i en reklame- og en kortfilm, hun knalder med en instruktør, som hun banalt nok er forelsket i, og længere er hun ikke kommet i hele dét menageri.
 
Da Asta løber tør for penge, ser hun sig nødsaget til at flytte tilbage til barndomshjemmet et sted på Sjællands Odde. Her løber hun hurtigt ind i det gamle slæng, hvor veninden Jose, solidt spillet af Josephine Park, bliver Astas nye proxy. 
 
Astas veninde Jose (tv.) har fødderne solidt plantet i virkeligheden.
 
For Asta er ikke rigtigt noget i sig selv. Hun er på mange måder tom. Hun kalder sig kunstner, men ingen af os ser hendes indre ild. Kun når der er en dreng, hun føler sig tiltrukket af, bobler der lidt personlighed op til overfladen. Asta er kun noget i kraft af andre menneskers blik på hende.
 
Asta og skraldemanden Bjarke, som hun gerne vil noget med, men ikke helt kan finde ud af. Screenshot fra afsnit 6.
 
Kapløbet om de unge
DR3 har de sidste par år haft meget travlt med at forsøge at indfange interessen fra de unge, der helst ser TV3 og TV 2 Zulu og den slags. De havde fat i folk med den norske Skam, uden hvilken den her serie nok ikke havde fået grønt lys, men det unge publikum skal hele tiden fordres.
 
Ellers er der andre streamingtjenester, der gør sig til her og der og alle vegne. DR3 har gjort sig i det, jeg vil kalde reality-doku, nok mest kendt med programserien om sugardateren Gina Jaquelines liv og levned samt de to unge mennesker, der, føltes det, mere eller mindre uforvarende kom til at stille deres åbne forhold til frit skue i Ku' godt må godt.
 
Alex og Malou fra DR3-serien Ku' godt må godt.
 
Genren føles ærligt talt underlødig i DR-regi, for med den har de samtidig hældt enhver respekt for det danske sprog ud med badevandet. Her bliver der talt dårligt dansk med diverse amerikanske gloser eller hele sætninger, hvilket gør, at personernes talte sprog bliver til tomme klicheer taget fra den lavere ende af popkulturen. I øvrigt er DR3’s titler og metatekster pebret til med det bandeord, man på amerikansk kalder en ”f-bomb”.
 
Jeg ved godt, jeg lyder virkelig gammel nu, men er det virkelig nødvendigt at tale så grimt? Er det den eneste måde at fange de unges opmærksomhed på? Med Doggystyle har man så taget en beslutning om at betitle et stykke dansk ungdomsdrama med en ikke-dansk titel.
 
Tidligere var der en dansk undertitel, der lød Når livet tager dig bagfra, og jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke synes, det er det, serien handler om. Til gengæld spejler titlen meget godt hovedkarakteren Astas problem, nemlig, at der aldrig er noget, der er hendes skyld. Men sandheden skal helt klart findes længere ovre i 'Når du tager dig selv bagfra'. 
 
Den slappe karakter
Asta bærer et par hjerteformede solbriller, der for de indviede alluderer til plakaten til Stanley Kubricks film Lolita. Og det er ikke en tilfældig reference, for som Lolita i Nabokovs værk er der heller ikke megen handlekraft i Asta: Tingene sker for/med/ved hende. Ja, faktisk er hun slet ikke den hovedkarakter, man helst ser. I rollen som Asta lægger Rosemarie Mosbæk sit ansigt i de mest muligt indolente folder og gør karakteren ”slap”.
 
Lolita, 1962.
 
Denne teenager-slaphed skal helst kontrasteres med en vis grad af selvstændighed og viljestyrke, som f.eks. Napoleon Dynamite (2004), hvis irriterende, ugidelige fjæs burde vinde en præmie for sin apati. Men Napoleon var modig og ligeglad med, hvad andre syntes om ham; det var det, der gjorde, at man elskede ham – på trods af det der fjæs.
 
Asta derimod forholder sig ikke til andet end det, der falder ned i skødet på hende. Det kræver et mindre mirakel, hvis hun skal gøre sig forhåbninger om at klare sig i den kunstneriske del af verden, hvor man jo altså kun har det, man aktivt har tilranet sig.
 
Napoleon Dynamite, 2004.
 
Spredt rundt om i de syv afsnit, jeg har set, kan man finde små moderniteter, som fx det uretfærdige i, at mænd ikke behøver barbere skrævet, at skrald skal sorteres, at kød skal være økologisk og meget andet. Det er ting, der på sæt og vis definerer Asta, eller måske er det omvendt; at Asta lader sig definere af disse storbymoderniteter.
 
Carl Jung sagde vist noget i retning med, at det ikke altid er mennesker, der har ideer, men derimod ideer, der har mennesker. Og set fra den vinkel er portrættet af pigen fra udkanten, der prøver at gøre sig til i København, en yderst tragisk sådan. Man kan tage pigen ud af Udkantsdanmark, men man kan ikke tage Udkantsdanmark ud af pigen.
 
Instruktøren Aske Bang er just not that into Asta.
 
Den københavnske, selvhøjtidelige radicool verden
Astas relation til instruktøren er et godt eksempel på, hvor kold kunstverdenen kan være. Hun er forelsket i ham, han vil bare gerne bolle, han er instruktør, hun er skuespiller in spe, han er vild med en anden, norsk, pige, med hvem det så lykkes ham at få Asta skubbet med på en trekant. I toget på vej hjem sidder Asta og græder – om det er over et knust hjerte eller det faktum, at hun kun er et stykke lækkert kød for instruktøren, er ikke til at sige, men jeg hælder til sidstnævnte.
 
Portrættet af den københavnske, selvhøjtidelige radicool verden er meget rammende, specielt set fra denne forfatters vinkel, der selv mangen en gang er flygtet skrigende væk fra disse horder af rygklappende får.
 
Så portrættet af Asta er i virkeligheden mere komplekst end som så eller måske nærmere: intentionen med portrættet af Asta. For det seriens skaber og instruktør, Anna Emma Haudal, forsøger sig med her, er at vise, at Asta i virkeligheden prøver at blive en anden, end den hun er. For hun er godt klar over, at hun ikke bare kan være sig selv, hvis hun skal klare sig i den del af virkeligheden.
 
Men hun er ikke særlig god til at forstille sig, hvilket er dejligt illustreret i en scene, hvor hun er til et bofællesskab-interview med et par krænkelsesparate fruentimmere, der dumper hende, da hun kommer til at afsløre, at hun har en svaghed for pølser.
 
Astas veninde (tv.) og hendes kollektiv interviewer Asta for at se, om hun passer ind. Det går ikke så godt. Screenshot fra afsnit 1.
 
DR3 har forsøgt at gøre Skam kunsten efter på de sociale medier. Men hvor man i Doggystyle mere eller mindre konstant ser Asta og andre gøre sig på Snapchat, er der faktisk kun et enkelt SoMe-fremstød, og det er i form af en Instagramkonto til hovedkarakteren, og det er mere end nok. Serien har egentlig ikke brug for det, men jeg forstår godt, at man lige laver en såkaldt 'hook' til det unge publikum.
 
Figuren Astas Instagramkonto, der slet ikke på samme måde som den norske SKAM udnytter potetialet i de sociale medier.
 
Der er noget umiskendeligt cinéma vérité over Doggystyle i den forstand, at det hele minder meget om den satans virkelighed; der sker sgu ikke særlig meget i afsnittene, der varierer i længde fra 22 til så lidt som ni minutter. Hvert afsnit har omkring tre sekvenser/scener, og det er ikke altid, der egentlig sker så meget i de scener.
 
Når drama går højt, så sker der hele tre ting i en scene: Den driver historien fremad, den fortæller noget om hovedkarakteren og -modstanderen, og der sker noget uventet (Aaron Sorkin (bl.a. The Social Network, 2010) er verdensmester udi det her). Det kan man selvfølgelig ikke forvente af alle scener, for publikum ville simpelthen blive for overvældet, men man kan også gå så langt ud ad indie-movie-stien, at man kommer til at kede publikum med lange indstillinger af folk, der stirrer tænksomt ud af vinduet og andre af den slags forsøg på ”dybde”.
 
Men på trods af alle de her mere eller mindre negative ord, så kan jeg faktisk godt lide Doggystyle. Instruktionen af skuespillerne fungerer, der er en villet stemning og stil over hele værket, der er en kærlighed til karaktererne, og på trods af den til tider frustrerende Asta, så har jeg fuld forståelse for valget af hende som hovedperson.
 
Jeg troede virkelig ikke, det ville være noget for mig. Det er dejligt at få afkræftet sine fordomme.

Relaterede artikler

Forever young - Hvorfor er det lige, at den norske netbaserede ungdomsserie "Skam" er på alles læber for tiden? Svaret er simpelt: Den e...
Når kvartlivskrisen rammer - Var det mon dumt at læse tibetologi? Skal du drikke Breezers og tage på Night Fever, eller skal du til at notere tidspun...
Syv nøgler til at forstå SKAMs succes - SKAMs tværmediale succes og dedikerede fanskare har fået den skandinaviske mediebranche til at diskutere, hvad man kan l...
At være eller ikke at være... ung - Der findes to slags ungdom. Den, man ryster på hovedet af, og den, der får en til at længes. SEIN tilhører den sidste. F...
No money, no honey - Gina Jaqueline er sugarbaby, men hendes liv er langt fra sukkersødt. Hun søger ægte kærlighed, anerkendelse og omsorg, o...
Fuckbois fucker alt og alle - Hver alder sin drift. Hver drift sit fællesskab. Hvert fællesskab sin historie. DR3's serie 'Fuckbois' er, som titlen an...
Er du BLANK efter SKAM? - NRK er klar med en ny serie, der skal løfte arven efter SKAM. Lørdag den 14. april startede den nye serie ”Blank” på blo...
Gadernes skjulte subtekster - I et bybillede skæmmet af borgmesterpik-kunst og monotone outdoor-reklamebilleder med den samme underliggende fortælling...

Giv din stemme

8 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

42 JOB

PR & Communications Manager

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.