DR’s nye serie John Dillermand
Lidt om dillermænd, leg og Ole Lund Kirkegaard

“Ramasjang på iPad’en er en ret fast del af vores weekend- og feriemorgener. På den måde kan man som forældre købe sig til følelsen af at sove længe, mens børnene færdes i, hvad Danmarks Radio selv betegner som et trygt univers. Nu indeholder dette univers således også en animeret figur ved navn John Dillermand, med alt hvad det indebærer.” Kilde: DRTV

Det ligner efterhånden lidt en tabersag at anklage DR Ramasjangs nye animationsserie ”John Dillermand” for at være skadelig for børn eller køns- og sexismedebatter, hvis diverse meningstilkendegivelser skal stå til troende. Nuvel, Sex & Samfund, som ellers har ageret konsulenter for DR i en eller anden form, har fraskrevet sig ansvaret og ønsker ikke at anbefale serien, men hvorfor skulle de egentlig også det? Den handler jo ikke om sex – og i virkeligheden handler den meget lidt om køn.
Se John Dillermand ved at følge linket her, eller tryk på billedet. Kilde: DRTV
 
Jeg tillader mig at starte lidt anekdotisk, da begge mine piger – med en alder på henholdsvis fire og syv år – befinder sig i målgruppen for serien.
 
Efter nytåret var juleferien efterhånden ved at klinge af. Vi havde blandt andet tilbragt den frie tid med firserfilmatiseringer af Ole Lund Kirkegaards klassikere Lille Virgil, Orla Frøsnapper og Otto er et næsehorn. Film med rigtige mennesker, som min ældste datter kalder det, og fortællinger, som vel nærmest betragtes som en del af dansk børnefiktions arvesølv. Ikke-mennesker spiller dog også ret store roller i begge fortællinger i form af fremtegnede næsehorn og andre væsner samt en ildspyende drage.
 
Den følgende dag var det heller ikke et ”rigtigt menneske”, der havde været anledning til en sang, jeg ikke havde hørt tidligere. Inde fra børneværelset blev der sunget om ”John Dillermand, John Dillermand, han har verdens længste dillermand…”. De voksne studsede, og børnene grinede.
 
Ramasjang på iPad’en er en ret fast del af vores weekend- og feriemorgener. På den måde kan man som forældre købe sig til følelsen af at sove længe, mens børnene færdes i, hvad Danmarks Radio selv betegner som et trygt univers. Nu indeholder dette univers således også en animeret figur ved navn John Dillermand, med alt hvad det indebærer.
 
Fri leg og moralsk ansvar
I Danmark har vi en udbredt selvopfattelse af at være frisindede – hvis ellers ikke samfundssindet efterhånden har overtaget som den kollektive identitets grundfølelse. Vores kultur, samtaler, humor og opfattelser af krop og køn skal helst kunne rumme det meste. Dette udgangspunkt bringer os af og til lidt i fedtefadet i kraft af grænsesøgende fjernsynsprogrammer for børn. Når kritikken bringes i udlandet, fremstår vi dog som oftest ganske forenede om vores ret til at gøre grin med det meste. Det virker også til at være tilfældet, overordnet set, denne gang.
 
I frisindets tradition finder vi også legen. Gerne den såkaldte frie leg, som ellers er opfundet i Frankrig af Jean-Jacques Rousseau, og som ofte klandres for at være forbundet med et alt for romantisk børnesyn. Børnesynet ignorerer nemlig børnenes disposition for at være overskridende, frække og måske ligefrem ondskabsfulde engang i mellem, hedder det sig.
 
Til at beskrive legen – og det er der et stigende antal forskere, der får mulighed for at gøre i disse år – må det anses for en klassisk nietzscheansk figur at pege på det apollinske og det dionysiske i dets væsen. Det gode med det onde, som Lars von Trier plejede at udtrykke dikotomien i Riget, med dertilhørende håndtegn. Leg er altså på den ene side noget behageligt, artigt og godt, men på den anden side også noget, der kan blive frækt og nogle gange nærmest ondskabsfuldt. Er det i så fald stadig leg? Det kan man få mange diskussioner ud af.
 
Legen er et sted, kunne man sige, hvor vi træder ud af virkeligheden, men hvor vi også har brug for virkeligheden som et redskab og en ramme, vi kan pege på. Legen kan altså ikke eksistere i et vakuum, men er samtidig heller ikke tynget af de konkrete vilkår, der kendetegner virkeligheden.
 
Det er en dillermand – ikke en rigtig pik
Når Johns dillermand ikke kan opføre sig ordentligt, så er der ikke tale om en penis, en pik eller en tissemand. Der er tale om en dillermand. Dillermanden har ganske vist brug for vores bevidsthed om, at der findes et mandligt kønsorgan, men mest af alt bevidstheden om, at det er noget, som voksne ofte forbinder med pinlighed. Nogle mere end andre.
 
Vi lever i en verden, hvor der produceres et væld af vittigheder om kønsdele, og børn er en del af den verden. Traumatiserende oplevelser er, for børn, når de oplever noget, der går ud over deres alderssvarende evner, og det kan bestemt godt lade sig gøre at møde sådanne oplevelser i fjernsynet. At John Dillermand skulle medføre en sådan oplevelse for et fire- eller otteårigt barn er dog stærkt usandsynligt.
 
Som Mariella fint siger om Johns diller, så er det "...sådan en diller, som man har, når man er 4-8 år..."
 
Tematikkerne befinder sig langt væk fra overgreb eller andre emner, der kunne henlede opmærksomheden på verserende debatter om køn og sexisme. Dilleren er et symbol på tabu, det frække, det pinlige. Selvom det er fint med anledninger til diskussion af køn og kønsdele i børnehøjde, som det for eksempel har været formålet i Ultra smider tøjet, så er John Dillermand ikke i nogen nævneværdig grad oplagt til dette formål. Til det er dillerens rolle simpelthen for metaforisk, når den ruller sig ud som en bismarckstribet slange uden øvrig antydning af penisstruktur (læs: fravær af glans, testikler, etc.).
 
"..til de voksne mennesker, som seksualiserer det....lad dog vær med det? Børn tænker ikke sådan," siger Frida. 
 
I selve fortællingen bliver vi gentagende gange mindet om dillerens grundlæggende funktion som noget pinligt og lidt besværligt gennem Oldemor, der synes dilleren er åndssvag og beder John pakke den væk. Selv bærer hun et gevær, som hun ikke er bleg for at fyre af i tide og utide, men debatten om våben i børneprogrammer lader vi ligge til en anden god gang. Dilleren er symbolet for den førnævnte dikotomi i sin vekslen mellem det impulsive og frække og det kreative og problemløsende. Om dilleren decideret skal ses som en metafor for leg, vil jeg ikke indlade mig på at afgøre. Den kan lige så vel ses som en generel metafor for kroppen, dens udvikling og alt, hvad det medfører af pinlighed, muligheder og akavede følelser.
 
Fortolkende reproduktion
En af vore fremmeste børnekulturforskere her til lands var Flemming Mouritsen. Han var ligeledes optaget af leg og har flere steder hævdet, at børns egen kultur er kendetegnet ved at være en legekultur. Børns legekultur består af gentagelser som lader sig gøre gennem kulturel overlevering og videreudvikling, hvilket børnesociologen Bill Corsaro har betegnet som fortolkende reproduktion. Siden årtusindeskiftet har vi i medieforskningen også talt om deltagelseskultur, som kendetegnes ved de (dengang) nye mediers tilvejebringelse af muligheder for at (re)producere og interagere med og om medietekster – eller ”indhold”.
 
På de sociale medier har det været muligt at følge udviklingen af tilstødende universer til John Dillermand – ofte med fokus på en kvindelig karakter som f.eks. Lone Tissekone, der besidder nogenlunde samme evner som John Dillermand, blot i kraft af sine elastiske og farverige kønslæber. Denne form for deltagelse er velsagtens, hvad de fleste tv-producenter drømmer om.
 
Hvis jeg skal vende blikket hjem i egen stue igen, så har min syvårige datter også været hurtig til at producere tegninger af John Dillermand – helt uden, jeg havde bedt hende om det (jeg sværger!). Kilde: Selma Laulund Lundtofte
 
Der er også blevet leget, parallelt med receptionen af programmet samt efterfølgende. Det foregår blandt andet ved at stoppe bæltet fra en morgenkåbe ned i bukserne og derpå svinge rundt med dilleren. Det er en performativ leg, der handler om at få sig selv og hinanden til at grine, og det gør vi så i op til ti minutter, vil jeg anslå.
 
John Dillermand er naturligvis heller ikke selv opstået ud af ingenting. Animationsstilen, som foregår i stopmotion, låner en hel del fra kulttegnefilmkanalen Adult Swims Robot Chicken, der vel kan beskrives som en slags sketchshow, bestående af ny og gammel populærkultur og grænseoverskridende South Park-humor. 
 
Adult Swims Robot Chicken animationsstill ligner meget DR’s serie, men indholdet er trods alt noget mere “adult”.
 
Den tjener som endnu eksempel på, hvordan deltagelses- og fankulturerne har fundet vej tilbage til den brede, kommercielle distribution. Dillerman var også navnet på Morbror Harrys elendige udklædningsdragt med tilhørende cykel – en opfindelse, der fik ham fyret som legetøjsudvikler i starten af børnefilmen Hannibal og Jerry. Ovenpå denne nedtur skulle han ernære sig som hjemismand og blandt andet sælge et produkt ved navn ”issemand”.
 
Associationerne er mange – jeg har i øvrigt slet ikke fået nævnt Spirillen med den karakteristiske lange og praktiske hale – men det kommer velsagtens ikke bag på nogen, at der er præcedens for visse dele af humoren, stilen og formen. Gad vide om Ole Lund Kirkegaard havde fundet programmet morsomt? Det kan jeg personligt godt være lidt i tvivl om, da historierne og figurerne måske nok fremstår en tand banale. Men jeg føler mig til gengæld overbevist om, at han nok ikke havde meldt sig i det moraliserende kor.

Relaterede artikler

Dream a little dream of me - Det begynder med barnlig uskyld og fortsætter med det perfekte ægteskab. Vi er i thrillergenren, så begge dele lanceres ...
Er medierne de rette til at redde vores demokrati? - Det er smukt at se, hvordan to af landets stærkeste og mest troværdige medieprofiler i denne weekend har nægtet at gå i ...
Michael Jeppesen har en plan - Han er blevet skildret som en skummel Mørkets Fyrste. Strategen, der ikke gav interviews, som er blevet kaldt ikke-folke...

Giv din stemme

153 stemmer
4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

26 JOB

PR-profil med tæft og flair

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.