Værdipolitisk public service-aftale
DF holder DR i danskhedsjerngreb

Ordet "dansk" dukker op 81 gange i den 20 sider lange public service-aftale. Foto: Ditte Valente/Henning Bagger/Scanpix

En nedskæring af DR af historisk omfang, en næsten parodisk fokusering på danskhed i en temmelig normativ version, en i den grad manglende understregning af det internationale, også på kulturområdet, en omfattende tendens til at detailstyre, hvad DR må og ikke må, et forsøg på at begrænse DR’s mulighed for at udfolde sig på sine egne digitale platforme, et forsøg på at fjerne underholdning som del af public service og en potentiel underminering af DR’s rolle for dansk spillefilm og dokumentar. Det er bare nogle af de ting, som springer i øjnene ved den ualmindeligt værdipolitiske og ideologiske public service-aftale for 2019-2023.
Er der noget, der næsten har været et politisk dogme eller i hvert fald en meget lang tradition i dansk kultur- og mediepolitik, er det, at man har vedtaget de løbende 4-årige filmaftaler og public service-kontrakter med bred politisk opbakning. Det har skabt ro og kontinuitet for film- og tv-kulturen og givet nogenlunde sikkerhed for, at der ikke blevet foretaget dramatiske politiske ændringer inden for de aftalte perioder eller fra den ene periode til den anden.
 
Bevares, der har altid været store kulturpolitiske diskussioner og bråvallaslag inden, aftalerne gik igennem, men når det så var sket blev der som regel ro. Sådan ser det ikke ud til at være med den nuværende borgerlige regering ved roret, og slet ikke når Dansk Folkeparti alene har fået lov til at lægge de afgørende stemmer til. Resultatet ses for så vidt allerede, idet repræsentanter for oppositionen har været ude at love, at de vil lave den nye public service-kontrakt om, så snart og såfremt de får muligheden.

Men er det ikke sundt og demokratisk rigtigt, at kultur- og mediepolitikken afspejler en politisk virkelighed, og et politisk flertal kan sætte sine spor?
 
Jo, selvfølgelig er kultur og medier et politisk område, og der er ideologiske forskelle i tilgangen til det. Men hvis kultur- og mediepolitikken bliver en løbende politisk kampplads, en kastebold for ideologiske og politiske markeringer, så risikerer man at underminere det fælles grundlag, som sikrer, at kultur- og medieinstitutioner kan udfolde sig mangfoldigt for alle danskere uden at skulle frygte for mere eller mindre skiftende politiske vinde.
 
 
Man må derfor kalde det lidt af en flabethed, at Mette Bock efter vedtagelsen af besparelsen til pressen udtalte, at det skam ikke var meningen, at DR skulle svækkes som public service-institution. Tværtimod var meningen, at de skulle lave mere og bedre public service for færre penge, og de skulle skærpe deres public service-profil.
 
 
Kultur- og mediepolitikkens institutionelle og lovgivningsmæssige rammer bør ikke udsættes for jordskælv, selvom fornyelse og udvikling også er vigtigt. De løbende kontrakter, der indgås, bør være robuste og generelle i deres formuleringer – ikke en platform for meget præcise og detaljerede politiske meldinger, der indsnævrer råderummet. Sådan er det i de nordiske og europæiske lande, vi kan sammenligne os med – og sådan har det også været hidtil i Danmark.

Den økonomiske lussing til DR
Der har været større nedskæringer af DR før: I 1999 skulle man over en 4-års periode spare 300 millioner, og i 2007 skulle man på bare ét år skære 300 millioner, hvilket kostede i omegnen af 500 stillinger. Alligevel har regeringen og DF gennemført den største økonomiske nedskæring af DR i mands minde.
 
I 2007, da Kenneth Plummer var generaldirektør i DR, var der også store nedskæringer. Foto: Morten Bjørn Jensen/Scanpix
 
Der er tale om en besparelse på 420 mio. af det samlede budget frem til 2021, og i 2022 og 2023 yderligere 350 millioner, altså sammenlagt over 5 år i alt 750 millioner. Vi har allerede fra DR fået udmeldinger på de første umiddelbare konsekvenser i form af nedlæggelse af tv- og radiokanaler, programmer, redaktioner og en varslet fyring af foreløbigt langt over 400 medarbejdere.
 
Det svarer til en nedskæring på 20 %, og selvom DR stadig efter dette  set med danske øjne  er en stor institution, så kan det ikke undgå at få betydning for programudbud og kvalitet.

Man må derfor kalde det lidt af en flabethed, at Mette Bock efter vedtagelsen af besparelsen til pressen udtalte, at det skam ikke var meningen, at DR skulle svækkes som public service-institution. Tværtimod var meningen, at de skulle lave mere og bedre public service for færre penge, og de skulle skærpe deres public service-profil.
 
Men uanset, hvad kulturministeren og forligspartiernes talsmænd måtte finde på at sige om det, så er der slet og ret tale om en meget stor forringelse af DR som samlet institution, og den vil ramme bestemte dele af deres programudbud. Det kan ikke undgå at svække DR både nationalt og internationalt. Man skal heller ikke undlade at bemærke, at en grund til at slanke og ændre DR givetvis har været at skabe mere plads for de kommercielle danske aktører.
 
DR skal ifølge kulturminister Mette Bock lave mere public service for færre penge. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix.
 
Den største konkurrent til den danske mediekultur kommer ikke indefra, men udefra. Med andre ord: Mens den globale konkurrence med store globale onlinemedier som Facebook, Twitter, Google, Amazon, Netflix og HBO slår stærkere og stærkere igennem, også i Danmark, på nyheder, underholdning, film, tv-serier osv., så kan de danske aktører muntre sig med at bide skeer med hinanden.
 
I optakten til kontrakten og den økonomiske nedskæring har det helt klart spillet en rolle, at brancheorganisationen Danske Medier – som bl.a. repræsenterer dagbladene – har stirret ret ensidigt på DR som den store skurk og konkurrent, når det drejer sig om nyheder på nettet. Som det ser ud nu, har DR fået en vis regulering af deres online-adfærd, bl.a. for nyheder – med den formulering, at man godt må lave noget, men det må ikke være for langt!
 
Det er et klart indgreb i DR’s journalistiske og kreative frihed. Danske Mediers kampagne mod DR på nettet er i følge langt de fleste eksperter ikke nogen løsning på det problem, som de trykte medier står i.
 
Den største konkurrent til den danske mediekultur kommer ikke indefra, men udefra. Med andre ord: Mens den globale konkurrence med store globale onlinemedier som Facebook, Twitter, Google, Amazon, Netflix og HBO slår stærkere og stærkere igennem, også i Danmark, på nyheder, underholdning, film, tv-serier osv., så kan de danske aktører muntre sig med at bide skeer med hinanden.
 
De borgerlige politikere finder åbenbart, at den bedste måde at styrke danske medier på er at skære en af de få store, danske spillere på medieområdet. Det skal nok føre til en styrkelse af en samlet dansk mediekultur!

Den ideologiske lussing til DR
Den nye public service-kontrakt er sammenlignet med nogle af de foregående et tydeligt signal om, at det kultur- og mediepolitiske klima i Danmark har ændret sig. Public service-medier i Europa som helhed og også DR har ganske vist historisk og aktuelt stået model til megen kritik.
 
Slaget om 1864 og slaget om Historien om Danmark var hårdt og blodigt, og i hvert fald DF’s repræsentanter har været ganske markante i deres udtalelser omkring DR.
 
Det skal der ikke lyde et ondt ord om – kritik er en vital del af et demokratisk samfund, og alle DR’s udsendelser skulle jo gerne gøre indtryk, vække debat og i det hele taget røre os. Men en ting er kritik og debat, noget andet er, hvis kritikken danner udgangspunkt for et ideologisk korstog mod bestemte institutioner og medier.

Slaget om 1864 og slaget om Historien om Danmark var hårdt og blodigt, og i hvert fald DF’s repræsentanter har været ganske markante i deres udtalelser omkring DR.
 
DR's tidligere dramachef Ingolf Gabold udtalte i 2016, at flere dramaprojekter havde været politiske projekter for ham, herunder 1864. Foto: Ditte Valente/Scanpix.
 
Kulturordfører Alex Ahrendtsen (DF) var således (Berlingske 21/10 2014) inde på, at DR’s serier burde faktatjekkes, og mente ikke, at kunstnerisk frihed er hellig og absolut. DF’s mediepolitiske udspil fra 2016, Medier til hele Danmark, udmærker sig ved at tale om den store skævhed i vores mediebillede mellem hovedstad og provins, ved at ville stække DR’s tilstedeværelse på nettet, produktion af underholdning og ved stærkt at betone vægten på dansk produktion, dansk sprog og dansk kultur. Og ved at foreslå en beskæring af DR på 25 %.
 
Den økonomiske lussing følges af ideologiske lussinger. Man skal naturligvis ikke overvurdere den slags kontrakters betydning i det daglige arbejde.
 
Helt fik DF således ikke sin vilje, men deres holdning mærkes i de mange minutiøse ændringer og tilføjelser i den nye public service-kontrakt. Alex Ahrendtsen har da også til Weekendavisen (21/9) udtalt, at det var en ”kamp fra sætning til sætning” for at sikre, at DR denne gang blev nødt til at leve op til kontraktens ord.

Kigger man nærmere på public service-kontrakten for 2019-2023 i forhold til den tidligere kontrakt for 2015-2018, så virker det som om, DF har haft held til at skærpe den ideologiske tone. Den økonomiske lussing følges af ideologiske lussinger. Man skal naturligvis ikke overvurdere den slags kontrakters betydning i det daglige arbejde. DR producerer utroligt meget og meget forskelligt, og her taler vi om formuleringer på et ofte ganske højt abstraktionsniveau.
 
Men det er måske alligevel sigende, at ordet dansk (i forbindelse med andre ord) forekommer 81 gange i det 20 sider lange dokument, mens ordene international og europæisk kun tilsammen optræder 6 gange – og da kun ved nyheder eller viden.
 
I 2014 udtalte Alex Ahrendtsen (DF), at DR burde faktatjekkes, og den kunsteriske frihed ikke var absolut. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix.
 
Men det er måske alligevel sigende, at ordet dansk (i forbindelse med andre ord) forekommer 81 gange i det 20 sider lange dokument, mens ordene international og europæisk kun tilsammen optræder 6 gange – og da kun ved nyheder eller viden. Det er som om, den nye kontrakt er ramt af en større regional og national horisontforsnævring, end man har set tidligere.
 
Vi ved jo også, at DF – udover at have stået for en ret bastant danskhed i sine medieoplæg og udtalelser om DR de senere år – også har harceleret over DR som en elitær københavnerkanal, og ønsket en meget større regionalisering. Det er en dagsorden, som ikke er opgivet. Der findes i både den nye og den gamle kontrakt en helt enslydende opremsning af, hvad der samlet
set er formålet med DR:

- at styrke borgernes handleevne i et demokratisk samfund
- at forbinde og spejle Danmark
- at stimulere kultur og sprog
- at fremme viden og forståelse.

Det er for så vidt udmærkede, overordnede formål, selvom man godt kunne ønske sig i vores globale tidsalder, at forholdet mellem national og global kultur blev tematiseret stærkere. Det er jo ikke kun på nyheds- og faktaområdet, det er vigtigt.
Men selvom disse overordnede formål gentages fra de forrige kontrakter, så spærrer man lidt øjnene op, når man opdager, at der nu er indføjet et helt nyt afsnit, som synes at gentage og skærpe noget af det, som allerede er skrevet i de generelle formål.
 
”DR skal styrke sit tilbud vedrørende kulturelle, demokratiske og historiske grundværdier i det danske samfund, herunder en tydelig formidling af den danske kultur og den danske kulturarv. Det skal i DR’s programflader og platforme være tydeligt, at vort samfund bygger på folkestyre og har sin rod i kristendommen.”
 
Det er her de ideologiske lussinger ligger. F.eks. står der meget fredsommeligt i de almene formål: ”DR skal lægge særlig vægt på sin rolle som initiativtager til og formidler af dansk kunst og kultur og den danske kulturarv, herunder den kristne kulturarv.”
 
Men hør så, hvad der står i en formulering i det nye afsnit, før de basale formål er nævnt: ”DR skal styrke sit tilbud vedrørende kulturelle, demokratiske og historiske grundværdier i det danske samfund, herunder en tydelig formidling af den danske kultur og den danske kulturarv. Det skal i DR’s programflader og platforme være tydeligt, at vort samfund bygger på folkestyre og har sin rod i kristendommen.”

Er det bare det samme sagt på en anden måde? Nej, det er det ikke; her doceres og tales med meget store bogstaver. Der er noget, der skal styrkes og tydeliggøres, og som DR senere skal kunne dokumentere at have opfyldt på alle platforme. Det går igen på et andet niveau, når der peges på, at DR i højere grad skal målrette sit virke til mere ’grundlæggende public service’ (og det forklares som aktualitet, kultur, børn og unge, folkeoplysning, uddannelse og læring).
 
Her får DR at vide, at de skal ”fokusere på indhold, der ikke udbydes af kommercielle udbydere.” Underholdning er åbenbart her blevet et fyord, selvom det har været en helt naturlig del af DR’s programforpligtigelse siden 1973. Hvis man skal tage formuleringerne alvorligt, åbner der sig en ladeport af potentielle styringsparametre for DR’s virke, hvilke i betydelig grad indsnævrer det, DR hidtil har lavet – og det er med garanti ikke noget, der vil øge DR’s mangfoldighed og evne til at nå alle danskere.
 
DR har flere gange fået kritik for sine underholdningsprogrammer  især for X Factor, der nåede at rulle over skærmen i ti år, før det blev overtaget af TV 2. Foto: FLINDT MOGENS/Scanpix.

I det hele taget er den nye sammenfattende og ganske detaljerede formulering af, hvad public service er, ganske tænkevækkende: ”DR’s kvalitetsindhold skal bidrage til DR’s overordnede public service-formål og skærpes indenfor nyheder og aktualitet, kunst og kultur, historieformidling, børn og unge, folkeoplysning, uddannelse og læring, den kristne kulturarv, natur, klima samt den regionale dækning. ”
 
Tjek, tjek – hvad er det nu, der mangler her? Ja, bl.a. et så væsentlig område som underholdning, som jo også er kultur, eller dokumentar eller drama. Når man nu er så detaljeret, kan man jo blive helt konspiratorisk omkring det, der ikke står! Heldigvis dukker drama dog op på næste side.

Man har stærkt på fornemmelsen, at det også har været intentionen: DR skal skæres ned og snævres ind i sit programudbud for at give mere plads til kommercielle aktører. Hvad man helt har glemt, er, at det også vil styrke store internationale, kommercielle aktører – og sikkert også TV 2.
 
Ordet dansk i alle mulige sammenhænge synes at have ynglet vildt i den nye public service-kontrakt meget stærkere og mere detaljeret end i den gamle.
 
Det er i den forbindelse tankevækkende, at man også har ændret formuleringen omkring programmer til unge, sådan at sætningen ”styrke indkøbsprofilen for udenlandsk indhold med programmer der har høj professionel kvalitet og originalitet inden for sin genre" i den forrige kontrakt er slettet. Kampen om fremtiden er jo i høj grad kampen om de unge, som allerede er sivet over til de udenlandske streaming tjenester.
 
Her spænder man igen ben for DR’s muligheder, hvis ikke man både kan vise det bedste udenlandske og det bedste danske .

DR i det samlede mediebillede
Ordet dansk i alle mulige sammenhænge synes at have ynglet vildt i den nye public service-kontrakt meget stærkere og mere detaljeret end i den gamle. Det har allerede ført til en stærk offentlig polemik mellem danske filmproducenter og Mette Bock. Det skyldes, at man var blevet så glad for det danske, at der også står i kontrakten, at ”DR skal engagere sig på markedsvilkår i
dansksprogede kort- og dokumentarfilm udført hos uafhængige producenter.”
 
Dansksproget kan kun med meget god vilje strækkes til også at omfatte danske dokumentar- og spillefilm på andre sprog end dansk. Men kulturministeren har nu været ude og slå fast, at det ikke er meningen; det er en uklar formulering, og det betyder danskproducerede.
 
Men i lyset af den markante opgradering af det nationale og regionale, som sker i hele kontrakten, er det jo svært ikke at se denne formulering som endnu et angreb mod den meget betydelige del af de danske spille- og dokumentarfilm, som har engageret sig i den globale virkelighed omkring os og den globale virkeligheds indflydelse på vores egen nationale virkelighed.
 
Man kan i flæng nævne så betydelige dokumentarister som Eva Mulvad, Anders Østergaard, Jeppe Rønde, Andreas Dalsgaard, Omar Shargawi, Nagieb Khaja, Frank Piasecki Poulsen, Joshua Oppenheimer og mange andre, som ville komme betydeligt i klemme. Det er navne, som DR har støttet, og som har opnået stor gennemslagskraft herhjemme og i udlandet.
 
Men som enhver, der har bare den mindste smule fornemmelse af, hvordan dansk kultur og danske medier arbejder, er det jo ikke kun noget nationalt. Det foregår i høj grad i et netværk af samarbejde mellem nordiske og europæiske medieinstitutioner.
 
Nagieb Khaja har blandt andet stået bag Store A – fra bandekrig til jihad, der blev sendt på DR. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Scanpix.

Men det er faktisk som om, det flertal, der har formuleret den nye public service-kontrakt, i alt for ringe grad tænker det internationale med ind som et betingelsesvilkår for dansk tv og radio. Det er ikke bare noget med, at nyhederne skal forholde sig til det internationale, herunder Europa, eller styrke borgernes viden om samme, som der står. Det er fint nok, og det giver jo næsten sig selv, at DR i sin egenproduktion af nyheder, aktualitet og dokumentar skal orientere os om verden rundt om os.
 
Vi ved, at DR-drama siden 2000 har høstet så mange priser og international anerkendelse, så det halve kunne være nok – det DR-drama, som folk i den borgerlige blok og specielt DF har haft meget travlt med at angribe.
 
Men som enhver, der har bare den mindste smule fornemmelse af, hvordan dansk kultur og danske medier arbejder, er det jo ikke kun noget nationalt. Det foregår i høj grad i et netværk af samarbejde mellem nordiske og europæiske medieinstitutioner. DR støtter spillefilm og dokumentarer, som samtidig får støtte fra mange andre public service-stationer i Europa.
 
DR’s bidrag er en del af det, der skaber økonomisk og kulturel bæredygtighed, og som trækker andre støttepartnere med sig. DR har en international brandværdi, og hvis man svækker den, så får det en kædevirkning både nationalt og internationalt. Vi ved, at DR-drama siden 2000 har høstet så mange priser og international anerkendelse, så det halve kunne være nok – det DR-drama, som folk i den borgerlige blok og specielt DF har haft meget travlt med at angribe.
 
Forbrydelsen har modtaget mange priser både herhjemme og i udlandet  den har fået flere Robert-priser og en BAFTA-pris for bedste internationale dramaserie. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.
 
Men det gælder også for dokumentarområdet, hvor DR gennem sin egenproduktion har været med til at skabe store internationale projekter, bl.a. sammen med BBC, og ved sin støtte til produktioner uden for huset også har været med til at præge dansk dokumentarfilms stærke internationale status. Det gælder også for andre programområder og for nogle af de radioområder, som desværre har lidt under lang tids nedskæringer.
 
Film og tv er ikke to adskilte verdener, og hvis vi skal klare os i den øgede globale konkurrence, så gælder det om at styrke netværkene, nationalt og internationalt – ikke svække dem.
 
Det er gift for det samlede danske film- og tv-miljø, hvis den stærke nationale orientering fører til en svækkelse af det nordiske og europæiske samarbejde. Man kan mene, hvad man vil om, at den filmforpligtigelse for DR og TV 2, som nu er på vej til at bortfalde, fører til mindre engagement fra tv-stationerne i den samlede danske filmproduktion. Film og tv er ikke to adskilte verdener, og hvis vi skal klare os i den øgede globale konkurrence, så gælder det om at styrke netværkene, nationalt og internationalt – ikke svække dem.

DR og den digitale udfordring
Antallet af traditionelle flow-kanaler er på retur efter de seneste nedskæringer på DR, og en stribe radiokanaler må også lide døden. Om kort tid er der kun tre tv-kanaler (DR1, DR2 og DR Ramasjang) og 5 radiokanaler. Det er ikke aftalens mest overraskende konsekvens, men igen kan man sige, hvorfor skal politikerne blande sig i, hvilke kanaler DR skal lave, hvis de ellers opfylder kontrakten og ikke sprænger budgettet.
 
Indtil nu har DR formået at øge antallet af kanaler og programudbuddet for de samme penge. Men når udviklingen ikke overrasker, hænger det jo sammen med, at den digitale udvikling går stadig stærkere, dvs. at flere og flere danskere rykker over på de digitale plaforme, når de ser film og tv. Hvis DR og andre tv-stationer skal holde trit med især de yngre generationer, så skal de have en stærk, bred og brugervenlig profil på den digitale platform.
 
Man må i hvert fald formode, at afgangen på en hel del lederposter er udtryk for, at DR har valgt en vej. Hvilken ved vi ikke helt endnu, og som vi har set, er den politiske styring blevet meget stærkere.
 
DR 3 står bag serier som Prinsesserne fra Blokken. Fremover vil kanalen kun kunne findes digitalt. Foto: Malene Anthony Nielsen/Scanpix.
 
På længere sigt vil DR.tv/DR.dk, eller hvad de digitale apps og platforme måtte komme til at hedde, derfor i virkeligheden være DR’s stærkeste og vigtigste kanaler. ”Nyt, mindre og mere digitalt” var det slogan Maria Rørbye Rønn lancerede omstruktureringen af DR med, og den nye mediedirektør i DR, Henriette Marienlund, udtaler sig til pressen i ret direkte vendinger om netop denne udfordring. Har der været, og er der magtkampe i DR på grund af presset udefra?
 
Nedskæringer på DR og angrebet på DR’s uafhængighed har allerede vakt opsigt hos de øvrige nordiske lande, hvor man ikke i nær samme omfang har set sådanne angreb og nedskæringer, og det samme gælder public service-juvelen over alle, BBC, selvom også de har været ude for lidt af hvert i tidens løb.
 
Man må i hvert fald formode, at afgangen på en hel del lederposter er udtryk for, at DR har valgt en vej. Hvilken ved vi ikke helt endnu, og som vi har set, er den politiske styring blevet meget stærkere.

I præsentationer af Det Nye DR (18/9) henvises direkte til en politisk beslutning, DR må rette ind efter. Og så nævnes der en slags pejlemærker: At værne om det indhold, hvor DR spiller en unik rolle (kultur, musik, børn og unge, drama), for det andet skal der skiftes gear i forhold til den digitale virkelighed. Men det er et svækket DR, der taler, og selvom DR før er kommet ud af store nedskæringer og værdipolitiske angreb, så kan man have sin tvivl denne gang, med mindre en ny regering får rettet skuden op igen.

Nedskæringer på DR og angrebet på DR’s uafhængighed har allerede vakt opsigt hos de øvrige nordiske lande, hvor man ikke i nær samme omfang har set sådanne angreb og nedskæringer, og det samme gælder public service-juvelen over alle, BBC, selvom også de har været ude for lidt af hvert i tidens løb. I 2015 lavede Radio- og tv-nævnet for Kulturministeriet en meget nyttig rapport, Indsamling af erfaring om public service i andre lande.
 
Måske var det på tide, man diskuterede, hvor stor konkret indflydelse politikerne skal have i forhold til DR. I Norge og Sverige er der andre måder at sikre uafhængigheden og en bedre buffer mellem stat og medier. Det resultat, vi har set i Danmark med denne resultatkontrakt, er i hvert fald beskæmmende.

Relaterede artikler

Del DR med Netflix - Tårnhøje lønninger, hestegaten og medieudviklingens brud med gammeldags flow-tv har fået politikere, de private medier o...
Danflix skal redde Danmark fra Netflix - I slutningen af december foreslog Venstre en dramatisk opgearing af Public Service-puljen. Fra de nuværende 35 mio. til ...
DR i den mediepolitiske Bermuda-trekant - Aftalen mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti om at beskære DR med 20 pct. er kulminationen på et længere forløb...
Fra København K til Radio24jysk - Der er for meget København K og for lidt Radio Bonderøv i Radio24syv. Derfor mener DF, at dansk taleradio skal på genopd...
DF er et tegneseriehold - Dansk Folkepartis plakater bringer tankerne hen på De Fem, Vagttårnet og nordkoreansk propaganda. Der er skruet helt ned...
Snavespin - Det var chokerende for familien Danmark at se lederen af Nye Borgerlige, Pernille Vermund, optræde i hedt kysseri med ko...
Hvem ødelægger det politiske samarbejde? - Du kender sikkert én, som har sagt sætningen: ”Jeg er træt af, at politikerne kun fokuserer på konflikt”. Hvis ikke har ...
Hvem skal nu sætte strøm til mit hjerte? - Det er vemodigt at skulle skrive en nekrolog om P6 Beat. Ikke decideret tårefremkaldende, som da jeg fik den triste opga...
En ulv i fåreklæder og lånte fjer - For at forstå, hvorfor Niko Grünfeld ikke længere er kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, skal vi en tur o...
Trænes dine nervebaner også af Dansk Folkeparti? - Dansk Folkepartis nye kampagne om det såkaldte paradigmeskift i dansk udlændingepolitik flytter grænserne for det accept...
Alcatraz i Stege Bugt - Finanslovens store slagnummer er internering af uønskede udlændinge på øen Lindholm i Stege Bugt. Manøvren har ingen pra...
Fede løgne, store synder og public shaming - DR2 har med deres nye dokumentarserie Fede Forhold sat gang i et selvudnævnt eksperiment. Programmet skal undersøge, om ...

Giv din stemme

25 stemmer
3,9/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

42 JOB

Pressekonsulent

Se alle job Indryk job

Job

Direktør

Frist: 22. september

Kommunikationskonsulent

Frist: 20. september

Presserådgiver

Frist: 29. september
Se alle job Indryk job

Kursus

Styrk jeres leder- og linjekommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.