DR i den mediepolitiske Bermuda-trekant

Aftalen mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti om at beskære DR med 20 pct. er kulminationen på et længere forløb, hvor DR er blevet suget længere og længere ned i en Bermuda-trekant af beskyldninger om ødselhed, politisk venstredrejning og markedsmæssig dominans. De tre typer af kritikpunkter bygger i stort omfang på enkeltstående anekdoter og rituelle gentagelser, men DR har med en afvisende og reaktiv kommunikationsstrategi alligevel ikke på nogen overbevisende måde været i stand til at imødegå dem. Det gjorde den økonomiske aftale til en forudsigelig hævnaktion, selvom den både overrasker med sin voldsomhed og totale afkobling mellem økonomi og indhold, hvilket aldrig før er set i dansk mediepolitik.

Hestetransporter og mangfoldighed - historien om en forgyldt og ødsel institution

Timing udgør meget ofte forskellen mellem succes og fiasko, og for DR har koncentrationen af uheldige sager om pengeforbrug op til forhandlingerne om det nye medieforlig været katastrofal. Hver især er historierne om hestetransporten, flypendlingen og mangfoldighedskonsulenten ikke fatale for en stor medievirksomhed, men deres kombination og den hastighed, hvormed de er kommet i det sidste halvandet års tid, har på et meget uheldigt tidspunkt tegnet et billede af en rigeligt velpolstret organisation, der har behandlet betroede midler med stor skødesløshed.

Kritikken er ikke blevet overbevisende imødegået fra DR's side; de har reageret med en blanding af afvisning og halvhjertede indrømmelser, hvor bestyrelsesformand Michael Christiansens udmelding om, at kritikken af en årsløn på to mio. kr. til tidligere mediedirektør Gitte Rabøl som mangfoldighedskonsulent var ”en anelse uforståelig”.

Det var der nu ikke mange andre i offentligheden, der mente, og sagen skabte sammen med de øvrige nævnte en situation, hvor DR kom under konstant skærpet mistanke for at svine med licensbetalernes penge. I realiteten er der dog ikke meget, der tyder på, at dette har været tilfældet.

Lønniveauet i DR ligger efter alt at dømme i den lavere ende blandt sammenlignelige virksomheder, og den økonomianalyse, som Kulturministeriet fremlagde i januar, pegede på, at den altovervejende del af DR's budget går til programproduktion, som der ikke ville være nogen økonomiske gevinster ved i større omfang at forankre uden for huset, faktisk tværtimod.

DR har en struktur med et dobbelt cheflag i en bestiller-/udfører-model, som der formentlig sagtens kan reduceres i, men hvis vi taler besparelser på 50-100 mio. kr. på organisationen, er det nok det bedst opnåelige.

Venstrefløjens talerør og velfærdsstatens besyngere – historien om en venstredrejet institution

Der er løbet meget vand i åen, siden den daværende socialdemokrat, senere CD-stifter, Erhard Jacobsen i 1972 lå syg hjemme i Gladsaxe og benyttede lejligheden til at lytte nøjere til DR's programmer. Han blev rystet over, hvad han så og hørte, og udråbte navnlig DR's Børne- og Ungdomsafdeling til at være en ormegård af venstreorienteret propaganda.

Den konservative Per Stig Møller, som i mange år var ansat som medarbejder i DR, har ligeledes overbevisende beskrevet den politiske kultur og selvforståelse, der herskede i institutionen i 60'erne og 70'erne, men også, hvordan den venstreorienterede dominans gradvist ebbede ud.

Med stiftelsen af Aktive Lyttere, senere Aktive Lyttere og Seere, påtog Erhard Jacobsen sig personligt opgaven med at holde øje med DR's venstredrejede tendens, og der er heller ikke tvivl om, at han havde en pointe – dengang. Foto: Ritzau Scanpix

Med til billedet hørte, at DR tidligere i høj grad talte fra en ophøjet position som indiskutabel autoritet. Meningen med DR var i høj grad at opdrage befolkningen og sikre et højt oplysningsniveau, og under det dække gik der også en del venstreorienteret propaganda i svang i årene efter studenteroprøret omkring 1970, hvor den slags passede perfekt ind i tidens ånd, i DR og andre steder.

Siden 1980'erne har DR imidlertid på mange måder ændret afgørende karakter, ikke mindst efter oprettelsen af TV 2 i 1988, som udfordrede DR med populære og folkelige formater og skabte en meget stærk fokusering på seertal, der også kom til at præge DR kraftigt. Hvor der før havde kunnet gemme sig mangt en venstreorienteret propagandist i DR's store folkeoplysningsaura, så falmede netop denne op mod vores tid i en sådan grad, at det snarere blev det store udbud af glat underholdning og overfladiskheden, man kunne kritisere DR for, end det var nogen bestemt politisk tendens.

Selvom kritikken af DR's politiske ensidighed længe har haft en rituel karakter, der på lange stræk har været løsrevet fra realiteternes verden, så har der også været spektakulære og tydelige eksempler på politisk ensidighed fra de senere år, hvilket har præget billedet. Tv-serien "1864" blev skabt med en stor øremærket ekstrabevilling i ryggen på baggrund af et politisk ønske om en tv-serie, der kunne lære danskerne noget om deres historie.

Resultatet, som over en bred kam også blev kritiseret af faghistorikere, blev et voldsomt slag i ansigtet til de politikere, der havde arbejdet for finansieringen af serien. Med meget primitive virkemidler, blodstrømme, der blev til Dannebrog m.m., kritiserede den nationalisme og skepsis over for fremmede folkeslag på en måde, som vanskeligt kunne opfattes som andet end en aktuel politisk kommentar. Samtidig var denne Danmarkshistoriens dyreste tv-serie fundamentalt kedelig og gumpetung i sin vekslen mellem fortiden og en nutidig rammefortælling, der ikke fungerede.

Det er et stort problem for DR's legitimitet, når en så spektakulær satsning udvikler sig på den måde, hvilket også til dels skete med afslutningen på DR's ellers meget flotte og velfortalte ”Historien om Danmark”.

”Historien om Danmark” blev med rette kritiseret for til slut udelukkende at fortælle Socialdemokratiets og velfærdsstatens historie og glemme, at der også havde været andre politiske strømninger i det 20. århundredes Danmark.

I det store billede fremstår kritikken af DR's politiske tendens i dag bedaget og institutionen snarere præget af desorientering end af venstreorientering. Dette har dog ikke forhindret DR i at have meget svært ved at svare på de konkrete kritikpunkter i forhold til politisk bias. I forhold til "1864" endte diskussionen med en fuldkommen absurd optræden af DR's tidligere dramachef Ingolf Gabold, som meget villigt ”indrømmede”, at der var tale om et stykke politisk drama, der i høj grad havde til formål at genere Dansk Folkeparti. Med sådanne venner behøver DR faktisk slet ingen fjender.

Gøgeungen – historien om DR's markedsdominans

Med en voldsom dominans med 6 tv-kanaler og 8 radiokanaler på FM og DAB fylder DR ekstremt meget i det danske medielandskab, selv i streamingens og netmediernes tidsalder, og institutionens strategi har gennem en årrække været stærkt ekspansiv. En hel del af knopskydningen har let kunnet forklares med styrket fokus på debat og kultur; to af kronjuvelerne i DR's public serviceforpligtelse (navnlig DR2 og DRK) samt bedre tilbud til nye generationer af medieforbrugere (navnlig DR Ramasjang og DR Ultra).

Vanskeligere har det været at forklare, hvorfor DR skulle være storleverandør af netnyheder, der tilmed i betydeligt omfang var planket fra dagbladenes nyhedshistorier. Det har været let for dagbladene at beskylde DR for at kannibalisere deres nyheder og ødelægge markedet for betalingsnyheder, som dog også af en række andre årsager har haft en træg fødsel.

Kommunikativt har DR åbnet en stor flanke ved ikke overbevisende at kunne forklare, hvorfor der hele tiden skulle flere platforme og flere aktiviteter til, hvilke tilsyneladende udfordrede de kommercielle spillere på mediemarkedet, også selvom det i realiteten langt fra altid var tilfældet.

Kommunikative skud i egen fod

Summa summarum: DR har været angrebet fra en række forskellige vinkler, der hver især næppe havde været tilstrækkeligt til at berettige den voldsomme beskæring, men som samlet set banede vejen for den omfattende reduktion, der nu er besluttet. Hovedproblemet har været, at DR har svaret for sent, forkert og for reaktivt på kritikpunkterne og ofte har udtalt sig i meget generelle vendinger, der ikke har adresseret kritikken tilstrækkeligt præcist.

DR's primære ansigt udadtil, når der har skullet kommenteres på dårlige mediesager og politiske drømme om at beskære institutionen, har været bestyrelsesformand cand.jur. Michael Christiansen, storkorsridder af Dannebrogsordenen. Som først afdelingschef i Justitsministeriet og senere departementschef i Forsvarsministeriet i Schlüterregeringens tid var han kendt som en særdeles dreven embedsmand, og i årene herefter løste han til almindelig tilfredshed den altid krævende opgave som direktør for Det Kongelige Teater – en voldsomt ekspansiv periode for teatret, hvor operaen på Holmen og det nye skuespilhus på Kvæsthusbroen kom til.

Michael Christiansen har i DR-tiden været bredt respekteret som en dygtig og hårdtarbejdende bestyrelsesformand, men som kommunikatør har han været en regulær katastrofe, der ved flere lejligheder har smidt benzin på et allerede blussende krisebål og udvist en – navnlig i betragtning af hans baggrund – imponerende politisk tonedøvhed. Foto: Ritzau Scanpix

Et grotesk eksempel indtraf for få uger siden, hvor han offentligt gav udtryk for, at et sparekrav på 12,5 pct. ville være acceptabelt for DR. Dermed var det med de politiske vinde, der nu engang blæste, så godt som utænkeligt, at besparelserne ikke ville blive væsentligt større end det.

Vejen frem?

DR skal over de kommende år spare 773 mio. kr. Mange penge, også ud af et budget på 3,7 mia. kr. Vil det imødekomme kritikpunkterne, eller vil det bare give færre danskproducerede programmer? Svaret blæser i vinden, for man har for første gang valgt at se økonomi og indhold som to adskilte størrelser.

Hvor tidligere sparekrav til DR har haft konkrete mediepolitiske målsætninger, f.eks. overdragelsen af en FM-kanal med tilhørende finansiering til Radio24Syv på baggrund af medieforliget i 2010. En sådan model, som styrker diversiteten og supplerer DR, bliver der næppe råd til denne gang, hvor besparelserne allerede er fordelt på mikroskopiske skattelettelser og støtte til udsatte pensionister.

Der er oplagte kritikpunkter at rejse imod DR, bl.a. for at svigte oplagte public serviceopgaver med ordentlige programmer om dansk kultur, litteratur, kunst, kristendom m.m. Man kan håbe, at de reelle medieforhandlinger vil kunne løfte nogle af disse områder, samtidig med at det vil kunne lykkes for DR at opretholde sine stærke styrkepositioner inden for nyheder, dansk drama, børneprogrammer m.m. Men indtil videre ved vi ikke meget om det, fordi fokus snarere har været på rituelle debatter og rygmarvsreaktioner frem for på mediepolitik.

Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder "Brødrene Møller" om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller.