Alt for almindelig til Danmark

Dansk Folkeparti udrullede på Folkemødet kampagnen “Det er okay at være almindelig” som et af de sidste forsøg på politisk genoprejsning, før der udskrives valg. Men det er en kampagne rig på stråmænd, selvmodsigelser og sygeliggørelse af dem, de er uenige med. Håbet er ganske givet, at vælgerne skal begynde at fokusere på noget andet end partiets aktuelle nedsmeltning.
Dansk Folkepartis nye kampagne er et ringe forsøg på at spinne sig til en ny mærkesag.
Dansk Folkepartis nye kampagne er et ringe forsøg på at spinne sig til en ny mærkesag.
Dansk Folkeparti er gået til kamp mod, hvad de kalder de “krænkelsessyge ekstremister”, der vil “diktere, hvad vi må sige og ikke må sige eller gøre”. 
 
Lanceringen af den nye kampagne skete 16. juni på Folkemødet. Det er okay at være almindelig, proklamerede Messerschmidt fra hovedscenen i Allinge.  
 
Det er dog svært at se kampagnen isoleret fra Dansk Folkepartis aktuelle situation, der er præget af massiv faneflugt af medlemmer, lokalbestyrelser og byrødder. Både som en afledningsmanøvre og som en bemærkelsesværdigt sløj timing. 

 

Alle må være dem, de vil være. Udover dem, der vil være noget andet. 

 
Enhver må føle sig, som de vil. Enhver må leve, som de vil. Men det skal også være okay at være almindelig. Det er DF’s nye kampagnebudskab. Det store spørgsmål er bare, hvem det er, der siger, at man ikke må være almindelig. 
Messerschmidt har iværksat en større almindelighedsmovement, hvor DF nu vil kæmpe for at skabe plads til den almindelige dansker. Dem med klassiske kernefamilier med mor, far og børn, og så de almindelige homoseksuelle, som bare vil leve med dem, de elsker, uden at være højtråbende om andre identitetspolitiske standpunkter.  
 
Den almindelige dansker har brug for at blive frigjort, og DF vil øge tolerancen for dem, som alle i forvejen tolererer. Men almindelighedsbevægelsen kan ikke det, som Messerschmidt tror, den kan. For når man italesætter en almindelighed, rejser det spørgsmålet om ualmindeligheden, som kampagnen fremfører som det fremmede, det ukendte og det uforståelige.  
 
Ualmindeligheden findes i dem, som tror på mere end to køn, dem, som ikke er medlem af kernefamilier (når skilsmisseprocenten i Danmark er tæt på 50 %, er det ret mange), og de homoseksuelle, som vil mere end bare leve med dem, de elsker.  
Bemærk i øvrigt her, hvordan Messerschmidt undlader at nævne, at hans eget parti er længestående modstandere af homoseksuelles ret til at blive kirkeviet og adoptere børn.  

 

Helten i egen fortælling 

 
DF’s nye kampagne fortæller DF’s helt egen heltefortælling, hvor den frygtløse og almindelige helt forsøger at bekæmpe den totalitære, onde og ualmindelige skurk. Gennem stråmænd og ad hominem-argumenter maler DF billedet af, at den eneste vej mod en mere tolerant og åben verden, hvor der er plads til at være sig selv, er hos DF.  
 
De reducerer deres opponenter til krænkelsessyge ekstremister i ledtog med “et krænkelsesregime og en ekstrem ideologi, som truer sammenhængskraften i vores samfund”. “Ekstremisterne” spænder resten af det uskyldige og uvillige samfund for en vogn, der forvirrer børn og tvinger dem i hormonbehandling.  
 
Omtalen af dem, DF er uenige med som ekstremister i et totalitært krænkelsesregime, skaber et tydeligt polariserende og grøftegravende os og dem, der bruges til at opildne til misforståelser og konflikt.  
 
Messerschmidt forsøger at bruge det momentum, der er kommet fra offentlige medieshitstorme om Eskimo-is og kagepersoner, til at skabe positiv opmærksomhed om sit parti blandt det folkelige Danmark til trods for, at disse shitstorme langt hen ad vejen er drevet af faktuelle fejl og insisteren på sensation.  
 
Tag eksemplet om Lagkagehusets ændring fra kagemand til kageperson, som ikke udsprang af, at man ikke længere kunne bestille kagemænd, men bare indførslen af en overordnet kategori i forbindelse med onlinebestillinger, hvor man derefter selv kan kønsbestemme sin kages form. 
 
 
Kampagnen står som stråmand på stråmand, hvor de blotlægger alle de synspunkter, de “krænkelsessyge ekstremister” forhindrer. Problemet er nemlig, at der ikke er nogen politiske kræfter i Danmark, der mener, at der ikke skal være plads til heteroseksuelle kernefamilier med far, mor og børn eller “almindelige homoseksuelle”, der ikke ønsker at være ambassadører for moderne kønsforståelser.  
 
Der er heller ikke nogen, der har fjernet “kagemanden” fra Lagkagehusets sortiment eller lagt politisk pres på Frisko til at ændre navnet på den forhenværende Kæmpe Eskimo. Ligesom der ingen er, der tvinger børn til at gå i hormonbehandling og gennemgå juridisk kønsskifte.  
 

Sidste forsøg 

Med Nye Borgerliges profilering som partiet med den mest yderligtgående udlændingepolitik og Socialdemokratiet, der heller ikke er langt bagud og samtidig har de ældres interesse for øje, har Dansk Folkeparti mistet det, der gjorde dem særlige.  
Med andre ord blev de helt almindelige. Kedelige. Uinteressante.  
 
Det viste sig, at resten af Danmark også syntes det. Ved Folketingsvalget i 2019 gik de 21 mandater tilbage. Siden har snebolden af kriser for partiet bare rullet sig større og større. 
 
Morten Messerschmidt blev dømt for svindel (sagen skal dog gå om), ved efterårets kommunalvalg gik de tilbage i 98 ud af 98 kommuner, Folketingsgruppen er splintret til atomer, Kristian Thulesen Dahl forlader Folketinget efter, hvad der bliver beskrevet som mobning, medlemskaberne bløder, lokalbestyrelser melder sig ud, byrådsmedlemmer melder sig ud, møgsager på møgsager.  
Og nu har højrefløjsdarlingen Inger Støjberg ovenikøbet lanceret det nye parti Danmarksdemokraterne, der formentlig vil appellere til mange frafaldne DF’ere. 
 
Alt sammen oven på en politisk identitetskrise, de stadig ikke har formået at løse. For hvem er de, hvis ikke dem med Danmarks mest yderligtgående udlændingepolitik? 
 
Sidste forår prøvede de at brande sig selv som Danmarks førende kristne parti efter en længere parole om, at danske unge ikke ved nok om kristendommen, og en opsang om mere kristendom på skoleskemaet. Den position blev hurtigt punkteret, efter et satireprogram på DR3 spurgte DF-politikere ind til, hvor meget de vidste om kristendommen, og de måtte erkende, at de heller ikke vidste ret meget om kristendommen.  
 
Nu mærker de efter i folkestemningen og hører, at danskerne er glade for at skændes om Eskimo-is, kagepersoner og kønsidentiteter. Så måske er det det, der kan redde partiet. Måske kan de bruge deres almindelighed og kampen for at have den som deres styrke.   
 
Om pro-almindelighedsbevægelsen og antiwoke-brandingen er nok til at hente nogle vælgere tilbage fra Socialdemokratiet og Nye Borgerlige? Måske, men iagttagere er enige om, at det er tvivlsomt
 

 

Der er så meget, vi skal passe på 

Hvis budskabet er tolerance og rummelighed for de almindelige, havde det klædt Dansk Folkeparti ikke at henfalde til grøftegravende fjendefremstillinger om ekstreme og totalitære ideologier, der truer almindeligheden og sammenhængskraften i vores samfund.  
 
Særligt når truslen mod almindeligheden er en, de selv har spundet. Som partiet selv engang sagde, så er der meget, vi skal passe på – blandt andet ikke at skubbe hinanden længere væk. Denne kampagne viser dog tydeligt, at det, DF bekymrer sig om at passe på, er deres plads i Folketinget. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job