Messershit og hvad så?

I mange år har Dansk Folkeparti været et af de bedst kommunikerende partier. Partitoppen er næsten altid i topform, når den udtaler sig. Der bliver kommunikeret følelser, så det driver, og der er kant og præcision i budskaberne. Visuelt er kommunikationen altid effektiv. Let at afkode, med et inferno af nationale symboler, søde hunde og almindelige danskere, krydret med krystalklare budskaber. Deres kampagner er ofte så provokerende, at de blot kræver en enkelt annonceindrykning, før kampagnen bliver dækket væg til væg i de traditionelle medier.
Kristian Thulesen Dahl og DF er kommet i modvind, efter det er kommet frem, at partiet har svindlet med EU-midler. Nyheden om pengemisbrug blev hurtigt til en krise, som DF ikke magtede. Rasmus Jønsson har analyseret, hvor det gik galt for DF. Scanpix/Niels Ahlmann Olesen
Kristian Thulesen Dahl og DF er kommet i modvind, efter det er kommet frem, at partiet har svindlet med EU-midler. Nyheden om pengemisbrug blev hurtigt til en krise, som DF ikke magtede. Rasmus Jønsson har analyseret, hvor det gik galt for DF. Scanpix/Niels Ahlmann Olesen
Partiet har en del politikere med gode kommunikative evner, men også DF’s mangeårige pressechef, Søren Søndergaard, skal tilskrives en stor del af succesen. Han har et eminent blik for presse, kommunikation, politik og organisation, og hans overblik er stort - lige fra det lille Ritzau-telegram til den omfattende valgkamp. Søndergaard har med stor succes slået væggen ned mellem partiets kommunikationsafdeling og partiets politiske-økonomiske sekretariat. En sammenlægning, der har gjort, at kommunikation og politikudvikling bliver bedre sammentænkt.
 
Pressechef Søren Søndergaard står bag DF's tidligere kommunikative succes. Kilde/Polfoto. 
 
Dobbeltkrise, der rammer hårdt
Med et så stærkt udgangspunkt er det de færreste, der havde forstillet sig, at DF kunne levere en så katastrofal kommunikationsindsats i sagen om DF’s svindel med EU-midler. For selvom krisen er skabt af anklager om ulovligheder, har DF’s elendige kommunikation forværret krisen gevaldigt og gjort, at balladen har varet lang tid.
 
Kforum har snakket med k-rådgiver Rasmus Jønsson om, hvad der har været i vejen med DF's krisekommunikation i forbindelse med partiets svindel med EU-midler. Klik på symbolet for undertekster i bunden af videoen, hvis du vil se videoen med undertekster.
 
DF er røget ind i en skadelig dobbeltkrise, hvor først handlingen og efterfølgende håndteringen udløser en mediekrise. Erfaringerne fra for eksempel Carl Holst- og Lars Løkke-sagerne viser, at dobbeltkriser koster gevaldigt både på vælger- og imagekontoen.
 
Hvis du gerne vil blive klogere på, hvad DF har brugt EU-støtten på, så Kforums lillesøster-medie Bias har skrevet en artikel der beskriver netop dette. Du kan læse artiklen her.
 
Det værste krisescenarie er blevet en realitet
Mange ting er gået skævt i partiets krisehåndtering. Fra start af har DF undervurderet krisens anatomi, hvor det alt for sent er gået op for dem, at denne sag er langt mere sprængfarlig end de krisesager, de plejer at være involveret i.
 
Partiet har haft en del ballade med utilpassede partimedlemmer, der enten har været for skingre eller er gået mod partilinjen. Men for et parti, der elsker at blive kaldt topstyret, og som har en organisation, der mere minder om en fanklub end en medlemsorganisation, har det ikke været voldsomt komplicerede sager at håndtere: ud af vagten, og det må gerne larme, så det sender en advarsel til andre, der kunne have lyst til at gå ned ad den vej.
 
Men den aktuelle sag er helt anderledes. Anklager om, at partimedlemmer har haft fingrene ulovligt nede i pengekassen og bl.a. har brugt pengene sammen med partitoppen, er noget nær det værste krisescenarie, et parti kan forestille sig. En bevidst ulovlig handling! Når partiet tilmed har slået sig stort op på at ville bekæmpe snyd med EU’s penge, burde alle røde lamper blinke!
 
 
Undervurderet krisepotentialet
Men det gjorde de ikke, for da krisen startede, var partiledelsens tilgang den samme, som den plejer. Partikollegaen Rikke Karlsson, der startede sagen, fik en arrogant rusketur af Morten Messerschmidt. Da sagen denne gang handlede om andet end kæft trit og retning, gik sagen ikke væk. Journalisterne kunne stille og roligt pille Messerschmidts søforklaring fra hinanden, mens Thulesen Dahl kravlede i flyverskjul. Det skjul blev han i - også da medierne kunne afsløre nogle højst besynderlige organisatoriske forhold i Meld og Feld, hvor DF-politikere havde fået tildelt poster, de intet kendte til.
 
 
Formand Kristian Thulesen Dahl forsøger at placere hele ansvaret for sagerne om forkert brug af EU-midler hos Morten Messerschmidt. Arkivfoto: Scanpix.
 
Først da sagen udvikler sig med nye svindelanklager for et par uger siden, forsøger Kristian Thulesen Dahl at tage styringen ved at gå på live-tv på de to store nyhedsstationer. Ikke noget tosset træk af en dreven politiker som Thulesen Dahl, der normalt fint kan styre et sådan live-interview i en ønskelig retning. Men Kristian Thulesen Dahl formåede ikke at opnå den ønskede effekt med sin optræden, som 1) var at vise handling – nu skulle der ryddes op! 2) lægge afstand til krisen, der nærmede sig DF-toppen med stor fart.
 
Kristian Thulesen Dahl fyrer Messerschmidt for åben skærm, her under et interview med DR1. 
 
Thulesen Dahl forsøgte at vise handling ved at fyre Messerschmidt fra partiledelsen på åben skærm. En sådan fyring har selvfølgelig en høj nyhedsværdi, men set fra befolkningens side er en intern rokade en fuldstændig ligegyldig konsekvens. Lige som alle andre steder i samfundet forventer borgerne selvfølgelig, at der falder en straf, hvis der er sket noget ulovligt.
 
I interviewet forsøger Thulesen Dahl sig også i rollen som den skuffede far, der nu vil have ryddet ordentligt op. Problemet er bare, at dem, han sætter til at rydde op, er de samme, som er under anklage for at have haft fingrene i kagedåsen. Den oprydningsmodel bliver sjældent opfattet som troværdig af borgerne. Derfor får Thulesen Dahl ikke styr på krisen, der kun blomstrer yderligere i dagene efter.
 
Ingen fælles strategi
Da så krisen går ind i den afgørende fase, hvor DF skal lukke krisen og forsøge at få lagt en kurs for genopretning af partiets image, mangler der tydeligvis et internt, fælles greb. De tre centrale DF-aktører i sagen har valgt tre helt forskellige strategier til håndteringen. Anders Vistisen lægger sig undskyldende på knæ. Uden at forsøge at komme med bortforklaringer vedkender han sig sit ansvar og lover at få ryddet op. Vistisens stil bliver i kriseteorien betegnet som ”Bøn om tilgivelse”.
 
Under DF's krise valgte Messerschmidt, Vistisen og Thulesen Dahl tre forskellige strategier til håndteringen af krisen. Kilde/Polfoto. 
 
Morten Messerschmidt forsøger sig med en kombination af to andre skoler. Han taler om fejl, gråzoner, uklarheder, at det meste er inden for reglerne, at revisionen har godkendt aktiviteterne, og at mange af aktiviteterne skam er rimelige nok. I kriseteorien er det en kombination af strategien ”reduktion af sagens omfang” og ”unddragelse af ansvar”. I modsætning til Vistisen er det tætteste, Messerschmidt kommer at undskylde, det alvorlige ansigtsudtryk, referencer til efterårsvejet og bemærkninger om, at det har været en hård uge.
 
Kristian Thulesen Dahl har valgt en tredje model. Han deltager kun i få live tv-optrædener og giver et par skriftlige kommentarer til aviserne. Her indtager han en slags kommenterende rolle, hvor han beskriver, hvad der nu sker. Ellers hopper han tilbage i flyverskjulet og dropper dermed muligheden for at styre sagen.
 
Krisen aftager, men lever stadig
Krisen er på nuværende tidspunkt ved at aftage, men den er langt fra overstået, og den kan meget hurtig blomstre op igen, bl.a. fordi partiet stadig ser ud til at undervurdere krisens alvor. Partiets strategi med at tro, at de kunne lukke sagen ved at betale alle pengene tilbage, er mislykket. EU’s antisvindelenhed er gået ind i sagen og vil ikke modtage pengene, men undersøge sagen til bunds.
 
DF har fået det, der kaldes en dobbeltkrise, Rasmus Jønsson forklarer hvorfor. Klik på symbolet for undertekster i bunden af videoen, hvis du vil se videoen med undertekster.
 
DF’s arrogante holdning til omverdenen forsætter stadig og kan være med til at holde liv i krisen. Anders Vistisen, der ellers har været nede på knæ og undskylde, har åbenbart fået den arrogance tilbage. I hvert fald har han indledt en straffeaktion mod nogle af de medier, der stået for afsløringerne. Dermed er han igen ved at tale sig ind i fortællingen om, at magten er steget visse af partiets EP-politikere til hovedet – et rygte, der også løb, før hele balladen startede.
 
Magtbegærlige og arrogante
Arrogancen og den magtbegærlige opførsel er måske netop kernen i hele DF’s krise. Ser man på beløbet, der er svindlet for, de ting, de troede, man kunne få EU til at sponsorere og de besynderlige organisatoriske fupnumre, får man en fornemmelse af, at DF-politikerne har troet, de kunne gøre, hvad der passede dem.
 
Arrogance var også det, der fik sagen til at rulle, da Messerschmidt gav Karlsson tørt på, og partitoppens arrogante håndtering under hele forløbet har forværret krisen yderligere. Noget tyder på, at succesen har gjort en del af DF-politikerne for selvsikre og magtbegærlige. Flotte valg, en nøgleposition i den politiske beslutningsproces, hovedrollen ved lobbyarrangementerne og en rockstjerne-eksponering i medierne har måske skabt en usund partikultur.
 
Erfaringerne både fra den politiske verden, men også fra andre dele af samfundet viser, at arrogance og magtbegærlighed kan være driveren for mange kriser. Men særligt for et parti, der markedsfører sig som folkets stemme og under sloganet ”du ved, hvad vi står for”, kan det være giftigt!
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også