DF lever på modsætninger
Messerschmidts krigeriske kristendom

Det er ikke tilfældigt, at Messerschmidt fremhæver netop kristendommen som religion og ikke buddhismen eller Scientology. (Philip Davali/Scanpix).

Skrevet af
Det vigtige ved Messerschmidts religionskrig er krigen, ikke religionen. Dansk Folkepartis styrke har altid været partiets evne til at gøre al politik til en kamp. Kan Morten Messerschmidts nyudråbte kulturkrigserklæring give partiet styrken tilbage?
Dansk Folkepartis nye næstformand, Morten Messerschmidt, har brugt sommerheden på at varme sig selv op som partiets kronprins og udnyttet agurketiden til at sætte sig selv i centrum ved at erklære religionskrig mod islam. Han siger, at et forstærket fokus på kristendommen skal sikre hans parti en genopstandelse som Kristus i påsken. 
 
Det ligner i sig selv et mirakel fra oven, at én enkelt mands, noget vidtløftige og ukonkrete, soloudmeldinger har fået så meget opmærksomhed. Men hans budskab er i sig selv interessant på grund af dets to sider, nemlig religion og krig, og det bliver interessant at se, hvordan de to vil blive vægtet i forhold til hinanden. 
 
Præcis som Donald Trump blomstrer DF af polarisering og kamp, og de trives af at blive angrebet (Michael Drost-Hansen Morten/Scanpix).
 
Ikke så religiøse, at det gør noget
De fleste journalister og meningsdannere har hæftet sig ved religionsdimensionen og spurgt ind til den: Hvor meget mere religionsundervisning skal de stakkels elever trækkes med? Hvad er der galt med at læse mere Strunge og Helle Helle end oldgamle Grundtvig? Og hvad ved Dansk Folkepartis politikere egentlig selv om Jesu disciple, evangelierne og de ti bud? Åbenbart ikke det store!
 
 
Den slags spørgsmål og drillerier skyder dog grundlæggende forbi målet, for det vigtigste ved Messerschmidt religionskrig er ikke religionen, men derimod krigen. 
 
Religionen er et bagtæppe, krigen kan foregå på. I Dansk Folkepartis diskurs optræder kristendommen sammen med en række andre tomme betegnere som ”danskhed”, ”dansk kultur” og ”dannelse”. Ingen ved rigtigt eller er enige om, hvad de betyder, men netop derfor har de potentiale til at samle en masse mennesker under fanerne – modsat politiske udtryk som for eksempel ”socialisme” og ”liberalisme”, der er mere klart afgrænsede. 
 
Men samles om hvad? Mod den ydre fjende. Islam. De fremmede. De, der kommer nede fra de varme lande og truer vores… ja, hvad det nu end er, vi har. Uanset, hvad vi har, skal de i hvert fald ikke tage det fra os.
 
Messerschmidt har prøvet at bortforklare folkekirkens faldende tilslutning og kirkernes tomme bænke søndag efter søndag med, at danskerne viser sig religiøse, når det virkelig gælder: I den største glæde, nemlig ved ægteskabet og dåben, og i den dybeste sorg, hvilket vil sige ved det sidste farvel til begravelsen. 
 
Men kunne man ikke lidt flabet spørge, om ikke det netop er et argument for, at vi kun viser os som et kirkens folk, når vi kan få noget ud af at være det? Og er man så for alvor religiøs? Uanset, hvad er det næppe Messerschmidts diktum om, at ”det skal være obligat, at man kender Det Nye Testamente og den kristne katekismus”, der får Lone, Jens og Merete til at sætte kryds i boksen ved liste O frem for liste A eller V ved næste valg.
 
Dansk Folkeparti forstod fra partiets stiftelse, at konflikt er centralt i politik. (Frank Cilius/Ritzau Scanpix)
 
For det første har de sandsynligvis rigeligt med lange, komplicerede tekster at forholde sig til i det daglige fra både kommunen, banken, børnenes skole og A-kassen. For det andet har Kristendemokraterne prædiket politik med stærke kristne krydderier i mange år, uden at det har hjulpet dem stort. 
 
Dermed ikke sagt, at kristendommen ikke er vigtig for Dansk Folkeparti. Selvfølgelig er det ikke tilfældigt, at Messerschmidt fremhæver netop denne religion og ikke buddhismen eller Scientology. Men partiets rolle og styrke ligger et andet sted.
 
Mellem venner og fjender
Dansk Folkeparti forstod fra partiets stiftelse, at konflikt er centralt i politik. Politik er ikke bare løsninger på konkrete problemer, men også passioner, fortællinger og kampe. 
 
Den idé har lange historiske rødder: Karl Marx og Friedrich Engels hævdede, at ”alle hidtidige samfunds historie”, fra de frie mænd mod slaverne, patricierne mod plebejerne, over baronerne mod de livegne til lavmestrene mod svendene og arbejderne mod kapitalisterne, ”er en klassekampens historie.” Historien drives af konflikt. 
 
En anden tysker, omend med et helt andet politisk ståsted, nemlig retsfilosoffen Carl Schmitt, skrev, at politik kan koges ned til skellet mellem venner og fjender. Os og dem. 
 
Det kan vi med den belgiske filosof Chantal Mouffe bløde lidt op ved at skelne mellem politik, der handler om governance, altså administration, ledelse og pragmatiske løsninger, og det politiske, der handler om kampen mellem de grundlæggende interessemodsætninger i samfundet. 
 
Vi kommer dog ikke uden om, at skellet mellem os og dem er centralt, og at det politiske i høj grad sætter rammerne for politik. 
 
Dansk Folkepartis styrke ligger i, at de kan positionere vores ellers fredelige, kompromissøgende og politisk set ofte lidt kedelige andedam i en verdenshistorisk civilisationskrig mod ydre fjender og mørke kræfter. (Michael Drost-Hansen Morten/Scanpix)
 
Viggo Hørup sagde meget malende i en tale i 1890’erne: 
 
”Derfor synes de politikere mig at have tjent udviklingen bedst, som i særlig grad var delende og partidannende. Man vil indvende, at også modpartiet er bedst tjent med dem. Men det betyder intet, det ligger i sagens natur. Ingen mand kan rejse sit eget markskel, uden samtidig at rejse naboens, og ingen politiker kan skrive programmet for sit eget parti uden samtidig at skrive modpartiets.”
 
Vi kender det mange steder fra. 
 
Donald Trump opbyggede en bred og mangfoldig bevægelse imod den økonomiske og kulturelle elite i de store byer. Det vigtige var ikke, hvad man var for, men at man var imod eliten og ville dræne the swamp. 
 
Det samme er tilfældet med populistiske partier verden over. 
 
Dansk Folkepartis store udfordrer fra højre, Nye Borgerlige, definerer sig selv i modsætning til ”magtpartierne” og taler konsekvent om ”politikerne” i tredjeperson bestemt flertal for at sige, at Vermund og co. repræsenterer noget andet – nemlig folkets stemme imod eliten – og magtpartierne fra højre til venstre grundlæggende er ens. ”Vi er ikke som de andre,” som partiet påstår, og det er måske en af Vermund og venners vigtigste egenskaber.
 
Nye Borgerlige udfordrer DF's eksistensberettigelse.
 
Socialdemokratiet opbyggede under coronakrisen et folkeligt fællesskab imod den udefrakommende virus, imod hvilken vi skulle udvise ”samfundssind” ved at stå sammen – hver for sig. De daglige konflikter blev bilagt, og alle fra rød til blå sluttede op som et samlet folk i den fælles kamp imod den farlige fjende fra Wuhan. 
 
Vi skaber altså vores politiske identitet og interesser i modsætning til de andre – til det, vi ikke er. Man kan godt prøve at dække over dette grundlæggende forhold ved at tale om ”nødvendighedens politik,” ”menneskeheden” eller ”det universelle”, men det har en udløbsdato. På et tidspunkt – typisk under en krise eller en anden rystelse af samfundet – får folk nok af administrationen, nødvendigheden og pragmatismen og kræver de store politiske fortællinger, følelser og kampe tilbage. 
 
Netop dét øjeblik er populismens primetime, og det forstod Dansk Folkeparti i slut-90’erne. De tog bestik af globaliseringen, indvandringen, nedskæringer i velfærden, den ”politiske korrekthed”, tingenes acceleration og det (sen)moderne samfunds generelle fremmedgørelse. 
 
Deraf byggede de et verdensbillede op bestående af os, folket, de almindelige danskere på den ene side og dem, de fremmede og deres kulturradikale og venstreorienterede allierede i den multikulturalistiske, politisk korrekte elite, på den anden side. Jeg behøver næppe forklare i detaljer, hvordan den strategi virkede. Partiets succes frem til og med 2015 taler sit tydelige sprog. 
 
It’s the conflict, stupid
Dansk Folkepartis styrke ligger i, at de kan positionere vores ellers fredelige, kompromissøgende og politisk set ofte lidt kedelige andedam i en verdenshistorisk civilisationskrig mod ydre fjender og mørke kræfter. 
 
Tag for eksempel partistifter Pia Kjærsgaards sankthanstale fra velmagtsdagene i 2005, hvor hun forkyndte, at ”i Dansk Folkeparti vil vi 'fred her til lands'. Men vi er os bevidst om, at der findes en ond fred og en god kamp.” Den onde fred bestod i at se stiltiende til og ”bøje nakken” for indførelsen af sharialov og deslige, mens den gode kamp var at rejse sig imod fjenden – med fredelige midler, modsat fjenden, forstås.
 
Der var mere swung i Pia Kjærsgaard end den kompromissøgende og administrative embedsmandsretorik, som partitoppen i stadig højere grad har lagt for dagen (Frank Cilius/Ritzau Scanpix).
 
Eller da hun i et ugebrev fra juni samme år skrev, at ”store bydele i København og andre danske storbyer i 2005 [er] befolket af mennesker på et lavere civilisationstrin. Med medbragte primitive og grusomme skikke, såsom æresdrab, tvangsægteskaber, halalslagtning – og blodhævn. Det er nemlig lige præcis det, der er sket. At titusindvis og atter titusindvis af mennesker, der tilsyneladende civilisatorisk, kulturelt og åndeligt befinder sig i 1005 – i stedet for i 2005 – er søgt til et land, der for århundreder siden lagde middelalderen bag sig.” År 1005 mod 2005. Slam.
 
Det er oplagt, at Messerschmidt refererer til koryfæer som Jesper Langballe og dennes fætter, Søren Krarup, for de forstod bedre end nogen andre at kombinere deres kristendom med en episk identitetsopbyggende konflikt mellem “os” og “dem”. 
 
Kristendommen var for dem ikke bare en privat attitude hos den enkelte, men udgjorde det gode lys i en kamp imod det onde mørke. Langballe sagde på Folketingets talerstol en majdag i 2002, at ”…vi har sagt, at islam skal bekæmpes, for selvfølgelig skal den da det, ligesom nazismen og kommunismen skulle bekæmpes.” 
 
Og Krarup sagde i JydskeVestkysten i 2006: ”Vi er stillet i en modstandskamp, der måske er dybere og mere indgribende end under den tyske besættelse, for det, vi gør modstand imod, er slet og ret en udslettelse af den danske frihed, det danske folkestyre, den danske kultur.” 
 
Vi kunne ikke være længere fra en opfattelse af politik som blot administration og ledelse. Tværtimod har vi her den appel til følelser, skel og kamp, der længe var Dansk Folkepartis styrke.
 
Er Messerschmidt DF's Messias? (Frank Cilius/Ritzau Scanpix)
 
Den slags var der mere swung i end den kompromissøgende og administrative embedsmandsretorik, som partitoppen i stadig højere grad har lagt for dagen, siden Pia Kjærsgaard gik af som formand. Og det er netop den slags konflikter, der gjorde Dansk Folkeparti stærke og udgør en trussel imod midterpartierne. 
 
Præcis som Donald Trump blomstrer DF af polarisering og kamp, og de trives af at blive angrebet, udskammet og hånet for deres udtalelser, for det beviser blot partiets relevans som en politisk modbevægelse over for deres følgere – en relevans, de langsomt, men sikkert har mistet. 
 
Der er som bekendt ikke så meget ”imod” over at være omfavnet af alle de andre eller over bare at gøre sin pligt ved det pragmatiske forhandlingsbord, uanset hvor vigtigt det er. 
 
Derfor bliver det spændende at følge, hvordan Messerschmidt vil føre sin religionskrig, og om han vil lægge vægt på religions- eller krigselementet i den.
 

Relaterede artikler

Likebarometer: Borgerlig renæssance på Facebook - Hvilken politiker er mest indflydelsesrig på de sociale medier? Hvem taler til det største publikum? Og hvem er den beds...
Det har vi lært af ti år på Facebook - For ti år siden kom Kforum på Facebook. Og nu, 3.960 opslag, 153.176 reaktioner, 25.544 kommentarer og 20.127 delinger s...
Rossens ryk - I går forlod Martin Rossen Statsministeriet. Mette Frederiksen har aldrig været mere populær. Socialdemokratiet har aldr...
Skal man rive statuer ned? - I de seneste par uger er statuer af sydstatssoldater, britiske slavehandlere, koloniherrer, som Belgiens kong Leopold II...
Mette får et stort 12-tal - Det er nu et år siden, Danmark fik en ny regering. Ergo tid til en kommunikativ årskarakter. Det bliver en fin karakter,...
De fantastiske Facebook-fire - Nye Borgerlige stormer ikke bare frem i meningsmålingerne, men dominerer også på de sociale medier. Gennem en blanding a...
Er Facebook fucked? - Det formodes, at mere end 400 brands i løbet af juli måned indstillede deres annonceaktiviteter på Facebook for derved a...
Historiske Harris - Vi har længe ventet på, hvem Joe Biden ville vælge som sin vicepræsident. I går kom svaret: Det blev Kamala Harris. Et v...
Fake på formel? - Der går ikke en dag uden nye gennembrud inden for kunstig intelligens. Hovedleverandøren af AI-gennembrud er den delvist...
Kontrarevolutionens kvinder - Tilsyneladende kan intet stoppe MeToo. Men nu tegner der sig en kontrarevolution anført af en gruppe kvindelige politike...
Kong Kristians fuldstændige forfald - Kong Kristian – Mennesket, magten og faldet bekræfter det generelle billede af et parti, der havde højt at flyve, men so...

Giv din stemme

25 stemmer
2,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

51 JOB

Taleskriver

Se alle job Indryk job

Job

Redaktionspraktikant

Frist: d. 30. november.

Kommunikationschef

Frist: 3. december

Formidler og strateg

Frist: 7. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.