Tavshed som krisestrategi
”Du kan ikke ikkekommunikere,” lyder et udbredt citat blandt kommunikationsfolk. Men sportsfolk – og i særdeleshed cykelryttere – hælder åbenbart stadig til det mundheld, at ”tavshed er guld”. I hvert fald, hvis talen falder på doping.
Det seneste eksempel er Jakob Fuglsangs og cykelholdet Astanas håndtering af en lækket rapport fra cykelsportens uafhængige antidopingenhed. Den har i 2019 i hemmelighed undersøgt Jakob Fuglsangs eventuelle samarbejde med den berygtede dopinglæge Michele Ferrari, som er udelukket fra cykelsporten på livstid.
Da rapporten blev lækket søndag, havde bl.a. DR og Politiken i en hel uge forsøgt at få en kommentar fra Jakob Fuglsang og hans holds pressechef. Men der var ingen kommentarer.
Sætningen "Ingen kommentarer" var første strategi i krisehåndteringen, da Jakob Fuglsang blev kædet sammen med 'doping-lægen' Michele Ferrari. Men er det effektiv krisekommunikation? Foto: Scanpix.
Spørgsmål om doping er jo oplagte til en mand, som i 2019 i en alder af 34 år har kørt sin suverænt bedste sæson på landevejen, bl.a. med sejr i forårsklassikeren Liège-Bastogne-Liège. Så hvis Fuglsang og Astana havde bedrevet en anelse issues management – scannet omgivelserne og historien for potentielle kriser og kritiske spørgsmål – så var det jo indlysende, at dopingspekulationer måtte dukke op. Og så kunne man have forberedt andre svar end: ingen kommentarer.
Det er forståeligt, at cykelryttere og -hold er dødtrætte af at svare på spørgsmål om doping. Men de må erkende, at de er indlejret i en branche, som har været præget af kunstige stimulanser næsten siden, cykelsporten opstod. Det kan man forvisse sig om i fx Joakim Jakobsens Le Tour – en moppedreng af en bog om de første 100 år af verdens største cykelløb.
Cykelsportens krisekommunikationsmanual kan tilsyneladende skrives på bagsiden af et halvstort frimærke.
En meget simpel krisemanual
Cykelsportens krisekommunikationsmanual kan tilsyneladende skrives på bagsiden af et halvstort frimærke:
1) Hold mund.
2) Sig ”ingen kommentarer”, hvis du bliver spurgt.
3) Svar udenom eller på noget andet, end du bliver spurgt om, hvis du bliver presset.
Det mønster fulgte Bjarne Riis og hans samtidige professionelle kolleger nøje helt tilbage i 1990’erne. Og det er åbenbart stadig grundingredienserne i krisekommunikation for Astana og Fuglsang i dag.
Da presset fra dopingrygter og journalister tog til imod Bjarne Riis, blev han nærmest herostratisk berømt for svaret: ”Jeg er aldrig testet positiv”. Nej, det vidste journalister og vi andre godt. Men spørgsmålet var, om han havde taget doping – og det svarede han ikke på. Først i 2007 indrømmede Bjarne Riis, at han systematisk tog epo i årene 1993-98, altså også da han vandt Tour de France i 1996.
Forskel på domstole
I juridisk forstand er man selvfølgelig uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Og man har ikke pligt til at udtale sig. Men der er jo forskel på domstole. Foran folkedomstolen kan rygter være nok til en moralsk fordømmelse og et alvorligt dyk i imageformkurven for den anklagede. Rygter kan udvikle sig til en alvorlig krise, hvis de ikke håndteres fornuftigt.
Nogle kriseforskere trækker på attributionsteori – simpel psykologi – som fortæller os, at mennesker som regel søger en årsagssammenhæng. Så når vi oplever umoralske og ulovlige handlinger eller beskyldninger derom, så forventer vi, at folk forklarer og forsvarer sig. Ellers er de formentlig enten rådvilde eller skyldige.
Efter offentliggørelsen af Fuglsang-sagen, sagde en pressemedarbejder fra Astana mandag til det belgiske medie Het Niewsblad, at fordi rapporten "ikke indeholder hverken fakta eller bevis, men kun beskyldninger og rygter, ønsker vi ikke at svare." Efter at have tænkt sig endnu længere og grundigere om skrev Astana dog på deres hjemmeside:
”Holdet samarbejder ikke med nogen mistænkelig læge, såsom Michele Ferrari.”
Nogle kriseforskere trækker på attributionsteori – simpel psykologi – som fortæller os, at mennesker som regel søger en årsagssammenhæng. Så når vi oplever umoralske og ulovlige handlinger eller beskyldninger derom, så forventer vi, at folk forklarer og forsvarer sig. Ellers er de formentlig enten rådvilde eller skyldige.
Overlevelse afhænger af troværdighed
Hvordan kunne det tage så lang tid at nå frem til det svar? Måske havde Astana endelig fået lavet deres interessent-analyse, som – selv hvis de kun lavede den på bagsiden af en konvolut – hurtigt ville vise, at flyverskjul ikke er nogen god løsning. For Astanas overlevelse afhænger af tillid og opbakning fra tilskuere, sponsorer, løbsarrangører og en masse andre – og de forventer et klart svar. Ellers vil interessenterne i værste fald boykotte eller udelukke Astana, hvis dopingmistanken bliver for klæbrig. Tavshed er ikke guld.
Fuglsang var længere om at kommentere, men han sendte mandag aften en sms til B.T., hvori han bl.a. skrev: ”Jeg afviser, at jeg har mødtes med dr. Ferrari”. Han tilføjede, at han ikke er bevidst om nogen rapport fra antidopingmyndighederne, ”så jeg har ingen sag, der skal svares på.”
Altså en afvisning af en forbindelse til dopinglægen hos både Astana og Fuglsang – men også en stor ulyst til at kommentere yderligere.
Mytologiske helte
Cykelryttere er næsten mytologiske helte, som gennemlever umenneskelige lidelser i kampen om sejren, hvilket ikke mindst Jørgen Leth har været med til at italesætte som TV-kommentator og skribent. Men den arketypiske styrkeprøve giver kun mening, hvis kampen er fair og uden doping.
Ligesom rytterne er jeg og mange andre også trætte af at høre om doping i cykelsporten. Men hvor vil det være skønt at høre Jakob Fuglsang og kollegerne svare kort og klart næste gang, spørgsmålet om ulovlige stimulanser dukker op. Intet vil være lettere end at sige: ”Jeg har aldrig taget doping.”
