Kampen om croptoppens politiske symbolik
Hvad der startede som en lokal konflikt på en skole i Vejle, voksede sig hurtigt til en landsdækkende kamp mellem tilhængere og modstandere af at vise maveskind i ikkeprivate sammenhænge. Hvordan gik der politik i et lille stykke tøj?
Der er allerede skrevet meget om croptop-fejdens principielle sider. Er unge kvinders påklædning overhovedet noget, andre har ret til at begrænse – eller er det måske netop skolens opgave par excellence at sætte grænser for eleverne i fællesskabets navn? Jeg vil ikke forholde mig alt for meget til disse spørgsmål, men i stedet se på maveblusen som politisk symbol, konfliktpunkt og samlingskraft.
Det er bare maver, men ikke bare et stykke stof
I sidste uge eksploderede Instagram og Facebook med billeder af kendte og ukendte – og Egtvedpigen – der viste navlen frem med enten dagsaktuelle billeder eller fotos fra deres skoledage i hin svundne tider. Ofte akkompagneret af forsikringer om, at klassekammeraterne tilbage i 8.B altså ikke mistede koncentrationen, bare fordi de så lidt maveskind.
Anders Morgenthaler troppede også op i croptop som reaktion på debatten.
Hvad der startede som en lokal konflikt fik hurtigt universel karakter. Vi startede med at diskutere reglementet på Firehøjeskolen i Vejle, og her kunne det i princippet være stoppet. Men hurtigt blev sagen principiel: Har man et ansvar for ikke at distrahere sine klassekammerater eller kolleger, eller er det den enkeltes problem, hvis man ikke kan koncentrere sig? Kan man overhovedet bestemme over andres påklædning? Børn skal ikke seksualiseres, men hvem seksualiserer egentlig hvem her? Er der forskel på en skole og en arbejdsplads? Er der måske i virkeligheden tale om værdiløshed over for normer? Og hvad bliver det næste?
Forsvar for fællesskabet
Maveblusernes modstandere argumenterer med ”vi gør eleverne til de bedste versioner af sig selv,” ”vi skal sikre trygheden”, ”tænk på fællesskabet” og ”vi har et ansvar for at danne eleverne.” Kravet om at få lov til at gå i croptop ses som udtryk for en individualiseringssyge og mangel på empati, som føler enhver lille begrænsning af hin enkelte som en spændetrøje, og som glemmer forskellen på offentlig og privat.
Denne diskurs er udpræget hegemonisk i den forstand, at den forsøger at artikulere et universelt fællesskab, og rammesætte normerne for det. Der påstås, at disse normer er universelle – ”sådan gør man bare ikke!” – mens modpartens holdninger italesættes som individualistiske og partikulære; det er nogle enkelte piger, der insisterer på at klæde sig, som det passer dem, uden at tænke på fællesskabet.
Anne Sophia Hermansen i Go' morgen Danmark om retten til at bære croptop.
Mill og mavebluser
Maveblusernes tilhængere bestrider dette ”vi” ved internetaktivisme og demonstrationer. De argumenterer ud fra en feministisk diskurs, en liberal ideologi eller en kombination af begge.
Liberalismen hævder en variant af det negative frihedsprincip, som vi kender det fra John Stuart Mill og Isaiah Berlin: Den enkelte må klæde sig, som vedkommende vil, så længe det ikke skader andre. Hvad angår croptoppen specifikt, gør den næppe nogen ondt, så det er de andres problem, hvis de føler sig stødt af det. ”Det er bar’ en mave”, som det hedder.
Den feministiske diskurs læser maveblusernes modstandere ind i en historie om en patriarkalsk og konservativ trang til at kontrollere kvinder og deres påklædning. Her er den bare mave igen bare en mave, men også noget mere end det, nemlig et frigørelsessymbol. Som man kunne læse på Kforum i sidste uge:
”Croptoppen er langt mere end en beklædningsdel. Den er et symbol på frihed, selvkærlighed og empowerment, og derfor piller man ved noget helt grundlæggende i unge kvinders selvopfattelse, hvis man vælger at pille ved croptoppen!”
Sammen dislokerer liberalismen og feminismen den orden, som maveblusemodstanderne forsøger at stabilisere. Sidstnævnte siger, at der eksisterer et ’vi’, som skal passes på, og som børn skal dannes til. Hertil siger maveblusetilhængerne: ”Vi er ikke en del af det ’vi’, hvis vi ikke må bære croptops,” eller ”vores ’vi’ ser ikke sådan ud – vi går i mavebluse, når det passer os.”
Man kan stille spørgsmål ved, i hvor høj grad croptoppen var et politisk symbol før august 2021, men det er ikke pointen. For en ting står i hvert fald klart: Maveblusens symbolværdi steg kraftigt, da Firehøjeskolen i Vejle valgte at forbyde den. Ud af forbuddet voksede en kamp mellem modsatrettede verdenssyn, og det er i kampe som denne, at fronterne trækkers op, og ikke bare styrker deres modsætningsforhold til hinanden, men også internt samler sig om deres respektive symboler, hvis værdi intensiveres i takt med, at de bestrides.
Sagt på en anden måde: Maveblusen blev et stærkt symbol, fordi den var truet. Fordi den var udsat, gik den fra bare at være et stykke tøj til at blive et symbol på noget større. Politiske symboler eksisterer ikke objektivt og for sig selv, men skabes og får værdi i den kamp, de indgår i. Uden sammenligning i øvrigt kan alt fra juletræer over frikadeller til højskolesange få fornyet og hidtil uset politisk-symbolsk kraft, når der opstår en fornemmelse af, at nogen vil tage dem fra en.
Croptop-fejden fortæller os derfor noget interessant om politiske symboler i det 21. århundrede: De kan opstå spontant og uforudsigeligt, men ikke desto mindre i en periode have mere politisk slag-, samlings- og konfliktkraft end traditionelle, historietunge symboler som den røde fane, den knyttede næve eller Dannebrog. Hverdagsobjekter og andre tilsyneladende neutrale og betydningsløse ting kan lynhurtigt lades med politisk symbolik og blive fyldt med betydning – især når de er truet.
Forenet for en tid
Croptop-fejden har for en stund samlet vidt forskellige personer, der ikke normalt marcherer under samme faner, om en politisk sag. Mavebluserne forener højreorienterede, venstreorienterede og folk, der ikke normalt formulerer sig og tænker udpræget politisk – og slet ikke i offentligheden – men bare synes, det er for galt, at nogen vil blande sig i kvinders påklædning. Det samme sker på den anden side af konflikten, hvor konservative, der ikke mener, at bart maveskind hører hjemme i skolen, forenes med lærere, der er alt andet end konservative, men i denne sammenhæng vægter lærerens faglighed og ret til at sætte grænser i klasserummet højest.
Croptop-fejden har på den måde med et udtryk fra den argentinske filosof Ernesto Laclau skabt en ækvivalenskæde af forbundne momenter, der ikke ellers havde noget med hinanden at gøre og måske endda i mange andre sammenhænge ville være modstandere. Det, der forener dem, og som stabiliserer ækvivalenskædens enhed, er det, de er imod.
Efter en lille uges kamp omstødte skolebestyrelsen på Firehøjeskolen forbuddet mod croptops. Ikke desto mindre fortsætter debatterne på andre skoler, på de sociale medier og ved spisebordene rundtomkring.
Selve croptop-fejden er nok glemt om et par uger. Men hver gang, den slags diskussioner blusser op, og vokser sig så store og principielle, åbner der sig et mulighedsrum for, at der kan rykkes ved vores bevidsthed, grænserne for det normale og vores opfattelser af, hvad man kan tillade sig. Herskende ordener er i sagens natur hegemoniske, men hegemoni er ikke almægtighed, og ethvert hegemoni har en indbygget skrøbelighed.
Vores normer er konstant til genforhandling, og konflikter som croptop-fejden, hvor forskellige grupper og interesser forenes under et politisk symbol i modstanden mod deres modpart, er en af de måder, disse forhandlinger foregår på.
