Coronawashing er det nye greenwashing
Selvfølgelig kan man tjene penge på hvad som helst. Børn, død, ulykker, tsunamier, skægvækst – og nu COVID-19. Er du forarget? Lyder det BT-agtigt og klamt? Måske. Men nyt er det næppe. Velkommen til Coronawashing.
af Bo Kampmann Walther
Lige nu er der penge, magt og brandingværdi i den aktuelle coronakrise. Vi har greenwashing, redwashing, pinkwashing. Alt kan vaskes, og en masse virksomheder og brands, lige fra Pepsi over IKEA og Apple til Nike, gør det nu med corona. De gør sig økologiske, anti-xenofobiske og klodebekymrede, ikke for din og min skyld og vores blå øjne, men for at tjene penge. Gode gamle Karl Marx bemærkede i Kapitalen, at alt, hvad der i en kapitalistisk finansorden bidrager til produktivforholdene, kan udnyttes.
Vi har blot set begyndelsen på, hvordan tech-firmaer med speciale i overvågning og branding bruger krisen på at normalisere deres praksisser. Lad vær’ med at købe den.
Med lidt snilde og knofedt kan selv en tragisk krise vendes til finansiel spekulation og merværdi. Journalistisk set er det en nyhed. Økonomiteoretisk er det uundgåeligt og so last year.
Så er den regnbue afleveret og solgt. Coronawashing ,når det er værst.
NGO’en Corporate Europe Observatory – med den ironiske forkortelse CEO – er sat i verden for at udfordre big business og indflydelsen fra virksomhedsstyrede lobbygrupper i EU. CEO har i et stykke tid haft nok at se til med al den coronawashing. Det gider CEO ikke være med til. De launchede for nyligt ”Corona Lobby Watch”. De er på Twitter. Så kan bekymrede civilister over hele verden agere spioner og vagthunde.
”Vi har blot set begyndelsen på, hvordan tech-firmaer med speciale i overvågning og branding bruger krisen på at normalisere deres praksisser. Lad vær’ med at købe den,” skrev ”Ailo”, en ung nordmand fra Oslo med langt rødt skæg og heavy metal-T-shirt. ”Meningerne er mine egne”, skriver Ailo. Men det er tydeligt, at den indignerede stemme er båret af en massebevægelse. De globale industrier, især tech’erne og de kæmpestore brands bryder loven. Det har de sådan set gjort hele tiden – jævnfør alle de farver, der kan vaskes med, men nu gør de det på en tragisk baggrund: corona.
Bomb Yemen, og red verden
Rickett åbner med våbenproducenten BAE Systems, der i starten af maj 2020 fik medieoptur på historien om transport af ventilatorer til særligt udsatte egne i kampen mod corona. Pointen var bare, at BAE alligevel havde bunker af ventilatorer til overs, som de ikke anede, hvad de skulle stille op med. De havde allieret sig med en semikendt mediedarling.
Og så var det i øvrigt flintrende ligegyldigt, at de i regnskabsåret 2018 havde tjent over 200 milliarder kroner på salg af militærudstyr. Saudi-Arabiens angreb på Yemen, som FN kaldte en ”humanitær katastrofe”, foregik primært med BAE’s Typhoon- og Tornado-kampfly. Fuck Yemen! Vi bringer ventilatorer til det forarmede folk!
Man skal forestille sig et Zoom-møde for CEOs, skriver Rickett. Gerne med input fra marketing og kommunikation. På dagsordenen er, hvordan man kan kombinere neoliberal bonus med godsind, der dufter godt ude i samfundet. Det er dobbeltmoralitetens timemanager i stor skala. Uge X: Bomb Yemen. Uge Y: Red verden. Uge Z: Tæl penge.
Behændigt glemmer vi, som Oscar Rickett bemærker, at de globale virksomheder og brands ikke bare skal tage sig godt ud i offentligheden. De skal i mange tilfælde også skjule det forhold, at de selv har profiteret på krisen. Ja, måske endda været med til at skabe den. Det er ligesom en plet på trøjen. Du kan forsøge at vaske den væk. Eller du kan give den en pænere farve. Det er den dobbelte strategi i corporate washing.
CEO’erne smilede og klappede på Zoom-mødet.
Oppe i Oslo sad Ailo og rev sig i det lange, tynde, røde gedeskæg. Så sprang han til Twitter-tasterne.
Dove Hero-branding
Kunsten at skabe heltebilleder
Virus er noget, der kommer ind i kroppe og gør os syge. Men virus trænger også ind i reklamer og virksomhedsprofiler, skriver Hess. Hvis man bruger cut art på kommunikationen fra de store brands – fra Buick og State Farm til Target og Dodge – kan man lave en lille kernefortælling om heltedåd og mandsmod.
”Selv nu er der noget, som aldrig ændrer sig,” jubler Target. ”Vores hjerter er åbne,” og ”vores teams er parate,” står der på deres YouTube-kanal. Der er glade børn, alvorlige unge mennesker og fromhedsprædikanter med mundbind og håndsprit.
”Our spirit is what unites us,” siger bilproducenten Dodge.
Heltekommunikationen i coronavirussens tid følger så slavisk et mønster, at den kan skrives af robotter. Tomme gader set fra oven. Et barn kigger ud ad vinduet. Familien er i karantæne, ved vi. Men så drikker man en Coca-Cola, og alt er godt. En gravid kvinde klapper sig selv blidt på den store mave. Der er krise, men der er nyt liv på vej. Krydsklip til læger og sygeplejersker, der redder dagen og den gode stemning.
Det smarte ved alt det hér, spekulerer Amanda Hess, er ikke, at de globale virksomheder sælger ting. Nej, de sælger en idé. Nemlig idéen om, at lige meget, hvor meget og hvor længe vi er i karantæne, og verden lukker ned, så kan vi stadig producere billeder. Underforstået, drikke colaer, drømme om en ny SUV, søge ind på et dyrt universitet for at blive certificeret helt, altså læge, og generelt bare bruge penge.
Marx og Facebook
Hvad mon David Bowie ville have sagt? Til tonerne af ”We Can Be Heroes” takker Doug McMillon, Walmarts øverste chef, sine medarbejdere, som toner frem over skærmen, for at holde os sunde og raske og for at være lys i mørket.
Hvad ville Marx sige? At det kan da godt være, corona har sønderknust samfundets basis. Men overbygningen, ideologierne og drømmene er intakte. Det sørger coronawashing for.
På Facebook efterfølges kaskader af sorgbilleder med godhedskommunikationens superrefræn: ”Vi har aldrig tabt kampen, hvis vi stadig kan finde hinanden.” Man kan dø af corona. Men hey, man kan jo bare skrive en besked på Facebook.
”Hvis du er heldig nok til ikke at opleve coronavirus som en medicinsk akuttilstand eller jobtrussel, men som en eksistentiel afmagt, så er der en kur, og dén kur er Facebook,” skriver Amanda Hess.
Folkeeventyr for profitmagere
Der er en kollektiv ordløshed i coronaens forlæns historieskrivning. En langstrakt tilstand af absurditet og noget nærmest surrealistisk. Tilstanden er så voldsom, ikke mindst i fraværet af løsninger forude, at reklameindustrien må træde til med hjælpende hænder. De ting, vi ikke kan få, de rejser, vi ikke kan foretage, og de biler, vi ikke kan prøvekøre, mens sælgeren savler os op i hovedet, kan vi i det mindste sætte ord og billeder på. Tak, Dodge. Tak, Target. Tak, Coca-Cola. Tak, Facebook. Jeg er i karantæne, ergo opdaterer jeg.
Coronawashing er på én gang kapitalens forudsigelige og mørke side. Man har et vaskemiddel, indtil man får et nyt. Fra grønt til rødt, fra pink til COVID-19. Det er kendte brandstrategier, der støves af og blankpoleres, mens CEO’erne med labre Zoom-baggrunde smisker og tjekker deres bankbog. Vi kan invaderes af aggressive væsener fra det ydre rum, som saver benene over på os og kæphøjt aflyser alle ferieafgange til Mallorca, men stadig grine fornøjet bag en Coca-Cola og gyse ned i det globale SoMe-tastatur.
Coronawashing er mørk som Karl Marx’ berømte kat i natten. Den er folkeeventyr for profitmagere. Helte er læger, sygeplejersker er hjælpere, skurkene er kinesere og flagermus, og det forjættede land lige på den anden side af broen og Bukke Bruserne hedder New Normal.
Det, synes Ailo fra Norge, er noget lort. ”Lad vær’ med at købe den!”, hamrer han i sin computer. Det er en computer, som er fyldt med komponenter fra Wuhan i Kina og software fra Silicon Valley.
