Jamn – det kan man da ik’

Med coronapandemien er verden forandret. Vi har alle oplevet gennemgribende forandringer i de måder, hvorpå vi lever vores liv, er sammen med andre, arbejder, går i skole, handler og deltager i arrangementer m.v. Pandemien har kaldt nationalstaterne til at gentænke mængden af bevægelighed i samfundet og samtidigt forsøge at retningsgive så mange af de bevægelser som muligt.

Alle står vi altså midt i en verden, hvor der på et år er sket ændringer på et helt lavpraktisk niveau, som ville være noget nær utænkeligt for verdensborgeren anno 2019. Havde vi for denne 2019-verdensborger påstået, at vi i ’21 ser ind i en virkelighed, hvor vi kun kan komme til frisøren, tage i biografen, på restaurant, museum eller til en koncert, hvis vi kan fremvise et nyopfundet og gyldigt pas, der dokumenterer vores sundhed, så ville vedkommende nok ryste på hovedet og måske også råde os til at skrue lidt ned for vores streamingforbrug af fremtidsdystopiske serier. Ikke desto mindre er det i dag vores demokratiske virkelighed, og det er samtidig ikke kun på det rent praktiske niveau, at verden er forandret – også vores tænkning forandrer sig.

504.640 personer er færdigvaccinerede i Danmark. Foto Henning Bagger/Ritzau Scanpix

”Jamen – det kan man da ik’ – corona!”

Mange kan nok nikke genkendende til oplevelsen af, at serier, film og nyhedsklip produceret bare kort forinden pandemien allerede nu fremstår som levn fra en fjern fortid. De portrætterer en adfærd og måder at være sammen på, der ofte trigger en iboende alarmklokke i os, hvor vi nærmest per refleks reagerer med ”Jamen – det kan man da ik’ – corona!”. Coronapandemien har på den måde betydet, at den adfærd, som vi før marts 2020 forstod som normal og fornuftig, i dag næsten kan fremtræde som afvigende og uansvarlig.

Er det muligt at tale om et grundlæggende skifte i vores måde at opfatte verden på og vores egen samt vores nabos måde at være til stede i den? Vi oplever, at rammerne for vores fælles normer har flyttet sig – og det på rekordtid. Der er almindeligvis bred enighed om, at den type af kulturel foranderlighed er en langsommelig, næsten umærkelig og dynamisk proces. Men med pandemien som en enorm krusning i vores fælles historie er denne proces sat i et tempo, som vi kun sjældent ser i historien – og igen endnu sjældnere som et verdensomspændende fænomen.

Coronapandemiens forandringer af vores virkelighed er altså ikke blot at spore gennem et rent empirisk studie af vores adfærd, de er også at finde i vores måde at tænke på, i vores definitioner af og sondringer mellem normalt og afvigende, fornuftigt og ufornuftigt. Det gælder både, hvad angår vores egen og vores medmenneskers adfærd, men det handler også om, hvad vi opfatter som acceptabelt, at staten skal blande sig i. Eller sagt på en anden måde: Det handler også om, hvor bred og hvor dyb en overvågning vi er villige til at acceptere, fordi en overvågning, der tidligere virkede grænseoverskridende og nærmest utænkelig, pludselig fremstår fornuftig.

Overvågning guider de politiske beslutninger

Da den danske regering i marts 2020 lukkede Danmark for første gang, skete det med afsæt i sundhedsmyndighedernes erfaringer fra tidligere pandemier. SARS-CoV-2 var nyt, og der havde derfor ikke været mulighed for at overvåge og producere specifik viden om det. Derfor iværksatte verdenssamfundet og de enkelte nationalstater en massiv mængde overvågningspraksisser for at forstå virusset og sygdommen COVID-19. Den statistiske viden, der produceres på baggrund af den overvågning, danner sammen med erfaringer om andre virusser grundlaget for de sandsynlighedsberegninger, der både legitimerer og anviser retningerne for politisk beslutningstagen under coronapandemien. I juli 2020 blev det imidlertid offentligt kendt, at omfanget af de danske nedlukninger overgik sundhedsmyndighedernes anbefalinger og faktisk var en politisk beslutning. På et samråd d. 9. juni 2020 havde statsminister Mette Frederiksen da også formuleret, at nedlukningens omfang kun var retningsgivet af de anbefalinger, som var til rådighed på det tidspunkt. De gik på at bryde smittekæder og minimere menneskelig aktivitet – altså at styre mængden og retningen af bevægelser i samfundet. Statsministeren formulerede, at ”Hvordan man gør det, det er ikke en opgave for en sundhedsmyndighed eller en anden myndighed at gøre det. Det er en politisk beslutning, vi træffer (…)”

Coronapasset kan forstås som en del af en statistisk overvågningstype, hvormed der produceres en viden, som hjælper en stat til at forstå pandemien og identificere relevante tiltag for at bremse den. Så hvis vi ønsker en dybere forståelse af logikken i den politiske beslutning, der ligger bag coronapasset, skal vi først have lidt baggrundsviden om den overvågningskontekst, som coronapasset indgår i.

Grundlæggende spiller overvågning en helt central rolle for den moderne territorialstat, der fra 1700-tallet og frem har været særligt interesseret i sit territorium (Thorup, Mikkel. 2015. Statens Idéhistorie. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, s. 43). Det er centralt påliggende, at denne stat kan indhente informationer om statens ressourcer, fx via statistik. Og en af statens helt fundamentale ressourcer er dens befolkning. I den kontekst kan statistik forstås som en overvågningstype, der udgør en stats måde at opsummere og reflektere over sin egen tilstand, hvor man på politisk niveau herefter søger at identificere de tiltag, der med den største sandsynlighed griber fremtiden mest optimalt – eller mindst dårligt.

Det samme gør sig gældende, når det handler om at indskrænke pandemiens negative konsekvenser. Coronavirusset kan ikke annulleres, og staten er derfor nødsaget til at træffe beslutninger, som i nuet med størst sandsynlighed leder frem til lige præcis det fremtidsscenarie af flere mulige, der er mindst skadeligt for bl.a. befolkning og sundhedsvæsen – og dermed staten. Den danske stat gør dette ved at overvåge bl.a. sit sundhedsvæsen og sin befolkning fx gennem tests, smitteopsporing og med løbende undersøgelser af befolkningens bevægelsesdata, smitteadfærd og oplevelse af sundhedsrådene.

I forelæsningsrækken Sikkerhed, territorium, befolkning på Collège de France i 1978-79 italesætter den franske idéhistoriker Michel Foucault denne statistiske overvågningstype som sikkerhedsforanstaltninger og tænkemåden ift. befolkningshåndtering som governmentality. De netop beskrevne teorier og teknikker, som han på det tidspunkt udvikler og anskueliggør, kan i høj grad hjælpe os til at forstå et af grundlagene for vores regerings håndtering af coronapandemien.

Coronapasset er også en politisk beslutning

Overvågning har gennem de seneste år været et hyppigt tema i den offentlige debat og har da også fyldt en del af diskursen under coronapandemien. Regeringens første udkast til smittestopappen, som var baseret på en egenudviklet softwaregrænseflade (API, Application Programming Interface, red.), blev trukket tilbage efter omfattende kritik fra teknologi- og overvågningseksperter. Det afstedkom en ny app, der er baseret på en API, som anonymt kan tracke personer via Bluetooth, og som er et produkt af et ikke tidligere set samarbejde mellem tech-giganterne Google og Apple.

Hvad gør coronapasset ved os?

Den danske stats samlede håndtering af coronapandemien betyder, at vi i dag står over for en række genåbninger, som i høj grad beror på et nyt værktøj, der italesættes med endnu et ord, der med ”coronaen” har set dagens lys: coronapasset. Coronapasset er tænkt ind i genåbningens faser fra d. 6. april frem til slutningen af sommeren, hvor dets omfang skal gendrøftes. Passet bliver vores adgangskort til at besøge liberale serviceerhverv som fx frisører og tatovører, og det skal også fremvises, når vi senere besøger restauranter, cafeer, museer, biblioteker, biografer og spillesteder m.v. Der er ingen tvivl om, at digitaliseringsgraden i vores samtid har enormt positive effekter ift. at effektivisere opgaven med at overvåge, opspore og inddæmme coronasmitten, og coronapasset tænkes da også primært som en digital løsning, der udarbejdes til mobile digitale enheder.

D. 21 april kommer coronapasset for alvor i brug, når restauranter og barer kan åbne. Foto Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det Etiske Råd påtaler, at coronapasset potentielt kan skabe et såkaldt A- og et B-hold i befolkningen. De peger på en risiko for, at den del af befolkningen, der endnu ikke har modtaget en vaccine, efterlades med begrænsede bevægelsesmuligheder ift. den vaccinerede del af befolkningen. Af rammeaftalen om planen for genåbningen af Danmark fra d. 22. april og i Berlingskes netavis d. 10. marts fremgår det, at coronapasset er en politisk beslutning, ligesom vi har set, at omfanget af nedlukningen var det.

Så hvis heller ikke coronapasset beror på konkrete sundhedsfaglige anbefalinger, hvilken politisk motivation kan der så være for at indføre flere tiltag, der som så meget andet under coronapandemien er svært foreneligt med vores almene forestillinger om et demokratisk samfund? Kan det på nogen måde tænkes, at etableringen af et A- og et B-hold kan udgøre en fordel for den danske stat, og måske endda være et led i en bevidst strategi? Fra et overvågningsperspektiv er dette ikke utænkeligt.

Coronapasset flytter normer

I hele den vestlige verden ser vi modbevægelser, der betvivler fx coronavirussets farlighed, oprindelse eller eksistens. Vi ser demonstrationer imod restriktioner i mange forskellige lande, heriblandt også i Danmark, hvor fx bevægelsen Men In Black har fået en central placering som en coronaskeptisk modbevægelse. Flere skeptikere går imod coronarestriktionerne ved at frasige sig krav om mundbind og ikke lade sig teste eller vaccinere.

Når jeg i det foregående har vist, at den centrale strategi for at retningsgive samfundet frem imod den fremtid, der er mindst dårlig, beror på overvågning i form af bl.a. coronatests, smitteopsporing og adfærdsundersøgelser, så bliver det også tydeligt, at skeptikernes adfærd strider direkte imod de intentioner. Denne befolkningsgruppes adfærd betyder således for regeringen, at overvågningens effektivitet forringes på en måde, så en udvikling af strategierne for inddæmning, smitteopsporing, vaccinationsprogram og folkeimmunitet besværliggøres. Og det mindsker igen sandsynligheden for, at også implementeringstiltagene har tilstrækkelig effekt, hvilket udgør en uønsket risiko. I den kontekst kan tanken om et A- og et B-hold faktisk vise sig at rumme et positivt potentiale for regeringerne i ”kampen mod coronaen”.

De, der ikke lader sig teste og ikke kan fremvise et gyldigt coronapas, begrænser i samme bevægelse deres egen bevægelsesfrihed. Skulle de ty til at fifle med coronapasset, kan det koste op til fire års fængsel, og skulle de steder, som de besøger, vælge at se bort fra coronapasset, kan det blive med bøder til følge . I den forbindelse kan coronapasset forstås som et greb, der i høj grad animerer mange coronaskeptikere til at lade sig teste og vaccinere. Fra et overvågningsteoretisk perspektiv kunne man her bruge Anders Albrechtslunds, centerleder for Center for Overvågningsstudier, begreb om participatorisk overvågning. Med afsæt i det begreb kan coronapasset ses som et greb, hvor coronaskeptikere kan anspores til at deltage i overvågningen og individuelt bruge den til at vinde et øget bevægelsesrum for deres personlige udfoldelse.

Coronapasset er blevet diskuteret som et tvangsindgreb, men af det ovenstående kan coronapasset måske også forstås som et værktøj, der er rettet imod at gøre indgreb i tænkningen hos den del af befolkningen, som vælger at undsige sig tests og vacciner. Coronapasset kan i den kontekst måske fremstå som et bevidst greb, der søger at ændre fx coronaskeptikeres opfattelse af tests og vacciner fra at være frihedsindskrænkende til at være frihedsudvidende.

Coronapasset udvider og forflytter overvågningspraksisser

Coronapasset møder også kritik fra nogle af de erhvervsdrivende, for hvem det ellers skulle have positive økonomiske konsekvenser. De peger blandt andet på, at det at overvåge andre mennesker ved at forlange at se deres pas kan være grænseoverskridende for begge parter og dermed skadeligt for almindelige menneskers mentale helbred. Andre frygter, at det kan være at stikke hånden i en hvepserede at forlange fremvisning af et gyldigt coronapas til et coronaskeptisk individ. Disse vinkler fremkalder et meget plausibelt fremtidsscenarie, hvor erhvervsdrivende, storcentre, biblioteker og uddannelsesinstitutioner m.v. ansætter private vagtværn til at varetage overvågningen af de besøgendes coronapas.

Under alle omstændigheder er en central konsekvens ved indførelsen af coronapasset og de politisk udstukne retningslinjer, der følger med det, at dette iværksætter en overvågningspraksis, som er drevet af befolkningen selv. Vi har ovenfor etableret, at regeringernes mulighed for at navigere under pandemien i meget høj grad beror på overvågning og vidensproduktion. Når almindelige mennesker med coronapasset pålægges at overvåge hinanden, kan passet i det lys ses som et greb, der dels øger mængden af overvågning i samfundene og samtidigt forflytter overvågningspraksisser til befolkningerne selv.

Når vi husker på, at coronapasset er en politisk beslutning, vil jeg også dvæle ved, hvad der kan vindes ved den forflytning af overvågning ud fra et politisk strategisk perspektiv. Når en overvågningspraksis fra det politiske og institutionelle niveau intentionelt siver ud i samfundet og integreres som en almen mellemmenneskelig praksis, så er der mere på spil end blot en forøgelse af tandhjul i en større overvågningmekanik. Udsivningen faciliterer også den mulighed, at overvågningen integrerer sig i vores måde at se til hinanden og på os selv – i vores tænkning. Derfor kan den politiske beslutning sigte til, at coronapasset kan få stor indflydelse på, hvordan vi tænker og dermed forvalter os selv i dagligdagen. Intentionen kan altså være et udtryk for et ønske om at rykke ved grænserne for “normal” adfærd. Vi mennesker besidder en naturlig optagethed omkring, hvordan vores medmennesker opfatter os – altså, om vi gebærder os tilpas inden for skiven til at nyde andre menneskers accept, eller om vi dømmes ude, fordi vi bryder grænserne for det etablerede mulighedsrum for selvforvaltning.

I alle de forskellige kontekster, som vi indgår i, er der forventninger til, hvordan vores rolle bør og kan agere. I fx en undervisningssituation er det forventet, at en underviser vil noget med dem, der skal modtage undervisningen. De forventes til gengæld at være beredte på at deltage på en relevant måde ift. at modtage viden. Hvis en gymnasielærer møder ind til danskundervisning i våddragt, snorkel og svømmefødder, vil dette være så langt fra, hvad vi forventer af danskundervisningen, at de færreste studerende nok vil tage et eneste ord fra underviseren alvorligt. En handling, der skyder så meget skævt af en kulturel norm, kan forstærke følelser af fx vrede, væmmelse eller foragt. Dybe følelser, der fortæller os noget om, hvor dybt integreret i vores tænkning de kulturelle spilleregler er. Vi har set, hvordan folk, der ikke kan bære mundbind, kan opleve sig udskammet eller lagt for had i det offentlige rum, og at det kan skabe ubehagelige konflikter.

Det, der kan være en del af den politiske hensigt med at indføre coronapasset, er altså, at det kan medvirke til at flytte på grænserne i vores kulturelle normer, der definerer vores erfarings- og handlingsrum. Positivt i den sammenhæng kan coronapasset virke som en konfliktnedtrappende faktor, da det fjerner de gråzoner, hvori konflikten ligger – for enten er dit pas gyldigt, eller også er det ikke.

Den danske befolkning har stor længsel efter at komme ud i samfundet og genvinde en version af den normalitet, som vi kendte til før pandemien, og 7 ud af 10 danskere udtrykker, at de oplever coronapasset som en god idé. Det betyder, at der lige nu er en stor folkelig opbakning til og accept af en ny overvågningspraksis, som er meget synlig og indgribende. På lige fod med de hurtige omvæltninger i vores opfattelse af, hvad der er ”normalt”, som jeg beskriver først i artiklen, kan dette meget vel betyde, at en ny, konfrontatorisk indgribende og restriktiv overvågningstype bliver en ny normal i Danmark.

Coronapasset = Enten er du ude, eller også er du inde

Vi ved endnu ikke, hvordan coronapasset kommer til at fungere, når det lanceres som ”en mere avanceret og brugervenlig app” i udgangen af maj måned (Statsministeriet, Rammeaftale for plan om genåbningen af Danmark, 22.marts 2021). Her bliver det interessant at se, hvad orddelen avanceret henviser til. Det kan meget vel tænkes, at der i avanceret ligger, at der ligesom med appen Smittestop er indarbejdet overvågningstiltag, der yderligere styrker overvågningen af corona i samfundet eller befolkningens bevægelser og adfærd – et sådant avancement vil i så fald være understøttende for den strategi, som jeg her har synliggjort.

København lørdag aften den 10. april 2021: Protestbevægelsen Men In Black demonstrerer imod coronapas og massetests. Demonstrationen startede på Enghave Plads og bevægede sig godt 8 kilometer ind til Rådhuspladsen til taler, musik og dans. (foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021).

Under alle omstændigheder tyder den danske befolknings opbakning til coronapasset på, at den danske regering kan lykkes med en drastisk udvidelse af overvågningsmekanismerne i samfundet. En udvidelse, der beror på en overvågning, hvor civile overvåger hinanden. Det betyder, at man med forholdsmæssigt få ressourcer i høj grad kan intensivere overvågningen i samfundet ved at gøre befolkningen selv til en del af den samlede mængde af de kontrolmekanismer, der er rettet mod coronasmitten. Passet konkretiserer kontrollen til ikke at handle om den korrekte coronaadfærd i nuet. Passets gyldighed henvender sig til en adfærd fra fortiden, hvilket ikke giver mening at diskutere i nuet. Det er derfor irrelevant, om du kan tåle mundbind eller ej, og det giver heller ikke mening at debattere, hvorvidt du har tiltro til vaccinerne, eller hvilken udlægning af virkeligheden du abonnerer på. Coronapasset forsimpler kontrolmekanismerne til en binær kategoriseringsmulighed: Enten så har du, og så må du gerne komme ind – eller også har du ikke, og så må du blive ude.