Coronakommunikation på italiensk
Hvordan går det i Italien?

Hvordan kommer italienere igennem hverdagen i disse forfærdelige coronatider? Hvordan bevarer de modet, og hvordan går det med kommunikation? Kilde: Getty Images

Skrevet af
Findes der et Italien uden kindkys, råb i gaden og og lyden af en espressomaskine? For en måned siden syntes dette som et umuligt anti-Italien. Ikke desto mindre er det blevet hverdagen for landets nu 60 millioner indespærrede borgere. Hvordan kommer italienere igennem hverdagen i disse forfærdelige coronatider? Hvordan bevarer de modet, og hvordan går det med kommunikation? Og selvom virusangrebet kan virke som en overraskende katastrofe, er det ikke en helt ny situation for italienerne. På tærsklen til renæssancen ramte en lignende ulykke landet og Europa. Det giver dem nogle rammer og sociale mønstre at trække på og gentage på godt og ondt. Den italienske forfatter Giovanni Boccaccio har mange tanker og gode råd, som gjaldt dengang og gælder igen dag.

Infodemien får fat
Italienernes reaktionsmønstre på dødelige katastrofer har ikke ændret sig nævneværdigt på trods af, der er gået 670 år siden pesten. Den sorte død ramte Firenze i 1348. I lighed med coronavirussen kom smitten også dengang fra Østen og bragte mennesketab og samfundsomvæltninger med sig.


Giovanni Boccaccio

Min ordre til dig: Normalitet! En aperitivo i Milano

Den italienske digter og forfatter Giovanni Boccaccio, som stod fadder til det italienske skriftsprog i samarbejde med Dante og Petrarca, beskriver i sit hovedværk Dekameron fra 1349-52, hvordan florentinerne reagerede på den dødsensfarlige sygdom – lighederne med i dag er slående. Også dengang fyldte kvaksalvere og mandagstrænere op med deres svar og behandling for sygdommen. Boccaccio skriver om datidens fake news:

Hverken læger eller medicin syntes til nogen nytte over for soten; thi om det nu lå i dennes natur eller i uvidenhed hos de praktiserende, hvis antal var vokset uhyre, da mænd og kvinder uden den fjerneste indsigt i videnskaben havde sluttet sig til de virkelig uddannede læger…

Siden smitten for alvor har fået fat i Italien, har man som under pesten set en gevaldig stigning i antallet af halvstuderede røvere, der har set sit snit til ‘15 minutes of fake news fame’. Hvad der har skabt uhyre farlige situationer i en tid, hvor misinformation er mindst lige så fatalt som sygdommen selv.

Vores økonomi er stærkere end frygten: Lad os tage ud og drikke en aperitivo, en kop kaffe eller spise en pizza.

De første, der skulle blamere sig med ”gode råd”, var de italienske top politikere. Guvenøren for Lazio-regionen, Nicola Zingaretti, postede d. 27. februar et billede på sin Facebookprofil, hvor han i selskab med adskillige andre får sig en dejlig aperitivo i form af den velsmagende Aperol Spritz – med den dertilhørende livsfarlige tekst:
 

“Min ordre til dig: Normalitet! En aperitivo i Milano – jeg har efterkommet borgmester Sala og PD Milanos opfordring. Vi må ikke give køb på vores vaner, vi kan ikke stoppe hverken Milano eller Italien. Vores økonomi er stærkere end frygten: Lad os tage ud og drikke en aperitivo, en kop kaffe eller spise en pizza. Hold modet oppe, lad os stå imod – i fællesskab skal vi nok klare den.” 

Skæbnens ironi ville, at selvsamme Zingaretti dagene efter blev testet positiv for coronavirus.


 
For at gøre ondt værre havde Milanos borgmester, Giuseppe ”Beppe” Sala, dagen forinden lanceret en decideret kampagne mod coronahysteriet med den bombastiske titel ”Milano lader sig ikke stoppe”. Naturligvis lavet i samarbejde med restaurationsbranchen i byen. Som kronen på værket genåbnede han byens vartegn, domkirken, som ellers var blevet lukket kort forinden. Se blot her. Den er naturligvis lukket igen.
 
 
Men den politiske idioti sluttede desværre ikke her. Samme dag, som aperitivo-billedet blev taget, indkaldte den tidligere leder af Femstjernebevægelsen og nuværende udenrigsminister Luigi Di Maio til pressemøde. Her var budskabet, at man skulle tage det med ro; alle indlagte var blevet kureret, og helt tragikomisk fik han sagt, at nok så farlig som selve epidemien var ”infodemien”, altså spredningen af misinformation om selve epidemien. Den lader vi lige stå et øjeblik. 
 
 
De meget optimistiske politiske udmeldinger blev fulgt op af et kor af læger, uden skyggen af epidemiologisk eller virologisk specialuddannelse, som ville give deres besyv med. Larmen fra disse  mange selvudnævnte eksperter fik den højt estimerede læge og professor i virologi Roberto Burioni til at irettesætte sine mediehungrende kollegaer, som han kaldte for søndagsvirologer, der ikke havde beskæftiget sig med virologi siden andet år på medicinstudiet. Se blot her:
 
 
 
 
Om myndighederne skriver Boccaccio: 
 
Til al denne elendighed kom også, at de menneskelige og guddommelige loves ærværdige myndighed var gået fuldstændig i forfald, da deres embedsmænd og udøvere som alle andre var døde, syge eller berøvet deres underordnede, så de ikke kunne røgte deres embede…
  
Så slemt har det dog ikke stået til i Italien. Det officielle Italien er efter en træg start kommet efter det. Italienerne fik et uvant syn da Pave Frans tog sig en slentretur gennem Roms forladte gader og besøgte to kirker for at bede om en ende på pandemien.
 
 
Det officielle Italien er dog efter den katastrofale start kommet efter det. Og senest er en video af rasende borgmestre, der skælder ud på deres lokalbefolkninger for ikke at respektere udgangsforbuddet, gået viralt. En lang perlerække af italienske røfler – bl.a. Giuseppe Falcomatà, borgmester i Reggio Calabria, der stoppede en hundelufter med ordene: ”Det er ikke en film, du er ikke Will Smith i I Am Legend, så smut hjem.” Her kan du se flere borgmestre sætte en ny italiensk standard for borgerrettet kommunikation og adfærdsregulering:
 
 
Så er der kaptajn Haddock-skæld ud fra din lokale borgmester.
 
Corona kan vente, det kan kærligheden ikke
Boccaccio skriver om pesten … af disse og lignende eller endnu vægtigere grunde opstod der hos dem, der blev i live, forskellige frygtelige ideer, der næsten alle tilskynde folk til grusomt at lade de syge i stikken, da enhver troede på den måde at kunne redde sit eget skind. Således mente nogle at en mådeholden levevis fjernt fra al overdådighed hjalp meget til at undgå enhver kalamitet, og derfor sluttede de sig sammen i grupper, der levede for sig selv, idet de i fællesskab lukkede sig inde i huse, hvor der ingen syge fandtes. Her levede de mådeholdent af yppigt tillavede retter og kostelige vine uden at hengive sig til nogen art af udskejelser … medens de fordrev tiden med musik og andre adspredelser.
 
Corona kan vente, det kan kærligheden ikke.
 
Det sker i italien igen. Same same, but different. Her er det ingen mindre end Silvio Berlusconi, som melder sig på banen. For midt i coronaudbruddet kunne den tidligere statsleder og 84-årige milliardær nemlig annoncere, at der havde været vagtskifte i hans hjerte, og hans 34-årige kæreste gennem tolv år, Francesca Pascale, var blevet skiftet ud med den 30-årige politiker Marta Fascina.
 
Med ordene ”Corona kan vente, det kan kærligheden ikke” var han pist bortrejst til Schweiz med den nye flamme og hunden Dudu. Med lidt kendskab til il Cavaliere er det ikke svært at forestille sig, at han bedriver tiden med ”kostelige vine … og andre adspredelser.
 
Marta Fascina Silvio Berlusconi   Francesca Pascale
 
Vi synger i kor mod corona
 
Et andet sted skriver Boccaccio: Andre hævdede tværtimod, at det sikreste værn mod så stort et onde var sang…
 
Sang kurerer måske ikke sygdommen, men bringer et smil på læben og styrker moralen i en tid, hvor dette er en mangelvare. Og her har italienerne været helt overvældende i deres kreativitet udi det musikalske. Med hashtaggene #Iostoacasa (jeg bliver hjemme) og #andràtuttobene (det hele ender godt) i ryggen, har de stået på altaner, tage og balkoner for at mødes i sang. De har åbnet deres vinduer og koordineret koncerter på tværs af etager og kvarterer – en smuk manifestation af et land, der står sammen på en måde, man ikke har set det siden 2. verdenskrig.
 
 
Så bliver der sunget fra altanerne.
Venstrefløjens sang “Bella Ciao”
 
Nationalhymnen, “Inno di Mameli”
 
Udover at stå sammen internt sendte italienerne også råd til andre lande. I en smuk appel til England, Frankrig og USA, som man mente var ti dage efter italienerne i COVID-progressionen, lavede de en vidunderlig video med titlen “Hvad jeg gerne ville have vidst for ti dage siden”, hvor de på det kraftigste opfordrede andre lande til at tage virussen seriøst. I videoen ser man forskellige italienere tale direkte til deres ti dage yngre selv.
 
 
 
Senest har det italienske udenrigsministerium lanceret en kampagne, der skal promovere et Italien rig på kreativitet og kulturel vitalitet. Kampagnen hedder #WeAreItaly og er en YouTube-kanal, hvor adskillige prominente musikere som blandt andre Andrea Bocelli, Tiziano Ferro og Nek giver et nummer og nogle ord med på vejen. Her er det Andrea Bocelli, der spiller og synger Italiens nationalhymne.
 
 
 
Når syden kalder
Men den italienske folkesjæl er også sig selv nærmest. Såvel under pesten som i dag er der
triste eksempler på, at egoismen har trumfet det kollektive hensyn. Som Boccaccio skriver: 
 
Atter andre mente i deres grumhed, at der intet bedre lægemiddel fandtes mod soten end at flygte for den, og drevet af denne indskydelse forlod mange … deres egen by og deres huse ...
 
Kort efter, at premierminister Giuseppe Conte d. 8. marts havde lukket Italien ned, så man derfor horder af mennesker, der oprindeligt kommer fra Syditalien, men i dag bor i Lombardiet, forsøge at flygte til deres hjemstavn. Resultatet er, at virussen har bredt sig ud i hele støvlelandet.
 
Folk dør alene, og det er forbudt af komme til begravelser
 
 
 
Boccaccio skriver om pesten:
 
Få var de lig, der blev ledsaget til kirken af mere end ti, tolv naboer og det var ikke længere højtstående og ansete borgere, der bar båren, men en slags ligbærere af ringe stand, der lod sig kalde pestdragere bragte den døde … i den første og bedste ledige grav, de kunne finde.
 
Denne sørgelige og umenneskelige konsekvens af pesten har gentaget sig i coronatiden. 
I det ellers ultrakatolske land har man set sig nødsaget til at indskrænke eller helt aflyse begravelser. Der har været så stor spidsbelastning på bedemandsvirksomheder og ambulancekøretøjer, at flere har rapporteret om familiemedlemmers jordiske rester, der har måttet ligge i dagevis og rådne i hjemmet. Vi så også de rystende billeder af karavanen af militærkøretøjer, der måtte fragte lig fra Bergamo i Norditalien til nærliggende kommuner for at finde begravelsespladser til de døde. 
 
 
Ungdom er intet værn
Boccaccio fortsætter med, at døden rammer alle – også de unge.
 
Hvor mange modige mænd, fagre kvinder og yndefulde ynglinge som selv Galenus, Hippokrates, og ja endogså Æskulap ville have erklæret for sundheden selv, indtog ikke deres morgenmåltid med slægtninge, venner og fæller for samme aften at sidde til bords med deres forfædre i den anden verden?
 
Efterhånden ved alle, at de mest udsatte er de ældre og kronisk syge, men den nu ufrivilligt berygtede patient 1 i Italien var ingen af delene. Da en 38-årig mand ved navn Mattia d. 18. februar meldte sig på hospitalet i Codogno, en lille by i Lodi-provinsen i Lombardiet, med heftige influenzasymptomer, var der ingen, der løftede et øjenbryn. Han ville ikke lade sig indlægge og gik derfor hjem igen. Få timer senere havde han fået det værre og vendte tilbage til hospitalet. To dage senere endte han på intensivafdelingen og blev testet positiv for COVID-19.
 
Efter 18 døgn i intensiv behandling er manden, som er blevet et symbol for italienerne i denne tid, blevet udskrevet. Italien har heppet på ham og fulgt hans familiedrama, hvor både hans far og gravide kone også blev smittet. Faren døde af infektionen, imens hans højgravide kone overlevede; Mattia bliver far om få uger. Man har stadig ikke fundet smittekilden til patient 1. Netop udskrevet fra hospitalet sendte Mattia en opfordring til sine landsmænd, hvor han bad alle om at blive hjemme og mindede dem om, at han havde fået god behandling, fordi han var den første, og der var tid til det. Sådan er det ikke længere.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Patient 1 henvender sig til italienerne efter 18 dages indlæggelse på intensiv. Professor Walter Ricciardi, som er toprådgiver for det italienske sundhedsministerium og bestyrelsesmedlem i WHO, har forklaret, at Italien var ualmindeligt uheldige med denne smittebærer. Han er blevet kaldt en ”Super Spreader”, da han ifølge Ricciardi havde haft en overordentligt travl måned – med tre middagsselskaber, fodboldspil og løbetur med sin løbeklub. Dertil kom ikke ét, men to besøg i hospitalets venteværelse.
 
Italien har været hårdere ramt end noget andet land i verden – noget skyldes magthavernes fumlen i starten, men samtidigt skal det også nævnes, at de var et af de første lande i Europa, der blev ramt, og ingen gjorde sig begreb om, hvilket omfang smitten ville få. Oversekretær i det italienske sundhedsministerium, Sandra Zampa, forklarede rammende: ”Vores blik på Kina i ugerne op til, at corona ramte Italien, var, at det virkede som en science fiction-film, der ikke havde noget med os at gøre. Europa har siden kigget på os på samme måde.”

I skrivende stund er 6.820 italienere døde af COVID-19, og det ser ikke ud til, at de har fået knækket kurven endnu. Men i små glimt har vi set en voksende nationalfølelse i et land, der ellers er notorisk kendt for at finde deres tilhørsforhold i den lokale fodboldklub frem for nationalstaten. Det kom til udtryk i den overvældende bølge af applaus, der gik hele vejen fra støvlekanten i nord til støvletippen i syd, hvor et samlet Italien hyldede det utrættelige sundhedspersonale, der dag og nat kæmper for at få bugt med sygdommen.
 
 
Meget tyder dog på, at italienerne trods alt har udviklet sig siden Boccacios Firenze. Ihvertfald er indledningen til Dekameron blottet for humor eller altruisme. Og her har vi set eksempler for begge, der indgyder håb for fremtiden. Se blot denne video, hvor en far insisterer på at indtage sin morgenkaffe som han altid har gjort det;
 
 
 
Og seneste har Influencerparret Chiara Ferragni og rapperen Fedez, indsamlet i omegnen af 4,4 millioner euro (33 millioner kr.) til en ny intensivafdelingen til San Raffaele hospitalet i Milano.  

 Derudover vi ser det i dag ved den store opbakning regeringen og myndighederne møder i deres vidtrækkende tiltag for at komme virussen til livs. Men indtil virussen er endeligt nedkæmpet kan italienerne forhåbentligt finde trøst i Boccaccios indledende ord til Dekameron og snarligt gå en lysere tid i møde.
 
Thi den gruopvækkende begyndelse er kun, hvad et uvejsomt og stejlt bjerg er for vandreren, når det for hans blik skjuler en skøn og herlig slette, der kun vil fryde ham så meget des mere, når den møjsommelige opstigning er endt. Som glæden altid følges af sorg, således afløses modgang også af en påfølgende fryd.   
 
Lad os håbe, Italien finder sit indre Italien igen, så modgangen afløses af glæde.
 
#VivaItalia #tuttoandràbene
 

Relaterede artikler

'Vi skal stå sammen ved at holde afstand' - Aldrig har så mange statsleder sagt det samme til så mange mennesker på så kort tid. I tale efter tale, i nation efter n...
Kampen om coronafortællingen er begyndt - De sidste uger har budt på adfærdsændrende krisekommunikation fra regeringen. Men i mandags tippede vægtskålen: Mette Fr...
Adfærdserkendelser i lyset af corona - ”Hver eneste af os med vores opførsel og adfærd er med til at afgøre, hvornår vi kan åbne Danmark op.” Sådan sagde stats...
Din coronareaktion afhænger af din personlighedstype - Mennesker handler og ser vidt forskelligt på hinanden under en pandemi, der kan ses som en undtagelsestilstand karakteri...

Giv din stemme

21 stemmer
4,0/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

27 JOB

Studentermedhjælp

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.