Medierne er samfundets lim

Mange sektorer rammes lige nu på deres eksistensgrundlag. Men én gruppe er hidtil blevet sørgeligt overset, nemlig skærmslukkerne.

Selvbestaltede eksperter har i årevis skabt sig en fin forretningsmodel, hvor man først hævder, at digitale teknologier og især mobiltelefoner skaber dopaminafhængighed, røver vores opmærksomhed og forårsager fordummende ekkokamre.

Herefter tilbyder man så en kur i form af selvhjælpsbøger, forældremanualer og podcasts; og hvis den ikke er nok til at komme dårligdommene til livs, kan lægen selv træde til med kurser og foredrag.

En ny og reel sygdom udfordrer nu skærmslukkernes forretningsmodel. For coronakrisen viser om noget, at virtuel kommunikation via medierne er samfundets lim i en krisetid.

Lige nu arbejder vi endnu mere virtuelt; vi lærer virtuelt; vi koordinerer og organiserer alt virtuelt fra hjemrejser til nødpasning og indkøb.

Vi søger information virtuelt, og myndighedernes daglige pressemøder giver flow-tv en ny mening. Vi hjælper også hinanden virtuelt - ringer til en enlig veninde for at høre, om hun er ok, og giver skypekys til kærester og bedsteforældre. Vi opdager, at virtuel kultur kan levere fordybelse og samhørighed, når vi pr videolink ser film, synger sammen eller dyrker yoga med andre.

Midt i al elendigheden og frygten giver coronakrisen en enestående mulighed for, at alle får nye erfaringer med, hvad vi kan og ikke kan sammen ved hjælp af mobil, skype og streaming, fordi vi er tvunget til ikke bare at afvise teknologierne som farlige og fordummende.

De erfaringer bliver vi opmærksom på, hvis vi har blik for, hvordan mennesker kommunikerer ved hjælp af medier, frem for at være fokuseret på, hvad teknologier gør ved mennesker, som er afsættet for skærmslukkerne.

Og hvilke former for kommunikation er det så, vi bruger medierne til i en krisetid? Svaret personliggør tre af de mest profilerede mediestemmer i den seneste tid.

Etos-kommunikation

Statsminister Mette Frederiksen er indbegrebet af etos-kommunikation. Hun taler ikke bare som politiker, der skal overbevise vælgerne om, at hendes partis politik er den rigtige. Hun taler som den meta-politiker, en statsleder er, eller bør være, ikke mindst i en krise. Her er troværdighed og værdier i centrum, så vi kan træffe (de rigtige) valg og handle ansvarligt.

(Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Etos- kommunikation er den form, der præger samarbejde online. Den gælder for eksempel, når ældreplejens personale koordinerer nye vagtplaner; når borgerservice forhandler om at få strandede borgere hjem fra udlandet; eller når elever og studerende løser problemer gennem projektarbejde.

Virtuel etos-kommunikation går bedst, når deltagerne kender hinanden, arbejder for et fælles mål, eller i hvert fald har tillid til hinanden.

Coronakrisen kan hjælpe til, at flere får erfaring med de virtuelle samarbejdsformer, som hidtil har været mest udbredt i vidensorganisationer og internationale virksomheder. De erfaringer kan bidrager til at gøre op med skærmslukkernes enkle advarsler om, at skærmtid i sig selv er af det onde.

Logos-kommunikation

Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm personliggør logos-kommunikation. Han er den faglige stemme, der er sagsorienteret, når han oplyser om forholdsregler, sundhedsberedskab og konkrete tiltag for at afbøde smitte. Her er information, fakta og vidensbaseret argumentation i centrum.

Logos-kommunikation er den form, der præger læring online. Den ses frem for alt, når alle elever og studerende nu bruger de mange undervisningsplatforme, som en del firmaer stiller gratis til rådighed for ’hjemmeskolerne’.

Nogle platforme giver bedre rammer for læring end almindelig klasseundervisning, fordi de kombinerer flere læringsveje (lyd, billede, tekst og tal), og fordi de lægger op til, at eleverne bruger de kombinationer til at skabe nyt indhold selv eller sammen.

(Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)

Andre platforme prioriterer individuelle test af fakta uden den fælles vidensudvikling, som klasseundervisning typisk rummer.

Under alle forhold får især den yngre del af befolkningen nu erfaringer med virtuel læring, der kan hjælpe dem til at nuancere skærmslukkernes anbefaling af, at trykte bøger og ansigt-til-ansigt kommunikation er sundere og bedre end medieret kommunikation – godt bakket op af undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, som før jul advarede om, at der nok var for mange digitale læremidler i skolen.

Patos-kommunikation

Dronning Margrethe personificerer med sin tale den 17. marts patos-kommunikation. Hun henvender sig til hver enkelt af os med den særlige pondus, det giver at legemliggøre forestillingen om et nationalt fællesskab. At talen på forhånd var iscenesat som historisk gav den forestilling ekstra emotionel klangbund.

Hun taler til følelser og om følelser (’et barn kan miste sin bedstemor’, ’min inderlige medfølelse til alle de efterladte’). Lyttere og seere bedømmer hende på, hvad hun er, og ikke på, hvad hun gør (Frederiksen) eller kan (Brostrøm).

Patos-kommunikation er den form, der kendetegner mange af vores kulturelle medieoplevelser. Fiktionsfilm er nok det mest oplagte eksempel, fordi de taler til flere sanser og skiftende følelser.

(Dr/Ritzau Scanpix)

Men vi sætter også små og store følelser i sving, når vi lytter til musik og lydbøger eller ser på digital kunst. Nogle gange er oplevelsen individuel, andre gange deler vi den med andre.

I en situation, hvor mange kulturelle iværksættere er på fallittens rand samtidig med, at kulturbrugerne holder sig hjemme, vælder nye virtuelle kulturinitiativer frem, og hidtil upåagtede tilbud får flere brugere: dagligstuekoncerter, højtlæsning og billedfortællinger på museer.

Coronakrisen giver ikke bare mere trafik på de kommercielle streamingtjenester. Den puster også liv i nye digitale kulturformater, og den giver os frem for alt oplevelser, der rummer god fordybelse og fortabelse.

De oplevelser kan være med til at balancere skærmslukkernes påstand om, at kultur online i bedste fald er en dårlig erstatning for fiktion i trykt form, og i værste fald farligt spild af tid, der kunne bruges meget bedre i dyb samtale.

SoMe og pålideligheden

De fleste konkrete medieudtryk blander etos-, logos- og patoskommunikation i forskellige aftapninger. Mange vil dog nok mene, at de mest udbredte sociale medier som YouTube, Instagram og Facebook frem for alt er de personlige følelsers holdeplads. Det er da også sociale medier, som -sammen med mobile teknologier - især danner baggrund for skærmslukkernes forretningsmodel.

Det er derfor værd at understrege, at coronakrisen muligvis kan være med til at justere folks forståelse af, hvad de kan bruge sociale medier til.

Selvom vi endnu mangler solide undersøgelser af forskellige samfunds mediekommunikation i forskellige faser af krisen, tyder meget på, at borgere tyer til offentlige hjemmesider og etablerede medieinstitutioner, når det gælder etos- og logoskommunikation: hvor udvikler smitten sig? Hvordan forholder vi os? Hvad kan jeg gøre?

(Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Brugerne tilgår nok de ’pålidelige’ kilder via sociale medier, men krisen skaber også behov for fælles opdatering via flow-tv og radio. Så krisen kan måske være med til at skærpe folks kildekritiske sans. Vi vil nok ikke bruge SoMe i mindre omfang i fremtiden, men muligvis blive mere klar over, at patos er konge (og dronning) her.

Samfund er kommunikation

Raymond Williams - en af det 20. århundredes vigtige kulturteoretikere – hævdede, at kommunikation definerer et samfund. Som et begavet, walisisk arbejderbarn, der trodsede det hierarkiske, britiske skolesystem og endte som underviser på universitetet i Oxford, havde han et skarpt blik for, hvordan hverdagens betydningsprocesser kan understøtte social, økonomisk og kulturel ulighed.

Når han påstod, at samfund kan defineres som kommunikation, var det ud fra sine undersøgelser af, hvordan kommunikation er samfundets lim, som både kan binde sammen og dele op.

Det gør kommunikation også i dag, selvom den er blevet digitaliseret, kommercialiseret og globaliseret i en grad, som Williams af gode grunde ikke kunne forestille sig.

Hvad vi gør med medier, siger ikke bare noget om, hvem vi er som personer, men også hvad vi gør og ikke gør som samfund. Dén vigtige pointe understreger krisekommunikationen på godt og ondt, som den udspiller sig lige nu.