Workfluenceren: altid ellevild jobforelsket
Vi er alle influencers nu. Ikke mindst når vi er på arbejde, hvor kravet er sjove LinkedIn-opslag og likes om, hvor meget vi elsker jobbet. Alt sammen for at være synlige i chefens SoMe-stream. At gå på arbejde i dag er at være workfluencer. Hvad betyder det for os som mennesker? Hvorfor er det så svært at navigere i grænserne mellem privatliv og arbejde, når vi er på 24/7? Hvornår er det kommercielt sellout? Hvor går grænsen for onlinehyldesten af arbejdspladsen? Kforum har bedt CBS-forsker Anna-Bertha Heeris Christensen om at belyse workfluencer-fænomenet som emotionelt arbejde.
Den flydende grænse mellem privatliv og arbejdsliv
Da begrebet “arbejde”, som vi kender det, begyndte at forme sig, var grænsen mellem privatliv og arbejdsliv som oftest flydende. Skomagerens værksted lå i hans stue; der blev drukket på arbejdet; fruerne agerede som datidens event-planners, og de, som var øverst i hierarkiet, havde som oftest taget over efter deres far. Med industrialiseringen kom der en mere klar opdeling mellem arbejde og privatliv. Som eksempel begyndte vi at tjekke fysisk ind og ud på arbejdspladserne, værkstederne blev store, ordnede organisationer, og det sociale blev langsomt skubbet ud af kontoret. Det viste sig faktisk, at denne opdeling var god for vores velbefindende; at kunne gå hjem og slappe af er sundt for vores mentale tilstand.
Som med alt andet gentager historien sig, og digitalisering har igen rykket ved grænserne mellem privatliv og arbejde. Omend det er på en anden måde, er vi i denne tid også udfordret, når vi skal skelne mellem vores privatliv og vores arbejdsliv. Vi har igen trukket kontoret ind i stuerne, indlejret det sociale i arbejdsmiljøerne, hvor der både er fredagsbarer og fitnesscentre, og DIYs er blevet noget, de fleste praktiserer på deres sociale medie-profiler. Generelt er vores sociale medie-profiler blevet en måde, hvor vi bruger os selv til at profilere både vores private selv og vores arbejdsidentitet. Vi er blevet selv-entreprenante (entrepreneurial selves)(Rose, 1990) individer, der arbejder med og på sig selv for at forbedre os selv. Selvpromovering og selv-branding er noget, vi alle har indarbejdet i vores daglige rutiner. Dem der gør det professionelt, kalder vi influencers, men vi gør det alle – bruger os selv som brands. Det nyeste skud på stammen kaldes workfluencers. Et fænomen, der er eskaleret i kølvandet på COVID-19-pandemien, som satte endnu et skub til de eksisterende barrierer mellem arbejde og privatliv. Den satte et skub til vores velbefindende. Vi skulle forholde os til, at vores hjem blev til vores kontor, og at vores sociale samvær, for det meste, var medieret af Teams.
Workfluencers – et strategisk kommunikationsgreb på B2B-markedet
Workfluencers er influencers, som laver content om deres arbejde. Det kan både være strategisk indhold eller dagligdags indhold. Konceptet er, at influenten ikke arbejder professionelt med influencermarketing, men har et andet professionelt virke, som workfluenten laver onlinecontent om. Vi gør det nok alle en til en grad, eksempelvis, når jeg som forsker poster noget om min undervisning på CBS eller noget af min nyeste forskning. Forskellen er, at workfluenceres nu også er blevet et strategisk og kommunikativt greb, der særligt finder plads på B2B-markedet.
Det online rum er for workfluencers det sted, hvor de kan tale om alle de ting, de ikke får talt om, når de sidder alene hjemme foran deres skærm. Eller sådan startede det for mange workfluencers under COVID-19-pandemien. Nu er det blevet en trend, der både giver individet autonomi og B2B-markedet mulighed for at tappe ind på influencermarkedet på en simpel og relaterbar måde, som giver mening. Workfluencers giver nyt liv til employer branding, mens det på samme tid figurerer som quiet quitting-bevægelsen. Det er næsten som et spejlbillede på den dikotomi, der opererer mellem frihed og kontrol på de sociale medier – på den ene side en ny stemme for den individuelle arbejder og på den anden side en ny mulighed for at benytte det private i kommercielle sammenhænge. Sådan har det ramt en tid og et hul i markedet, hvor influencers, som vi kender dem, ikke formår at kommunikere lige så skarpt.
Hvordan virker det?
Workfluencers fungerer både som arbejdere, der taler om deres arbejde, som deler ud af frustrationer ved arbejdslivet, og som talspersoner, der deler ud af branchemæssige dilemmaer. De publicerer med andre ord den samtale, vi normalt har ved kaffemaskinen, ved branche-events eller til julefrokosten. Det er dog essentielt, at de samtidig fungerer som professionelle kommunikatører og content creators, som formidlere af nye strategiske tiltag, brancheorienteret udvikling og til at rekruttere nye medarbejdere. Ligesom med influencers er det en balance, der giver følgerne et autentisk perspektiv på, hvordan der er at være ansat i en given virksomhed eller branche. Interessant har TikTok også tappet godt ind i fænomenet; her deler workfluencers videoer omkring deres erfaringer og work tutorials, f.eks. om, hvordan man laver det bedste jobinterview. En lukrativ kommerciel mulighed for headhunters. Det virker, fordi vi stoler på individet. Mekanismerne her er ikke anderledes end på det gængse influencermarked, men udfordringerne adskiller sig en smule. Dels fordi det professionelle spiller en større rolle, dels fordi det kræver, at virksomhederne formår at udlægge strategier og tiltag på en mindre kontrollerbar måde, og dels fordi workfluencers skubber til vores forståelse af, hvornår vi er på arbejde, hvornår vi er ansat, og hvornår vi er private individer.
Bagsiden af guldmedaljen
For selvom workfluencers er en ny form for entreprenante arbejdere, der på mange områder sætter fokus på ikke-transparente markeder og genererer hjælpsomt indhold for udsatte arbejdere, rykker det igen ved vores forståelse og retningslinjer om, hvornår vi er på arbejde, og hvornår vi ikke er. Sådanne institutionaliserede etableringer har i årevis hjulpet os til at nedsætte arbejdsmarkedsvilkår og etiske retningslinjer, der passer på vores arbejdere. Workfluencers arbejder med deres arbejde, når de har fri, men hvilke regler gælder så, og har de egentlig fri? Med andre ord skubber workfluencers til en proces, der allerede er i gang. En proces, hvor det digitale arbejdsmarked centraliserer individualiserede nye former for arbejde, som vores nærværende arbejdsmarked ikke er gearet til. Workfluencers er både en reaktion herpå og et nyt fænomen, der endnu engang skubber til de standardiserede, institutionaliserede reformer, vi har. En strategisk mulighed, der giver stof til eftertanke både til virksomheder, der kommer til at benytte sig af dem i fremtiden, og til alle os, der kommer til at lave workfluencer-content, når vi har fri.
