78 gange... Så DU siger..

Jo mere uenig du er med nogen, jo pænere skal du tale til dem. Sådan indleder Clement Kjersgaard vanligvis debatten 'Vi ses hos Clement'. Anderledes så det dog ud i programmet d. 4. februar, hvor den indledende tale var skrottet til fordel for en lille hentydning til den polemik, interviewet med Mette Frederiksen har affødt: Jo mere de taler uden om, jo mindre de svarer på spørgsmålene, jo mere du har lyst til at afbryde dem, jo pænere skal du tale.
Clement Kjersgaard afbrød Mette Frederiksen 78 gange. Foto: Mads Havskov Hansen
Clement Kjersgaard afbrød Mette Frederiksen 78 gange. Foto: Mads Havskov Hansen
af Malou Speiser, Eva Louise Andersen, Ida Holmstrøm
For nylig deltog Mette Frederiksen (A) i tv-programmet 'Vi ses hos Clement' med Clement Kjersgaard som vært. Det endte i en ophedet debat. I det følgende vil vi diskutere, hvad der sker, når vært og gæst ikke følger de spilleregler, som rammerne for programmet lægger op til.
 

Blev Mette Frederiksen afbrudt for mange gange af Clement Kjersgaard i Vi ses hos Clement? - Svares der ikke, bliver der spurgt igen. Og svares der så ikke, bliver man afbrudt, siger Clement Kjersgaard i dag: http://dr.dk/l/2Ch

Opslået af DR Nyheder på Facebook 1. februar 2016
 
Programmet bliver sendt ugentligt søndag aften og har store, danske personligheder som gæster. Værten Clement Kjersgaard spørger kritisk ind til sine gæsters holdninger. Rammesætningen for netop denne udsendelse har ikke ændret sig, men det til trods har udsendelsen været - og er stadig - genstand for adskillige blogindlæg, Facebook-debatter og kommentarer på sociale medier, aviser og netaviser.
 
Formatet overholdes ikke
Clement Kjersgaard kendes normalt som den kritiske interviewer, der udfordrer sine gæsters holdning. Clement Kjersgaard skriver selv på sin Facebook-profil: “Dét, der mangler i medielandskabet (...), er ikke taletid til politikerne - men tværtimod: medier, der holder fast i de kritiske spørgsmål - og den research, som spørgsmålene skal baseres på”. Rammerne for programmet er altså sat, og på trods af orddueller mellem vært og gæst overholdes formatet for det meste i udsendelserne. I søndags så vi dog et eksempel på, at formatet ikke overholdes.
 
Programmets titel indikerer i sig selv, at publikum, seere og gæster er inviteret hjem i Clement Kjersgaards rum - og ikke blot det fysiske rum, men også i Clements personlige rum. Clement Kjersgaard underbygger dette ved at tage imod sine gæster med et fast håndtryk og derefter anvise dem deres plads. Generelt er Clement Kjersgaard meget aktiv i sit kropssprog, han bevæger sig ofte i stolen og læner sig frem og tilbage og hen over bordet. Bevægelserne er med at til skabe hans eget rum, som gæsterne må respektere. Formatet er tydeligt; Clement Kjersgaard er vært og dermed den, der bestemmer samtalens gang.
 
 

Clement Kjersgaard plejer at indlede Debatten - DR med ordene: - Jo mere uenig, du er med nogen, jo pænere skal du tale til dem. Men i aften tilføjede han: - Jo mere de taler uden om, jo mindre de svarer på spørgsmålene, jo mere du har lyst til at afbryde dem, jo pænere skal du tale. En direkte henvisning til den polemik, der har været om hans interview med Mette Frederiksen i 'Vi ses hos Clement'.

Opslået af DR Nyheder på Facebook 4. februar 2016

 

 
Håndbevægelser og mimik
Clement Kjersgaards hænder holdes sjældent i ro; med store arm- og håndbevægelser signalerer han, at det nu er hans tur til at sige noget, og at modparten derfor skal stoppe sin tale, ofte ledsaget af stop-ord som all right eller ja tak. Mette Frederiksen vælger dog konsekvent at ignorere Clement Kjersgaards tydelige stop-signaler og taler bevidst i munden på ham, når han forsøger at afbryde hende. Mette Frederiksen og Clement Kjersgaard bruger bevidst denne teknik - Mette Frederiksen for at færdiggøre sin sætning og Clement Kjersgaard for at prøve at stille et nyt (eller det samme) spørgsmål og dermed stoppe Mette Frederiksens tale.
 
Mette Frederiksens urokkelige vilje til at færdiggøre sin sætning, på trods af at hun bliver afbrudt, er usædvanlig. Normalt undgår man helst at tale i munden på hinanden for at undgå pinlighed og for at opretholde en god stemning, men både Clement Kjersgaard og Mette Frederiksen ser stort på normen i dette program. Når ingen af parterne vil slippe deres taletur, oplever publikum og seere det som en pinagtig situation. Situationen løser sig først, idet Mette Frederiksen færdiggør sin sætning, eller hvis Clement Kjersgaard hæver stemmen tilstrækkeligt og laver store armbevægelser, så Mette Frederiksen til sidst stopper sin tale.
 
Se hele programmet her.
 
..Så DU siger, Mette Frederiksen..
Med disse ord indleder Clement Kjersgaard mange af sine afbrydelser. Der er her tale om, at Clement Kjersgaard formulerer spørgsmålet som en opsummering af gæstens forrige udtalelse, og derefter holder han gæsten ansvarlig for - og tvunget til at forholde sig til - sine udtalelser. Denne teknik udfordrer gæstens troværdighed, fordi den kommer til at afhænge af, om vedkommende kan stå inde for det, man lige har sagt.
 
Spørgsmålet bliver for gæsten, om man kan tilslutte sig Clement Kjersgaards formulering af det, man lige har sagt. Hvis ikke vedkommende kan det og tilmed føler behov for at uddybe, resulterer det i, at Clement Kjersgaard afbryder igen og stiller et lignende eller præcist samme spørgsmål, som han lige har gjort, og som gæsten jo ikke kunne tilslutte sig.
 
Clement Kjersgaard gentager på den måde ofte sine spørgsmål, hvis han ikke føler, at gæsten har svaret:
 
Clement Kjersgaard: Så du udelukker ikke nye stramninger?
 
Mette Frederiksen: Jeg forholder mig ikke mig ikke til, om der skal-
 
Clement Kjersgaard: Du vil ikke svare på, om der kommer nye stramninger, hvis antallet af asylansøgere stiger igen?
 
Mette Frederiksen: Det afhænger fuldstændig af, hvad det er for en situation, vi kommer til at være i-
 
Clement Kjersgaard: Så du udelukker ikke nye stramninger?
 
Mette Frederiksen: Den flygtningepolitik, vi skal føre-
 
Clemen Kjersgaard: Mette Frederiksen, udelukker du nye stramninger (...)
 
Når Clement Kjersgaard bruger gæstens fulde navn, som han ofte gør, er det ikke, fordi hverken gæsten, programmets publikum eller seere er i tvivl om, hvem der skal svare. Men det fastholder gæsten i samtalen og tvinger gæsten til at svare - det virker opsigtsvækkende, hvis man ikke svarer, når ens fulde navn bliver nævnt.
 
Mette Frederiksen kom til kort i debatten med Clement Kjersgaard i 'Vi ses hos Clement'. Foto: Polfoto/Philip Davali
 
Konsekvens
Konsekvensen af, at formatet ikke overholdes, er i dette tilfælde, at samtalen glider af sporet. Det, værten og gæsten diskuterer, er ikke længere det reelle indhold i Mette Frederiksens udtalelser, men derimod retten til at tale. Det bliver en slags “hvem kan knække hvem”-kamp, som Mette Frederiksen selv italesætter. Mette Frederiksen prøver bevidst at underkende Clement Kjersgaards værtsrolle ved at undlade at stoppe, når hun får signal om det. Clement Kjersgaard accepterer ikke, at hans autoritet bliver udfordret og afbryder hende derfor gentagne gange for at opretholde sin position som vært. Han har forskellige teknikker, han bruger for at afbryde, både faste, sproglige fraser og at signalere med sine bevægelser og mimik, at han vil stille et nyt spørgsmål.

Reaktionerne på programmet deler vandene; nogle værdsætter, at der bliver stukket til politikerne, og at deres “ikke-svar” ikke bliver godtaget som svar. Andre mener, at når man stiller et spørgsmål, må man også lade modparten svare uden at afbryde. Uanset hvad man mener, bliver det i tv-udsendelsen klart, at kommunikationen mellem værten og gæsten forbedres, når begge parter overholder formatet. I modsat fald oplever publikum og seere en pinagtig situation, som ikke fører til en større forståelse af centrale pointer, fordi formatet for programmet ikke overholdes, og grænserne for rollerne bliver flydende.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også