København er mere end biksemad med håndbajer

3 designere har skabt en skrift til hovedstaden. Skriften er ifælge designerne selv tegnet specielt til København og skal bidrage til en visuel profilering af hovedstaden, rettet mod både byens besøgende turister og byens borgere.

Det er tre af danmarks mest respekterede og erfarne skriftprofessionelle, der står bag den nye københavnerskrift: Ole Søndergaard, Henrik Birkvig og Morten Rostgaard Olsen har tilsammen langt over 100 års erfaring med skriftformgivning.

Skriften København er inspireret af byens kultur og visuelle miljø samt den danske skrifttradition gennem det 20. århundrede. Billede fra Copenhagen Fontpartners.

Morten Rostgaard Olsen, der er initiativtager til projektet, har tegnet et hav af skrifter til forskellig branding formål og har desuden på FontFont udgivet skrifterne FF Olsen og FF Max. Henrik Birkvig er mere kendt som underviser, forfatter og kommentator, men har bl.a. været art director på skriften Aller sans.

Ole Søndergaard er en af dansk grafis designs grand old men med et generalieblad, der er alt for langt til denne artikel, men i forbindelse med KBH-skriften må man nævne Søndergaards meget succesfulde font FF Signa, der siden, den kom frem omkring årtusindskiftet, har vundet større og større udbredelse over hele Europa.

Resultatet af disse meget dygtige og erfarne menneskers arbejde er da også både velformet og velgennemtænkt. Spørgsmålet er om skriften også passer til det 21. århundredes København.

Den typografiske by
Enhver by i verden - men måske mest i Europa - har et typografisk fingeraftryk. For skriftnørder er det sådan, at man uden videre ville påtage sig at blive blindfragtet til en tilfældig Europæisk hovedstad og så identificere byen udelukkende på basis af dens typografi. Paris med metroens art nouveau og de mange fine facadeskilte i den franske tradition. Cafeernes Ricard askebægre og bageriernes slyngede bogstaver.

Skrifttypen Art Nouveau – en del af den parisiske DNA.

Bemærk de meget franske N'er.

Det lave R, det meget lukkede C – klart Paris.

Eller London med pubberne - de guldbetrukne bogstaver og den stadig aldrig overgåede skrift til “the Underground”.

Pub-typografi. Getty Images.

Klassiske bogstavbredder, håndtegnet form – only in London. Getty Images.

Albertus – bemærk bogstavbredderne. Klassisk engelsk formgivning.

Typografi er nemlig stadig en af de aller stærkeste identitetsmarkører. For almindelige dødelige foregår genkendelsen på et ikke-erkendt niveau, men al forskning og erfaring viser at alle mennesker, (der dagligt læser alfabetiske skrifter) har meget følsomme øjne over for typografi. Det er derfor, at alle store firmaer har et bevidst forhold til skriftvalg og opsætning.

En Volkswagen- eller en Applereklame kan man kende uden at have set logoet, fordi arbejdet med identiteten også inkluderer en karakteristisk font (som altså er det, man kalder en skrift, hvis man ved hvad man snakker om).

Sjovt nok har Apple netop offentliggjort deres egen nye skrift til Apple Watch - San Francisco hedder den - uden dog at have ambitioner om at blive en standardskrift for den berømte hippiehovedstad.

Apples San Francisco Font, der kun er opkaldt efter byen – den er designet til Apple Watch.

Metropolernes skrift

Citybranding bliver mere og mere populært og metropolernes konkurrence med og mod hinanden giver penge og grobund for vilde og vovelige projekter med operahuse, arenaer, skaterparker, kulturbyer, festivaler, gadekøkkener og meget meget mere. Noget citybrandingen sjældent har taget fat på er typografi - hvilket egentlig er underligt, når man som beskrevet ovenfor ved, at typografi - selv for lægmænd - er et meget stærkt identitetselement. Men måske er grunden, at det faktisk er meget vanskeligt at finde et passende niveau for styret typografering af en by.

Milton Glasers I Love NY-logo – kopieret i en uendelighed, men stadig NY.

I de senere år er har en række byer lavet typografiske identiteter - og når man ser projekterne forstå man også nogle af udfordringerne. Stockholm, Berlin, Eindhoven, Milano - og endda Chattanooga i Tennessee har offentliggjort specialdesignede fonte, der skal sætte byerne “på landkortet” som man altid siger på borgmesterkontorerne. Skriftprojekterne vil jeg ikke kommentere her. Nogle er vellykkede som Chattanoogas nogle er lidt ligegyldige som Stockholms (der i parantes bemærket er tro mod sin by ved at afsløre det beskedne niveau svensk typografi har generelt. Skriften er klodset og ubehjælpsom på samme måde som de fleste svenske skilte).

Urytmisk og uskandinavisk – måske karakteristisk?

Chatype – et Kickstarter projekt der er lykkedes. En font til den lille by (200.000 indbyggere) Chattanooga i Tennessee. Her er masser af både historie, jernbanekarakter (Chattanooga choo-choo) og nutudighed.

Ensretning er ikke citybranding

Det, projekterne viser, er i virkeligheden, at et typografisk projekt til en by kun kan lykkes med et vist mål af afslappethed og vigtigst af alt - at det kun kan lykkes i byer, hvor der i forvejen findes en stærk grafisk kultur, som den designede identitet kan blive en levende, samtalende del af. Pointen er, at en typografisk identitet for en by drejer sig om en totalitet - en grundstemning. Byer skal ikke rulles over med samme skriftbillede som om de var et firma. Totalitære stater gennemfører den slags projekter - tænk for eksempel på nazitysklands gennemførte design.

Demokratiske, levende byer skal være dynamiske og foranderlige og derfor skal man gå meget forsigtigt til værks, hvis man vil lave styret, typografisk branding af en by. Man kan sagtens have en byskrift, der bruges på skilte, offentlig transport og den slags, men tænk engang hvis samtlige byens butikker brugte den samme skrift - man ville hurtigt havne i den tilstand, man i de politiske halvfjerdsere hånligt kaldte designfascisme.

Men altså - selv når man aldrig har haft ambitioner om at smøre ensartet typografi ud over alle en bys skriftlige udtryk er det alligevel tydeligt at de store metropoler har en typografisk identitet - ofte med transportsystemets skrift og ikonografi som en af hjørnestenene.

Hvis vi kigger på de tre byer London, Paris og København, så er der for hver af dem en række markører, der forbinder skrifttyper og by. I Paris er det naturligvis den flydende art nouveau, der er grundtonen, men ved siden af den trives i Frankrig en speciel, lidt kantet typografi, der især har ytret sig i en række flotte og effektive grotesker (grotesker er navnet for skrifter uden fødder).

Det berømte franske dækfirma Michelin og dets restaurationsguide udmærker sig med en original, stram og velformet skrift.

Den angelsaksiske tradition, som især kommer til udtryk i London er mere humanistisk - og mere pragmatisk. De engelske skrifter er blødere i tegningen og bærer altid stærke referencer bagud. Både til bogstavernes urformer i antikvaskrifterne og til håndværket bag bogstavernes formgivning.

For eksempel er det den engelske Underground og senere Gill, der knæsætter traditionen med at bruge antikvaernes toetagers g - også i groteskerne, der normalt har g “med hale”. Sjovt nok har Londons bystyre valgt den schweizisk/franske Univers som skilteskrift til de meget synlige gadeskilte, men der er noget i brugen - den generøse brug af det hvide rum, der næsten - næsten - gør skiltene engelske, når man ser dem i London.

Underground – den bliver man aldrig træt af. Bemærk formen på det lille g

Moderne London skilt med fonten Univers. Samenlign med Albertus-skiltet højere oppe i artiklen.

Den danske tradition

København har også en klar typografisk identitet - båret af lige dele inspiration fra den franske og den engelske tradition - men også af det, man kunne kalde “den danske tradition” - som er et mashup, der meget karakteristisk er styret af et stærkt funktionalistisk aspekt fordi det i Danmark i høj grad har været arkitekter, der har stået for formgivningen af de skelsættende skilte og skrifter.

Københavns typografiske signatur begynder på en måde i Nyboder. I den egensindige skilteskrift, der er malet direkte på de gule stokkes hjørner af en i dag ukendt skiltemaler ser man det specielle åbne lille g, som siden er blevet en slags signatur for en “dansk” skrift. Dette g er et lille g, der som udgangspunkt er i to etager som antikvaernes g men hvor den underste ring holdes åben og får bogstavet til at lægge sig mellem antikva g’et og groteskernes normale g.

Trækket er effektivt når skrifterne skal pakkes tæt på linjerne, men det er samtidig så opmærksomhedskrævende at det næsten altid virker som en unødvendig accent når det optræder i store tekstmængder.

Nyboder med skiltemaler-g. Et jugend/skønvirke-træk, der er blevet en dansk specialitet

I det tyvende århundredes begyndelse har den store arkitekt og designer Knud V Engelhardt tegnet fremragende - og heldigvis stadig brugte -skilte f.eks. til Kongens Nytorvs hjørne til Nyhavns sydside, hvor man kan beundre den smukke og dybt originale egyptienneskrift på skiltet på Charlottenborgs facade.

Engelhardt tegnede også en serie skilte med en tilrettet antikvaskrift (Gammel Strand for eksempel) og de kendte skilte til Gentofte Kommune, men dem vil vi ikke komme nærmere ind på i denne artikel, der jo drejer sig om København.

Engelhardts fine Kongens Nytorv-skilt.

Engelhardt var påvirket af Thorvald Bindesbøll, der stod for et frit og organisk formsprog med stærk inspiration fra art nuveau og den tyske Jugendbevægelse. Bindesbølls kendteste stykke brugsgrafik er Carlsberg logoet - der omend rentegnet utallige gange siden, stadig har bevaret sin rod i det sene 1800-tal og den tids formsprog.

Efter Engelhardt er den næste i kongerækken Gunnar Biilmann Petersen. Biilmann arbejdede for Engelhardt og blev siden professor på kunstakademiets Skole for Industriens Kunst, hvor en egentlig struktureret undervisning i skriftformgivning blev grundlagt. Biilmann var klassicist og tegnede bl.a. det smukke Christiansborg Alfabet til Christiansborgs kongeport.

Christiansborg alfabetet – her som plakat for Arkitektens Forlag.

Nutidens arvinger

Fra Biilmann fortsætter den danske tradition blandt mange andre dygtige skrifttegnere også til Ole Søndergaard. Søndergaard studerede under Biilmann Petersen på kunstakademiet og arbejdede senere for Biilmanns efterfølger i professorembedet, Naur Klint. Det er således et fuldgyldigt medlem af dansk skriftformgivnings kongerække, der er en af de tre ophavsmænd til skriften “KBH”.

KBH - regular.

Skriften findes i tre vægte i både ordinær og kursiv, og kan således bruges til det meste. Den fremstår temmelig forskellig alt efter om man bruger den spinkle “regular” eller den decideret tøjdyrsagtige “black”. Denne forskellighed er snedigt tænkt, for netop at undgå den ovenfor nævnte ensrettethed, der hurtigt kunne få en by til at ligne noget fra “The Truman Show”.

Desuden har designerne formgivet en række pictogrammer og “dingbats” der illustrerer byens attraktioner og særlige karakteristika. Og som skrevet i indledningen er der ikke noget at sige håndværket på. KBH som font tager en række af designernes yndlingstræk med sig og samler dem i et mashup, der netop ved sin blanding af forskellige traditioner er meget københavnsk.

Søndergaards Signa font er en slags skyggeskelet for KBH, der så er blevet tilføjet en række ekstra træk, for at gøre den selvstændigt karakteristisk og - ifølge designerne - linjedannende.

Vi ser den bløde afslutning på minusklerne som i Birkvigs Aller Font, Den kraftige “slab serif” som i Olsens “Olsen” og mærker også Søndergaards skarpe klo i specielt det ovenfor beskrevne lille åbne g, der er blevet en slags varemærke for netop ham. Tilsammen har vi en venlig skrift, der dufter af Tivoli, fadøl og Papa Bues Viking Jazz Band. En blød, hyggelig skrift med runde, danske hjørner - flink som Otto Leisner på en god dag.

Det store spørgsmål er imidlertid om skriften dermed bliver en pastiche på et København, der for længst er forsvundet.

KBH Black.

København din gamle dreng

Jeg er ked af at sige det, men det virker som om designteamets fremskredne erfaringshorisont har fået medlemmerne i det nostalgiske hjørne. Som om enhver kant og muskel er blevet masseret og blødgjort ud af bogstaverne i en iver for at være imødekommende - som turistbranchen drømmer om det.

Man kan uden videre se KBH som standardskrift i “Smøgen” i Tivoli, hvor ideen om biksemaden og stamværtshuset stadig dyrkes som en nostalgi, man kan købe billet til. Vanskeligere bliver det når KBH skal stå for identitet til Copenhagen Pride, Distortion, Fashion Week og alle de andre ting, der er blevet det moderne hippe Københavns kendetegn.

Det er som om skriften KBH passer bedre til nogle budskaber end til andre.

Egon Olsen er for længst gået på pension, men selv om hans navnebroder kun netop har rundet de halvtreds, er det som om, at den skrift hans designkollektiv er endt med at tilbyde Danmarks globaliserede hovedstad mere hænger fast i fortiden end i fremtiden. Den er mere håndbajer end håndtegn.

Nostalgi er der ikke noget galt med - og for en midaldrende person som undertegnede er det nødvendigt at holde fast i historien. Men det er samtidig lige så vigtigt at leve lige her og nu. Derfor vil jeg ønske, at skriften KBH næste år vil få tilføjet en serie nye vægte og tilføjelser, der kan gøre den spritmoderne, samtidig med at den stadig har fat i den Danske tradition helt tilbage til Bindesbøll.

Skriften er realiseret med støtte fra Bergiafonden og Etatsråd Georg Bestle og Hustru’s Mindelegat og kan frit downloades hos Copenhagen Fontpartners.