Det er for Leth

Nationens yndlingsæstetiker springer ud som lovpriser af ordinære Citroën-biler i en glittet kampagne, der oser af malplaceret selvfedme. Det skulle han aldrig have gjort, for det er årtier siden, det engang så hæderkronede franske mærke mistede sin særlige glans. Risikerer Jørgen Leth nu at miste sin?
Vores allesammens æstetiker og levemand Jørgen Leth har udprostitueret sin persona, sin stemme og sin kvalitetssans til Citröen, der forlængst har passeret zenit.
Vores allesammens æstetiker og levemand Jørgen Leth har udprostitueret sin persona, sin stemme og sin kvalitetssans til Citröen, der forlængst har passeret zenit.
Er der noget mere ubærligt end at se et elsket stilikon miste fatningen?
 
Jeg har altid holdt af Jørgen Leth. Altid forsvaret ham. Selv i de kritiske ’liderbuks-dage’, da hans uartige betroelser om ’kokkens datter’ fik ham sat for en folkedomstol af dydsdragoner og dumme gæs.
 

Jørgen Leth har tidligere lagt stemme til andre reklamefilm - med stor succes endda. For eksempel denne for Landbrug og Fødevarer.
 
Vores allesammens Jørgen
Jeg har introduceret Jørgen Leth som oplæser ved poesiarrangementer, og det var en sand fornøjelse, begge gange. Jeg er blevet underholdt af ham og hans fortællinger om historiens legendariske cykelryttere. Jeg har begærligt lyttet til hans stemmes unikke drævende diktion, når han fortæller os verden.
 
Når han sanser den for os, udlægger den, iagttager den. Fælder sine skarpe, respektaftvingende æstetiske domme. Domme, som ikke er ligegyldige, men tydeligvis er en indre nødvendighed for ham. Den eneste meningsgivende måde for ham at orientere sig i verden på. Og netop derfor kan den heller ikke være ligegyldig for os andre, der gerne vil spejle os i mandens magi.
 
Hvis Jørgen siger, det er sådan, så er det bare sådan. Det må det være! Hver gang. Det føles som om, vi i denne forståelse har haft en efterhånden årtier lang og vidunderlig historie sammen, Jørgen og jeg. Det er i al fald min historie med ham.
 
Den aldrende charmørs evne til at forføre har været umiskendelig, uundværlig. Hans autoritative vurderinger har været trendsættende, retningsgivende holdepunkter for os, hans beundrere … Ja, selvfølgelig skal vi holde med den beskedne, kraftfuldt accelererende Quintana med det flydende tråd i Tour de France og ikke træske Froome, og ja, helt enig: Den canadiske cykelrytter Ryder Hesjedal ligner virkelig »en klodset hest«.
 
Men med dette årsskifte kan vi meget bekymrende bevidne, hvordan billedet af den ophøjede poet med det præcise blik slår pludselige og potentielt fatale sprækker. Leth har udprostitueret sin persona, sin stemme, sin kvalitetssans til højestbydende, som i dette tilfælde er den franske bilproducent Citroën, som sammen med Mefistofeles, fristeren, i skikkelse af reklamebureauet Kunde & Co., har betalt ham et forhåbentlig skyhøjt honorar for at kompromittere sin dømmekraft.
 
 
Citroën-reklamens ulidelige Leth-hed
Det er en aldeles skamløs, aldeles omklamrende kampagne, og bureauet Kunde & Co. lader ingen i tvivl om, hvilket kæmpekup de mener at have gjort. Som de på stolt marketings-engelsk noterer på deres hjemmeside:
 
"How do you create a concept that embrace all the components that make Citroën so special? How do encapsulate the originality, the beautiful design, the charm, the comfort, the creativity and the great heritage? You make the concept a person. Another true bon vivant. We made the beloved director, poet and journalist Jørgen Leth the concept."
 
Jørgen Leth er simpelthen indkaldt for at personificere og poetisere Citroën, må vi forstå. Det er hans umulige job. Man får del i hans verden, man deltager i hans Leth-hed, når man sætter sig ind i en C3. Virkelig?
 

"Rattet er min ven"
 
Og det bliver værre: "Leth is a true original who cares deeply about aesthetics, design, creativity, heritage and most importantly – Citroën. The love story between Citroën and Jørgen started when he bought his first car many decades ago and his warm feelings for the brand have shown themselves in both his poetry and film making."
 
"Jørgen is a true artisan of the written word. He’s become famous for making everything he articulates deeply poetic, stimulating and thought-provoking – especially if it’s something he loves, like the Tour de France, films… or Citroën."
 
Selve reklamespottet, hvor Jørgen Leth medvirker, er dog gudskelov ganske kort. Han siger ikke andet end, at »Citroën kender jeg jo fra filmene«. Han elsker den franske filminstruktør Jean-Luc Godard og filmstjernen Jean-Paul Belmondo, der, så vidt Jørgen ved, altid har kørt Citroën, »igennem livet ... igennem livet«.
 
Hvad, der her falder i øjnene, er, at det er meget gamle franske ikoner, Jørgen Leth påberåber sig, Belmondo er 84, Godard 87. Ikoner fra hans unge dage. Ikoner, må man tilføje, fra Citroëns mytologiske storhedstid, som ligger … ja, årtier tilbage.
 
Den rå, brutale sandhed er, at nutidens Citroën – modeller som den C3 og den C4 Cactus, som Jørgen Leth er sendt i byen for at promovere – ikke bare er aldeles ordinære biler, ja, havde de så bare været det! De er ordinære, hæslige, triste biler, som ikke vil nøjes med at være dette, men som forsøger at stadse sig selv op med en pseudo-aura, de slet ikke kan forløse.
 
 
Det er pyntede biler, der anstrenger sig for meget for at illudere kunstnerisk originalitet og dristigt design, og som netop derfor er blottet for begge dele. Funktion og form går ikke op i nogen højere enhed: C3 og C4 prøver med deres gummierede ’autobump’-dørindlæg at ligne kørende iPhones.
 
Forlygtearrangementet i de to etager med de smalle lygtebånd placeret over en bastant brutalistisk lygtekasse er så klodset som en stakåndet Hesjedahl. Der er ingen chance – nogensinde – for, at disse biler en dag vil lyse og fortrylle os som Citroëns klassiske modeller, der dukker op i 1950’ernes noirfilm og 1960’ernes nybølgefilm, hvor de kunne være perfekte komplementer til en cigaretrygende Jeanne Moureau eller en sammenbidt Alain Delon.
 

Jeff Costello (Alain Delon) i "Le Samouraï" (Billedet kunne ikke findes bedre kvalitet).
 
Citroën er i dag et mærke, der forsøger at lukrere fordums storhed, at kannibalisere sin egen legende. Som gerne vil være automobilkunst, men ikke evner det, og som derfor må kalde en af sine modeller for Picasso, så vi virkelig kan forstå hensigten – et glimrende navn til en kunstner, men et elendigt navn til en bilmodel, ja, næsten lige så grimt som det grusomt manierede Xsara, som en fuldstændig ligegyldig anonym model fra forrige årti hed.
 

Citroëns Picasso og Cactus.
 
Citroëns forfaldshistorie indgår selvfølgelig i den større forfaldshistorie, der satte ind i bilindustrien, da computerdesign og automatiserede produktionsformer fortrængte rigtige designere og opløste de nationale formsprog, der tidligere gjorde det muligt klart at skelne franske biler fra tyske, italienske, engelske og amerikanske.
 
Men på en eller anden måde opleves den som så meget desto mere sørgelig, fordi faldet er sket fra så meget større højde. Det er gode grunde til Jørgen Leths oprindelige kærlighedsaffære med Citroën-biler præsenterede sig i franske film fra før.
 
Citroën: en forfaldshistorie
Historien om Citroën som højdepunkter inden for automobilkunst og teknologisk avantgarde begynder med ’gangsterlimousinen’ Traction Avant, der så dagens lys helt tilbage i 1934 og blev produceret helt frem til 1957, fortsætter med den franske folkevogn Deux Chevaux, ’pædagogslæden’, som blev fremstillet fra 1948-1990, og kulminerer med det køretøj, som med rette er blevet kaldt déesse – gudinden, DS 19, 21 og 23, oprindeligt ID19/21, som var i produktion i 20 år fra 1955-75.
 
Sidstnævnte bil kandiderer sammen med Jaguars E-Type og den overjordisk smukke sportscoupé med Maserati-motor, Citroën SM, til at være de smukkeste biler, der nogensinde er skabt, og to af dem er altså fra Citroën – begge fostret af kreative genier, henholdsvis italieneren Flaminio Bertoni og franskmanden Robert Opron, der var aktive i automobilkunstens nu for længst tabte guldalder.
 

Citroëns SM (øv. tv), Traction Avant (øv. th), Déesse (ned. tv) og Deux Chevaux (ned. th).
 
De kendte og deres Citroëns
At ’Gudinden’ har en karisma som måske ingen anden bil, var også den unge semiotiker Roland Barthes opmærksom på i 1957 i hans tidlige værk, Mytologier. Barthes kunne genkende en levende mytologi, når han så en. Bilmodellen for ham var som et konkretiseret platonisk idealbillede, og selv ikke hans væmmelse over tidens frembrydende motoriserede småborgerlighed kan skjule hans fascination i den tekst, han viede DS.
 
Barthes sammenligner ’Gudinden’ med gotiske katedraler, "disse ypperligste frembringelser konciperet af ukendte kunstneres passioner, og appropieret af hele folkeslag som rene magiske objekter".
 
Videre skriver han: "Det er evident, at den nye Citroën er som faldet ned fra himlen, i og med at ved det første syn toner frem som et superlativt objekt … vi må ikke glemme, at sådanne objekter er den bedste budbringer om en verden hævet over naturen: Vi kan i et objekt som dette på en gang se en perfektion og et fravær af oprindelse, en lukkethed og en brillans, en transformation af liv til materialitet […] Der er i D.S. begyndelsen til en ny montage-fænomenologi, som om vi med ét var passeret fra en verden, hvor elementer blev svejset sammen til en ny, hvor de alene holdes sammen i kraft af deres vidunderlige form".
 
Bertoni var også mester for Traction og 2CV samt for de to helt forfærdelig grimme, men netop derfor også forfærdelig henrivende modeller, Ami6 og varevognen HY, der blev brugt som ’salatfad’ af både fransk og dansk politi.
 
Eventyret om Citroën som radikalt egenartet automobilkunst-avantgarde slutter stort set med Peugeots overtagelse af mærket i 1975 og sammenlægningen i den såkaldte PSA-koncern. De store berlinaer, CX, XM og C6 var mindre overbevisende, men løftede dog arven respektabelt i nogle årtier endnu, men også den æra er i dag forbi, hvor Citröen har givet afkald på at have en limousine i sit modelprogram. Så lidt tror mærket på sine egne ambitioner, at planen efter sigende er at afskaffe navnet Citroën for sine kommende kinesisk-producerede luksusmodeller til fordel for ’DS’, det historiske mesterstykke – igen en erkendelse af, at fortiden er større end både nutiden og fremtiden.
 
Tilbagegangen understreges ydermere med opgivelsen af hydropneumatikken, et unikt affjedringssystem, som Citröen udviklede i 1950’erne og lige siden har været en signatur og et hjertebarn for producenten.
 
Forløjet og forfærdeligt er det, at Jørgen Leth vil medvirke til at markedsføre den urimelige påstand om kontinuitet i kunstnerisk originalitet hos Citroën. Det tangerer et ophørsudsalg af egen kunstnerisk integritet, at en gammel mester vil nedlade sig til at medvirke i denne form for celebrity endorsed campaigning, og, viser det sig, med sin egen søn, Asger Leth, som den reklamefilmsinstruktør, der forplumrer æstetikerens ellers aldrig svigtende blik for det smukke, det legendariske, det overlegne.  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job