Hella Joofs dødsensfarlige velfærdskritik
Så brød helvedet løs med fordømmelser over Hella Joof, der kom for skade at skrive en ironiserende kommentar til Britta Nielsen og hendes formodede gerninger. Joof satte nemlig fingeren på et meget ømt punkt i Danmarks velfærdstankegang: Tænk, hvis det alt sammen ikke nytter noget, og det er de helt forkerte, der skummer fløden. At stjæle fra de fattige og give til de rige er ONDT. Men at stjæle fra de rige og give til de fattige er FEDT. Christopher Arzrouni gør op med den røde logik.
af Christopher Arzrouni
Britta fra Socialstyrelsen er den største trussel mod NGO-miljøet i nyere tid. Britta har ikke bare svindlet med 111 millioner af skatteydernes penge. Hun gjorde det over så mange år, at offentligheden sidder undrende tilbage – med fornemmelsen af, at ingen savnede de mange penge, som skulle være gået til samfundets svageste via en stribe NGO’er.
”Du har tænkt, som jeg også selv ville tænke: Det er åbenbart ikke nogens penge,” filosoferede Hella Joof forleden i Berlingske. ”Der er åbenbart ikke nogen, der savner dem, og hos mig ville de skabe enorm glæde,” fjollede hun.
Hella Joofs kommentar om Britta Nielsen i Berlingske Tidende fik kommentatorer og menigmand til at koge over i alle landets medier.
Så brød helvedet løs med fordømmelser – ikke af Britta, for hun var allerede blevet rigeligt fordømt, men af Hella Joof. De forargede meningsdannere faldt over Danmarks søde national-terapeut. Fra socialrådgiveren Bettina Post til chefredaktør Poul Madsen deltog de nidkært i afstraffelsen. Nogle ting er så hellige, at man ikke laver sjov med dem. Og nogle svindlere er så onde, at lidt menneskelig sympati udgør en provokation.
”For, Britta, jeg tror godt, jeg forstår, hvad der er sket,” forklarede Joof. Må man overhovedet have medfølelse med en fængslet svindler, der ser sin forlorne tilværelse bryde sammen? Men Joof havde ikke bare medfølelse. Hun forstod grundlæggende den fristelse, der fik Britta fra Socialstyrelsen til at snuppe 111 mio. kr. Vi mennesker er svage i kødet. Det er en gammel kristen sandhed.
”Egentlig er det underligt, at den slags ting ikke sker oftere, for ifølge Uafhængighedserklæringen har alle mennesker ret til at stræbe efter lykken, The pursuit for happiness,” satiriserede Hella Joof i en krads kritik af tidens trang til selvrealisering.
Ja, der var ovenikøbet lidt opbakning til de offentligt ansatte. ”Jeg tror, at du har henslæbt år efter år i en af de dårligt ledede statslige styrelser, som man hellere vil have lavet en rodbehandling i en af de bageste molarer end arbejde i.”
Denne solidaritetserklæring til velfærdsstatens frontkæmpere og kritik af forbrugersamfundets rotteræs forstod Andreas Gylling Æbelø naturligvis ikke. ”Skam dig, at du indhyller gement tyveri i neoliberalt glitter om menneskets ret til at forfølge sin lykke,” tordnede AIDS-Fondets direktør i en klumme på Kforum.
Vel gjorde Hella Joof ej. Hun gjorde noget, der var meget farligere. Hun satte fingeren på det ømmeste af alle ømme punkter, nemlig sandsynligheden for at velfærdsstatens gode hensigter blot fører til varm luft i praksis. Drivkraften i den sociale omfordeling i Danmark er påstanden om, at den kommer de svageste til gode. Såfremt det alligevel ikke passer, styrter en mental Berlinmur i grus, og topskatteyderne bliver velfærdsnihilister.
”Jeg vil meget hellere have, at du har haft det sjovt og fyret den maks. af med de penge, end at de var løbet ud med badevandet på et eller andet ørkesløst projekt, som ingen i dag kan huske, som ingen har haft nytte af, og som primært var kommet i stand for projektmagernes skyld,” erklærede Joof. Og denne påstand er noget nær det værste, en NGO kan komme ud for.
Tænk hvis skattekronerne bare er tabt – allerede før de havner i svindlerens hænder. Tænk hvis svindleren i virkeligheden har mere gavn af skattekronerne end de mennesker, som pengene – på papiret – var tiltænkt. En helt og aldeles grufuld tanke. I stedet for at tilbagevise Joofs frække postulat gik Æbelø og det røde parnas bersærk. Og så bliver man for alvor bekymret.
Direktøren for AIDS-Fondet, Andreas Gylling Æbelø, som skød med skarpt på Hella Joofs artikel. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Ritzau Scanpix.
Noget tyder på, at det er typer som Æbelø, der ”eroderer den offentlige samtale” med forargelse frem for rationalitet.
Den vestlige verdens friheder er bygget på hofnarrens forargelige spydigheder. Og god satire gør ofte ondt. For Joof gav samtidig stof til eftertanke om velfærdsstatens rødder i janteloven ved at tilbyde potentielle svindlere et godt råd: ”Sørg for, det ikke er penge, som kan kobles med de socialt udsatte,” forklarede Joof. ”Vi kan godt lide svindlere her i landet. Det er ikke nær det. Men de skal stjæle fra dem, vi ikke kan li'. De rige. De onde. Så er det helt okay,” konstaterede Joof skarpsindigt.
Tyveri er i orden, når det er tyveri fra ”de rige”. Det ved alle, men de røde er de sidste, der vil indrømme det. Samtidig tog Hella Joof pis på Ekstra Bladets debatredaktør Mads Kastrup, som højtideligt og velfærdsideologisk har erklæret, at ”vi er staten”. Så logisk nok skrev Joof: ”Du er staten, staten er dig, så altså, statens penge er dine penge. Du har i virkeligheden bare brugt dine egne penge, Britta.” Det var ondt på den søde måde.
Det var nemlig ikke bare gas. Og Hella Joof er ikke bare en tomhjernet kendis og bullerfnis-bimbo. Joof har bedrevet den farligste satire i Danmark: Hun har gjort nar af den hellige velfærdsstat og dens moralske vogtere.
”Britta, du skal vide, at de af pengene, som hidrører fra mine skatteindbetalinger, er dig vel undt,” skrev Joof – og tilgav for sit eget vedkommende. Og det er hendes ret. Måske er Hella Joof ligefrem kristen, på intuitiv facon. Og det må man ikke være i et moderne samfund. Især ikke, når man også er morsom.
Hella Joof er en overbærende kvinde. Vi beskatter hende halvt ihjel. Og hun har endda overskuddet til at tilgive og gøre grin med det. Det slipper hun ikke godt fra i velfærdsjantelovens land. Så rigt må intet menneske være.
