Vi elsker Anders Dam

Skal en kommunikationschef lade sin chef gå amok på de sociale medier eller er det total close down? Danske erhvervsjournalister er delte i deres holdning.
Skal din topleder være en rockstjerne på sociale medier? Så skal han være strategisk og have sig selv med i det. Foto:Ritzau Scanpix/Henning Bagger.
Skal din topleder være en rockstjerne på sociale medier? Så skal han være strategisk og have sig selv med i det. Foto:Ritzau Scanpix/Henning Bagger.
af Niels Christiansen

Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank er den danske erhvervsleder, der er bedst til at bruge de sociale medier.
Det viser en ny undersøgelse fra analysehuset Aalund. Undersøgelsen er et nyt supplement til Aalunds PR Barometer, hvor 241 danske erhvervsjournalister har besvaret spørgsmål om topledere og deres kommunikation med medier og omverden.
 
 
For journalisterne er sagen klar. Anders Dam er kongen af de sociale medier, hvilket skyldes hans aktivitet på Twitter. Han er direkte, ærlig og tør bruge det offensivt, siger journalisterne.
 
 
Mads Nipper, CEO hos Grundfos , indtager andenpladsen. Endda med et stort spring frem i forhold til 2017. Han roses for sin autenticitet, en god balance imellem personlig og professionel tilstedeværelse samt hans bæredygtige engagement som bærende elementer for hans placering.
 
 
 
Men bør en topleder overhovedet være på de sociale medier?
 
Bør en topchef være på de sociale medier?
Hvis man spørger de danske erhvervsjournalister, så viser Aalunds resultater et klart split. Mens den ene halvdel finder erhvervsledernes tilstedeværelse på sociale medier mindre vigtigt, finder den anden halvdel det både interessant og inspirerende og i sidste ende vigtigt, at erhvervsledere anvender de sociale medier i faglig sammenhæng.
 
 
 
Lasse Skjoldan, der er Senior Advisor hos PR og reklamevirksomheden Advice, og som i mange år fulgt danske topledere og deres tilstedeværelse i medierne, mener, at synlighed og tilstedeværelse i medierne bør tages meget alvorligt af danske topledere.
For en topchef er synlighed en måde at få sine budskaber igennem til de rigtige interessenter selv om der er brands, hvor det ifølge Lasse Skjoldan ikke giver så stor mening, at toplederen er på de sociale medier. Det er fuldstændigt afhængigt af virksomhedens generelle organisationsstrategi, forklarer han.
 
»Topchefer er virksomhedernes ansigt udadtil. Det er de i medgang og modgang. Så hvis kommunikation er afgørende for en virksomhed så skal topchefen overveje om, hvorvidt han eller hun vil gå helhjertet ind i at være tilstede på de sociale medier. Nå det er sagt, så er der forskellige måder at gøre det på,« siger Lasse Skjoldan.
 
Bank-kongen hørte om SoMe på et kursus
For Anders Dam er alt det her hurlumhej omkring de sociale medier ikke så vigtigt. Der er ikke tale om en forkromet kommunikationsstrategi udviklet i Jyske Banks hovedsæde i Silkeborg. Han hørte om et oplæg til en konference om de sociale medier og så skulle det prøves af.
 
»Det var en erkendelse for snart fire år siden, hvor jeg hørte på et foredrag om de sociale mediers fremmarch. Så besluttede jeg mig for at følge med,« fortæller Anders Dam.
Men hvordan forholder en konservativ bank sig til at dens medarbejdere kværner løs på de digitale kanaler?
 
I Jyske Bank har en meget beskeden kommunikationspolitik i forhold til, hvordan bankens medarbejdere bør forholde sig på de sociale medier, forklarer Anders Dam.
»Vi en meget enkel politik på området, hvor vi forventer, at vores medarbejdere agerer med brugen af ”sund fornuft” som ledetråd,« siger han.
 
Han bruger de sociale medier til at informere om ikke børsfølsomme oplysninger og er i den forbindelse ikke bange for at dele ud af egne meninger. Hans tilstedeværelse på twitter handler ikke om at opbygge en stor troværdighed eller give Jyske Bank et mere frisk ansigt udadtil fra en ellers meget konservativ bankverden.
 
»Et medie kan efter min opfattelse ikke i sig selv give dig troværdighed, så det er ikke derfor jeg er på twitter. Det er for mig et simpelt spørgsmål om at følge md i medieudviklingen i bredere forstand,« siger bankdirektøren fra Silkeborg der endnu har til gode at blive rodet ind i en twitterstorm.
 
Toplederen skal selv kunne se værdien
Ifølge Astrid Haug, der i mange år har rådgivet virksomheder og organisationer om digital strategi og sociale medierer, er det, der kendetegner Anders Dam og Mads Nippers kommunikation på de sociale medier, at de har været tilstede over længere tid. Det i sig selv giver troværdighed.
 
 
 
»De har alle tre en klar stemme, og man er ikke i tvivl om, at der er en person på den anden side af tasterne. Samtidig tør de mene noget og have kant. Det er noget af det, der gør, at de skiller sig ud. Derudover investerer de en del energi i det. De ser sociale medier som vigtige kanaler i deres kommunikation til omverdenen og til medarbejdere,« siger Astrid Haug.
Det er der, det starter: At toplederen selv kan se, at kanalen har en værdi i forhold til at udføre deres arbejde, mener hun.
Både Astrid Haug og Lasse Skjoldan pointerer, at det tager tid at være på de sociale medier. Og tid er ikke altid det en topchef har mest af.
 
»Hvis man ønsker at være synlig, så er det vigtigt at tænke over, hvem man vil være synlig over for og om man som topchef har tid til at prioritere at være synlig over for alle. Det er en overvejelse der er helt afgørende i forhold til om man som topchef skal være på de social medier,« siger Lasse Skjoldan.
 
Bare slip din topleder løs
Men er en løsgående topleder, der kravler op og ned af twitter ikke enhver kommunikationschefs mareridt? Tør man fra kommunikationsafdelingens side slippe tøjlerne og lade chefen udsende budskaber 24/7.
Ifølge Astrid Haug og Lasse Skjoldan kan kommunikationschefen roligt sove godt om natten selv om topchefen er gået twitter-amok.
 
»Jeg synes ikke, at en kommunikationschef bør være bange for at slippe sin topleder løs på de sociale medier. Tværtimod. De sociale medier er ikke en trussel i den sammenhæng. De er en mulighed. Arbejder man med det strategisk, hvor toplederen kommunikerer så det understøtter den strategi virksomheden har, så er det en kæmpe fordel,« siger Astrid Haug.
 
Hun møder jævnligt kommunikationschefer som hellere end gerne ser, at deres CEO var på de sociale medier. Ifølge hende kan Kommunikationscheferne godt se, at der ligger et stort uudnyttet potentiale for virksomheden på det område.
»Og det er meget nemmere for en topleder at få 10.000 følgere end det er for virksomhedens andre profiler. Så det giver god mening,« forklarer hun.
 
 
 
Lasse Skjoldan har samme opfattelse. Han anerkender, at der er faremomenter i at have en topchef på de sociale medier.
 
»Men helt grundlæggende ville jeg som kommunikationschef være glad, hvis min topchef interesserede sig så meget for kommunikation, at han eller hun ville være aktiv på de sociale medier. Der hvor det bliver farligt, det er, hvis man går ud og profilerer ting som ikke er sagligt, personligt eller politisk, der kan betyde at man rammer noget som folk bliver sure over. Men det gælder ikke kun for de sociale medier. Man kan altid komme galt afsted når man kommunikerer, siger Lasse Skjoldan.
 
Det kursus, Anders Dam var på for fire år siden, som gav ham lysten til at hoppe på twitter, må gå over i dansk erhvervslivs historie. I dag kan Anders Dam konstatere, at landets erhvervsjournalister hylder ham som twitterkonge. Som en journalist kort og ærligt siger i Aalunds rapport:
»Vi elsker Anders Dam.«
 
Hvis du vil læse mere om Aalunds undersøgelse og modtage hele rapporten så klik her.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også