Perfide ordgyderier fra elfenbenstårnet

Carsten Jensen er nok den højest profilerede polemiker i danske medier. Det er han blandt andet i kraft af formuleringer som den, han for nylig brugte om den nyudnævnte direktør for Gyldendal: "Dansk kulturlivs evige vandrepokal, den kronisk inkompetente Morten Hesseldahl, hvis karriere p.t. er korttidsparkeret foran Det Kongelige Teater" – sådan skrev Jensen i Information. Og derfor forlader han nu forlaget. Hesseldahl, også et kolerisk gemyt, men med strategisk forståelse, har svaret igen, men har ikke forsøgt at måle sig med Jensen i perfidi. Hvad er det, Carsten Jensen kan? Hvad er det, der skaffer ham overskrifter, opmærksomhed, likes, følgere, groupies? Og endog den store og prestigiøse svenske Olof Palme-pris på 75.000 dollars for hans "humanisme, fornuft og tro på fremtiden", som det lød i begrundelsen i 2010. Hvad er hans DNA som polemisk debattør?
Carsten Jensen har i snart en menneskealder redet på to heste: den skønlitterære og den kritiske. Når han er samfundskritiker, henter han sine sproglige virkemidler og sin store indsigt i de mennesker, han beskæftiger sig med fra sit litterære virke, i en grad, så der kan opstå en vis genreforvirring hos læseren. Er denne beskrivelse med personopbygning og motivanalyse af specifikke personer fra den politiske og kulturelle sfære et essay eller en novelle? Ritzau/Scanpix/Michael Drost Hansen.
Carsten Jensen har i snart en menneskealder redet på to heste: den skønlitterære og den kritiske. Når han er samfundskritiker, henter han sine sproglige virkemidler og sin store indsigt i de mennesker, han beskæftiger sig med fra sit litterære virke, i en grad, så der kan opstå en vis genreforvirring hos læseren. Er denne beskrivelse med personopbygning og motivanalyse af specifikke personer fra den politiske og kulturelle sfære et essay eller en novelle? Ritzau/Scanpix/Michael Drost Hansen.
Skal man indkredse, hvad det er, Carsten Jensens spidskompetence er, kan man have gavn af en distinktion, som jurister bruger: Det man i juraen kalder æreskrænkelser. Man skelner mellem to hovedkategorier af dem: Der er på den ene side ringeagtsytringer. Det er rent nedsættende udsagn uden konkret indhold – ingen ”sandhedsbetingelser”, ville en logiker sige. Derfor kan de heller ikke efterprøves for, om der kan leveres sandhedsbevis for dem.
 
Og på den anden side er der sigtelser: Udsagn, hvor man fremsætter en påstand, der principielt kunne efterprøves (”faktatjekkes”) for sin sandhedsværdi. Alt dette forklares tydeligt af juristen og journalisten Asger Thylstrup i bogen Injuriesager: Bagvaskelse, æreskrænkelser og ytringsfrihed, såvel som i en artikel i Information med den sigende titel ”Nar! Kugleskør psykopat! Snusket muldvarp!
 


Carsten Jensens essay, hvori ordene "Dansk kulturlivs evige vandrepokal, den kronisk inkompetente Morten Hesseldahl, hvis karriere p.t. er korttidsparkeret foran Det Kongelige Teater" faldt.

 
Jensen og ringeagtsytringerne
Jensen nøjes ikke med at kalde folk ”nar” eller ”psykopat”. Han kæler for sine ringeagtsytringer og monterer dem med metaforer som den med Hesseldahl som en korttidsparkeret vandrepokal (nå ja, den hakker lidt). Eller denne dobbeltmetafor med afsluttende piruette (fra Facebook):

»Ordet tænke og navnet Khader hører hjemme på hver sin planet. Den yderste højrefløj i dansk politik er en menneskelig skraldespand, og på bunden af skraldespanden, i dens allermest gærende ildelugtende lag finder vi Naser Khader.«  Denne art verbal skidtsnak kan hverken en Khader eller nogen anden værge sig imod ved f.eks. at kræve bevisførelse eller ved at føre modbevis, for udsagnet indeholder ingen faktuel påstand, som man kan gå ud og tjekke i den omgivende verden.
 
Et sidste eksempel – det handler om ”det eneste, der er tilbage i dansk politiks ruinlandskab, vort sidste nationale samlingspunkt, den tapre forsvarer af vore fælles værdier, inkarnationen af den enestående danske hygge: Pia Kjærsgaard, et skrigende fugleskræmsel midt i en askemark”. Her er den mixede metaforik peppet op med en gang ironi så fnuglet som en gummiged (Politiken 14. september 2003).
 
Igen: Den slags handler slet ikke om den person, som det refererer til, men alene om afsenderens hadefulde attitude til vedkommende. Og den kan man jo ikke tage fra ham. Men hvad skal man med den?
 
Jensen og de udokumentérbare sigtelser: modstandernes ondskab
Det, man i juraen kalder sigtelser, indebærer, at man beskylder folk for noget faktuelt, som med lovens ord »er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse«. En Carsten Jensen-specialitet er sigtelser, der typisk har at gøre med modparters sindelag – altså noget, der ligner rene ringeagtsytringer, idet man ikke har mulighed for at ”faktatjekke” dem.
 
De ligger i en gråzone – også fordi det først og fremmest er så ganske uklart, hvad de egentlig siger. Til gengæld signalerer de afsenderens hadefulde attitude fuldt ud. Den, man angriber, kaldes f.eks. moralsk ond.
 
Men når nogen sætter prædikatet ondskab på det, andre gør og siger, mangler der oftest en klar forståelse af, hvad man mener med det etiske begreb ”ondskab”. Der mangler skelnen mellem i hvert fald tre ting som i stedet rodes sammen i én pærevælling.
Ondskab har at gøre med at påføre andre skabninger uretfærdig lidelse.
 
Men her opstår uklarheden: 1) Taler man om, at en person påfører andre lidelse alene (eller primært) for at opnå lyst ved det? Det ultimative tilfælde af dét er lystmordere. 2) Taler man om, at de pågældende, som, man altså mener, gør noget ondt, er ganske klar over, at de påfører andre lidelse – en lidelse, iagttageren ser som uretfærdig og dermed umulig at forsvare – men, at de onde er ligeglade med, hvad de godt véd, fordi de i deres øjne tjener et andet og vigtigere, ”retfærdigt” formål?
 
Dette er bl.a. den ondskab, som filosoffen Hannah Arendt fandt i ekstrem form under processen mod KZ-bødlen Eichmann, og som hun beskrev i bogen Eichmann i Jerusalem: En rapport om ondskabens banalitet (1963).
 
Det er embedsmanden, der er fuldt ud bevidst over den lidelse, han anretter, og som han ikke lige frem nyder, men som han – med et etisk kompas, der er fuldkommen defekt – anser for at være helt i orden af politiske eller administrative grunde, f.eks. nationens eller partiets interesser.
 


Arendt mente, at Eichmann ikke begik sine forbrydelser af ondskab, men med udgangspunkt i en bureaukratisk ansvarsfralæggelse. Han opfyldte sine pligter som statsansat. Ondskabens banalitet er knyttet til moderniteten. Den opstår med massesamfundet, bureaukratiseringen og anonymiteten, der følger med det moderne. Foto: Getty Imahges/Tyrone Dukes.

 
3) Eller er der tale om, at den, der siges at gøre noget ondt, ikke forstår den lidelse for andre, der følger af deres handlinger – som de af andre grunde anser for at være retfærdiggjorte?
 
Når en iagttager og kommentator står over for handlinger, som de anser for at være onde, har de ingen ret til, uden først at løfte en tung bevisbyrde, at hævde, at de, der udfører handlingerne, er skyldige i enten (1) eller (2). Samfunds- og retfærdighedsfilosoffen John Rawls har i en artikel, hvor han søger at definere “precepts of reasonable discussion”, sagt: “We should not readily accuse one another of self- or group-interest, prejudice or bias, and of such deeply entrenched errors as ideological blindness and delusion.”
 
Hans amerikanske landsmænd har ikke desto mindre gennem en årrække rutinemæssigt gjort dette i deres politiske debat, som dermed har mistet sin demokratiske funktion og er blevet samfundsnedbrydende. Med andre ord, vi skal ikke uden tungtvejende grunde beskylde vore modparter for ondskab (2) – og endnu mindre for ondskab (1).
 
Men begge dele har Carsten Jensen rutinemæssigt gjort. I talløse indlæg i medier og på nettet taler han – i et tilfældigt eksempel – om, at den danske flygtningepolitik er ”ondsindet og afstumpet” (Facebook, 25. marts 2017), og han bruger masser af andre ord og vendinger, der tydeligt siger, at han anser denne politik for at være drevet enten af lystfølelse ved andres lidelse (altså ondskab 1) eller moralsk defekt tilsidesættelse af bevidstheden om den (ondskab 2).
 
Inger Støjberg står f.eks. ”glubsk grinende” med sin kage; hun ligner ”en sortklædt enke, der har svært ved at skjule fryden over, at hendes ægtemand omsider har stillet tøflerne. Måske røg børnene ved samme lejlighed, og nu kan den sorte enke slippe for deres krævende skråleri og hengive sig fuldtids til de fyldte chokolader og den lilla Bols blandt silkepuderne” (Facebook, 24. marts 2017).
 
 
Jensen og fiktionens virkemidler
Man kunne sagtens blive ved. Carsten Jensen ejer åbenbart en synsk evne til at se ind i en modstanders sjæl: Han mener at kunne se, at det, der driver deres gerninger, er et indre moralsk fordærv, som får dem til at se på andres lidelse med lyst eller – i bedste fald – åbne øjne og arrogant ligegyldighed.
 
Det er kendetegnende for visse fremragende fiktionsforfattere – og sådan en er Carsten Jensen jo – at de mener at kunne dette. I romaner og anden skreven fiktion kan tekstens fortæller jo efter forgodtbefindende formidle sine (fiktive) personers inderste tanker og følelser, mens de har dem – en egenskab, der, som analyseret bl.a. af litteraturforskeren Käte Hamburger, er unik for fiktionstekster. Det kan ikke lade sig gøre i dokumentariske tekster.
 


Carsten Jensen under et indslag på Bogforum. Forfatteridentiteten har overtaget. Foto: Getty Images.

At man kan forvirres genremæssigt ved læsningen af en tekst af Carsten Jensen, er givet. Man kan tænke: Har vi at gøre med et debatindlæg eller en novelle her? F.eks. finder man dette opråb på hjemmesiden ”Studieportalen” fra en frustreret skoleelev: ”Er der nogle der har læst teksten det rene ondskab af forfatteren carsten jensen. Jeg er tvivl om det er en novelle eller essay, så vil høre om der nogle der vil skrive analysemodel til noveller og en til essays, eller bare ved hvor jeg kan finde nogle henne?”
 
Carsten Jensen mestrer ikke, eller fremlægger ikke, den moralske refleksion, der ville gøre det muligt for ham at skelne mellem de helt forskellige fænomener, som for ham bare ligner ondskab alle sammen. Han mudrer derudover fiktionens og argumentationens virkemidler sammen på måder, der kun kan skabe forvirring, og som garanteret ikke gavner den sag, han skriver for: at samle mere tilslutning til en humanistisk dansk politik.
 
Tværtimod: Han er formentlig med til at styrke de stemmer på højrefløjen, der ustandselig taler om, at venstrefløjsdebattører som Carsten Jensen sætter sig på en moralsk høj hest og anser sig for bedre end andre. At udslynge uartikulerede anklager om moralsk usselhed mod andre er en sikker vej til at styrke sammenholdet hos de pågældende.
 
En indskudt bemærkning om moralsk argumentation: Man hører ofte fra den danske højrefløj, at det er illegitimt eller hyklerisk at argumentere moralsk i politiske sager. Det er noget vrøvl. Der er i høj grad brug for, at alle parter anskuer den førte eller foreslåede politiks hensigter og konsekvenser ud fra moralske målestokke. Især dens konsekvenser. Og det gør alle parter også hele tiden, når nye love og vedtagelser overvejes og debatteres.
 
Hvad der er for meget af, er derimod spekulationer og løse påstande om modparters umoralske motiver og generelle moralske fordærv. Såvel som – selvfølgelig – selvfremførende skryderier om eget moralsk bedreværd. Men, at debat om vort lands politik skal foregå uden hensyntagen til, om vi moralsk kan være dens konsekvenser bekendt – det ønsker ingen vel?
 
Mange mener derfor, at der faktisk er brug for moralsk kritik af den flygtninge- og indvandrerpolitik, som f.eks. politikere som Inger Støjberg står for. Men sådan en kritik kan ikke bestå af desperat overbroderede, semilitterære bravader om det moralske fordærv i de formasteliges indre – som vi andre ikke kan vide en disse om. Kritikken skal handle om virkningerne af denne politik, dvs. indeholde konkret påvisning af, at det, man gør, påfører andre uretfærdig lidelse. Det er en strategi, som giver mening, også i tilfælde af, at det onde, man ser, er af type (3) – hvilket er det, vi må antage, indtil noget andet er overbevisende godtgjort.
 
En sådan kritik har bl.a. en anden glimrende fiktionsforfatter ført frem: Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Det gjorde hun i artiklen “En unødvendig teltlejr” i Information, hvor hun konkret påviste de elendige forhold, som flygtninge ganske unødvendigt skulle leve under i en teltlejr i Sønderjylland.
 
Anne Lise Marstrand-Jørgensen er forfatter og tidligere talskvinde for Venligboerne i København.
 
Her skete der det, at hun blev taget alvorligt af modstanderne. Det bed nemlig på dem. Både på Støjberg, der voldsomt mistænkeliggjorde Marstrand-Jørgensen i flere Facebook-opslag i april 2016, og senere tilmed Lars Løkke Rasmussen, der indirekte hentydede til bl.a. Marstrand-Jørgensen i sin grundlovstale 2016: Hun var formentlig (ifølge Løkke) en af dem, hvis ”ringeagt over for regeringen er så stor, at den overstiger kærligheden til deres hjemland” – altså, folk som hende var dårlige danskere, fordi de offentligt (også i udlandet) havde fordømt regeringens politik.
 
Her blev kort sagt det helt store skyts og de tungeste frontkæmpere kørt frem for med udemokratiske midler at udgrænse en kritisk borger. For hendes kritik havde utvivlsomt gjort ondt. Elegant svarede Marstrand-Jørgensen, at det hun havde noget imod, jo ikke var de lyse danske nætter og de nye kartofler.
 
Med behersket værdighed styrkede hun dermed sin egen etos og lod ministrene om selv at svække deres – som præcist analyseret af retorikeren Lisa Villadsen i den internationale forskningsartikel "Doxa, Dissent and Challenges of Rhetorical Citizenship:“When I Criticize Denmark, It Is not the White Nights or the New Potatoes I Have In Mind” (Javnost-The Public 24.3.2017: 235-250).
 
Jensen og de udokumenterede sigtelser: modstandernes nedrige motiver
Beslægtet med de uklare og udokumentérbare beskyldninger om ondskab er en anden fast topos i Carsten Jensens arsenal: Spekulationer om andres indre, nederdrægtige motiver til det, de gør. Heller ikke dem kan hverken Carsten Jensen eller nogen anden jo for alvor kende noget som helst til – men det giver netop polemikere af hans type frikort til, når det gælder modstanderes motiver, at påstå hvad som helst.
 
Det kan vi hente eksempler på fra en helt andet emnekreds: toppolitikeres påståede personlige ambitioner. Eksempel: ”Helle Thorning-Schmidt havde omhyggeligt planlagt sin flugt over plankeværket til præsidentposten i EU, men slap ved en fejl i karrierekabalen ikke væk. Anders Fogh Rasmussen havde mere held med sig, da han, også midt i en embedsperiode, blev udnævnt til krigsherre i Nato."
 
Disse to spekulative motivpåstande krydres så lige med en ringeagtstriade om en anden statsminister: ”Lars Løkke ligner med sit snylteri, løsagtige omgang med bilag og umådeholdne forbrug af enhver art mere en dead man walking på vej til den elektriske stol end en værdig kandidat til statsministerposten.”
 
Jensen havde f.eks. ikke noget som helst belæg for, at Thorning skulle have haft den ambition, han påstår – i stedet for ønsket om at fortsætte som statsminister efter valget i 2015. Jensens spekulation var ikke blot ubegrundet, men usandsynlig – blandt andet fordi Thorning tydeligt havde sagt, flere gange, at hun, hvis sådan en post blev tilbudt, ville sige nej. Det ville have været torskedumt at sige, hvis hun virkelig havde tænkt sig ved en senere lejlighed at sige ja.
 
Men i øvrigt ligger bevisbyrden om en sådan påstand alene hos den anklagende, og af den byrde løftede Jensen ikke et gram. Han havde i øvrigt faret frem på samme gratis vis, blot endnu mere perfidt, imod Fogh Rasmussen i anledning af den krig i Afghanistan, som han lod Danmark gå ind i (i øvrigt en krig, som klart synes at have været en dum idé og mislykket i udførelsen, hvilket Carsten Jensen med rette har peget på):
 
”Udstationeringen i Helmand, det hedeste sted i hele krigszonen, har været et kynisk kalkuleret og helt privat karrieretræk, som ikke har haft noget at gøre med Danmarks position i verdenssamfundet eller politisk vigtighed. Allerede dengang har Fogh vidst, at han gik efter posten som generalsekretær i NATO, og udstationeringen kunne være en god positionering for ham.” (Interview i Information 03.01.2011).
 
Og ikke blot Fogh fik revet Jensens fiktive motivspekulationer i næsen – det gjorde også de soldater, som var af sted (uanset om de kom hjem igen eller ej): De fik i Afghanistan lov til at ”skyde på rigtig levende mennesker” – som om det var deres motiv. Men anklagen mod Fogh & Co.s påståede umoralske motiv smøres endnu tykkere på og bredere ud: ”Sig det til de døde soldaters efterladte, forældre, søskende og kærester: Han døde i en alder af tyve, fordi der var et taktisk spil i Folketinget, som var vigtigere. Jeres søn døde for opinionsmålingernes skyld.” (Politiken 13.11.2010.)
 
Man kunne også gennemgå, hvordan Carsten Jensen i sine polemikker bruger lige så rigeligt af en anden retorisk uskik, som 
minder om motivspekulationer: stråmænd; dvs. bevidst falske gengivelser af, hvad en modpart har sagt eller ment. Man kan lave stråmænd om såvel store som små ting – i de sidste er der mindre chancer for, at det bliver gennemskuet. Tag for eksempel Jensens artikel ”Hvordan jeg lærte at elske Inger Støjberg” – som ironisk takker Støjberg, fordi hun fik ”placeret Danmark i den globale lortepøl”.
 
Jensen skriver bl.a., at  Støjberg har ”beskyldt en niårig syrisk pige for at være en kynisk snylter på det generøse danske system”. Det er et illustrativt mikro-eksempel. Det er selvfølgelig ikke den lille pige, der ifølge Støjberg har rejst sag (om en mere egnet bolig), men hendes familie. Og så videre. Snesevis af den slags små fordrejninger gør sammen deres manipulerende arbejde. Find selv 10 af dem på 10 minutter i Carsten Jensens polemiske tekster. Det, han gør, er ganske sammenligneligt med det, Støjberg selv har skrevet om sagen.
 
Sproget, Jensen, sproget
”Sproget, Jensen, sproget”. Dét sagde en redaktionssekretær på Social-Demokraten til den unge Johannes V. Jensen som begrundelse for, at man ikke ville trykke en novelle, han havde indsendt – trods dens gode ideer. Den bedømmelse er en grotesk dobbelt forbier. Johs. V. Jensens sprog er hovedgrunden til, at han kan være fantastisk at læse. Hans politisk-ideologiske ideer og hans tænkning derimod – de er ofte infantile.
 
Med Carsten Jensen er det noget af det samme. Han er nærmest født med et kolossalt sprogligt overskud – som han bruger med effekt i sine bøger, men misbruger skødesløst i sin polemik, hvis indhold og argumentation dog er det virkeligt pinlige.
 
Hele Støjberg-artiklen er netop ét stort eksempel på, hvordan Jensen bruger hele sit register af litterære og retoriske virkemidler som ren staffage – glasur og ganache oven på mudder. Resultatet er tekster, der kun kan fungere som selvretfærdigheds-cheesecake for en menighed af ligesindede. Ironien i Støjberg-artiklen er f.eks. så tommetyk og triviel, at kun klakører kan kapere den. Det afspejles typisk i de like-kommentarer, som Jensen ofte får på Facebook, f.eks. at Støjberg burde brændes som en heks – og så videre og så videre.
 
I realiteten skader Jensen sikkert det formål, han formentlig skriver for: at bevæge Danmarks flygtninge- og udlændingepolitik i en mere moralsk og retfærdig retning. Det, der i stedet er brug for, er noget, som Jensen antagelig også ville kunne, hvis han gad, og som han faktisk har demonstreret i en del af sine skriverier om bl.a. Afghanistan: Konkret påvisning af, at Danmarks førte politik indebærer konsekvenser, som er moralsk såvel som politisk uacceptable.
 
Marstrand-Jørgensen og enkelte andre har skrevet på denne måde om dansk flygtningepolitiks konkrete følger. Der er også brug for indsigtsbringende analyser af den vildledende eller lodret usandfærdige kommunikation, som Støjberg og hendes backing-gruppe leverer om den slags emner. Men det bliver næppe fra Carsten Jensen, at de kommer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job