Trumps københavnske katastrofe

I weekenden kom det frem, at den planlagte konference arrangeret af Atlantsammenslutningen i samarbejde med den amerikanske ambassade på Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro var blevet aflyst. Årsagen: Ambassaden havde nedlagt veto mod, at den amerikanske forsker og NATO-ekspert Stanley Sloan skulle deltage med et oplæg. Udmeldingen fra ambassaden er, at man ikke blev involveret i beslutningen om i 11. time at invitere Stanley Sloan, og at hans deltagelse ville trække konferencen i en forkert retning.

Stanley Sloan er – udover at være en af verdens førende eksperter på det transatlantiske samarbejde – også markant kritiker af Trump og kritiserer jævnligt præsidentens udenrigspolitik på Twitter. Og her er kimen til ambassadens veto. Ambassadøren – og dennes chef i Det Hvide Hus – vil simpelthen ikke have kritikere af Trump-regeringen på talerstolen. Selv ikke i et land som Danmark, hvor vi har tradition for, at meninger brydes, og alle stemmer bliver hørt i samfundsdebatten.

Aflysningen skete i øvrigt blot få dage efter, at Donald Trump og Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, tilsyneladende havde et konstruktivt møde om NATO og relationerne mellem de to lande. Desto endnu mere spektakulært.

Carla Sands-miseren kom på et ekstradårligt tidspunkt, hvor Mette Frederiksen netop havde mødt Trump og givet håndslag på et tæt samarbejde mellem Danmark, NATO og USA. Foto Scanpix

Trump first-diplomati

Ambassadens krav om aflysning af Stanley Sloan og hele konferencen til fejring af samarbejdet over Atlanten er en indikator på, hvordan Trumps administration forsøger at styre narrativet om sig selv – endda i udlandet.

Det er ingen hemmelighed, at Trump er kritisk over for NATO og mener, at lande som Danmark betaler for lidt til det fælles forsvarsværk. Det er heller ingen hemmelighed, at den amerikanske udenrigspolitik er massivt under pres i disse år, hvor Trump-administrationen lægger mere og mere afstand til det internationale samarbejde, og mantraet i både indenrigspolitik og diplomati er America First – måske kan man endda kalde det Trump First.

Alligevel er det tankevækkende, at en på papiret ufarlig konference, som man selv er med til at arrangere (og finansiere), ender som en PR-katastrofe, der ikke alene skader forholdet til en samarbejdspartner, men bliver et omdømmeproblem for hele den diplomatiske indsats på den amerikanske ambassade i København – og skaber negative overskrifter i de største medier verden over. Dermed sker det modsatte af, hvad man som ambassadør er sat i verden for: at skabe positiv synlighed i sit lands interesse.

Ramt i hjemlandet

Vi danskere er hurtige til at blive forargede over udefrakommende, der ikke forstår vores kultur, eller som handler imod vores normer – derfor har aflysningen af Stanley Sloan også alt, hvad der skal til for at lade danske mediefolk give den med fuld pedal – også på lederplads. Det er både oplagt og forståeligt.

Men også i hjemlandet USA trækker aflysningen spor i medierne. Eksempelvis er historien nået til The Washington Post, New York Times, det anerkendte politiske medie The Hill , Buzfeed og i andre internationale medier, som The Independent. Alt sammen udstiller Carla Sands som en elefant i en glasbutik og bekræfter over for mange amerikanere, at Trump ikke blot ændrer USA indefra, men også skader USA’s omdømme i udlandet.

Den ’lille’ aflysning i Danmark kommer dermed til at spille en rolle i amerikansk indenrigspolitik, fordi der ifølge Foreign Policy er andre eksempler på, at amerikanske repræsentationer i udlandet har blokeret Trump-kritikere fra at tale ved arrangementer, der er økonomisk støttet af det amerikanske udenrigsministerium. Dermed bæres brænde til bålet om, at Trump-administrationen ensidigt holdningskontrollerer fortællingen om USA’s udenrigspolitik i udlandet. Til stor skade for landets omdømme – også i tiden efter, at Trump forlader Det Hvide Hus.

Har ambassadøren forstået sin rolle?

For at forstå, hvorfor sagen om den aflyste konference hos Atlantsammenslutningen ikke blot er en hvilken som helst aflysning, er man nødt til at se på, hvad en ambassadørs rolle er i et land som Danmark.

Enhver diplomat, der er udsendt på sit lands vegne, er i sagens natur ansat til at varetage sit eget lands interesser. Det sker gennem en lang række samarbejder, hvor et land som USA på forskellige områder og med forskellige dagsordener er med til at profilere landet – fra erhverv til kultur og politik.

Den amerikanske ambassadørs rolle i Danmark er i overvejende grad at fungere som PR-figur for det land og den administration, vedkommende repræsenterer. Det er altså langt hen ad vejen et kommunikationsjob, der handler om hele tiden at være synlig og promovere sit lands værdier. Husk bare på, hvordan den tidligere ambassadør Rufus Gifford konstant var i medierne og endda havde sit eget tv-show som en del af charmeoffensiven over for Danmark under Obama. Han forstod at bruge medierne, og han forstod at tale sig selv ind i en danske kontekst om demokrati og frisind. I et tweet kritiserer Rufus Gifford beslutningen på den danske ambassade for at være 'uamerikansk'>

Waking up to this. So profoundly disappointing, shocking and unAmerican.

And I may need to go on a bit of a rant... https://t.co/JxKyWnYuYG
— Rufus Gifford (@rufusgifford) December 8, 2019

Fordi et ambassadørjob i så høj grad handler om kommunikation og omdømmepleje, er det uforståeligt, at man fra ambassadens side censurerer en konference; at man som udsendt fra the land of the free (and the home of the brave) ikke tør debattere med kritikere af det siddende styre, selvom man er med til at betale regningen.

Med aflysningen knægter man både ytringsfriheden, den frie debat og den frie forskning, hvilket vækker minder om østeuropæiske nationer under den kolde krig eller totalitære stater i Mellemøsten. Og så har man ikke forstået sin rolle som ambassadør og slet ikke, hvilket land man er havnet i, og hvilke værdier om fritænkning der hersker.

Og så sender ambassadens ageren lange skygger over, hvordan man tænker public diplomacy i en Trump-æra.

Public diplomacy gone wrong

Den megen mediekritik i danske medier af ambassadens veto mod Stanley Sloan skader naturligvis ambassadens arbejde med public diplomacy – som frit forklaret kan kaldes PR-arbejde eller nation branding i det land, man er ansat i som diplomat. Altså diplomati, hvor du kommunikerer med folket frem for udelukkende med regeringer og myndigheder.

For ikke alene bekræfter aflysningen danskernes billede af Trump og hans administration som enerådende, arrogant og magtfuldkommen. Den er er også langsomt, men sikkert med til at ændre vores syn på USA som nation.

Hvor konferencen – som de færreste danskere ville have hørt om, havde det ikke været for denne sag – skulle have været en elitær, vidensbaseret konference, hvor deltagerne blev klogere, er miseren nu endt i massiv opmærksomhed, himmelvendte øjne og mistillid til den amerikanske ambassades hensigter og fremfærd på dansk grund.

Og ambassadøren, Carla Sands, har gjort arbejdet umådeligt meget sværere for sig selv. For ambassadørens vigtigste platform for at agere på sit lands vegne bør være integritet, troværdighed og imødekommenhed – og blot et minimum af forståelse for den kultur og de værdier, der regerer i værtslandet.

Det er derfor fair at spørge, om Carla Sands i den resterende tid under Trump – om det så bliver et eller fem år – vil kunne udføre sit job i Danmark. For kan myndigheder, organisationer og institutioner have siddende på sig, at de samarbejder om fx konferencer og officielle arrangementer med en ambassade, der ikke tåler kritiske røster, eller som ikke holder sig for god til censur?