Den tidligere SF-politiker Özlem Cekic er i Tivoli, da hun får en sms fra sin nevø. Nevøen er oprevet, fordi han har modtaget en grænseoverskridende besked. Beskeden er også sendt til andre i Özlem Cekics familie og til 200 af hendes følgere på Facebook. Da radioprogrammet Shitstorm på P1 holder DM i hadbeskeder under Folkemødet i Allinge i juni 2018, forsøger Özlem Cekic at læse beskeden op: “Jeg ved da godt, hvad Özlem står op for 15 minutter før søndag morgen.” Herefter går hun i stå, tårerne triller, og radiovært Mads Aaggaard må læse beskeden op: “Hun vasker sit lørdagssæd ud af hendes røvhul, som perkerøglen har fyldt hende op med. I hjernedødets stemme. Sådan et tyrkersvin ind i politik. I skulle have et nakkeskud. I fucking svin.”

De voldsomme hadbeskeder, Özlem Cekic har taget med til konkurrencen, bringer hende i finalen sammen med Pernille Rosenkrantz-Theil, der har læst dødstrusler op. De to kvinder har slået de øvrige seks deltagere af banen i DM i hadbeskeder – alle kendte politikere eller debattører, der jævnligt modtager hadefulde beskeder fra både navngivne og anonyme personer. For eksempel: “Ditte Okman er en klam luder med sin halvbrunstige, svinagtige måde at se ud på. (...) Med venlig hilsen Dennis.”

Özlem Cekic vinder konkurrencen overbevisende, da hun i finalen læser denne hadbesked: “Når muslimer avler som rotter, bør de også udslettes som rotter.” Shitstorm på P1 vil med konkurrencen understrege, at alle i den offentlige debat kan risikere at stå model til en hård tone med vrede kommentarer og hårde beskeder på mobilen. For at afmontere den hårde tone vil programmets værter få publikum til at grine ad de hadefulde beskeder og dermed se tåbeligheden i hadet på nettet – i stedet for at følge med hadet. Med programmet kommer der også fokus på modtagerne; at det er mennesker af kød og blod, der modtager de hadefulde beskeder. Som Özlem Cekic pointerer: “Mange glemmer, at der også er et menneske på den anden side.”

Med eksplosionen af smartphones og sociale medier er den hårde tone blevet et tilbagevendende tema i den offentlige debat. Sms’er og sociale medier er effektive redskaber til at harcelere over dette og hint og til at sende grove beskeder af sted til en person, man ikke kan se i øjnene. Når kommunikationen er asynkron, kan beskeden ramme på tidspunkter, hvor man som modtager er et helt andet sted. Som når Özlem Cekic befinder sig i Tivoli, da hun opdager den hadefulde besked.

Skrues tiden ti år tilbage, ville de færreste have fantasi til at forestille sig, at dannelse og digital dannelse ville fylde i den offentlige debat og indtage samtaler over middagsbordet, i klasseværelset og i Folketingssalen. Men det var også tiden, før smartphones erobrede verden og hverdagen, og før Facebook voksede sig til verdens største land med 2,2 milliarder brugere. Det var, før tonen blev hård i den offentlige debat på nettet, før deling af digitale nøgenbilleder eksploderede, og før børn og unge fik “flammevenner” på Snapchat og opgjorde venskaber og popularitet ud fra antal følgere, likes, hjerter og streaks. Det var, før fake news blev hverdagssprog, og før digital misinformation blev en af de største globale udfordringer.

De digitale teknologiers børnesygdomme aktualiserer dannelsesbegrebet. Stort set alle samfundsaktører, der har en aktie i dannelse, fra uddannelsesinstitutioner over interesseorganisationer og ngo’er til det politiske miljø, erkender i dag, at den digitale dannelse er et tema, der er kommet for at blive. Dannelse, analog som digital, er blevet indskrevet i de seneste grundskole- og gymnasiereformer, uddannelsesmateriale bliver udviklet, debatindlæg bliver skrevet i dagspressen og på blogs, kurser og seminarer afholdes, folkemøder bobler, tv snurrer, og også podcastradiofladen har været springbræt for mangen en udsendelse med især tonen, omgangen og adfærden på nettet og sociale medier som omdrejningspunkter.

I en tid, hvor vi går fra Gutenberg til Google, er dannelsen ellers blevet set som en truet art: Når vi søger rundt på nettet og kommunikerer med korte beskeder og emojis frem for samtaler, kan dannelsesbegrebet forekomme lige så anakronistisk som en jonisk søjle i det gamle Grækenland. Digitale medier er imidlertid ikke undergangen for dannelse, men en overgang til en ny form for dannelse. Det kræver noget nyt at blive dannet i en digital tid, hvor medierne skaber nye rammer for kommunikation og medborgerskab. Kommunikationskulturen har ændret sig radikalt fra det 20. til det 21. århundrede, og det giver en række nye vilkår for dannelsen. Det første skridt er at erkende, at digitaliseringen bringer et så stort paradigmeskift med sig, at vi må sætte streg under digital dannelse.

Ansigtsløs kommunikation

Et nyt vilkår, vi alle skal lære at forholde os til, er, at en stigende del af vores kommunikation er ansigtsløs. Når vi kommunikerer ansigt til ansigt, bliver sociale informationer båret af både verbale og visuelle koder i en specifik situation. Det kan være øjenkontakt, tonefald og gestik. Når vi kommunikerer bag computerskærmen eller med mobiltelefonen i hånden, mangler vi oftest et ansigt og

dermed også de verbale og visuelle koder.

Det er ikke nyt, at vi bruger teknologier til at kommunikere med og har ansigtsløs kommunikation. Mennesket har længe kommunikeret via medier, der kunne hjælpe os til at overkomme fysisk eller tidsmæssig afstand, f.eks. hulemalerier, røgsignaler og morse. Det nye er imidlertid, hvor meget teknologierne fylder i vores kommunikation med andre. Her er vores erfaringshorisont begrænset. I flere tusinde år har menneskets fremmeste metode til social læring og kommunikation været ansigt til ansigt. I tusindvis af år har mennesket kommunikeret mundligt. I de sidste 5.000 år har vi også kommunikeret med skrift. I de sidste cirka 30 år har digital kommunikation taget os med storm.

I det 21. århundrede spiller mobiltelefoner og sociale medier en stadig større rolle for, hvordan vi er i kontakt med hinanden, og den udvikling er sket på ganske kort tid. Den første iPhone kom på markedeti 2007 og satte gang i en smartphonerevolution. Hvor menneskets erfaring med at agere, interagere og kommunikere analogt rækker over 250.000 år tilbage, strækker vores erfaring med sociale medier sig ikke engang over én generation. Hvis kommunikation er et menneskeliv, er mundtlig kommunikation en olding, skriftlig kommunikation et skolebarn, mens den digitale kommunikation er en baby. Vi er på en måde digitalt nyfødte. Alle er med til at etablere de nye koder for ansigtsløs kommunikation – og ofte går det galt, som når tonen bliver hård på nettet.

Det er ikke kun politikere og debattører, der modtager hadefulde beskeder. Det skete f.eks. også for den danske landsholdsangriber Nicolai Jørgensen, da han brændte et straffespark i Danmarks kamp mod Kroatien under VM i fodbold 2018. Danmark røg ud af VM, og det satte gang i grove tilsvininger af Nicolai Jørgensen på nettet. “Død over Jørgensen! Føj!!!,” “Fuck dig, homo,” “Du ødelagde alt for Danmark, dit svin,” “Fuck du er lort, dit fede svin jeg smadrer dit hjem, din so,” var nogle af de hadefulde beskeder, der dukkede op forskellige steder på nettet, blandt andet på fodboldspillerens Instagram-profil og på bold.dk. Det viste sig senere, at nogle af kommentarerne kom fra helt unge mennesker, herunder en 12-årig dreng.

En tydeligt berørt Nicolai Jørgensen ved kampen mod Kroatien. Foto: NurPhoto / Contributor

Med internettet ved hånden kan vejen fra vrede til ytring være minimal. Generelt har vi færre hæmninger på internettet, og vi har sværere ved at bremse os selv. Den amerikanske psykologiprofessor John Suler kalder dette for “The Online Disinhibition Effect” (Suler 2004) og peger på en række faktorer, der fremmer vreden online, herunder anonymitet, usynlighed og asynkronitet.

Et eksempel på fænomenet er netop hadefulde digitale beskeder, der formuleres langt hårdere, end hvis afsender og modtager befinder sig i samme rum ansigt til ansigt. Det illustreres i børnehøjde med videoen Vil du læse teksten op?, hvor forskellige personer læser autentiske mobbebeskeder op. Beskederne er indsamlet af de to forskere Helle Rabøl Hansen og Jette Kofoed og kommer fra sms’er og sociale medier. Et sted i Danmark har der f.eks. siddet et barn og modtaget denne besked: “Spring ud foran et tog. Vi gider dig ikke mere. Du er DUM og dit ansigt ligner en røv. Du er en fucking fed autist. Dø.”

Det er børn, unge som ældre, der kan finde på at ytre hadefulde beskeder – formentlig uden viden om, at de begår en kriminel handling. Straffeloffvens § 266, eksempelvis, taler et utvetydigt sprog: “Den, som på en måde, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, truer med at foretage en strafbar handling, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.” Hertil kommer Straffelovens § 266 b, der omfatter “den, der ved udspredelse af falske rygter eller beskyldninger forfølger eller ophidser til had mod en gruppe af den danske befolkning på grund af dens tro, afstamning eller statsborgerfor- hold”. Senere er tilføjelser kommet til, således at loven nu også omfatter udenlandske statsborgere, seksuel orientering og skærpende omstændigheder for propaganda.

Empati under pres

Det har konsekvenser, at stadig mere kommunikation foregår ansigtsløst – f.eks. for hvordan vi udvikler sociale og emotionelle kompetencer. Udvikling af sociale kompetencer og empati er afhængig af direkte menneskelig kontakt, og flere forskere peger på, at vores evne til empati falder i en digital tid. En af dem er den amerikanske psykologiprofessor Sherry Turkle, der har studeret menneskers interaktioner med teknologier i over 30 år og kan se, at empati er kommet under pres. I takt med at vi erstatter ansigt til ansigt-kommunikation med ansigtsløs kommunikation, reducerer vi vores evne til at udvise empati (Turkle 2015).

De sociale medier burde – betegnelsen taget i betragtning – handle om at skabe kontakt mellem mennesker. Sociale medier som Facebook, LinkedIn og Instagram kan med et klik og en søgning forene venner, slægtninge, kærester, ekskærester og interessefællesskaber. I dag er det nemt at skabe sig et stort netværk online. Aldrig før har det været så let at finde andre, der interesserer sig for det samme som én selv – om det er Beyoncé, Toto, Manchester United, MAC-makeup, Fortnite, sneakers, dyrevelfærd, containere eller noget helt andet. Vi lever i en global landsby, sådan som den canadiske teknologifilosof Marshall McLuhan beskrev det tilbage i 1962.

Bliver vi mere sociale af sociale medier? Styrker vi vores sociale kompetencer, og får vi en større tværkulturel forståelse af at bruge sociale medier? Det ville være fantastisk for os som mennesker, der skal leve med hinanden i den globale landsby, hvis svaret på dette spørgsmål var et entydigt ja. Så godt er det imidlertid ikke fat. Flere socialpsykologiske og informationsteoretiske studier tyder på, at på trods af, at vi aldrig har været mere forbundne, end vi er nu via de sociale medier, har vi aldrig været mere ensomme (Hendricks 2016).

Den tidligere amerikanske skuespiller Yvette Vickers ville have rundet 83 år sidst i 2011, men ingen ved, præcis hvor gammel hun blev. Los Angeles Times rapporterede i 2012, at hun var død og havde været det omkring et år. Hun var mumificeret, da hun blev fundet af en nabo. Vickers havde oceaner af venner, fans og følgere på Facebook; ingen af dem havde imidlertid opdaget, at hun havde været død længe. Den forsigtige konklusion er ifølge ny social netværksanalyse – og med Vickers’ meget stille bortgang in mente – at mennesker, der er ensomme, bliver endnu mere ensomme af Facebook – og bruger mere tid på det end mennesker, der ikke føler sig ensomme. Den direkte menneskelige kontakt er erstattet med virtuelle sympatitilkendegivelser, der ikke gør en reel forskel – f.eks. hvis man skulle falde om i hjemmet i Los Angeles.

Børn og unge vokser op med en illusion om, at de aldrig er ensomme, fordi de altid kan komme i kontakt med hinanden via skærme. Alligevel føler mange unge sig ensomme, og i de senere år er antallet steget betragteligt. Hver tiende 16-24-årige føler sig ensom og uønsket alene, og det er især de unge kvinder, der rammes af ensomhed (Sundhedsstyrelsen 2018). Tidligere var ældre mennesker den meste ensomme befolkningsgruppe, men nu har unge kvinder overhalet de ældre. Ifølge Psykiatrifonden opstår følelsen af ensomhed, når mennesker oplever, at deres sociale relationer ikke opfylder deres sociale behov og forventninger.

Et grundvilkår i en digital tid er således, at teknologien ikke blot giver os nye muligheder for at komme i kontakt med andre, men i høj grad også gør os mere ensomme. Med digitale teknologier kan vi komme tættere på hinandens liv, men vi kan også nemt fjerne os fra hinanden – og afstanden sætter empatien under pres.